If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54465Visninger
AA

10. Kapitel 9 - London

Resten af turen til Starbucks foregik i stilhed - eller det vil sige, at jeg forholdt mig stille resten af turen. Jeg lod mig med vilje sakke lidt bagud, så jeg gik bag ved drengene som havde en samtale kørende. Jeg havde jo heller ikke specielt meget at snakke med dem om, for at være helt ærlig. Til min overraskelse sakkede Niall også bagud, så han kunne gå ved siden af mig.

“Hva så?” Spurgte han nysgerrigt og jeg kiggede undrende på ham. Hvad mente han?

“Du ligner en der er lidt øhm.. ked af det?” Niall kiggede venligt på mig med en undertone af.. Var det virkelig bekymring, der var et glimt af?

“Jeg har det fint!” Sagde jeg hårdt. Okay måske var det lidt uforskammet, men jeg kendte ham jo forhelvede ikke. Niall nikkede stille og en smule forlegent. Jeg tror det sidste han havde regnet med, var et hårdt svar. Lidt dårlig samvittighed fik jeg alligevel.

“Nå men hvad kan du anbefale mig fra Starbucks?” Spurgte jeg og puffede til ham for at  lette stemningen lidt.

“Har du aldrig været på Stabucks!” Råbte Niall chokeret og stoppede op. Nialls råben fik de andre drenge til at stoppe op og kigge chokeret på os.

“Nej, der er ikke andet en 2 Starbucks i Danmark og de ligger langt væk fra mig..” Niall gjorde store øjne og spurgte alvorligt.

“Hvordan overlevede du? Din stakkel” Jeg begyndte at grine, da Niall sagde det 100% alvorligt. Hans ansigt var lagt i stenfolder og han stirrede på mig, som om jeg var fra Mars.

“Så har du virkelig noget at glæde dig til!” Louis’ stemme brød ind og han kiggede begejstret på mig. Han løb over og tog sin arm under min, hvorefter han nærmest trak mig med. Den lalleglade idiot. Jeg småfniste lidt og kastede et blik over min skulder, hvor jeg mødte Nialls blå øjne. Kæft hans øjne var alligevel de kønneste. Jeg afbrød dog hurtigt vores øjenkontakt, da den blev lidt for intens og jeg bemærkede Harrys irriterede blik. Vores intense øjenkontakt var åbenbart ikke diskret overhovedet.

“Så er vi her!” Udbrød Louis og trak mig med ind i den lille kaffeshop. Den stærke duft af kaffe slog mig nærmest omkuld, da jeg trådte ind i ‘cafeen’.

“Åh jeg er hjemme!” Sukkede jeg overdramatisk og snusede hårdt ind. Åh gud hvor jeg elsker kaffe. Duften gjorde mig bare øjeblikkeligt gladere. Drengene grinede højt af mig og det tiltrak desværre folks opmærksomhed. Godt nok havde de hættetrøjerne slået op om hovedet, men jeg følte stadig en lille frygt for at blive opdaget sammen med dem. Det sidste jeg havde brug for var mit billede overalt på de sociale medier.

“Shh,” tyssede jeg lidt desperat til dem og gjorde tegn til at folk gloede på  os. Det grinede de dog bare af, hvilket virkelig satte mit pis i kog. De tog mig ikke seriøst overhovedet.

“Jeg bestiller for os! Bare det samme som sædvanligt?” Lød det fra Niall, hvis’ accent skilte sig ud mellem de mange mennesker. Hvordan skulle han kunne bestille for mig?

“Og du bliver nødt til at stole på min smag i kaffe.” Niall pegede på mig og blinkede, hvilket fik mig til at rødme.

“Men det gør jeg ikke, dit fjog,” grinede jeg. Han havde sikkert forfærdelig smag i kaffe. Ingen kunne have både god smag i kaffe og ligne en million - det ville simpelthen være uretfærdigt.

“Hvad er et fjog?” Spurgte Niall drillende. Den idiot, han vidste udmærket hvad jeg mente.

“Slå det op i ordbogen, så finder du et billede af dig,” sagde jeg flabet og drengene som ellers havde forholdt sig tavse under vores ordveksling, begyndte nu at sprutte af grin.

“Av!” Niall tog sig til brystet og lod som om mine ord havde såret ham. Han blinkede endnu engang til mig før han satte kurs op mod disken.

“Kom herover i hjørnet kan vi sidde lidt i fred..” Sagde Harry og trak mig hen i et lille hjørne med nogle borde. Jeg fik selv mast mig ind på sådan en lille bænk som stod af væggen, mens drengene slog sig ned på hver deres stol.

“Fortæl os lidt om dig selv?” Foreslog Louis.

“Der er ikke så meget at sige,” mumlede jeg undvigende, men Louis blev ved med at presse på.

“åh kom nu.” Til mit held kom Niall hen med vores kaffe, som hurtigt blev fordelt.   

“Og til dig Melody - En Niall Latté.” Niall bukkede formelt og rakte mig kaffen.

“Har du en kaffe opkaldt efter dig?” Grinede jeg og han nikkede ivrigt. Jeg  kiggede lidt mistænksomt på kaffen og bemærkede at de alle sammen kiggede på mig.

“Tag dog en tår - den bider ikke,”  drillede Harry og jeg skulede til ham. Jeg modstod den pludselige trang, til at kaste min kaffe i hovedet på min såkaldte bror og tog lille tår.

“God pige!” Roste Harry og jeg rullede øjne af ham.

“Men vi fik aldrig noget at vide om dig,” sagde Louis utilfreds. Han ville bare ikke lade mig slippe.

“Lad hende være Lou, det kan vi snakke om senere..” Brød Liam ind. Min helt. Jeg sendte ham et taknemmeligt smil,som han hurtigt gengældte. De var faktisk ikke så tosset. Eller jo, de var skingrende skøre, men de virkede nu søde nok.

 

***

Så kom der lige endnu et kapitel, fordi jeg føler jeg har forsømt jer lidt.. Håber i nød kapitlet lige så meget, som jeg nød at skrive det

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...