If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

62Likes
93Kommentarer
63220Visninger
AA

31. Kapitel 30 - Sorg

Jeg var ikke den religiøse type. Jeg havde set nok i mit liv til at erklære, at der nok ikke sad en gud og passede på os. Men jeg var desperat. For hvert sekund kom Niall tættere og tættere på døden og tanken var simpelthen ikke til at holde ud. Så jeg bad. Jeg brugte de næste 2 uger på desperat, at bede 3 gange om dagen. Jeg forlod ikke mit værelse medmindre, at jeg skulle på toilet. Jeg nød at være i mit værelse, omgivet af mørke. Det fik det hele til at virke som en drøm. Hvor ville jeg dog ønske, at det havde været en drøm. Jeg havde ikke set Niall. Jeg kunne simpelthen ikke se ham. Det ville være for svært,  men jeg havde hørt at de ikke var et godt syn. Han blev jo forhelvede holdt i live af en maskine. Billedet af Niall  der var blevet skudt, dukkede op hver gang jeg lukkede øjnene. Jeg kunne ikke sove. Jeg kunne ikke spise. Jeg havde end ikke snakket. Jeg havde ikke sagt et ord, efter den aften. Og efterhånden som jeg blev tømt for tårer, så græd jeg heller ikke mere. Jeg var bare en tom skal. Jeg følte mig efterhånden mere død end levende. Jeg ville sådan ønske, at jeg var død. Hellere mig end Niall.   

“Mel..” Lød det stille ovre fra døren og jeg kæmpede mig op og sidde i min seng.

“Louis?” Spurgte jeg og kneb øjnene sammen, da den lille sprække lys der kom ind, nærmest blændede mig.

“Jeg har noget mad til  dig,” sagde  han og kom ind for, at række mig en tallerken. Jeg sank en klump og fik fremtvunget et lille tak.

“Vi tager ned til Niall om lidt..” mumlede han forsigtigt, men man kunne tydeligt høre sorgen i hans stemme. Det gjorde ondt at høre på. Tænk at jeg havde været skyld i så meget sorg. Jeg fik fremtvunget et nik, men jeg var i tvivl om han så det i mørket. Endelig stoppede han med, at prøve at lave en samtale med mig og forsvandt ud af mit værelse. Jeg satte maden over på mit natbord, da jeg godt vidste, at jeg på ingen måde ville kunne få det ned. Jeg kunne høre dem rumstere i gangen og kort efter en dør der smækkede. Igen var jeg omgivet af mine egne tanker. Nialls hivende vejrtrækning. Hans blodplettet trøje og de tomme øjne. Jeg ville så  gerne græde, men jeg var fuldkommen udtømt. Først nu mærkede jeg en brændende tørst i min hals. Mine ben gav efter, da jeg rejste mig op og jeg landede på  gulvet med et bump. Jeg kom langsomt på benene og tog et par vaklende skridt fremad. Jeg følte at jeg var et barn, der skulle lære at gå. Jeg fik usikkert gået hen til den anden side af sengen, hvor jeg  rodede rundt i natbordsskuffen efter hovedpinepiller. På trods af at jeg ingen tårer havde tilbage, så sved mine øjne stadig, da jeg kiggede gennem Nialls skuffe - specielt da jeg fik øje på et lille stykke krøllet papir.  Den var hans sang. Den han havde skrevet til mig.

“Åh gud Niall,” hviskede jeg og holdte papiret mod mit hjerte. Jeg lagde forsigtigt papiret i min lomme og åbnede forsigtigt døren ud til gangen. Lyset gjorde forfærdeligt ondt i mine øjne og jeg undgik med vilje, det lille spejl der hang på væggen. Jeg fandt min vej til køkkenet, hvor jeg drak et glas koldt vand. Jeg  gik tøvende rundt i rummene, som jeg ikke havde været i, i 3  uger. Jeg standsede brat, da jeg så Nialls guitar stå over i hjørnet i stuen. Jeg kunne genkalde mig hvordan han smilede, når han spillede. Han havde den største kærlighed til musik. Det var jo helt vildt. Man kunne ikke andet end blive glad, når Niall spillede. I lang tid stirrede jeg bare på den, før jeg endelig lod min hånd lukke sig om dens hals. Jeg satte mig langsomt i sofaen med guitaren på mit skød og lod tøvende mine fingre glide ned over strengene en gang. Jeg havde taget guitar timer da jeg var mindre, så jeg vidste da lidt. Selvom jeg kun havde hørt melodien og sangen en enkelt gang før, så var melodien så velkendt at jeg troede, at jeg kunne spille den i søvne. Tårerne begyndte at dryppe fra min hage, men jeg var så optaget af sangen. Jeg græd mens jeg fik fremstammet teksten og det kunne umuligt lyde godt,  men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

“Det en smuk sang,” lød det pludseligt ovre fra døråbningen, hvor drengene stod.  Jeg fik et totalt chok, hvilket resulterede i at jeg tabte Nialls guitar på  jorden. Jeg samlede den febrilsk op og børstede den af, som om det var mit kæreste eje. Derefter lagde jeg den forsigtigt i mit skød og mødte Harrys øjne.

“Nia…” Jeg kunne ikke sige hans navn højt. “Han skrev den til mig.”

“Skrev han dig en sang?” Spurgte Louis lavt og overrasket, hvorefter han forsigtigt satte sig ved min side. Jeg nikkede bare. Harry og Liam satte sig i sofaen og i forbifarten gav  Harry min skulder et trøstende klem.

“Han skriver den nok færdig når han vågner,” sagde jeg drømmende. Jeg håbede at han snart ville vågne op af den skide koma. Drengene kiggede sigende på hinanden og en lille tåre gled ned af Liams kind.

“Hvad sker der?” Spurgte jeg stille og ville egentlig ikke høre svaret. Jeg havde på fornemmelsen, at  det ikke var gode nyheder.

“Melody..” Harry lukkede øjnene og tog en rystede indånding. De slukker for ham i aften.”

 

 

***

F*uck! Tror i han vågner? Ville det være plat, hvis han vågnede? Jeg har faktisk ikke besluttet mig om han skal dø endnu, så smid gerne en kommentar. Åh gud, et kapitel tilbage. Et ret langt kapitel. Jeg er overhovedet ikke klar til, at sige farvel til den her historie.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...