Endless Love | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 30 sep. 2016
  • Status: Igang
Den 23 årige Sarah Andersson, var engang bedste venner med den verdensberømte Niall Horan fra One Direction. Sarah er ensom, er ikke kommet videre siden folkeskolen - ingen uddannelse. Men da Sarah får et tilbud, om at blive model kan hun umuligt sige nej. Da hendes karriere begynder, at starte får den irske charmør øje på hende igen. Kærlighed blomster mellem dem, og ligesom det går allerbedst for dem, sker noget meget uventet..

74Likes
66Kommentarer
28431Visninger
AA

19. "My sister." - kapitel 17

Sarah Andersson

9/4-16

17. “Niall, det er i dag!” jeg kiggede over på Niall, som kørte bilen. Dagen var kommet, jeg skulle høre om Nanna virkelig var min søster, hvor ville jeg dog ønske hun var min søster. Jeg har altid ønsket mig en søster.

“Du må ikke blive skuffet, hvis hun intet med din familie har at gøre,” jeg kiggede over på Niall og rystede på hovedet. “Selvfølgelig ville jeg da ikke blive skuffet. Jeg ville bare gerne høre om jeg virkelig har en søster,” forklarede jeg, mens jeg fandt min telefon frem.

“Hvad nu hvis hun er der i dag,” jeg kiggede over på Niall og kiggede  spændt på ham. Niall rystede grinende på hovedet. “Og hvorfor skulle hun være det?”

“Niall, hun har fået taget samme test som mig,” sagde jeg, jeg kiggede hurtigt ned i min telefon igen. Jeg tweetede et hurtigt tweet, inden jeg gav Niall opmærksomheden igen.

“Sarah, det er ret urealistisk at hun skulle være der. Jeg mener hun har sin familie, du har din,” jeg kiggede op fra min telefon og rullede med øjne med et smil på læben af Niall. Lige meget om jeg skulle være sur på ham, kunne jeg ikke. Han var for charmerende til det.

Jeg havde egentlig ikke været på nogle sociale medier i hvad der føltes som hundrede år, jeg har andet at tage mig til. Men igen, det er bare så hyggeligt på en søndag, eller hvilken anden ugedag det nu er. Jeg kunne se jeg havde fået en del hate, men nu er jeg heller ikke typen der tager haten til mig, folk kender mig ikke og skal derfor blande sig udenom. Jeg kiggede mine kommentare igennem på instagram, og så at mange havde skrevet, hvad jeg vil gætte på hedder et shipnavn. Narah. Det var egentlig ret sødt, og et lille for ikke at sige stort smil sneg sig ind på mine læber.

“Hvad så?” jeg kiggede over på Niall, og endnu et smil sneg sig ind på mine læber, egentlig er jeg den heldigste pige på jorden. Jeg har den bedste kæreste, jeg har en god karriere og vigtigst af alt måske snart en lillesøster, jeg forventer ikke jeg har en. Det er bare en tanke.  

“Narah, er sødt,” sagde jeg og viste Niall min telefon. Niall nikkede hurtigt. “Har du først set det nu?” jeg kiggede over på Niall, og nikkede langsomt. “Jeg bruger ikke hele tiden de sociale medier, som visse andre!” sagde jeg, for at påpege ham.

“Hvis jeg ikke følger lidt med, ender jeg som dig,” grinede Niall, jeg rullede igen med øjne af Niall. “Det var tarveligt,” sagde jeg mens jeg lagde armene over kors, for at spille fornærmet. “Det ved jeg, og jeg er stolt af det.”

Jeg besluttede mig for at tweete endnu et tweet, inden jeg ville være social igen. Narah is such a cool name, I love it!

Hurtigere end jeg havde forventet fik jeg en masse likes og retweets. “Niall,” jeg kiggede over på Niall, og Niall kiggede hurtigt over på mig. Niall nikkede hurtigt. “Jeg elsker dig,” hviskede jeg, med et smil på læben.

“I lige måde, Sarah!” sagde Niall med glæde i hans stemme, hvilket fik et sug i maven frem i mig. “Hvis det ikke var for jeg kørte lige nu, havde jeg givet dig et ordentligt kys!” endnu flere sommerfugle steg inde i mig, da Niall sagde de ord.

Niall stoppede bilen, ude foran det velkendte sted. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke var nervøs, for tro mig det var jeg virkelig. Hvad nu hvis det hele bare var en drøm, og slet ikke virkelighed.

“Rolig Sarah, det skal nok gå,” var det første Niall sagde, da han åbnede bildøren, jeg havde slet ikke registreret at han var gået ud af bilen. Jeg tog mine krykker med mig, og humpede ud af bilen. “Det skal nok gå,” hviskede jeg for mig selv, inden vi gik ind af hovedindgangen.

“Sarah Andersson,” sagde Niall, der han stod oppe ved skranken. “Du ligner ikke en Sarah,” sagde damen irriteret og vendte sig om, jeg humpede hurtigt op ved siden af Niall. “Jeg er Sarah,” grinede jeg, damen vendte sig irriteret om.

