If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54559Visninger
AA

27. Kapitel 26 - Lettet

Jeg fløj gennem dørene til hospitalet uden, at vente på Harry. Hele turen til Danmark havde foregået i tavshed og gud hvor havde jeg dog været nervøs. Harry havde været skide sur og nægtet at snakke med mig. Det gjorde min ekstremt ked af det og jeg fortrød, at jeg havde ladet ham tage med. Han var ingen støtte overhovedet.

“Åh gud er han okay?” Jeg løb hen til Ellen og knugede hende ind til mig. Vi græd begge

“Han er stabil indtil videre,” græd hun lettet og kyssede  mig i håret.

“Det min skyld!” Råbte jeg fortvivlet og trak mig fra hende. “De var L’s mænd.”

“Det var ikke din skyld!” Sagde hun hårdt og greb mig i armen, mens hun kiggede indtrængende på mig. Jeg bemærkede slet ikke  at Harry kom hen til os og stillede sig beskyttende ved min side. Ja det kunne vel godt se voldeligt ud, hvis man ikke lige vidste hvad der foregik.Jeg trak armen til mig og smilede svagt til Harry. Harry rakte hende hånden og smilede svagt.

“Jeg er Harry - Melodys bror,” sagde han og jeg smilede ved hans ord. Jeg troede aldrig at jeg ville vænne mig til, at høre ham sige det.

“Ellen,” svarede hun med et smil.

“De tror at han vågner i løbet af det næste døgn..” sagde hun lykkeligt og jeg bad stille til, at det ville ske. Hverken mig eller Ellen ville kunne klare, at miste Christian. Jeg betragtede hende indgående og lagde nu mærke til de store poser under hendes øjne.

“Ellen tag hjem og sov lidt, så bliver jeg her,” sagde jeg blidt og snakkede engelsk, så Harry kunne følge med.

“Tænk hvis han vågner.” Hun rystede afvisende på hovedet.

“Det gør han nok ikke de næste 2-3 timer og hvis han gør, så ringer vi,” lovede jeg og puffede hende blidt mod udgangen.

“Jeg har savnet dig Melody,” sagde hun kærligt og smuttede så. Jeg så smilende efter hende.

“Hun virker rar..”  mumlede Harry, der tydeligvis var blødt lidt op. Jeg nikkede bekræftende og smed mig udmattet i de små ubehagelige stole. “Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre plejemor,” fastslog jeg. Ellen var virkelig den bedste af de bedste.

“Jeg henter kaffe,” sagde Harry og forsvandt. Kort tid kom han tilbage med kaffen og satte sig tavs i en stol ved min side. Det var ubehageligt. Der var ligesom en mur mellem Harry og jeg.

“Harry undskyld,” sagde jeg så og kiggede hen på ham for at fange hans blik, men han holdte blikket fast mod gulvet.

“Jeg er forelsket i Niall, og det var ikke meningen okay? Det kom bare lige pludseligt.” Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige, så jeg stirrede bare på Harry mens jeg gennemrodede min hjerne for muligheder der ville bløde ham op.

“Jeg er ked af, at jeg gik bag om din ryg.” Jeg lagde min hånd på Harrys arm. “Det var aldrig min mening at såre dig.” Harry kiggede op på mig og først nu kunne jeg  smage saltsmagen fra mine tåre.

“Jeg har virkelig brug for dig lige nu.” Jeg brød fuldstændig sammen. Harry lagde armene om mig og jeg græd bare ud. Til dels fordi jeg var lettet over, at Christian nok skulle klare sig og til dels fordi, at jeg ikke ville dø. Jeg var ikke længere ligeglad med om jeg skulle dø. Jeg var ikke klar. Jeg ville blive gammel, med Niall ved min side. Tage ud og shoppe amok med  Gemma. Drille drengene og fortælle pinlige historier om Christian til den første pige, han tager med hjem. Men jeg ville stadig hellere dø, end at se de mennesker jeg holder af, komme til skade på grund af mig.

Det endte med, at jeg faldt i søvn og først vågnede, da Harry rejste sig. Han havde vidst slet ikke tænkt over at jeg sov op ad ham, så mit hovede klappede lige ned i den stol, som han for kort tid siden havde siddet på. Jeg skulle lige til at skælde ham ud, men stoppede da han nikkede mod døren. En mandlig læge stod og kiggede på mig.

“Er han vågen?” Spurgte jeg åndeløst.

“Han er ved, at komme til bevidsthed,” nikkede manden og gjorde tegn til, at vi vi skulle følge med.

“Harry ring til Ellen,” mumlede jeg og Harry nikkede kort. Harry  blev tilbage, mens jeg fulgte efter lægen videre.

“Åh gud,” mumlede jeg svagt, da jeg så min elskede lillebror ligge i sengen. Han rørte lidt på sig, men hans øjne var lukkede og vejrtrækning hvæsende. Selvom dynen dækkede ham kunne jeg tydeligt se de blå mærker. Nok fordi både hans ansigt og hals var dækket i dem.  

“Hun er på vej.Lød det stille bag mig og nogle bekendte arme lagde sig om mig.

“Tak Harry,”  sagde jeg træt og vendte mig om, så jeg kunne kramme ham rigtigt. “Jeg sætter virkelig stort pris på din støtte.”

“Jeg er her!” Bekendtgjorde Ellen, som kom farende ind og et lille gisp undslap hendes læber, da hun så Christian.  

“Jeg bliver forskrækket hver gang jeg ser ham.” Hun sukkede og satte sig ved hans side. Jeg kunne godt forstå hende.

“Mor?” Lød det fra en skrøbelig stemme og jeg sukkede lettet.

“Jeg er lige her skat.” Ellen lænede sig ind over Christian og kyssede ham i panden. Jeg vendte mig om og bemærkede at Harry var smuttet. Sikkert ud for at finde en læge og sige, at Christian var vågnet.

“Mel,” udbrød han svagt og skar ansigt, da han tydeligvis var i smerter. Men man kunne ikke tage fejl af glæden i hans ansigt.

“Hey,” sagde jeg stille og gik hen og tog fat om hans hånd. Hvor var jeg dog lettet.

 

***

Han lever! Wee xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...