Endless Love | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 30 sep. 2016
  • Status: Igang
Den 23 årige Sarah Andersson, var engang bedste venner med den verdensberømte Niall Horan fra One Direction. Sarah er ensom, er ikke kommet videre siden folkeskolen - ingen uddannelse. Men da Sarah får et tilbud, om at blive model kan hun umuligt sige nej. Da hendes karriere begynder, at starte får den irske charmør øje på hende igen. Kærlighed blomster mellem dem, og ligesom det går allerbedst for dem, sker noget meget uventet..

74Likes
66Kommentarer
28357Visninger
AA

2. "I'm not selfish!" - kapitel 1

Sarah Andersson

19/2-16

1. Det er godt og vel seks år siden, at folkeskolen var et afsluttet kapitel for mig. Nogle er kommet videre, andre er havnede ligesom mig - ingen uddannelse, intet job, bare en bums der nasser på samfundet.

Mine gamle venner derimod, de har travlt. Nogle af dem er kendte, andre er inde for business eller noget helt tredje. Min bedste ven - rettelse gamle bedste ven, er med i One Direction. Det lyder fedt, ikke? Nej. Han brændte mig af, da jeg havde mest brug for ham. Idioten hedder Niall Horan, og alle piger er ved at dø over ham - det er jeg egentlig også, fordi han er en idiot, hvor berømmelsen steg ham til hovedet..

Min fremtid ser i hvert fald ikke lovende ud. Jeg har kun en tæt ven - Jasmin. Jasmin har altid været der for mig, lige fra folkeskolen, til da Niall droppede mig.

Her ligger jeg, i min seng. Med kun g-strenge på, ikke andet. Det er bare en af de dage, hvor jeg bare ikke vil lave noget. Bare ligge og tænke.

“Sarah, Sarah, Sarah, du er vel nok søød!” jeg fnes af Niall, der altid sang lige præcis disse ord når der var noget han manglede.

“Hvad vil du have Niall?” spurgte jeg om, mens mit smil blev mindsket. “Jo, altså. Vil du tage til skolebal med mig?” jeg kiggede med store øjne op på Niall, og begyndte at grine - men han mente det alvorligt.

“Niall.. Jeg skal jo til skolebal med Austin?” det vidste han udmærket godt. “Jo, men er jeg ikke bedre end Austin?” Niall kiggede nedtrykt i græsset. Vi sad i parken, der var ikke mange mennesker.

“Austin og jeg er kærester..” sagde jeg nervøst, jeg havde endnu ikke fortalt det til Niall. Jeg var nervøs på, om hvor tungt han ville tage det.

“Du har ikke fortalt mig noget!!” ordne brølede ud af Nialls mund, angsten i hans ansigt gjorde mig nervøs. “Jeg er virkelig ked af det Niall..” jeg var på randen til at græde, men jeg ville ikke græde.

“Du ved jeg hader den fyr, og så gør du det mod mig?” Niall, var følelseskold lige nu. “Hør nu her! Giv dog drengen en chance!” denne gang blev jeg sur. Austin var en super flink fyr, som var fantastisk. Det var jo ikke for sjovt jeg havde valgt at gå til skolebal med ham.

“Hvor længe har I været sammen?” De ord, det var de koldeste ord jeg nogensinde havde modtaget.

“2 måneder..” løgn. Vi har været sammen i 4 måneder, jeg har bare holdt det skjult for Niall. “2 måneder.. Er du klar over, hvor lang tid 2 måneder er?”

“Niall, fat det nu. Jeg kan virkelig godt lide Austin!”

“Ved du hvad, klar dig selv. Jeg havde følelser for dig, men ved du hvad. Glem det. De er ikke gengældt, og de følelser jeg havde for dig er væk nu!” med det rejste Niall sig op, og gik fra mig. “Fuck dig!” råbte jeg, Niall vendte sig om og kiggede på mig.

Vores øjenkontakt føltes som flere minutter, men nok bare få sekunder. Han vendte ryggen til mig, og gik sin vej.

Det var sidste gang jeg så Niall James Horan. Austin var virkelig ikke det værd. Han brændte mig af, frem for nogle andre piger. Jeg kan heller ikke lade hver med at tænke på Niall. Jeg fandt ud af jeg også havde følelser for Niall, men de er nok væk nu.

