Klump

"Han griner let og klapper per refleks sig selv på låret. Det har han gjort den sidste måneds tid nu. Og et eller andet har de lette tryk i ny og næ da hjulpet på - klumpen på hans venstre lår er blevet mindre, har jeg lagt mærke til, og det er da til både hans og min egen fornøjelse. " (inspireret af "Hos mig igen" af When Saints Go Machine)

12Likes
12Kommentarer
695Visninger

2. Klump

 

  I dag bringer Jyllands-Posten en forsidehistorie om lille Hjalte, der blev født med klumpfod. Allerede ved fødslen opdagede lægerne fodens mærkværdige fordrejning og snart blev både forældre og barn kørt til Rigshospitalet, hvor et længere behandlingsforløb blev igangsat. I dag små seks måneder efter diagnosticeringen går Hjalte helt normalt, og forældrene takker mange gange for den fantastiske service og hjælp, de har modtaget fra hospitalets mange ansatte. Sikke en solskinshistorie. Udenfor øser det ned. Marcus rømmer sig ovre fra sofaen og sætter sin kaffe ned på det lille glasbord foran sig - ”Hvad læser du?”
Jeg tier og vender i stedet bare billedet af Hjaltes fjæs og den fordrejede fod mod ham. Han griner let og klapper per refleks sig selv på låret. Det har han gjort den sidste måneds tid nu. Og et eller andet har de lette tryk i ny og næ da hjulpet på - klumpen på hans venstre lår er blevet mindre, har jeg lagt mærke til, og det er da til både hans og min egen fornøjelse.

 

  Hvad der gemte sig under den, da den var størst, er aldrig blevet opklaret. I starten smed vi hovederne bagover af latter, når vi så på den, og jeg påstod, at det var en rekordstor bums, som jeg ville trykke på, når engang han sov, så der fløj betændt væske ind i alle de inderste kroge. Men så en dag ændrede den farve. Fra svagt rødlig til mørkere blå, og til sidst blev den sort. 
Marcus så ikke ud til at lade sig påvirke og forsikrede mig om, at den måtte være resultatet af et vedvarende blåt mærke, han havde vundet sig en aften i byen. Den ville lægge sig indenfor et kort stykke tid, det var han temmelig sikker på. Faktisk så sikker, at han vovede sig ud i byens væld af pis og papkrus igen de næste mange aftener. Jeg blev hjemme med avisen - nogen skulle jo læse den, når vi betalte for at få den smidt ind på lejlighedens måtte hver lørdag og søndag. Men da klumpen stadig var mørk, mærkværdig og på størrelse med en knyttet næve efter to uger, bad jeg ham om at gå til lægen. Han nægtede. Og så var der tavshed mellem os de næste par timer. Nemmere blev det ikke, da jeg senere havde lagt låg på mine skeptiske blikke og igen ønskede at komme tæt på ham. Klumpen syntes at være i vejen, hvor end jeg nærmede mig fra, og til sidst havde mine indre legemer vendt sig så tilpas mange gange ved tanken om den sorte klat, at jeg lagde mig til at sove på sofaen. Det er halvanden uge siden nu.

 

  ”Hvornår har du sidst haft kontakt med Silje?” Jeg holder blikket rettet mod avisen, men spidser ørene. Marcus rømmer sig igen - ”Ikke siden sidst vi snakkede om hende” Jeg nikker og kan mærke, at mine fingerspidser langsomt begynder at krølle de tynde sider af avis mellem mine hænder. Forsigtigt kigger jeg frem fra mit skjulested og bliver for en gangs skyld mødt af et klart blik, der oser af fortrolighed og ømhed. Alligevel kan jeg ikke lade være med at vride mig et par gange i lænestolen. Hvorfor synes jeg ikke ydermere at være i stand til at finde svar på - måske det igen er tanken om den sorte bule, der forstyrrer mig og denne gang i form af pludselige væmmelsesfyldte impulser.

  ”Du kan godt forstå, hvorfor jeg har følt mig trådt på, ikke?” Igen har jeg vendt blikket mod Hjaltes klumpfod og søger tryghed i de fine før-og-efter billeder. Tænk at sådanne transformationer faktisk kan finde sted.

