WRONG ▹ Fictional Writing

Haven Lane har efterhånden kendt Zayn Malik i nogle år nu. I de år hun har kendt ham, har han aldrig haft en kæreste. Så hvad gør hun når Zayn lægger hans hænder på hende, og giver hende en smagsprøve på hvad det vil sige at være med ham. _____________________________________________________________________________________________________________ En fanfic hvor Zayn går på hans sidste år på high school med One Direction drengene. Jeg advarer på forhånd mod detaljerede scener.

61Likes
51Kommentarer
36716Visninger
AA

11. 10 ✘ Fuck

Kapitel 10

 

Four letters,

is never the question.

 

Hannah kiggede ivrigt på mig ”Sig det nu!” Jeg tøvede, men jeg følte at hun burde vide det. Hun var trods alt en af mine bedste veninder. ”Jeg øhm… Zayn og jeg vi forsvandt, fordi vi ville…”

 

Jeg nåede ikke at sige mere, før Hannah råbte op ”Argh for pokker da Haven!” Hun rystede på hovedet af mig. ”Kunne du ikke ignorere ham i sølle 24 timer?”

 

Jeg så undskyldende på hende ”Faktisk så sagde jeg ikke noget til ham, så jeg overholdt vel aftalen?” Hannah sukkede af mig ”At ignorere betyder ikke at lade være med at snakke med nogen, det betyder at undgå nogen.”

 

”Oh, nej så holdt jeg ikke aftalen.” indrømmede jeg. Haven tog en dyb indånding – nok for at berolige sig selv.

 

”Er du vitterlig ligeglad med hvad han laver? Er du ligeglad med at han kysser med Alexandra, mens han også kysser med dig?” Jeg trak på skulderen.

 

Det irriterede mig at han havde nogle følelser for Alexandra, han ikke havde for mig. Men vi havde jo en aftale, så på den anden side kunne jeg heller ikke blive sur på ham. Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle føle. Jeg vidste bare, at når jeg var sammen med Zayn, var det lige meget hvad han lavede med andre.

 

Han fik mig til at føle mig speciel, og som om at jeg var den eneste for ham. Men så snart han forlod min side, vidste jeg jo godt at det var en løgn. Jeg levede på en løgn med ham, og inderst inde gjorde det ondt.

 

”Er det fordi at du er forelsket i ham?” spurgte hun med et stift blik. Jeg rystede på hovedet, mens jeg mumlede ”Nej.” Jeg følte mig i hvert fald ikke forelsket, bare en smule tryllebundet af ham.

 

”Haven, jeg siger det her fordi jeg vil dig det bedste.” Jeg nikkede og lod hende fortsætte. ”Du skal stoppe, inden han knuser dit hjerte.”

 

Jeg kiggede ned i bordet, mens jeg prøvede at samle mig selv. Hvad fanden havde jeg egentlig gang i?

 

 

 

Det var svært at komme i skole igen om morgenen. Jeg havde mest af alt, lyst til at isolere mig fra omverdenen. Men jeg havde skolepligt, og jeg havde brug for at komme ud. Hele søndagen, havde jeg ikke sat en fod uden for døren. Det kunne umuligt være sundt.

 

Jeg stod ved mit skab, da jeg skulle hente nogle bøger til næste time. Mens jeg stod ved mit skab, kom Zayn stormende og nærmest rev sit skab op. Han kylede et par bøger ind i sit skab, før han hev nogle andre bøger ud. Han smækkede lågen hårdt, så det gav genlyd på hele gangen.

 

Jeg kiggede efter ham, sammen med de andre elever der hang ud på gangen. Hvad var der galt med ham den her morgen? Jeg lod episoden passere, da jeg pt ikke kunne rumme mere i mit hoved. Han fyldte mine tanker nok.

 

Grace kom gående med et par bøger i armene. ”Godmorgen” hilste hun, før hun lænede sig op af skabet, ved siden af mit. ”Godmorgen Grace.” Jeg sendte hende et smil, efter jeg havde lukket mit skab.

