If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54461Visninger
AA

32. Kapitel 31 - Afsked

 

 

“De kan da ikke bare slukke for ham!” Råbte jeg ophidset og lagde Nialls guitar fra mig.

“Melody..” Harry var hurtigt henne og satte sig på hug foran mig, hvorefter han greb fat i mine hænder. “Han vågner ikke igen.”

“Nej. Nej. Nej. Han skal vågne,”  mumlede jeg til mig selv og rejste mig hurtigt. “Skal de ikke have tilladelse osv?” Jeg slog voldsomt ud med armene og ramte næsten Louis, men jeg var ikke  i humør til at grine over det.

“Nialls forældre har skrevet under,” sagde Liam stille og så ned i jorden. Jeg kunne kun stirre målløst på  ham. Det begyndte at svimle voldsomt for mine øjne og pludselig   kunne jeg ikke mærke mine ben, og alt blev sort. Jeg kunne fjernt høre drengenes gisp og jeg kunne mærke Harrys arme vikle sig om mig og ligge mig i sofaen.

 

“Melody!?” Råbte han bekymret og klappede mig blidt på kinden, indtil jeg fandt kræfterne og slog mine øjne op.

“Gudskelov.” Louis åndede lettet ud og det samme gjorde Liam. Jeg blev pludseligt meget bevidst om hvad de lige havde sagt. Niall skulle dø i dag. Sådan virkelig dø! Hans hjerte, som var lavet af guld, ville stoppe med at slå. De ville slå ham ihjel.  Uden at tænke videre over det sprang jeg op og nåede kun lige at se drengenes forfærdede ansigter, før jeg satte kursen mod døren.

“Mel nej..” Liams hånd strejfede min arm i sit forsøg på, at få fat, med jeg var allerede ude af døren. Luften var kold og skyerne lå i grå plamager over England. Utroligt hvor meget jeg havde løbet på de sidste 2 måneder, mens jeg havde været her og hold kæft hvor var jeg dog forpustet da jeg endelig så hospitalet forude. Jeg vidste ikke med sikkerhed om de var her, men det var forsøget værd.Tårerne begyndte atter igen, da jeg så parkeringspladsen fyldt  med lys, bamser og diverse grædende Directioners. Jeg måtte kæmpe mig gennem menneskemængden og blev endda stoppet af en vagt. Hvordan kunne de vide om man skulle ind og se et familiemedlem, eller om man prøvede at se Niall? Vagten nedstirrede mig og kiggede mistænksomt på mig. Og gu fandme om han ikke havde den frækhed, at  forhindre mig i at komme ind på hospitalet. Den store idiot.

“Min kæreste er derinde dit store brød, så enten lukker du mig ind, ellers kommer du fandme til at fortryde det!” Vrissede jeg og smuttede forbi ham. Jeg går ud fra han lod mig gå, fordi jeg virkede troværdig. Jeg løj jo heller ikke. Niall lå derinde. Åh stakkels Niall. Alle  øjne landede på mig, da jeg puffede dørene op til hospitalet. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, hvem der stod ovre i hjørnet og jeg tøvede ikke et sekund med at løbe derover. 6 skræmte øjne landede på mig, men jeg kunne ikke stoppe nu. Selvom jeg skræmte dem, så blev jeg nødt til at sige det.

“I kan ikke bare lade ham dø!” Råbte jeg forpustet. Mine ben rystede forfærdeligt under mig og manden skubbede blidt sin kone bag sig, som om de troede at jeg ville gå amok. Okat let’s be real - jeg kunne godt finde på, at gå amok.

“Jeg forstår godt, hvor stort et tab det må være for Directionerne, men lige nu vil vi gerne være alene som familie.” Han snakkede med en rolig stemme og jeg stivnede. Troede de, at jeg var en fan?

“Jeg er ikke fan!” Protesterede jeg. “Jeg er hans kæreste.”

De kiggede bare tomt på mig og jeg vidste jo godt, at de ikke troede mig. De mente sikkert at jeg var en indbildsk fan. Og det sidste de havde lyst til, var nok at skulle håndtere fans.