Dagen i dag ligger jeg stadig og fortryder, hvordan jeg var overfor Niall. Men han efterlod mig også, midt i alt. Min far havde kræft der, uhelbredelig kræft. Han er død nu, men det ved Niall ikke noget om, han har sikkert også glemt mig fuldstændigt. Men jeg har virkelig ikke glemt ham.

Jeg rejste mig fra min seng, og gik ind i mit lille tekøkken. Min lejlighed, var meget lille. Det er også et spørgsmål om tid, før jeg ikke har råd til husleje mere, og må flytte til Londons fattige kvarter.

Min telefon ringede i retningen af stuen. Jeg gik ind i stuen, det kunne kun være en der ringede. Jeg tog min telefon op, og ganske rigtigt, var det Jasmin.

“Hey, hvad så?” blev mine første ord. “Jeg kommer over til dig nu, ses,” og med det smed Jasmin røret på.

Jeg skyndte mig ind på mit værelse, og tog noget tøj på. Det ville nok ikke gå, at jeg kun var i g-strenge. Jeg tog en bh på, og nogle jeans. Til sidst tog jeg en hvid t-shirt på.

Da jeg havde fået tøj på, gik jeg tilbage til mit køkken, for at sætte vand over til te. Jasmin kan godt lide te, men hun må nøjes med den billige når hun er her. Jeg har ikke så vanvittig mange penge, så dyre ting har jeg ikke råd til.

“Sætter du også vand over til mig?” jeg vendte mig chokerede om. “Jasmin! Brug ringeklokken!” sagde jeg, mens jeg åndede lettede ud. “Easy. Jeg skal fortælle dig noget, det er ikke vanvittig godt..” jeg nikkede, mens jeg hældte vand op i nogle kopper til os begge.

“Tag tebrevene,” sagde jeg og tog kopperne med ind i stuen. “Okay,” sagde Jasmin og fulgte efter mig. Vi satte os ind i sofaen. Sofaen var en sort 2 persons læder sofa.

“Spyt ud,” sagde jeg, mens jeg tog en tår af min te. “Jo, min kusine på 12,” jeg afbrød Jasmin. “Freja?”

“Ja, Freja. Hun skal til One Direction koncert. Jeg skal med, og jeg må tage en veninde med, så vær sød at tage med,” mit blik stivnede. “NEJ!” jeg var fast belsuttet på, at jeg aldrig ville støtte op om en One Direction koncert.

“Kom nu,” tiggede Jasmin mig om. “Nej, Jasmin. Et nej er et nej..”

“Okay, hvad er chancen for at han ser dig? Og som jeg har sagt til dig så mange gange før, så var han forelsket i dig, men du kom sammen med Austin så han havde det svært. Tænk over det,” jeg tog en tår af min tår. “Ja, men det giver ham ingen ret til at efterlade mig her.”

“Nej, tænk nu over det,” Jasmin tog endnu en tår af hendes te. “Jasmin, jeg har ikke lyst til at tage med, uanset hvor meget du presser på,” jeg bed mig nervøst i læben.

“Kom nu, bare en enkelt koncert..” hun så på mig, alvorligt. “Nej, jeg har virkelig ikke lyst. Du forstår det jo slet ikke,” jeg satte min kop på sofabordet.

“Jo, men jeg forstår ikke hvorfor du skal være så egoistisk,” Jasmin kiggede ned i jorden. “Egoistisk,” grinte jeg ironisk. “Egoistisk, det er sjovt du siger det. Hvis du stod i samme situation, så ville du nok forstå det,” jeg prøvede, at lade hver med at lyde sur. Men indeni rasede jeg af raseri.

“Helt ærligt Sarah. Lær det nu, man skal komme videre. Du er aldrig kommet dig over det. Han forlod dig, ergo kan jeg godt forstå det, hvis du var sådan overfor ham,” Jasmin satte koppen på bordet, og rejste sig op.

“Hvad skal du?” jeg prøvede, at lyde stor, men min stemme var lille. “Væk,” hendes ord gjorde ondt. Tårerne, begyndte at trille ned af mine ligblege kinder.

“Farvel,” hviskede jeg. Døren blev smækket hårdt i.

Her sidder jeg, alene - med en masse sår. Tårerne var stadig ikke stoppede, de kørte derud af som et vandfald. Et vandfald som aldrig ville stoppe.

