If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54552Visninger
AA

5. Kapitel 4 - Akavet

Aldrig i mit liv, havde jeg været så nervøs. Er det overhovedet sundt at være så nervøs!? Mit hjerte er seriøst på coke eller sådan noget.

“Du ligner et vrag,” grinede Andreas, som stillede sig ved siden af mig.

“Mange tak,” svarede jeg sarkastisk og spejdede efter mine 2 blå kufferter på båndet, som spyttede kufferter ud konstant.

“Nå men farvel,” sagde jeg akavet og greb ud efter begge mine kufferter, der så fint kom rullende forbi. Milde moses, hvad fanden havde jeg lagt i dem? Mursten?

“Kan vi i det mindste udveksle numre?” grinede han og rakte mig hans mobil. Hvorfor ikke? Jeg rakte ham min mobil og skrev hurtigt mit nummer ind på hans. Jeg fniste lidt, da jeg fik min mobil tilbage og opdagede at han havde skrevet sit nummer ind, under navnet “Flabet sarkastiske men mega lækre fyr fra flyet.”

“Selvsikker much?” Grinede jeg og han nikkede ivrigt.

“Når men vi ses.” han lagde akavet armene om mig og trak mig ind i et kort kram, som jeg gengældte så godt som jeg nu kunne med 2 kufferter i hånden.

“Vi ses,” mumlede jeg bare og kort efter forsvandt han i mylderet af mennesker. Jeg kiggede mig lidt fortabt omkring. Jeg havde fået strenge instrukser på at bare blive ved ‘kuffertspytteren’ og at der så ville komme nogen og hente mig. Jeg måtte virkelig ligne en tumpe som jeg stod der og blomstrende, mens jeg skimtede efter en ikke mistænkelig person. Hvilket var så godt som håbløst - alle så mistænkelige ud, når de løb igennem lufthavnen med deres børn under armen og kufferter i hånden. En finger prikkede mig på skulderen og fik mig til at springe forskrækket fremad. Havde englændere ikke lært, at man ikke bare sniger sig ind på fremmede på den måde?

“Undskyld miss, men de skal følge med denne vej.” Lød det undskyldende fra et monster der tårnede sig op foran mig. Holy shit, han havde 100% været bodybuilder i hans tidligere liv. Lidt skræmt tumlede jeg efter monsteret og endte ude foran lufthavnen, hvor jeg blev gennet ind i en sort bil. Nervøst kiggede jeg ud af de sorttonede vinduer. Hvem ville ikke blive nervøs, når de blev hentet af en bodybuilder og gennet ind i en mistænksom bil?  

“Øhm.. Hvornår er vi der?” Rømmede jeg og rykkede rastløst på mig.

“10 minutter miss,” svarede bodybuilderen tålmodigt og kiggede på mig gennem bakspejlet. Kæft det var alligevel akavet. Jeg kiggede med store øjne ud af vinduet da vi kørte forbi London Eye. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle se det store hjul  på andet end film. Men så igen, jeg havde heller aldrig regnet med at skulle møde min biologiske familie i fucking London.

“Så er vi her miss,” konstaterede bodybuildere og kørte op af en lille vej, hvor der for enden lå et yndigt hus.  2 etager, røde mursten, sort tag - ikke noget vildt over det, men bare et ganske normalt hus.

“Tak for turen,” mumlede jeg og til min overraskelse stod bodybuilderen ud af bilen, hvorefter han kom hen og åbnede døren for mig. En bodybuilder med manere, hvor klassisk.

“Tak,”  sagde jeg stille, da han hev mine kufferter ud af bagagerummet og gav dem til mig.

 

Jeg gik med vaklende skridt hen til hoveddøren og skulle lige til at åbne den, da den blev revet op.  En køn midaldrende kvinde stod i døråbningen med i gigantisk smil og jeg følte mig lige pludselig lidt bedre til mode.  