  ”Tjo,” mumler han og efterfølgende suser et sting af stilhed ned mellem os. - ”Men du forstår også godt, at Silje og jeg var sammen i næsten to år, og at det hele endte utroligt pludseligt - faktisk for pludseligt, til at jeg sådan uden videre kunne give helt slip.”
  Jeg svarer ham ikke. For det var utrolig fejt af ham, sådan at holde på én, mens han greb ud efter en ny, det synes jeg. Men Marcus er god, så jeg fortæller ham det aldrig. Marcus er god til at studere. Han er god til at lave mad. Marcus er god for mig - jeg er god nok til Marcus.
I stedet nikker jeg over mod ham, hvorefter han forsigtigt rejser sig og nu sætter sig ned i hug foran mig i lænestolen.

  ”Men nu er det bare os.” Han smiler, og jeg smiler. Mine mundvige sænker sig efterfølgende som de første.

  ”Hvor ligger salven?” spørger han så og klapper igen let på klumpen. Jeg peger på spisebordet. Gulvbrædderne knirker under de bare tæer, da han sløset bevæger sig væk fra mig.

  ”Den er snart tom,” konstaterer han, idet bukserne trækkes ned, og smørelsen påføres gevæksten.  Og så forsikrer han mig om, at han, hvis han løber hurtigt, lige kan nå at hente en ny på apoteket, førend de lukker - så vi én gang for alle kan slippe af med klumpen og de tilhørende komplikationer. Momentet efter har han smidt en frakke over skulderen og lyden af en smækket hoveddør giver genlyd i lokalet. Jeg sidder tilbage og spekulerer over, om en ny tube salve virkelig er svaret på vores problemer. Alt imens lyden af løbende ben på trapper dunker i mine ører, og en ny dunken forsigtigt gør sin entre i mit lår. Af ren refleks lader jeg min hånd klappe let derpå.
 

Da Marcus atter står i døråbningen, har klokken passeret tre, og natten er blevet sort og kold. Der er ingen stjerner på himlen den aften. Jeg kan ikke se ham, sådan som jeg sidder placeret i sofaen, men jeg kan høre, at han er fuld. ”Pis” og ”lort” og lyden af et par sko, der triller i forskellige retninger gennem entreen. Øjeblikke senere et blidt bump, da han vælter ind i stuen og genfinder balancen ved dørkarmen.

 ”Du tager ikke din telefon,” meddeler jeg ham. Han øjne er røde, armene slaskede og smilet stort på hans læber. ”Men jeg nåede at købe salve” - hans stemme er snøvlet og hæs. I en sjusket bevægelse stikker han hånden i lommen og hiver tuben frem. Jeg nikker, og jeg tager en dyb indånding, og jeg vil så gerne råbe af ham. Jeg vil råbe, at han er en idiot, en kujon. At han skal blive hjemme hos mig og forvilde sig i avisens ord frem for at boltre sig i nattens tåger.

  ”Du har besøgt Silje, ikke?” Jeg tager hånden til panden i et desperat forsøg på at lægge skjul på min intense nervøsitet, da jeg konfronterer ham med min allerinderste frygt. Min stemme knækker. Det gør mig bange, at jeg føler mig så sikker i min sag. Siljes lejlighed ligger små hundrede meter fra apoteket, og hun har ifølge Marcus altid en flaske vin på køl. Men jeg har ikke lyst til at være forudindtaget. Jeg bryder mig ikke om at lade fordommene sådan sejre på ustabilt grundlag. Jeg vil bare gerne have ham til at sige det selv.
  Men Marcus bliver vred. Råber at Silje er fortid, og at jeg er nutid og fremtid. For altid. Han river sig i håret og trygler om tiltro og tillid, mens han arrigt vandrer i cirkler på stuegulvet. Og jeg nikker og nikker og prøver at synke klumper af mismod og mistro, mens jeg smiler lidt ved tanken om, at han for en gangs skyld virker en smule passioneret.
 Men selvom han egentlig lyder oprigtig nok bag drukkenskabens snadrede facade, og selvom man siger, at sandheden tit skal høres fra små børn og fulde mennesker, så får jeg dårlig smag i munden, da jeg slæber ham op i sengen den aften. Jeg stiller en spand på gulvet ved siden af ham, hvis nu han skulle få brug for at hoste op med flere udbrud. Med forsigtige bevægelser trækker jeg dynen op omkring ham, og kan nu fornemme den sirlige stank af øl fra hans halvåbne mund. Og jeg husker at indsmøre klumpen grundigt, hvorefter jeg stiller salven fra mig på natbordet. Så kigger jeg på ham og hans lukkede øjne og det pjuskede hår og finder få øjeblikke senere mig selv i fuld galop mod badeværelset med spanden i favnen, mens klumpede væsker tvinges op gennem mit spiserør. Senere lægger jeg mig til at sove på sofaen.

