If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54465Visninger
AA

17. Kapitel 16 - Problembarn

Min øjne var nærmest limet sammen og jeg kunne føle mascara klumperne på min øjenvipper, for ikke at nævne mine kinder. Det var ikke mit værelse. Det var heller ikke Harrys. Fuck. Jeg havde grædt foran dem... igen. Niall. Jeg var vel i Nialls soveværelse. Fuck, Harry måtte være pissed. Værelset var så lyst, at jeg kneb øjnene sammen, da jeg kiggede  rundt. Det var for meste beigefarvet møbler og så nogle brune billedrammer. Jeg rejste mig og gik hen til en kommode for, at kigge nærmere på billederne.  Det  var drengene. Liam, Niall, Harry og Louis. De stod på en scene, en x-factor scene. Gud, hvor var de dog unge. Jeg greb fat om et andet billede. Det var nær nyt, kunne jeg fornemme. De løb rundt på en strand med en fodbold. Det trak lidt i min mundvige, da jeg så deres glade ansigter. De var virkelig lykkelige.  Jeg spidsede øre, da jeg kunne høre en velkendt stemme.

“Jeg ville ønske hun ville snakke med mig,” sagde Harry opgivende. Jeg gik hen til døren og lagde øret mod den, så jeg kunne høre ordentligt.

“Harry, du kender hende jo ikke så godt.” Det var Liam. “Det er klart hun ikke vil snakke med dig.” Jeg smilede svagt. Liam forstod mere end man skulle tro. Jeg kiggede hurtigt ned af mig selv og kunne tilfreds fastlægge, at jeg havde det samme tøj på, som jeg havde da jeg løb ind i Niall. For det første, ville jeg helst ikke have en gentagelse af første gang jeg mødte dem og for det andet, ville det være akavet hvis Niall havde klædt mig af. Jeg  trådte forsigtigt ind i stuen og straks kiggede de alle 4 på mig. Harry var den første der gjorde noget og rejste sig, for så at kramme mig.

“Du må aldrig løbe væk på den måde,” mumlede han. Var han virkelig bekymret for mig? Han kendte mig jo ikke engang. “Jeg har lige fået dig tilbage..” Fortsatte han og trak sig væk fra mig. Hans ord varmede let i min krop og jeg tvang mig selv til, at  sende ham et anstrengt smil.

“Undskyld..” mumlede jeg skamfuldt og kiggede ned i jorden. “Tak for hjælpen Niall.” Sagde jeg efter lidt tid og kiggede hen på Niall, som sendte mig et smil. Et smil, der gjorde mig helt blød i knæene.

“Skulle det være en anden gang.” Drengene rejste sig og det gjorde, at jeg kastede et blik på klokken.

“Er det stadig Fredag?” Spurgte jeg langsomt og Liam nikkede.

“Ja, vi skal hjem og spise ved mo- Anne...” sagde Harry akavet. Jeg nikkede bare. Jeg skulle hjem og have vasket mit ansigt. Drengene snakkede livligt på vej hjem til Anne, mens jeg sad på bagsædet og stirrede ud af vinduet. Det var pinligt, hvor svag jeg egentlig var. Jeg ville gerne være psykisk stærk. Men det var jeg ikke. Jeg var rigtig svag, når det kom til stykket. Men det var altså godt nok trættende. Selvom de mener at alle L’s mænd var i fængsel, så vil de aldrig være i stand til, at fange dem alle. Han var jo af verdens største mafiaer. Og han havde ikke tænkt sig, at give op. Godt nok var jeg svag, men jeg var ikke dum.

“Så er vi her!” Råbte Harry gennem huset, da vi trådte ind i gangen. Anne kom til syne i  døråbningen indtil stuen og smilede til os.

“Det passer jo perfekt, maden er klar.” Jeg så godt det glimt af bekymring, der lå i  hendes grønne øjne. De andre havde nok fortalt hende om mit lille ‘stunt’, men alligevel blev jeg irriteret. Hvad gav dem ret til, at bekymre sig om mig? De kendte mig ikke. Jeg kendte ikke dem. Jeg skulle være her i 3 uger og allerede efter 2 dage havde der været mere drama, end hele mit liv i Danmark. Jeg ville nok aldrig snakke med dem igen efter de her 3 uger, så hvad var pointen?

“Jeg går lige op og vasker mig,” mumlede jeg og skyndte mig forbi dem. Gemma var på vej ned af trappen og kiggede undrende på mig. Havde hun aldrig set en retarderet panda før? Gud de måtte egentlig tro, at jeg var det sygeste problembarn. Jeg fik hurtigt plasket noget vand i mit ansigt og jeg betragtede hurtigt mig selv i spejlet. Jeg  var så bleg, at hvis jeg stod foran et hvidt lagen, ville jeg blende ind. Det var den eneste måde, at jeg kunne forklare det. Det var ikke tit, at jeg så bleg ud. Jeg var faktisk ret brun, når det kom til stykket. Jeg tog mig til hovedet og sukkede tungt. Jeg skulle bare tage mig sammen og komme igennem  de sidste par uger uden, at skabe mere kaos.Hvis bare jeg kunne holde mine følelser i skak  bare de næste par uger, så ville jeg kunne flippe ud så meget jeg ville derhjemme.

“Hvad skal vi have?” Spurgte jeg med en påtaget munterhed, da jeg kom ned i køkkenet. Der duftede himmelsk og det fik min mave til at knurre forventningsfuldt.

“Kalvesteg,” svarede Niall ivrigt. De sad alle sammen allerede ved bordet, de havde ventet på mig. Jeg slikkede mig sulten om munden og placerede mig på den ledige stol mellem Gemma og Niall. Niall var den første der kastede sig over maden, hvilket egentlig ikke overraskede  mig. Jeg havde hurtigt fået det indtryk, at han elskede mad af hele sit hjerte. Nialls ben snittede mit og fik en uventet varme til, at stige op i mine kinder.

“Er du okay? Du ser ret rød ud,” sagde Louis alvorligt og det glimtede drillende i hans øjne. Den spade. Nu vendte alle blikket mod mig. Det havde han gjort med vilje.

“Nej tag jer ikke af mig. Jeg har en irriterende tendens til, at rødme på ikke pinlige tidspunkter.” Jeg viftede dem af med en håndbevægelse og lod som om det var normalt. Jeg var en udmærket skuespiller, så længe det ikke omhandlede mine personlige oplevelser.

“Du er noget for dig selv,” sagde Louis højtideligt og proppede noget mere mad i munden. Jeg grinede og de andre istemte sig hurtigt. Det var overraskende rart det her. Næsten behageligt.

“Jeg ved godt jeg er fantastisk Louis,” sagde jeg og kastede mit hår om på ryggen i en snobbet bevægelse. Og i forbifarten ramte mit hår Niall lige i hovedet.  

“Du skide fantastisk Mel, men hold håret væk fra min mad,” sagde Niall utilfreds og jeg grinede svagt. Hans ord runger i mit hovede. Du skide fantastisk.

 

 

*****

Læser i stadig med? Smid meget gerne et like og en kommentar med feedback.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...