“Niall..” Det slap over mine læber som en hvisken og før jeg vidste af det, knækkede mine ben sammen.  Lige før jeg ramte gulvet, viklede nogen arme om mig og jeg så noget bekendt i drengens ansigt. Det var 100% Nialls bror. Jeg kom langsomt op og stå igen, med hjælp fra Greg. Jeg mente, at Nialls sagde hans bror hed Greg.

“Jeg kan forestille mig hvor meget du - og de andre Directioners, har holdt af ham..” Det var moren der snakkede nu. “Men du bliver nødt til at gå, ellers må vi tilkalde vagten.”  Jeg prøvede ihærdigt ikke at dømme dem, men det var svært. De stod og nægtede mig adgang til Niall. Den person der betød alt for mig.

“Hvordan kan i slå jeres egen søn ihjel?” Hviskede jeg og  Greg slap mig, som om jeg havde givet  ham stød. Jeg havde ramt et meget ømt punkt. Ikke at det overraskede mig. De kæmpede for at holde sig i skindet.

“Mor rolig..” Lød det stille fra Greg.  “Hun er tydeligvis en dedikeret fan, hun holdte også af ham.” Jeg kiggede irriteret på dem alle

“Jeg er ikke fan og jeg elsker ham okay?” Jeg råbte højt. “I har ingen anelse om hvad vi har været igennem!” Jeg rystede af vrede, sorg  og irritation. De stirrede bare skeptisk på mig og jeg kunne ikke bebrejde dem. Der var nok en million piger derude, der kaldte sig Nialls kæreste.

“Det min skyld at han er død..” Det kom ud som et hulk og de stirrede alle sammen på mig. Jeg troede ikke helt, at mine ord trængte ind. De troede ikke på mig. Til mit held sprang hospitals dørene op og drengene kom farende ind.

“Melody!” Råbte Harry lettet og svang armene om mig. “Du bliver nødt til at stoppe med, at stikke af.”

“Drenge.” Nialls far rømmede sig og så overrasket  ud.

“Bobby, Greg, Maura..” Drengene gav familien Horan nogle korte kram.

“Undskyld forstyrrelsen..” mumlede Liam og skævede til mig. Fuck jeg måtte egentlig ligne lort. Jeg mener. Jeg havde hverken redt hår i 3 uger, været udenfor og jeg havde sikkert mascara i hele hovedet. Harry rømmede sig og lagde beskyttende et arm om mit liv.

“Det her er min søster Melody..” Han tøvede. “Nialls kæreste.”

Jeg tror ikke de kunne have set mere overrasket ud og de gjorde store øjne. Nialls mor var den første, der kom til sig selv.

“Åh du godeste gud,” mumlede hun og trak mig ind i et uventet kram, hvor hun mumlede undskyld. Jeg trak mig forlegent og gav Bobby og Greg hånden.

“Kan jeg se ham?” Jeg vidste godt, at det måske var for tidligt at spørge. Indtil for få sekunder siden, vidste de ikke engang at jeg eksisterede og de var tydeligvis chokeret.

“Lægerne er inde ved ham og tage nogle afsluttende prøver, men de burde være færdige om nogle timer..” Det var tydeligt at det gjorde ondt på Maura, at sige og hendes stemme knækkede da hun sagde afsluttende. Jeg nikkede bare og pludselig overmandede trætheden mig.

“Lad os tage hjem og få noget søvn okay?” Harry så på mig med medlidenhed. “Så kan vi komme tilbage og sige farvel senere.”

 

Sige farvel

 

De to ord fik mig til at bryde sammen. De så alle sammen skræmt  på mig og Maura trak mig ind i et kram. Jeg kunne ikke andet end beundre hende lige i det øjeblik. Hun tog sig tid til, at have medlidenhed med mig, selvom det var hendes søn der skulle dø. De havde lige underskrevet hans dødsattest.

Før jeg vidste af det lå jeg mod Liams bryst, mens han holdte mig i brudestilling. Det mindede mig om Niall. Hvordan han havde fundet mig og taget mig med hjem. Det gjorde selvfølgelig, at jeg hulkede endnu mere.