 

  Solen stikker mig i øjnene, og sveden omfavner min krop under det store uldtæppe. Det dunker. Voldsomt, lydløst og Marcus hører det ikke, da kommer vandrende ind i stuen i underbukser med en vandflaske i den ene hånd og salven i den anden. ”Se, se, se”, siger han muntert og peger på sit lår. Klumpen er langt om længe svundet ind, ser jeg. Tilbage er nu kun en rødlig prik, der mest af alt minder om et slattent eksemplar af et myggestik, og hans øjne stråler som julelys, da han fortæller, hvordan han pludselig føler sig så fri og fornuftig.
Det dunker. Stadig voldsomt, dog lydløst.

  ”Marcus,” hvisker jeg - pludselig med tårer i øjnene. Han vender sig stille og afventer yderlige aktion. Forsigtigt lader jeg tæppet glide af mine ben. Dén er allerede mørkerød, og i kanten lurer dunkle nuancer af blå og sort. Bule. Gevækst. Klump. Det er først nu, jeg lader blikket glide hen over den, og den er grim, som den sidder dér og vrænger af mig. Minder mig om at problemer ikke forsvinder ved brug af en tryllesalve, og at lette klap i ny og næ bare ikke synes at være nok. Minder mig om, at udfordringer er som ukrudt, man desperat behandler det ene sted, mens det listigt skyder op på nyt territorium. Og da synssans og høresans i dette øjeblik kolliderer, falder alting fra hinanden. Jeg trykker forsigtigt på gevæksten og mærker, hvordan det faktisk føles, som når man klemmer om et bryst. Men det er ikke mit bryst.

  ”Jeg vil ikke mere,” græder jeg så, og tårerne sprøjter, mens snottet slæber sig ned af min hage. ”Jeg vil ikke,” gentager jeg. Marcus kommer styrtende. Han mosler sig ned bag mig og låser mine ben i hans, mens hans arme svøber sig om min overkrop. I et hiv får jeg fat i salven i hans hånd, og jeg skruer låget af den og tømmer så indholdet ud på trægulvet. Marcus ser bare til, og jeg tror ikke rigtig han forstår, men i stedet strammer han bare sit greb om min krop. Og jeg tager mig selv i at føle mig en smule klaustrofobisk, sådan som vi smelter sammen på sofaen. Men vi sidder der længe.
 

  Da mørket atter falder på - da dag bliver til aften, og aftenen sluges af natten - ligger vi begge i sengen. Marcus’ hånd er placeret på min mave og jeg trækker vejret uroligt. To indåndinger, en udånding. En indånding, ingen udånding. Det dunker. Voldsomt, men lydløst. I øjeblikke får jeg den ide, at klumpen endeligt vil eksplodere, men den forbliver tildækket af sin skal, og det er næsten endnu værre.
Det dunker. Det dunker. Det dunker.

  "Jeg vil ikke mere,” hvisker jeg og sætter mig op i sengen. Denne gang er min stemme monoton og pludselig spækket med en vis alvor. Et skingert symfoniorkester af forvrængede violiner og tunge dunk fra trommer fylder mine ører, mens tåger nærmer sig fra højre og venstre og skærper mit synsfelt. Jeg rejser mig fra sengen og trasker ud i køkkenet. På vej derud konstaterer jeg, at salven har sat sine spor på trægulvet. Der, hvor jeg lod den flyde ud, og der hvor Marcus senere med rolige og bløde bevægelser tørrede klatten op, er nu en mørk plet. Jeg vrænger af den. 
  Nordstjernen byder mig velkommen gennem vinduet over køkkenvasken, og jeg hilser pænt tilbage. Det er kønt derude, når det er stjerneklart, konkluderer jeg og begynder sagte at nynne tonerne til et stykke klassisk musik, jeg ikke kan huske navnet på. Kortvarigt rammes jeg 
af en snigende dosis dårlig samvittighed, da jeg med et smæld åbner køkkenskuffen. Men der er jo ikke mere salve, minder jeg mig selv om og lader hånden snuse rundt i mellem de forskellige redskaber.

 

  Huden er tyk på låret, indser jeg, da saksen rammer som ved det første spadehug. I et kort øjeblik slår det mig, om jeg skulle blive kirurg. Men det tager mindst 17 år at komme så langt, har jeg læst, og så længe ved jeg ikke, om jeg er i stand til at kunne binde mig til det samme projekt. Så gør smerten sin entre. Indtil nu har den været lammet af min fikse ide, men nu da tanker og teorier pludselig boltrer sig frit på virkelighedens operationsbord, virker bedøvelsen ikke længere. Jeg stikker i et skingert hyl.