“For enden af gangen, og til venstre,” pegede damen, vi gik hurtigt derned, eller det ville sige Niall gik, mens jeg humpede. “Det er om lidt Niall,” sagde jeg, mens jeg rystede både udenpå og indeni. Inden Niall bankede på døren lyttede han kort, men da der ikke var nogen rigtig lyd, vil jeg gætte på, bankede Niall på døren.

Anne åbnede med det samme døren, og gav os begge hånden, jeg kiggede inde i rummet som til min skuffelse var helt tomt. Jeg blev så skuffet at jeg bare havde lyst til at ligge mig ned på gulvet, at græde.

“Slå jer ned,” sagde Anne, og pegede på pladserne, vi gjorde hurtigt som hun sagde, og slog os ned. Jeg kiggede mig omkring, mens jeg nærstuderede det simple værelse, vi var inde på. Der var hvidt over det hele, med få billeder af noget så simpelt som firkanter og cirkler.

“Nå, Sarah,” jeg kiggede over på Anne, som havde sat sig over for os. “Jeg har dine resultater, her. Jeg kender udmærket godt svaret, men jeg synes selv du skal læse, om du er i familie med hende,” Anne rakte mig den lille folde papir.

Jeg tog nervøst i mod papiret, mens jeg kiggede over på Niall som nikkede. Jeg sank en klump, og åbnede papiret, rystende med mine hænder.

Formodet familiemedlem: Nanna Andersson. Der er blevet tage en test på begge parter, både Sarah Andersson og Nanna Andersson. Begge parter viser at være i familie. Med ens forældre, vil det sige at de er søskende. Nanna ønsker at møde Sarah.

Mit smil voksede sig stort, da jeg havde læst brevet. “Må jeg se?” jeg kiggede over på Niall og nikkede, mens jeg gav ham papiret. Jeg havde aldrig nogensinde haft denne følelse inde i min krop, den er noget for sig, den er anderledes.

“Faktisk ikke,” jeg kiggede over på Anne, som åbnede døren, alt følte som om det gik i stå i flere minutter. Der stod hun. Nanna Andersson. Min lillesøster, som jeg har undværet hele mit liv, men nu er hun her. Jeg rejste mig forsigtigt fra min stol, da jeg stadig havde gips på, og min fod gjorde lidt ondt.

Jeg humpede hen til Nanna, og gav hende et kram. Hun krammede mig hurtigt tilbage. “Det er dig,” hviskede jeg ind i hendes øre. Hun klemmede lidt hårdere i krammet, for at markere at det var sandt. “Og det er dig!” hviskede Nanna ind i mit øre.

Vi trak os fra krammet. “Og ja, det her er Niall,” jeg pegede over på Niall, jeg kiggede over på Nanna igen, som holdte sig for munden. “Er du directioner?” grinede jeg, Nanna nikkede ihærdigt. “I guess, det er din heldige dag,” grinede jeg.

Niall rejste sig fra stolen og gav Nanna et kram. “Vi mødte jo hende i et supermarked, fordi hun ville have taget billede med os,” grinede Niall, og trak sig fra krammet.

“Tak Anne,” jeg gav Anne hånden, og tog mine krykker op. “Vi må hellere komme afsted,” sagde jeg og humpede ud af rummet, og humpede ud mod bilen med Nanna og Niall som efterfølgere.

Da vi satte os ind i bilen, kørte Niall. Nanna og jeg sad på bagsædet. “Hvad er der sket?” jeg kiggede hvorhen Nanna pegede, hun pegede på min fod. “Jeg faldt da jeg var fuld,” grinede jeg, Nanna grinte også en smule.

“Hvornår skal du have den af?” spurgte Nanna igen, egentlig skulle jeg vist ikke have den på i særlig lang tid mere, så det var meget rart. Jeg absolut hader også, at have den på. Man kan slet ikke style noget som helst, med den.

“Om to uger, det bliver befriende,” grinede jeg, mens jeg kiggede over på Nanna. “Jeg er glad for, at du ville kontakte mig,” sagde Nanna taknemligt, jeg trak venligt på skulderen mens jeg sendte hende et kæmpe smil.

“Hvem boede du med før?” spurgte jeg interesseret, mens jeg kløede mig akavet i hovedbunden. “Min forfærdelige plejefamilie… Jim og Charlotte,” Nanna kiggede ned på hendes lår, jeg aede stille Nanna på ryggen.

“Det gør mig ondt, skal du bo hos dem?” Nanna nikkede stille, mens en tåre faldt ned fra hendes kind. “Medmindre der er nogle der er over atten der vil tage mig, men det er der ikke,” Nanna tørrede langsomt hendes tårer væk.

“Nanna, skal vi ikke snakke om det senere under fire øjne?” Nanna nikkede stille, jeg fik øjenkontakt med Niall, mens vi kiggede i bakspejlet. Jeg sendte Niall et uskyldigt smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...