If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54559Visninger
AA

22. Kapitel 21 - Fuck hvor har jeg savnet dig

Jeg vågnede viklet ind i Nialls arme. Og heldigvis sov de andre stadig. Det kriblede i min mave ved tanken om i går. Jeg havde egentlig bare lyst til, at vække Niall og kysse ham igen. I stedet gjorde jeg mig fri af hans arme og fik rejst mig op. Oh, hvor var han dog kær, når han lå og sov. En ide slog mig og jeg smilede ondskabsfuldt for mig selv. Jeg kiggede over på Louis, som sov fredeligt og smuttede derefter ud i køkkenet. Payback is a bitch. Da jeg gik tilbage i stuen, havde jeg en gryde i hver hånd.

“Så er det op!!” Råbte jeg og begyndte at hamre gryderne sammen. Harry var den første, der sprang op og derefter de andre.

“MELODY DIN KO!” Skreg Louis forskrækket og tog sig til hjertet. Selv var jeg færdig af grin.

“Det er for alle de gange, du skræmte mig i går,” hiksede jeg og tog mig til maven af grin.

“Og det skulle gå ud over os andre?” Udbrød Harry muggent og gned sig i panden. Jeg nikkede ivrigt.

“Jeg tror bare vi skal droppe hendes overraskelse,” mumlede Niall surt og jeg rynkede i panden.

“Hvilken overraskelse?” Spurgte jeg ivrigt og kiggede bedende på Liam. Han var nok den eneste, som jeg kunne overtale til at være på min side.

“Tja det finder du jo nok aldrig ud af nu,” sagde han med en hovedrysten. Jeg er meget skuffet over dig Liam. Du skulle jo forestille, at være min helt.

“Undskyld,” mumlede han og grinede - ligesom de andre drenge. Havde jeg sagt det højt?

“Ja..” sagde han mellem sine grin. Ups.

“Nå men, hvad var den overraskelse!” Spurgte jeg irriteret. Jeg elskede og hadede overraskelser. Jeg elskede at få dem, men hadede ikke at vide  hvad det var.

“Det finder du ud af senere,” grinede Harry og puffede drillende til mig. Jeg sukkede og gik ud i køkkenet for, at få noget vand. Jeg skubbede Niall væk, da han kom ud og lagde armene om mig.

“Niall, drengene kan komme hvert sekund,” mumlede jeg og tog en tår af mit vand.

“Så må vi hellere skynde os,” grinede han bare og kyssede mig. Jeg besvimede næsten og hvis Niall ikke havde grebet fat om mig, ville jeg have væltet. Jeg trak mig hurtigt fra Niall og vendte mig om mod håndvasken, da nogle skridt kunne høres.

“Lou og jeg laver morgenmad.” Lød det muntert fra Harry, som havde armen om Louis. Larry. Tanken om en bromance fik mig til at smile, så jeg forlod dem i køkkenet før jeg flækkede af grin.

“Hva så?” Spurgte jeg Liam og lænede mig op ad dørkarmen, mens jeg betragtede ham. Han sad foroverbøjet med sammenknebne øjne og så på hans mobil.

“Jeg har hovedpine!” Sagde han og sendte mig et anklagende blik. Jeg grinede og kastede mig over i sofaen, så jeg kunne se hvad han lavede.

“Hvem er Sophia?” Spurgte jeg nysgerrigt og Liam skyndte sig ud af deres samtale.

“Ingen,” mumlede  han forlegent og jeg grinede højt.

“Drenge!!!!” Skreg jeg og Niall, Louis og Harry kom farende ind. Jeg grinede igen, da jeg så Louis med et lille lyserødt forklæde med teksten “I’m A Directioner.” på.  

“Liam har en kæreste,” udbrød jeg. Med et, snuppede Louis Liams mobil. Han gjorde store øjne mens hans øjne løb ned over skærmen. Harry og Niall skulle til at kiggede over hans skulder.

“Jeg hjælper dig aldrig igen!” Hvislede Liam, dog med et smil. Jeg sukkede og rejste mig, hvorefter jeg strakte hånden ud mod Louis.

“Jamen..” Louis kiggede trist på mig og skød underlæben ud. Jeg kiggede bare afventende på mig og til sidst lagde han Liams mobil i min hånd, med et tungt suk. Jeg grinede og gav Liams hans mobil.

