WRONG ▹ Fictional Writing

Haven Lane har efterhånden kendt Zayn Malik i nogle år nu. I de år hun har kendt ham, har han aldrig haft en kæreste. Så hvad gør hun når Zayn lægger hans hænder på hende, og giver hende en smagsprøve på hvad det vil sige at være med ham. _____________________________________________________________________________________________________________ En fanfic hvor Zayn går på hans sidste år på high school med One Direction drengene. Jeg advarer på forhånd mod detaljerede scener.

61Likes
51Kommentarer
36632Visninger
AA

15. 14 ✘ RIGHT

Kapitel 14

 

Here with you

‘cause you got the right vibe.

 

Endnu en skoledag skulle overstås. Det første jeg tænkte da jeg trådte ind på skolens grund var, nøj hvor jeg glæder mig til at komme hjem.

 

Man kunne mærke på vinden at efteråret var endnu tættere på, så det var nok lidt koldt, kun at bære en læderjakke ud over min t-shirt.

 

Med min taske over skulderen, og klar til dagen, åbnede jeg den brede dør til gangen. Flere hundrede elever stod ved deres skabe, ned ad den lange gang, men jeg så kun ham.

 

Jeg fortsatte mod mit skab, mens jeg i øjenkrogen kiggede over på Zayn, som havde selvskab af Alexandra.

 

De stod og krammede, og det var ikke bare et vennekram, det var intimt og romantisk. Hans arme holdt hende tæt ind til hans krop, mens hendes arme var bundet om hans hals. De grinte ned mod hinandens skuldre, over noget der umuligt kunne være sjovt.

 

Det sjove ved denne situation var, at jeg var vred på Alexandra, for at hun tog Zayn og hans opmærksomhed. Jeg var ikke vred på Zayn, der lige nu holdt mig for nar. Jeg ønskede blot at han skulle se mig.

 

Noget personen jeg gik ind i nok ville ønske, var at jeg så ham. Med et bump stødte jeg ind i en andens bryst. Jeg kiggede forvirret op ”Undskyld!” beklagede jeg hurtigt, inden jeg så hvem det var.

 

Hans grønne øjne smilte til mig, før han kort grinte ”Det gør ikke noget.”

 

Jeg sendte ham et smil, da jeg var glad for, at det lige var ham, og ikke en anden, jeg var gået ind i. ”Har du travlt?” spurgte Harry, mens han kørte en hånd i gennem hans lange krøller.

 

Jeg vidste først ikke hvad jeg skulle svare. Jeg havde ikke tænkt mig at sige, at grunden til jeg stødte ind i ham var, at jeg skulle gå og samtidig glo på Zayn flirte.

 

”Jeg øhm…” Jeg kiggede ned af gangen mod omklædningsrummene, før jeg så tilbage på ham. ”Ja, jeg skal nå at skifte til idrætstøj inden klokken ringer.”

 

” Så lad os gå ned og skifte.” Harry og jeg havde idræt sammen, blandt andet sammen med Zayn, Alexandra, Zoe, Jackson og Grace. Grace havde jeg bare ikke set endnu, så hende kunne jeg ikke gå sammen med. Harry var dog ikke en helt dårlig stedfortræder.

 

Harry gik med raske skridt ned mod omklædningsrummene, og jeg fulgte hurtigt med. ”Harry?” spurgte jeg, mens jeg prøvede at holde samme tempo som ham. ”Mm...” mumlede han, før han sendte mig et kort blik over hans skulder.

 

”Hvem løber du med?” spurgte jeg i håb om, at han kunne træde ind for Grace, der ikke var mødt i skole endnu. ”Ikke nogen-” svarede han. ”Jeg løber så hurtigt, at ingen kan følge med mig.”

 

Jeg fnøs bag ved ham, hvilket fik ham til at sende mig et fjoget smil. ”Det er rigtigt.” prøvede han at forsikre mig om. ”Jeg er sikker på at jeg kan løbe fra dig.” jeg sendte ham et selvsikkert blik, selv om jeg ikke helt troede mine egne ord.