  Marcus står bag mig overraskende hurtigt. ”Hvad fanden har du gang?” råber han, og jeg fortsætter med at klippe og mumler, at nu da vi ikke har mere salve må andre metoder tages i brug. Han udbryder, at der skal ringes efter en ambulance og spejder efter sin telefon i mørket. Samtidig river han i et ryk saksen ud af min hånd og samler sine egne hænder i et fast greb om lår og klump. Saksen rammer gulvet med et smæld og sætter sig fast mellem to brædder.

  ”Jeg giver ikke slip før, en læge giver mig besked på det,” råber han nu, og jeg prøver febrilsk at løsne hans greb med mine rystende hænder. Men han holder hårdt fast. Strammer grebet, mens blodet pibler frem mellem hans fingre og maler hans hænder mørkerøde. Og så bider jeg. Sammenklapper tænderne omkring hans håndryg. Den rustne smag af jern møder min tunge, og mit ansigt vrider sig, mens Marcus i smerte må rive hånden til sig. Igen tager jeg fat om låret og presser med skælvende hænder på gevæksten.
  Denne gang lykkedes det. Som når man træder på en slatten ballon, flader bulen pludselig ud, og i mine hænder ligger dén nu. Klumpens indre legeme Gevækstens centralcenter. Min vejrtrækning bliver i samme øjeblik mere stabil. Indåndinger og udåndinger går nu hånd i hånd - følges som er de i fase.
  Marcus bliver tavs, hans ellers høje ryst lammes af frygt, og han træder et skridt tilbage, da han forfærdet ser på indholdet mellem mine fingre. Retter derefter blikket mod mig og kigger så tilbage igen. Så løber han mod badeværelset. Lidt efter smækkes toiletbrættet op, og jeg lytter intenst, mens host og lyden af væsker, der ramler mod hinanden, udvisker den ellers så pludseligt opståede stilhed.
  Der går fem minutter. Der går ti.

  ”Jeg har smidt den ud,” siger jeg og peger hen mod skraldespanden under vasken, da Marcus igen viser sig i stuen. Hans hånd er skødesløst blevet indpakket i toiletpapir, og under de tynde strimler samler små plamager af rød væske sig. Han nikker og lader sin krop dumpe ned i sofaen. Så er der igen stille. Mørket fra verden udenfor synes pludselig at omfavne os. En efter en sluges vi af de dunkle masser. Ordene hober sig op i stakke ved siden af os, men ingen griber ud efter dem, og faktisk behøver de ikke sammensættes til ord. Aktionen har talt for sig selv. 
  Såret vil hele indenfor et kort stykke tid, siger jeg til mig selv. Der er ikke brug for hverken sting eller doktorer, det er jeg temmelig sikker på. Faktisk så sikker at jeg ikke engang skænker forbindingskassen på badeværelset en tanke, men i stedet bare griber ud efter et stykke køkkenrulle og klæber det mod åbningen. 

  ”Jeg går ned og køber ny salve,” mumler jeg lidt efter og vakler mod hoveddøren. Gulvbrædderne synes at knirke højere, end de plejer.

  ”Men apoteket har jo ikke åbent så sent, det ved du da godt,” mumler Marcus uforstående. Han flytter sig ikke fra sofaen.

  ”Jeg går ned og køber ny salve,” siger jeg igen. Hoveddøren føles tungere og trapperne udenfor stejlere. Og nu er det lyden af mine fødder på trinnene, der efterlader en endeløs dunken i mine ører.
 

  Internetcafeen ligger omtrent en kilometer fra vores lejlighed. Før vi tilmeldte os et bindende abonnement, nød jeg at gå derind og informere mig på diverse nyhedssites. Den søvnige mand ved skranken peger med sine krøllede finger på væguret bag sig og minder mig om, at de lukker indenfor det næste kvarter. Jeg smiler og forsikrer ham om, at jeg bare har brug for et par minutter. 
 Stolen er fyldt med splinter, og på bordfladen har flere ridset deres navne. Nogle er efterfulgt af hjerter, andre er efterfølgende desperat blevet overstreget med tuscher. Internetforbindelsen er snøvlet og ustabil, og jeg tøver kortvarigt, da musen glider hen over den store røde knap. ”Afmeld abonnement”, læser jeg. Jeg synker en nyopstået klump og trykker så. Klikket giver genlyd i lokalet.

  Så forlader jeg cafeen og sætter kurs mod busstoppestedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...