“Og bare så i ved det, hun er  ikke min kæreste,” sagde Liam og  smilede smørret. “Endnu.” Drengene grinede og forsvandt  ud i køkkenet igen.

🔺🔻🔺🔻🔺🔻


 

Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg var skide nervøs. Drengene havde givet mig bind for øjnene og derefter guidet mig ind i en bil. Jeg hadede følelsen af ikke at vide hvad der skete og hvor vi var på vej hen, men spændingen oversteg alt andet. Jeg stolede på drengene - overraskende nok, og vidste de ikke ville gøre mig fortræd. Det var faktisk underligt, hvor meget jeg stolede på de drenge, selvom jeg ikke have kendt dem i særlig lang tid. Og Niall. Åh Niall. Hvor havde han dog sparket benene væk under mig. Det var så forvirrende. Jeg var forelsket i Niall. Det var jeg sikker på, men kan man overhovedet være  forelsket i en, man kun har kendt i 2 uger? Også selvom vi basically har været sammen 24/7, på grund af Harry? Og var det overhovedet fair overfor Niall? - og de andre drenge selvfølgelig. Jeg mener; jeg skulle dø snart. Jeg havde ladet dem komme tæt på mig og nu skulle jeg snart dø, og efterlade dem med sorg. Tanken fik skyldfølelsen til at dukke op og jeg kneb øjnene hårdt sammen. Ikke at det gjorde nogen forskel, da jeg stadig havde bind for øjnene og ikke kunne se noget. Nogen, jeg ville skyde på var Liam, proppede nogle ørepropper i mine øre og fik mig ud af bilen. Det var skide ubehageligt, ikke at kunne se hvor jeg gik. Jeg kunne svagt høre skrig og mekaniske stemmer, men jeg var stadig lost. Hvor fuck var vi henne?

“Bare lidt længere,” lovede Harry og lagde en hånd mellem mine skuldre for, at få mig til at følge med. Jeg får fornemmelsen af at vi går gennem en dør og kort efter hørte jeg en dør lukke bag mig.

“Okay nu må du kigge,” mumlede Harry og fumlede med bindet. Jeg åbnede øjnene, i det samme bindet ramte jorden og smilede stort. Jeg løb hen og smed mig på knæ foran min savnet lillebror og knugede ham ind til mig.

“Hvor har jeg savnet dig,” hviskede han og begravede sit hovede i min skulder. Jeg mærkede tårene presse sig på. Havde de virkelig arrangeret det her for min skyld?

“Jeg har fandme også savnet dig,” mumlede jeg.

“Tusind tak,”  hviskede jeg grådkvalt og vendte mig imod dem. Harry smilede svagt og han så næsten.. Ja, næsten helt jaloux ud. Jeg fik helt dårlig samvittighed og tog Christian i hånden.

“Christian, det her er min bror Harry,” sagde jeg og Harry smilede stort. Vi kunne nok begge mærke, at det var anderledes denne gang. Det var første gang jeg havde kaldt ham min bror og rent faktisk følt det sådan. Harry var min bror. Han var skide irriterende, men hold da kæft, hvor holdte jeg meget af ham. Jeg introducerede hurtigt Christian for de andre drenge, men trak ham så ind i endnu et kram.

“Jeg kan ikke trække vejret,” klagede han. Jeg kiggede overrasket på ham. Han havde lige snakket engelsk?

“Siden hvornår har du lært engelsk?” Spurgte jeg forbavset og strøg en tjavs hår væk fra hans ansigt.

“Jesus sis, jeg har da haft det i skolen i over et år!” Mumlede han med et suk, der fik drengene til at grine. Utroligt, hvor høje krav der bliver sat til børn disse dage. Jeg fik først engelsk i 3. klasse.

“Nånå,” mumlede jeg bare og plantede et stort smækkys på hans kind. Han trak sig  fra mig med et frastødt ansigt og tørrede en klat savl væk fra hsns kind.

“Du ved jeg elsker dig, men hold dit spyt for dig selv,” sagde  han og drengene var færdige af grin. Tårene trillede ned af Louis’ kinder og Niall var knækket sammen på gulvet  af grin.

 

*** 

Jeg er i færd med, at få lavet en trailer hos Mystic Shadows trailer store. Omg jeg er så spændt, hehe.

Håber i har en fantastisk dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...