If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54549Visninger
AA

28. Kapitel 27 - Undskyld

Efter nogle intense dage befandt jeg mig endelig i London igen. Harry var selv  taget tilbage et par dage før mig - nok for at snakke med ud med Niall. Christian havde fået det meget bedre og skulle endda udskrives i dag. Jeg havde også snakket lidt om mulighederne med hensyn til hjemmeundervisning, så jeg kunne blive i London og Harry blev selvfølgelig glad. Dog kunne jeg ikke ryste angsten af mig. Jeg ventede bare på min næste besked. Jeg følte mig konstant overvåget. Dog nød jeg hvert øjeblik, som om det var mig sidste - hvilket det meget vel kunne være.

“Melody!” Råbte Louis begejstret og gav mig et giga stort kram, da han så mig stå i døren. Jeg grinede svagt.

“Hej Lou.” Jeg krammede ham kort tilbage og trak mig så for, at give Liam et stort kram. Hvor havde jeg dog savnet dem. Jeg kunne ikke lade være med at sukke, da jeg så at Harry og Niall sad i hver sin ende af sofaen. De havde altså ikke snakket ud. Faktisk sad de begge og så meget oprevet ud, mens Niall havde røde og hævet øjne. Ej hvor gjorde det ondt. Jeg fik mest af alt bare lyst til, at sidde mig ned og græde. Det var i bund og grund min skyld, at de skændes og derfor også at havde Niall grædt.

“Hey,” mumlede jeg stille og kiggede intenst på Niall. Han nikkede bare svagt, som en hilsen og jeg kunne ikke undgå, at blive lidt skuffet. Jeg vendte blikket mod Harry, som havde blikket stift rettet mod Niall. Nærmest som om han advarede Niall, om ikke at rejse sig. Stakkels Niall. Han var virkelig blevet sat i klemme.

“Harry.” Jeg fremtvang et smil og gav Harry et knus, på trods af at han sad ned.  Jeg så tøvende rundt på dem alle sammen og stoppede ved Niall, som fugtede sine læber med tungespidsen. Jeg bed mig akavet i læben og følte gråden, klumpe sig sammen i min hals. Hvor var der her dog ubehageligt.

“Hvordan har Christian det?” Liam sagde afbrød endelig den tykke tavshed, der lå over os.

“Han har det bedre.” Jeg smilede ved tanken om min lillebror. “Han bliver måske udskrevet i dag.” Liam smilede stort, og selv Harry smilede svagt. Louis kunne ikke heller ikke holde et smil tilbage og det trak endda også lidt i Nialls mundvige. De kunne godt lide Christian, så  selvfølgelig blev de glade. Jeg kløede mig akavet på armen, mens jeg rodede min hjerne igennem efter ting jeg kunne sige. Jeg kunne ikke undgå at føle, at jeg havde afbrudt dem i en samtale.

“Afbrød jeg noget?” Spurgte jeg svagt.

“Nej vi snakkede bare..” mumlede Harry og jeg sukkede.

“Liam?” Jeg kiggede over på Liam, som så op på mig. “Kan vi ikke lige snakke alene?” Liam nikkede svagt og fulgte med mig ind på et af gæsteværelserne.

“Hvad sker der?” Spurgte jeg Liam, som satte sig på kanten af sengen.

“Harry er vred, skuffet og såret.” Liam kiggede trist på mig og i det sammen kunne man høre, hvordan Niall og Harry begyndte at skændes igen, mens Louis prøvede at berolige begge parter.

“Det min skyld,” klagede jeg og det begyndte at prikke i mine øjne. Åh gud, jeg skulle ikke græde. Jeg lavede jo ikke andet, end at græde. Liam hånd lukkede sig om min og han rejste sig, for at omfavne mig. “Liam hvad skal jeg gøre?”

“Jeg ved det ikke…” Det var det værste Liam kunne have sagt. Hvis Liam ikke vidste det, så gjorde ingen.

“Jeg skulle bare have holdt mig fra Niall, kæft jeg er dum!” Hviskede jeg frustreret og Liam nussede mig på ryggen, mens han sagde tøvende.

“Jeg tror ikke det er derfor han er sur, men fordi i gik bag om ryggen på ham.” Harrys høje frustreret råb, kunne ment høres og jeg spændte automatisk i kroppen. Jeg trak mig fra Liam og gik med hurtige skridt ind mod stuen og ignorerede Liams advarende ord. Jeg satte farten op, da jeg trådte ind i stuen og så hvordan Harry og Niall stod og stirrede trodsigt på hinanden. Jeg løb nærmest over til Harry og kastede mig i armene på ham, mens jeg begravede hovedet i hans skulder. Jeg kunne tydeligt mærke hans overraskelse, men han lagde alligevel armene om mig. Jeg kunne simpelthen ikke klare, at Harry var sur på mig.

“Undskyld Harry..” Hviskede jeg  tamt. Min undskyldning ville selvfølgelig ikke have nogen betydning. Folk sagde undskyld hele tiden.

“Du min bror og..” Jeg trak mig  fra Harry og så indtrængende på ham. “Og jeg.. Jeg elsker dig jo Harry,” sagde jeg ærligt og jeg kunne selv mærke, hvordan mit blik ændrede sig drastisk. Det blev mere kærligt. Jeg elskede virkelig Harry. Han var virkelig min storebror. Harry skulle til at sige noget, men jeg afbrød ham.

“Du er røvirriterende og en lille diva til tider.” Der løb et kort smil over Harrys læber.” Men jeg ville ikke bytte de her sidste par uger for noget andet.”

“Jeg elsker også dig min røvirriterende pestilens af en søster,” mumlede Harry med et smil og trak mig ind i et kram. Et lille ‘aww’ lød og jeg vidste med det samme, at det var Louis der ikke kunne dy sig.

“Men Harry..” Jeg trak mig atter fra ham og tøvede kort. “Jeg kan virkelig virkelig godt lide Niall.” Jeg så indtrængende på Harry og tiggede nærmest om forståelse. Harry sukkede og gned sig i tændingen. “Sådan rigtig meget Harry, please.”

“Okay,” sagde han så.

“Okay?” Spurgte jeg undrende og skævede over til Niall, som så håbefuld ud. Så kunne jeg kende ham igen. Hans triste jeg, passede ikke ind i min beskrivelse af ham.

“Okay i kan være sammen..” Harry kiggede tøvende over på Niall. “Men giv mig lige lidt tid til at vende mig til det.” Jeg smilede stort og sprang over til Niall, vis arme lukkede sig om mig og et lille pift lød bag os.

“Louis!” Mumlede jeg advarende og trak mig fra Niall, så jeg kunne kigge truende på Louis. Han kiggede bare uskyldigt væk og jeg kunne ikke lade være med, at grine. Alt var godt igen. Smilet var ikke til at fjerne fra nogen af vores læber. Selv Harry smilede som en lalleglad idiot. Denne dag kunne bare ikke blive bedre og jeg formået, at skubbe følelsen, af at noget dårlig var på vej, væk.


 

 

****

Så fik de alligevel grønt lys til, at være sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...