 

”Lad det komme an på en prøve” Han stoppede foran drengenes omklædningsrum, og jeg foran pigernes. ”Lad os vædde.” Han rakte hånden frem mod mig. ”Den der kan løbe hurtigst…” jeg afbrød ham, da jeg ville ændre aftalen.

 

”Den der løber længest.” rettede jeg ham. Jeg vidste godt jeg ikke havde en chance, hvis det var hastigheden vi målte på. Min chance ville være større, hvis det var antallet af kilometer, det kom an på.

 

”Den der løber længest-” fastslog han. ”Må få lov til at spørge den modsatte part, om 1 spørgsmål, der skal besvares ærligt.” Han sendte mig et kækt smil, som jeg straks gengældte. ”Hvad er det du vil vide om mig?”

 

Han så ned på mig med et glimt i øjet. ”Så du ved allerede at du taber?”

 

Jeg fnøs af ham. ”Aldrig!” Jeg tog hans hånd, som svar til at jeg var med på væddeløbet. Vi sendte hinanden et overlegent blik, før vi vendte vores rygge mod hinanden, og gik ind i hver vores omklædningsrum.

 

Jeg gik hen til mit skab i omklædningsrummet, hvorefter jeg låste det op. Jeg skiftede mine sorte bukser ud, med mine stramme højtaljede træningsbukser. Min hvide t-shirt blev også byttet ud med en grå top, og udover havde jeg en sort hættetrøje. Jeg strammede løbeskoene og lavede en hestehale, før jeg var klar til at løbe mod Harry.

 

Klokken ringede ind, og jeg gik i et rytmisk tempo, ned mod fodboldbanerne. Mr. Wood og ventede på os, med hans velkendte pandebånd om hovedet, og fløjte om halsen.

 

Jeg stod og skulede mod Harry, der skævede tilbage. Vi ville begge gerne vinde væddemålet, nok mest for at vinde og ikke så meget for præmien. Jeg vidste ikke engang hvad jeg ville spørge ham om, hvis jeg vandt.

 

”Okay!” råbte Mr. Wood, så vi alle kiggede på ham. ”Vi tager en løbetur rundt om søen for at vække jer-” sådan startede morgenerne stort set altid ud. ”Jeg vil se forbedring! Især hos dig Miss Gibson!” Mr. Wood kiggede strengt på Zoe, der sidste gang, ikke gad at løbe ruten og dermed glippede den efterfølgende time.

 

Hun rullede dog bare med øjnene. Hun var ligeglad med Mr. Wood og om han ville have hende til at løbe. Hun var stædig, og hvis hun ville gå, så gik hun.

 

”Sæt i gang” Mr. Wood piftede i fløjten, hvilket fik Harry og jeg til at løbe. Vi tog det begge stille og roligt, eftersom vi skulle kunne holde længe.

 

Ruten var på 9 kilometer, og her var næsten ikke plads til gåpauser, hvis man skulle være hjemme til tiden, og gerne nå et bad inden.

 

Jeg løb over ved Harrys side, hvor vi tæt løb i tempo med de andre. Jackson var dog smuttet for længst, med nogle af fodbold drengene.

 

”Du siger bare til når du giver op.” Harry sendte mig et fjoget smil, før han energifyldt fortsatte sit løb. ”Nu får vi se hvem der ender med at give op.” jeg reflekterede hans smil, før jeg satte tempoet op.

 

Jeg kiggede mig over skulderen, for at se at han holdt sin kedelige faste rytme. ”Kom nu” hundsede jeg, men han blev ikke påvirket af det.

 

”Bare fortsæt uden mig, jeg nyder udsigten heromme” Hans smil udfoldede sig, mens jeg bare sendte ham et skævt smil. Vi havde en konkurrence at afgøre, så kunne han kigge på min røv senere.

 

Jeg satte tempoet ned, og ventede på at han indhentede mig. Da han havde gjort det, lagde jeg en hånd på hans ryg, for at skubbe ham med mig frem. Det lykkedes mig heldigvis også, at få ham ud af det basale tempo.

 

Vi løb side om side, uden at sige et ord til hinanden. Vi ville begge spare vores energi, og når vi snakkede brugte vi meget af den. Vi nød i stedet hinandens selvskab, samt naturen omkring os.