“Kom dog indenfor, Robin hjælp hende lige med hendes kufferter..” komanderede hun og kort efter kom en halvbuttet mand med briller til syne bag hende. Jeg nikkede taknemmeligt, da han tog kufferterne ud af mine hænder og fulgte tøvende efter damen ind i en lille hyggelig stue, hvor der sad en anden mand - ikke helt så buttet, med ekstra kort hår og et alvorligt ansigtsudtryk. Damen foran mig stoppede brat op, så jeg var ved at gå ind i hende og smilede stort.

“Jeg hedder Anne, det her er min mand Robin og ham i sofaen er Desmond - din øhh far.” Hun pegede skiftevis på dem og trak mig ind i et stort kram, som jeg tøvende gengældte.

“Pas på du ikke kvæler hende,” lød det fra en lys stemme, og jeg kiggede over mod en trappe. En ung pige med ombre brunt hår, gik med elegance ned af trappen. Sig mig var den her familie bare velsignet med ekstra godt udseende. Pludselig følte jeg mig helt forlegen over mit middelmådige udseende og lavede et akavet vink til hende. Flot Melody - nu tror de, at du er en tumpe.

“Så sid ned,” smilede ham der hed Robin venligt og lavede en håndbevægelse mod sofaen. Ham der Del? Des? Ham der, der åbenbart var min far. Desmond - ja det var det han hed. Nå ja men anyways, så sad han bare  og stirrede akavet på mig, hvilket fik mig til at krympe mig lidt.

“Så ehhh?Hvad hedder du?” rømmede jeg mig, mod den unge pige og det gjorde selvfølgelig at alle stirrede på mig. Måske skulle jeg bare have holdt kæft.

“Gemma,” svarede hun og sendte mig et stort smil, som afslørede et sæt perfekte hvide tænder. Det var tydeligt hvem af os der havde fået de smukke gener.

“Gemma? Er det ikke hvad ham der Styles fyrens søster hedder?” Spurgte jeg akavet  og de begyndte alle sammen at grine ustyrligt. Gemma nikkede og kiggede sigende på Anne.

“Er du fan af ham der Styles fyren?” Spurgte Anne nysgerrigt, hvilket fik mig til at ryste ivrigt på hovedet. Fan kunne man langt fra kalde mig, ikke at jeg hadede dem. Men jeg lyttede ligefrem heller ikke til deres musik.

“Jeg hører da tit om ham og det der band han er med i, men jeg høre ikke deres musik.” De nikkede bare akavet, og jeg kunne ikke lade være med at føle, at jeg havde ramt lidt af et ømt punkt.

“Måske skulle jeg få pakket ud?” Jeg hentyede nok lidt til at jeg meget gerne ville være lidt alene.

“Nu skal jeg vise dig dit værelse, din - vores -  øhh bror kommer om 1 times tid.” Gemma gjorde tegn til at jeg skulle følge med hende, hvilket jeg så gjorde. Så jeg havde altså også en bror? Både en bror og en søster, en stedfar og en rigtig far. Stor familie.

Vi gik op ad en trappe og ned forenden af en gang, hvor vi stoppede op.

“Det herinde, du kan bare komme ned hvis du mangler noget,” Gemmas lyse stemme nåede min øregang og jeg smilede taknemmeligt til hende.

“Jeg tror jeg vil få hvilet lidt inden vi skal spise,” forklarede jeg og hun nikkede forstående, før hun gik. Jeg åbnede den brune dør, som knirkede lidt og fik trådt ind i værelset. Det var forholdsvis stort og bestod af brune vægge og et lyst trægulv. Mine 2 blå kufferter var nok egentlig den eneste farve i rummet. Selv den store dobbeltseng som stod midt i det hele, var beklædt med brunt sengetøj. Jeg smed mig lettere elegant - not,  på sengen og begravede hovedet i puden.  De 3  uger jeg skulle tilbringe med dem, virkede som umenneskeligt langt tid. Det var jo tydeligt at jeg ikke passede ind i den familie.

**** Okay så det her kapitel var rigtig svært at skrive. Jeg kunne ikke relatere til det der med at skulle møde sin familie for første gang, så jeg har bare prøvet så  godt jeg kunne. Anyways, smid gerne en kommentar med feedback - det så motiverende når folk smider kommentarer xD Håber i har en fantastisk dag! xoxo
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...