 

”Hannah og jeg var bekymret for dig. Du var bare lige pludselig væk.” Hun hentydet til festen. Jeg rykkede mit hår om bag mit øre, før jeg fortsatte. Jeg hadede når mit hår kom i vejen. ”Det beklager jeg virkelig. Men jeg fik en slem hovedpine, så Cameron og jeg fulgtes hjem.”

 

Hun rynkede panden, ved det jeg nævnte Camerons navn. ”Han bor 5 minutter fra mig, så det var oplagt at vi fulgtes.” forklarede jeg, men Graces ansigt så stadig anspændt ud.

 

”Hvad?” spurgte jeg forvirret. Hendes fingre fandt min hals, hvorefter hun kørte dem over et lille areal. ”Hvad laver du?” vrissede jeg. Hun lød pludselig meget snerpet ”Jeg kunne spørge dig om det samme!”

 

Hun fjernede endelig hendes hånd, før hun lagde den mod hendes pande. ”Sig det ikke er Zayn.”

 

Jeg forstod stadig ingenting. Det var først da hun tog et billede af min hals, og viste mig det, at jeg forstod. Et blå-lilla mærke, havde Zayn efterladt efter festen. Jeg dækkede det straks med min hånd, mens jeg kiggede flovt på Grace.

 

”Du er simpelthen for dum.” sukkede Grace, før hun skred. Jeg kunne ikke sige hende imod. Jeg var dummere end snot.

 

Jeg vidste at Zayn havde følelser for en pige, og han bare brugte mig, når han selv havde lyst… Og det var jeg åbenbart okay med. Men det lignede mig slet ikke. Jeg ville hellere knytte mig til én fyr, jeg vidste at jeg kunne regne med, og Zayn – ham kunne man ikke regne med.

 

 

Da alle timerne var overstået, gik jeg mod mit skab, for at lægge bøgerne. Jeg skulle til at dreje om hjørnet, da jeg hørte en kendt stemme. Jeg stoppede, og gav mig til at smug lytte til hvad Hannah sagde.

 

”Hun afviser det, men sandheden er at hun er ved at blive forelsket i ham.”

 

Med ham måtte hun mene Zayn. Selv om hun ikke nævnte noget navn, vidste jeg at hun snakkede om mig.

 

Måske var det sandt. Måske var jeg ved at blive forelsket i Zayn. Måske endda helt ubevidst.

 

I stedet for at gå rundt om hjørnet og forbi Hannah, og hvem det nu var hun snakkede med. Gik jeg omvejen, helt ned forbi drengenes omklædning.

 

Da jeg endelig var ved mit skab, var den en lettelse. Jeg smed bøgerne ind i skabet, og lukkede det derefter. Jeg kiggede mod min skabsnabo, som stod og hang op af skabet.

 

”Er du okay?” spurgte jeg, med et bekymret blik. Han kiggede på mig ud af øjenkrogen. ”Jeg har bare haft den værste dag længe, og jeg har virkelig ikke lyst til at være der hjemme.”

 

Bare at være omkring Zayn, ændrede mig fuldkommen. Det var som om jeg glemte hvad han lavede med Alexandra og jeg. Det var på en mærkelig måde ligegyldigt.

 

Jeg tænkte ikke to gange over hvad jeg sagde, før jeg syntes det lød som en god idé. ”Hvis du har brug for at få tankerne på noget andet, skal du være velkommen til at kigge forbi.” Jeg sendte ham et lille smil.

 

Han drejede sig mod mig, så jeg kunne se ind i hans øjne. De var blanke, og hans læber havde ikke længere et fjoget smil.

 

”Mener du det?” spurgte han lettere monotont. ”Selvfølgelig” forsikrede jeg ham om. Han gengældte mit lille smil, før han takkede ja til mit tilbud ”Det vil jeg rigtig gerne så.”

 

 

Så er basen i historien vidst lagt. Så nu går jeg i gang med at fylde mere drama på, og blande Alexandra mere ind i historien. I mellemtiden kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad I synes om Haven og hendes valg i forhold til Zayn. Synes I at hun skal blive ved med at lave ’aftaler’ med ham, eller synes I ligesom Grace og Hannah, at hun skal stoppe? Det kunne være spændende at vide. xFW

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...