 

Vi havde efterhånden løbet de 6 kilometer, og nu var jeg ved at være smadret. Jeg kunne ikke forstå, hvordan Harry kunne have lige så meget energi, som da vi startede.

 

”Giver du op?” spurgte han, da han lagde mærke til min overfladiske vejrtrækning. Jeg rystede på hovedet, før jeg løb videre. Mine ben var begyndt at syre, og mine fødder gjorde ondt. Jeg plejede ikke at løbe udover i skolen, så måske var det dumt at have væddet med Harry.

 

Jeg skulle nok have tænkt, at han trænede mere end mig. Men da han stod med hånden fremme mod mig, kunne jeg ikke modstå trangen, til at lade ham udfordre mig.

 

Som vi løb videre, blev jeg mere tør i munden, og min krop sagde mere og mere fra. Jeg havde brug for at få pusten, men samtidig ville jeg ikke lade Harry vinde.

 

”Hvis du vil stoppe, så bare sig ordene.” fortsatte han, selvvidende om hvor irriteret han gjorde mig. Jeg brød mig ikke om at tabe, men samtidig brød jeg mig heller ikke om, at smadre min krop i et dumt væddemål.

 

”Jeg giver op!” nærmest råbte jeg, før jeg smed mig ned på jordstien. Harry stoppede og gav sig til at grine, over den måde jeg valgte at stoppe på.

 

Derefter satte han sig ned foran mig, med benene strakt helt ud. ”Jeg forstår ikke hvorfor du overhovedet sagde ja til dette væddemål.” Han rystede mildt på hovedet af mig, før han sendte mig et lille smil.

 

”Jeg blev grebet i momentet” pustede jeg, før jeg rettede min ryg op. ”Du bliver helt beskidt af at sidde på jorden. Rejs dig op.” Han rejste sig, mens han observerede mig sidde og ryste på hovedet.

 

”Jeg kan ikke mere.” stønnede jeg, før jeg vippede hovedet bagover. ”Lad nu være med at være så dramatisk.” Han tog fat i mine kolde hænder, før han begyndte at trække i mig.

 

”Neej” råbte jeg utilfreds, men han lod til at være ligeglad. Til sidst fik han mig endelig på benene. ”Jeg kan ikke gå mere.”

 

Han kiggede på mig med et ulæseligt blik, og i en stund blev jeg bange for, hvad han kunne finde på at gøre. Han gik frem mod mig, så vi stod helt tæt. Derefter omfavnede han min talje, og nu gik det op for mig, hvad han ville.

 

”Nej, glem det!” brokkede jeg mig, men jeg havde ingen magt længere. Han havde smidt mig op over hans skulder, før han begyndte at gå videre. Langsomt satte han tempoet op, så han til sidst løb i samme tempo som vi gjorde før. ”Harryy!” næsten skreg jeg, da jeg hele tiden havde en angst, om at han ville tabe mig.

 

Men det gjorde han ikke. Han holdt godt fast på mig, mens han overhalede de andre elever. Jeg kunne ikke lade være med at smile over Harry, og hvordan han fik mig til at føle mig, som en sæk kartofler.

 

Vi passerede Zoe, som havde formået at indhente os, mens jeg lå på jorden. Derefter kom Alexandra, der gik sammen med Zayn.

 

Da vi overhalede Alexandra og Zayn, kunne jeg ikke lade være med at grine endnu mere. Zayns alvorlige blik han sendte mig, var fuldkommen ligegyldigt for mig. Han kunne kigge efter mig så meget han ville, lige nu var jeg med Harry, som fik mig til at glemme det jeg følte for Zayn.

 

 

Fysikundervisningen var hvad der gjorde dagen bedre. Fysik var et fag der interesserede mig, og hvor man ikke bare skulle sidde og lytte, men man kunne prøve sig frem.

 

Da vores lærer Mr. Gill bad os gå sammen to og to, vendte Harry hovedet mod mig på baglinjen. Jeg sendte ham et smil, hvilket fik ham til at tage hans noter, og rykke ned ved siden af mig.

