If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54552Visninger
AA

26. Kapitel 25 - Irriteret

Da jeg vågnede lå Niall ikke længere ved min side. I  et øjeblik troede jeg det hele var en drøm, men desværre varede øjeblikket kun et kort sekund. Jeg kunne høre drengenes lavmælte mumlen, som stoppede brat da jeg trådte ind i stuen.

“De har fundet mig,” sagde jeg bare. Jeg behøvede ikke uddybe mere. De vidste godt hvem jeg snakkede om.

“De er i fængsel. Du er i sikkerhed..” Harry rejste sig og trak mig ind i et kram. “Det er overstået.” Jeg trak mig fra ham og rystede på hovedet.

“Nej, det er langt fra overstået..” Jeg rystede opgivende på hovedet. “Forstår i det ikke? De stopper først når jeg er død! Christian lægger på hospitalet på  grund af mig!” De stirrede chokeret på mig - nok mest på grund af det med Christian.

“Er Christian på hospitalet?” Spurgte Liam mundlam. Sig mig fattede de ikke en brik af hvad jeg fortalte? Jeg sukkede og kastede min mobil hen til Louis. Den var inde på de 2 beskeder jeg havde haft modtaget. Harry gik hen og stirrede på mobilen. De så skrækslagne ud.  Alle sammen.

“Der sker dig ikke noget,” sagde Harry bestemt. “Vi skal nok beskytte dig.”

“Harry nej, - det okay.” Jeg smilede svagt. De kiggede på mig med en blanding af forvirring og skræk. “Jeg har altid vidst at jeg skulle dø ung.” Jeg trak på skuldrene.

“Hold op med at lade som om, at det okay!” Råbte Harry frustreret og slog en hånd ned i bordet, så det gibbede i mig. “Du skal ikke dø okay?”

“Harry,” mumlede Liam advarende.

“Vi viser det her til politiet, så finder de ud af noget.” Nu var det Louis der snakkede. Niall havde forholdt sig tavst og stirrede tomt ud i luften. Jeg blev helt bange. Jeg nikkede bare halvhjertet. De kunne intet gøre, men det nyttede vist ikke at fortælle dem det. Jeg måtte bare klare det alene.

“Jeg tager tilbage til danmark i aften,” sagde  jeg så, men fortrød hurtigt da jeg så drengenes ansigtsudtryk.

“Jeg kommer tilbage igen,” forsikrede jeg dem om og smilede af deres lettede ansigtsudtryk. “Men jeg bliver nødt til at se Christian.”

“Jeg tager med,” sagde Harry bestemt og jeg nikkede bare. Jeg var faktisk glad for, at han ville tage med. Jeg kunne godt bruge hans støtte. Ellen var nok ikke ligefrem en klippe at støtte sig til, eftersom det var hendes søn der lå i hospitalssengen.

“Jeg samler lige mine ting og bestiller nogle billetter,” mumlede jeg svagt og smuttede ind på værelset, hvor jeg hev Harrys Macbook frem. Min bærbar lå hjemme hos Robin og Anne, hvilket mit tøj jo egentlig også. Niall joinede mig hurtigt.  Jeg stod med ryggen til ham og hans arme slangede  sig om mit liv.

“Jeg kommer til at savne dig,” sagde han og kyssede mig blidt i nakken, mellem hvert ord.

“Jeg kommer til at savne dig,” sagde jeg også med et smil. Han var dejlig.

“Og jeg mener det her Melody..” sagde han stille og jeg blev helt bange for, hvad han ville sige.

“Jeg vil ikke lade nogen såre dig - aldrig nogensinde!” Der var en desperat klang i hans stemme, som fik mig til at vende mig mod ham. Han ville så gerne beskytte mig, men det kunne han ikke. Jeg kyssede ham hårdt på munden og jeg kunne mærke, hvor chokeret han blev. Det var ikke bare et lille kys men et af de kys, man giver når man aldrig ser personen igen. Jeg lagde alle mine følelser i kysset. Jeg ville ikke risikere at dø, uden at lade Niall føle hvad jeg følte for ham.

“Lov mig, at du kommer tilbage,” sagde han forpustet.

“Jeg lover.” Mit løfte var ikke helhjertet.Vi vidste begge godt, at det ikke var op til mig. Jeg kunne dø i løbet af et sekund. Jeg havde dårlig samvittighed. At trække drengene til mig når jeg vidste, at jeg ville ende med at  såre dem. Jeg var egoistisk, men jeg ville ikke opgive dem. På kort tid var de blevet dem der betød mest for mig.

“Melody!” Råbte Harry ude fra gangen og jeg skyndte mig ud.

“Hvad?” spurgte jeg og smilede, da Niall kom op ved siden af mig og gav min hånd et klem.

“Vi er ikke færdige med diskussionen om jer to.” Harry lavede et nik mod vores hænder, som var flettet ind i hinanden. Jeg svarede ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

“Vi skal afsted,” sagde Harry så bare og trak sin jakke på. Jeg gav Louis og Liam et kram, mens jeg tøvede ved Niall. Jeg skævede til Harry, som ikke lagde skjul på sin irritation. Det fik en svag vrede til at blusse op og jeg overraskede mig selv ved, at kysse Niall. Jeg kyssede ham desperat og prøvede at indprente hvordan hans læber føles og hvordan han duftede, i min hjerne. En svagt fløjt lød fra Louis og jeg daskede blidt til ham, før jeg fulgte efter en rigtig irriteret Harry. Det skulle jo nok blive en fed tur.

  *** Endnu et kapitel. Tror i Christian overlever?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...