“Hey hey heey!” sagde jeg, da jeg kom ind af Nialls dør. “Hej Sarah,” sagde han, mens han gjorde klar til et knus. Vi gav hinanden et hurtigt knus. 

“Hvornår kommer Jasmin?” spurgte jeg om, mens jeg satte mig i Nialls seng. “Uhm, hun skulle gerne være her nu. Jeg ved ikke lige hvad der sker for hende..” Jasmin kommer aldrig for sent, og med aldrig menes der virkelig aldrig.

“Hun kommer nok snart,” jeg rejste mig op fra sengen, og satte noget musik på. “Hvad laver du?” spurgte Niall om, mens han skød det ene øjenbryn i vejret.

“Hold nu op! Musik er godt,” insisterede jeg. “Jaja,” Niall rystede lige gyldigt på hovedet af mig. Jeg rullede  øjne af ham. Niall var ikke så meget for musik, han var mere for at synge, og for at være ærlig lød det ikke tosset når han sang.

Nialls telefon ringede midt i omkvædet. Jeg tog Nialls telefon op, og rakte ham den.

“Det er Niall,” sagde Niall, mens han tog sin finger ind i øret. “Sarah skru ned for det lort! Undskyld, hvad?” jeg adlød straks Niall, og skruede ned.

“Det er forfærdeligt.. Vi kommer med det samme,” da Niall sagde de ord, føltes det som om en pil skød gennem mit hjerte.

“Sarah, Jasmin er på hospitalet. Vi tager derhen nu!” jeg fik det forfærdeligt dårligt. “Hvad er der sket med hende??” Jasmin var min bedste veninde, og hvis der skete noget med hende ville det være forfærdeligt for mig, og omvendt.

“Hun kørte galt, det er ret alvorligt sagde lægen,” jeg kunne høre på Niall, han var trist over det. “Lad os spørge min mor om hun vil køre,” hospitalet lå ikke så langt fra Niall, men alligevel langt nok til at gå derover.

Niall løb ned af trapperne. “Mor, vil du køre os til hospitalet?” Maura vendte sig om, og kiggede på Niall. “Sæt jer ud i bilen, så kører vi,” hun sendte os et bekymret blik.

Niall og jeg løb ud i indkørslen, vi satte os ind i Mauras grønne lille bil. “Hvad sker der?” Maura satte sig ind på førersædet, og startede bilen.

“Jo, Jasmin har været med i et trafikuheld,” sagde Niall. Maura så meget urolig ud, da hun udmærket godt kendte Jasmin. “Det er jeg virkelig ked af.”

Køreturen føltes enormt lang, selvom der kun var 5 minutter over til hospitalet. “Vi er her,” sagde Maura og stoppede bilen. “Mor, du har vel ikke tænkt dig, at tage med?” spurgte Niall nervøst om.

“Nej, selvfølgelig ikke, jeg kører hjem. Vi ses, og hils nu den stakkels pige,” vi vinkede begge til Maura.

Niall og jeg løb ind på hospitalet.

“Hej!” sagde Niall forpustet til damen der sad ved skranken. “Lad mig gætte,” sagde hun, mig og Niall kiggede underligt på hinanden. “Hun er gravid, og I vil gerne have en abort?”

“Nej?” sagde jeg. “Vi vil gerne besøge en,” jeg kiggede igen underligt over på Niall, som havde skudt det ene øjenbryn i vejret.

“Åh, undskyld. Navn tak,” damen var helt rød i hovedet. “Navnet er Jasmin Wilde,” sagde Niall, mens han bed sig nervøst i læben. “Ja, stue 3,” sagde damen, og pegede ned ad gangen. Vi nikkede og løb ned af gangen.

Jeg åbnede døren hurtigt.

“JASMIN!” råbte jeg, hun så forfærdelig ud. Hun havde nakkekrave på, begge ben var brækket og hendes ene arm var også brækket.

“Det er bedst hun ikke taler for meget, hun er ret tilskadekommet,” jeg kiggede hen i hjørnet af værelset, og så en mand med hvid kirtel stå der. Det var højest sandsynlig lægen. Jeg nikkede, og satte mig over på sengekanten til Jasmin.

“Hun skal nok klare den, om et år vil der ikke være en skramme, at se på hende,” forsikrede lægen os om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...