 

🔺🔻🔺🔻🔺🔻

 

Jeg kunne ikke andet end, at stirre på døren. Værelse 67, etage 11. Jeg var ikke klar til at sige farvel. Det burde ikke være mig, der skulle sige farvel. Det burde være ham. Han fortjente ikke det her.  Mens jeg stirrede på døren, kunne jeg ikke lade være med at tænke om jeg mon var egoistisk. Det er vel kærlighed når man går mere op i, at en anden lever længere end sig selv? Men var det så egoistisk af mig, at jeg hellere ville være den der døde og lade Niall gå gennem det sammen, som jeg nu gennemgik?  Døren til stuen gik op og jeg nåede lige at skimte Niall, før en person tårnede sig op foran mig.

“Kom ind..” mumlede Bobby lavt og trådte til side. Greg stod ovre ved vinduet og stirrede tomt fremad. Maura sad og holdte hendes søns hånd, mens tårerne landede med små plask på hans hånd. Drengene sad rundt om sengen med tårerne trillende ned af kinderne. De havde sagt farvel. Jeg var jo ikke den eneste der mistede nogen i dag. Maura og Bobby mistede deres søn. Greg mistede hans lillebror, og drengene.. Drengene mistede deres bedste ven, bandmedlem, bror. Selvom Niall og drengene ikke var blod relateret, så mistede de alligevel et familiemedlem i dag. Fansene mistede også nogen. Deres idol. Deres sol - måske den eneste person der kunne få dem til at smile, i nogens tilfælde. Alt sammen fordi han havde ofret sig for mig. Vreden var overvældende og før jeg vidste af det, stod jeg bøjet over Niall, mens jeg hamrede mine hænder ned i hans bryst. Eller hamre og hamre. Jeg hamrede så hårdt, som jeg nu turde. Han så så skrøbelig ud. Hans hud var hvis - kridhvid og hans hud var så kold som is.

“Niall din store idiot!” Hvæsede jeg og var godt klar over hvor chokeret de var. De var nok også vrede. Her stod jeg og slog på den døende patient, men de forstod ikke.

“Melody stop det!” Råbte Louis oprevet, men Liam lagde beroligende en hånd på hans skulder. Liam forstod. Liam forstod altid.

“Du lovede!” Råbte jeg ind i Nialls hovede. “Du lovede at du aldrig.. at du aldrig ville forlade mig! Eller var det måske bare tomme ord? Tomme løfter? Jeg hader dig! Jeg hader dig så meget for det her!” Jeg følte at alle mine følelser pludseligt busede ud og overvældede alle. Mine sorte tårer landede på Nialls pande, hals og på den tynde dyne han havde over sig.  

“Jeg hader dig!” Jeg hev efter vejret. “Og jeg elsker dig så højt.” Det kom blot ud som en hvisken.

“Jeg elsker dig så utroligt højt .” Jeg smilede på trods af tårerne, men mit smil forsvandt hurtigt. “Jeg kan ikke uden dig…” Jeg kunne ikke uden Niall. Pludseligt så min fremtid sort ud.

“Du ved..” Jeg tøvede. “Før jeg mødte dig ventede jeg på, at dø.” Jeg hævede stemmen igen. “Og så kom du og ændrede det, så nu kan du fandme ikke bare forlade mig!” Det gjorde så forfærdeligt ondt i mit bryst. Jeg ruskede lidt i ham, men så sivede alle  mine kræfter ud af mig. Jeg kollapsede nærmest over Niall kolde krop og jeg overvejede et kort sekund bare, at springe ud af et vindue. Tanken om selvmord havde strejfet mig mange gange efterhånden, men sås ville Niall dø forgæves.

Mine hænder rystede, da jeg greb fat om Nialls hovede og placerede mine læber mod hans pande. Han var iskold. Jeg kyssede hans pande, hans kind. Jeg kyssede hans kolde læber. For sidste gang. Alt var så forkert, men alligevel så velkendt. Det var jo hans læber. Hans duft. De var bare kolde og hans duft blandede sig med lugten af hospital.

“Det her burde være omvendt,” hviskede jeg. “Jeg ville ønske det var omvendt..”

Jeg tog en rystende indånding og vendte mig mod de andre, som græd hårdere end jeg nogensinde troede at de kunne. Det var som om, at glæden som før havde været her, var blevet suget ud. Jeg ville aldrig blive helt glad igen. Intet ville nogensinde blive det samme igen. Der var ingen One Direction uden Niall. Der var ingen familien Horan uden Niall. Der var ingen mig uden ham. En læge kom ind og sendte os alle medfølende blikke.

