If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54564Visninger
AA

30. Kapitel 29 - Det værste der kunne ske

I det gamle varehus var der støvet og luften var ubeskrivelig fugtig. Der lugtede af mug og gamle sokker, hvilket fik mig til at hoste lavt. Frygten kom krybende i takt med, at jeg kunne høre fodtrin nærme sig. Da et ansigt jeg aldrig troede jeg skulle se igen kom til syne kunne jeg ikke undertrykke et gisp.

“L,” stammede jeg. “Du er i fængsel.”

“Ser det ud som om jeg er i fængsel?” Han lagde hovedet på skrå og smilede bredt, så hans gule tænder og den ene guld tan, kom til syne. Jeg måtte flere gange undertrykke trangen til at skrige, da han kom tættere på mig og kærtegnede min kind.

“Jeg må sige, at du er blevet kønnere siden sidst vi sås.” Jeg fik kvalme af hans ord, men stod stadig og stirrede ham trodsigt i øjnene.

“Du mener, da du myrdede min moster?” Spurgte jeg spydigt og en kort grin kom fra L.

“Og mere flabet,” grinede han. Hvorfor fanden grinede han? Jeg kunne absolut ikke se det sjove her.

“Kom nu til sagen,” sukkede jeg tæt og skubbede hans hånd væk fra min kind.

“Nu ikke så utålmodig,” sukkede han overdrevet og snurrede lidt rundt med pistolen i hans anden hånd. “Har du slet ingen spørgsmål, som hvorfor? Hvordan? Jeg havde håbet du ville tigge efter nåde.” Han så undersøgende på mig.

“Jeg er ked af at skuffe dig,” sagde jeg bare tørt. Hvad hjalp svar hvis jeg alligevel skulle dø? Og hvad fanden ville det nytte, at tigge forgæves efter nåde. Den tilfredsstillelse skulle han ikke have. Han smilede bare det klamme smil, som jeg sidst så inden han havde trykket på aftrækkeren dengang med min moster. Jeg lukkede øjnene og det gik op for mig, at jeg rystede voldsomt. Jeg mærkede enden af pistolen mod min pande og prøvede ikke at fokusere på det. Jeg fandt et billede af drengene frem i mit hovede. Jeg ville tænke på dem, når jeg døde. Jeg ville dø med at smil på læben. Jeg så dem for mig. Jeg så Niall der grinede med munden fuld af chips. Jeg så ham ligge svedig på sengen med hans pjusket hår, der faldt ned i hans smukke øjne. Jeg så Harry. Jeg tænkte på hvordan vi havde mødtes. Det trak i min mundvige. Jeg havde slået ham, den første gang vi mødtes. Jeg tænkte på Liam. Hans mange omfavnelser, der vidste at jeg altid kunne stole på ham. Jeg tænkte på Louis og han lamme humour. De mange dårlige jokes og hans fortrolige livsglæde. Mine tanker strejfede kort Ellen og Christian. Min barndom og vendte så tilbage til drengene. Jeg kunne nærmest dufte dem alle. Høre dem grine. Jeg havde alt i alt haft det godt. Jeg smilede og ventede på skuddet.

 

Det hele gik så hurtigt.

 

Indgangen til varehuset sprang op og skud lød, mens nogle arme greb fat om mig og tvang mig ned mod jorden. Jeg tvang mine øjne op og  så kuglerne flyve omkring mig. 5 mænd var kommet frem ved L’s side og skød mod politibetjentene. Jeg gispede, da jeg så de personer jeg netop havde sagt farvel til. Jeg kunne genkende Liams arme omkring mig, hvilket fortalte mig, at det var ham der havde væltet mig. Harry og Louis sad og græd lettet foran mig. En vis blond person kom løbende og hjalp mig på benene. Han varme læber presset mod mine og hans hånd på mig lænd. Kysset var vådt, fordi han græd voldsomt. Jeg var så chokeret, da jeg trak mig fra ham. Der nåede at undslippe et lille skrig, da jeg L rette sin pistol mod mig, før Niall havde skubbet mig om bag ham. Politiet fik endelig overmandet L, men det kunne jeg ikke tænke på. Det eneste jeg kunne tænke på, var Niall. Smerten brændte i mig og tyngede mig ned i et stort hul af sorg, som jeg nok aldrig ville komme ud ad. Jeg skreg uden lyd. Åbnede munden, men ingen lyd kom ud, selvom smagen af mine tåre bredte sig og væsken dryppede fra min hage. Det billede var brændt ind i min hukommelse. Niall der svævede faretruende mellem livet og døden. Det her var forkert. Det var mig der skulle ligge og hive  efter vejret. Det hele gik i slowmotion, da min stemme vendte tilbage.

“Niall!” Jeg kunne ikke genkende mit eget skrig. Det her skrig var smertefuldt, som om jeg selv lige var blevet skudt. Mine ben satte i gang, før min hjerne registrerede det, men nogle arme greb mig bagfra. Jeg sparkede ud efter personen, men uden held. Jeg skulle hen til Niall. Jeg blev nødt til, at komme hen til Niall.

“Niall!!!!” Skreg jeg igen. Hver eneste organisme i min krop gjorde ondt. Smerten dunkede i hver eneste kropsdel. Min ene halvdel var ved at dø. Tanken fik tårerne til at trille. Harrys arme som lå lukket omkring mig holdte mig fast. Jeg drejede panisk hovedet og fik øje på en grædende Louis og en grædende Liam. Det virkede som en drøm. Et mareridt. En dårlig film uden en lykkelig slutning.  Ambulancemænd stod over Niall og fumlede med en båre, mens kraften blev suget ud af mig og jeg til sidst lå slapt i Harrys arme. Synet af Niall var grusomt. Blodet løb fra hans bryst og han så op med tomme øjne. Jeg kunne ikke høre andet, end mit indre, der gik i millioner af stykker. Jeg kunne høre mit hjerte knuse.

    ***

Åh åh Det gjorde næsten ondt på mig, at skrive det her kapitel. Niall er sgu da nusser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...