 

Han plejede selv at arbejde med Zayn, men han havde valgt en blond veninde i stedet. Ham og Alexandra var uadskillelige i dag, og det irriterede mig. De skulle åbenbart bruge hele skoledagen på at flirte, og hænge op og ned af hinanden.

 

Mr. Gill bad hver gruppe om at fremvise et forsøg, der ville vise, hvordan man kunne demonstrere en energiform. Harry og jeg fik strålingsenergi, hvilket ikke var så ringe. Harry kiggede dog fortabt på mig.

 

”Hvad gør vi nu?” spurgte han. Jeg tog hurtigt ansvaret for forsøget ”Du henter mig to 1000 milliliters målebæger, to termometer, et stykke sort karton og et stykke hvidt karton.”

 

Harry sendte mig først et undrende blik, som om han ikke lige havde regnet med, at jeg ville have styr på det. Derefter nikkede han, og gik over mod skabene med fysikudstyret.

 

Mens jeg ventede på at Harry ville komme tilbage, begyndte jeg at skrive forsøget ned. Jeg skrev det i vores begges bøger, så Mr. Gill ville vide, at Harry også var med i forsøget, og ikke bare kiggede på.

 

Ind i mellem kiggede jeg op på bordet foran. Zayn og Alexandra stod og fniste, eftersom de sikkert ikke kunne finde ud af opgaven. De legede med bunsenbrænderen, og forsøgte at se ud som om, de havde styr på at demonstrere Termisk energi.

 

Jeg fik det helt dårligt af at kigge på dem, men alligevel kunne jeg ikke holde mig selv for at glane dem ind i mellem.

 

Harry kom tilbage med alle tingene, og læssede dem af på vores bord. Mit blik var dog stadig fæstnet til bordet foran.

 

Alexandra havde hendes arm om Zayns hals, mens Zayn havde hans arm om hendes liv. Han holdt hende tæt ind til sig, mens han charmerende smilede til hende. Så var det sgu da klart de ikke kunne fuldføre opgaven, når de ikke kunne holde fingrene fra hinanden.

 

”Haven?” jeg vendte straks hovedet mod Harry. ”Er du okay?” Jeg nikkede ”Hvorfor skulle jeg ikke være det?” spurgte jeg så glad, som jeg nu kunne spille.

 

Han sænkede sin stemme ”Fordi du stirrer, mens du ser ekstremt fornærmet ud.” Han kunne ikke lade være med at smile lidt af mig. Mit blik blev dog nærmere nervøst. ”Var der nogen der så det?”

 

”Det tror jeg ikke.” svarede han roligt. ”Men hvad er der med dig og.” han afsluttede sin sætning ved at nikke frem på Zayn. Bare for at sikre sig, at Zayn ikke skulle høre hans navn, og vide at vi snakkede om ham.

 

Jeg sukkede før jeg svarede ham ”Det gør mig bare så irriteret, at se ham og Alexandra klistre sig til hinanden. Det er bare de små detaljer, der pirrer mig mest.” Som når han holdt hende tæt ind til sig, eller når hun grinte over noget han sagde. Som når han sendte hende sine charmerende smil, og hun bandt hendes arme om ham.

 

Jeg udstødte endnu et suk ”Det er lige meget, det er totalt latterligt.”

 

Harry rynkede panden, før han adstadigt så ind i mine øjne. ”Det er ikke latterligt.”

 

”Det er de små ting der betyder noget. Det er det altid.”

 

Det var rart at han forstod mig. Når Hannah og Grace ikke gjorde det, gjorde Harry.

 

Jeg smilte taknemmeligt til ham, før jeg i en kort stund, beundrede hans omsorgsfulde øjne.

 

 

Sidste time var endelig afsluttet, og jeg kunne nu komme hjem. Jeg gik direkte mod mit skab, for at smide bøgerne ind. Da jeg åbnede skabet, faldt en foldet lap papir ud. Jeg lagde hurtigt bøgerne ind, før jeg nysgerrigt samlede sedlen op.

 

Jeg foldede lappen op, før jeg læste den lille note.

 

Mød mig på parkeringspladsen inden du tager hjem.