“Det er bedst hvis i venter udenfor.” Lægen tøvede. “Det ikke rart at se på.” Jeg kastede et sidste blik på Niall,  før jeg gik ud af døren. Der gik lidt tid før de andre kom ud, men jeg gik ud fra at de havde lige så svært ved, at vende Niall ryggen som jeg havde. Da de endelig kom ud, fik hospitalslamperne alle til, at se forfærdeligt trætte ud. Vi lignede alle lort. Vi var smadret. Vi mistede en del af os selv i dag. Niall var noget særligt. Det vidste vi alle. I dag havde himlen fået en engel. Men jorden havde mistet en helt. En legende. En fantastisk person med kærlige blå øjne, der kunne fikse alle ens ødelagde stykker.

“Det er gjort.” Lægen kom ud og rakte Bobby nogle papirer, som han underskrev med rystende hænder. Det var fuldkommen forfærdeligt. Nialls sjæl havde forladt jorden. Hans havde taget sit sidste åndedrag, som endda var blevet taget af en maskine for ham.

 

Jeg så ham for mig, som så mange gange før. Hans smil. De hvide tænder, der kunne blænde en. Hans milde ansigtsudtryk, så man ikke kunne andet end at elske ham.

Jeg så syner. Der var knap nok gået 10 minutter og jeg så ham allerede for mig.

“Niall..” Hans navn undslap mine læber og alle vendte sig i min retning. Lige i det øjeblik vidste jeg det. Jeg var ikke den eneste der så ham.

“Melody,” hviskede han. Aldrig havde mit navn lydt så godt. I samme øjeblik som det forlod hans læber, gik tiden i stå. Jeg var næsten sikker på, at jeg drømte.

“Niall,” gentog jeg og kastede mit imod ham. Klyngede mig til ham. Hans krop. Hans bryst der hævede sig, når han trak vejret. Han trak vejret. Han var der virkelig.

“Du er her virkelig,” mumlede jeg mod Nialls hals. I frygt for at vågne og opdage, at han var død, nægtede jeg at give slip på ham. Aldrig mere ville jeg give slip på ham. Arme viklede sig om os fra alle retninger af og jeg kunne lige forestille mig lægernes forvirrede blikke.

“Tak Gud…” Hviskede jeg. “ Tusind tak.” Det her kunne ikke forklares. Han var død. Var det her en af de mirakler folk snakker om, vidste jeg ikke? Jeg håbede. Jeg håbede på, at det var det tegn, som fortalte at alt nok skulle ordne sig. Niall stod virkelig foran mig, Jeg mærkede hans hud mod min, selvom den stadig var kold, så var det stadig Niall.

“Jeg lovede jo, at jeg aldrig ville forlade dig..” Hviskede han og jeg mærkede hans ånde mod min kind. “Jeg elsker jer.” Vi måtte se latterlige ud, som vi stod det og gruppe krammede, men vi var ligeglade. Det her var den bedste og den værste dag i mit liv.

 

 

***

Slut! Jeg vil vædde med, at i et øjeblik troede at han døde. Haha.

Nå men han overlevede, og kun fordi jeg overvejer en 2'er.

Selvfølgelig kun hvis det han nogen interesse.

I kan jo lige læse resumeet og så smide en kommentar, hvis det er noget i vil læse.

 

Efter måneder med  hård genoptræning, er Niall næsten kommet over sin forfærdelige ulykke.  Melody og drengene kunne ikke blive gladere og ser lyst på fremtiden. De tager en tur tilbage til Nialls hjemland, nemlig Irland Men deres prøvelser er langt fra overstået. En af Nialls gamle bekendte dukker nemlig uventet og og jalousi vil blusse op på et helt andet niveau, og Melody begynder at søge trøst hos Liam. Samtidig spredes nyheden om L’s tilfangetagelse hurtigt i den kriminelle verden - sammen med nyheden om den dusør, han vil give for Melodys hovede.

Og denne gang er de måske ikke så heldige.

 

Det har under alle omstændigheder været en fornøjelse, at skrive den her historie.

Den er uden pis nok min ynglings fanfiction, af dem jeg har skrevet. 

Det gør ondt, at slutte den. Tusind tak fordi i læste med!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...