-H

 

Jeg smilte kort over beskeden, før jeg gik ud af døren til skolegården. Lige da jeg trådte ud, silede regnen ned på mig. Vinden rev i mit hår, og vejret havde udviklet sig gevaldigt, siden jeg ankom i morges.

 

Selv om regnen gjorde det svært for mig at se, fik jeg øje på Harry, der stod foran sin sorte Audi. Han var sjask våd, hvilket fortalte mig, at han havde stået der et stykke tid.

 

Jeg næsten løb, ned til parkeringspladsen, for derefter at styre mod Harry og hans bil. Jeg stoppede foran ham, med et uforstående blik. ”Hvorfor sætter du dig ikke ind i bilen?” regnen styrtede ned over os, samtidig med at den gjorde vores tøj endnu vådere.

 

”Jeg ville være sikker på at du kunne finde mig.” forklarede han, før han åbnede døren til bilen. ”Hop ind, jeg giver dig et lift.” Jeg smilte til ham som tak, før jeg hurtigt søgte i dækning for regnen.

 

Han gik derefter over på den anden side, hvor han satte sig ind bag rattet. Vi spændte selerne, før vi begge lænede os tilbage, og nød afskærmningen fra skybruddet.

 

Jeg overværede ham sætte nøglen i bilen, efter han havde kørt en hånd igennem hans drivvåde hår. Derefter rakte han mig sin GPS, så jeg kunne indtaste min adresse.

 

Han drejede nøglen om, og langsomt kørte vi væk fra skolens grund.

 

Vi havde kort nogle minutter, før jeg tog initiativ, til at spørge hvorfor han ville møde mig. ”Så hvorfor ville du møde mig?”

 

Han kiggede i et sekund over på mig, før hans øjne så på vejen i stedet. ”Har du glemt det? Jeg vandt væddemålet, så jeg har et spørgsmål til dig.”

 

”Åh nej” mumlede jeg, uvidende om hvad det handlede om. Han grinte lavt af mig, før hans stemme blev alvorsfuld igen.

 

”Mit spørgsmål er: Hvorfor er du vild med Zayn?”

 

Det var et spørgsmål jeg ikke lige havde set komme. Jeg rynkede forundret panden, før jeg ledte efter et simpelt svar. Men ingenting ved Zayn var simpelt, og jeg måtte tænke mig om for at gøre det kort.

 

”Hm…” summede jeg. ”For det første er han attraktiv, og han er omsorgsfuld over for mig. Når vi er alene selvfølgelig” fnyste jeg. ”Han forsvarer mig, han passer på mig.”

 

”Og så har forskerne bevidst, at piger binder sig hurtigere end drenge, efter sex.” Jeg sagde det med humor i stemmen. Det gjorde mig opstemt, da Harry også fandt det en smule sjovt. Han grinte nemlig i en kort stund.

 

”Så I har haft sex?” han løftede sit ene bryn, mens jeg rynkede mine endnu en gang. ”Jeg tænkte at du allerede vidste det? Er det ikke sådan noget drenge råber højt om til hinanden?”

 

Han fnøs, før han svarede ”Det kommer an på så meget. Zayn plejer ikke at lægge skjul på sådan noget, men med dig, er det åbenbart anderledes. Han har hverken fortalt det til Liam, Louis eller jeg.”

 

Det undrede mig, hvorfor han ikke havde sagt et ord om det til nogen. Især hvis han plejede at være afslappet, med at snakke om sådanne ting.

 

”Hvorfor glemmer du ham ikke bare? Der er tonsvis af drenge derude.”

 

”Hvis bare det var så let.”

 

”Men-” Han nåede ikke at færdiggøre sig selv, før jeg afbrød ham. ”Du fik dit svar.”

 

”Javel.” nikkede han, før han tav.

 

 

Så fik hun tilbragt en hel dag med Harry. Synes I at hun skal ende med ham? Eller at hun skal ende med Zayn? Det kunne også være sjovt at høre svar på. Historien er snart halvvejs, men for mig føles det stadig som om at det er begyndelsen ;)) Inden jeg smutter, vil jeg også gerne takke for de søde kommentarer, det giver mig virkelig en større lyst til at skrive videre. God dag til alle! xFW

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...