If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54461Visninger
AA

16. Kapitel 15 - Smerte

Anne og Robin sad i sofaen, da jeg kom ‘hjem’. Jeg stod lidt akavet og prøvede at overveje om jeg skulle sidde mig ned ved dem.

“Hvordan gik det hos drengene?” Spurgte Anne nysgerrigt og jeg kunne hurtigt fornemme,   at det var en måde at få en samtale igang. Jeg satte mig langsomt på den anden sofa og sendte dem et forsigtigt smil.

“Det gik fint.” Jeg kiggede ned på mine hænder.” De er meget søde.”

“De kommer over til middag.” Det var Robin det snakkede. Jeg nikkede.  Akavet stilhed. Jeg  rømmede mig og rejste mig.

“Jeg må heller få taget et bad,” mumlede jeg og prøvede at ignorere den akavet stemning. Jeg smed mig på min seng,  da jeg trådte ind på mit værelse og begravede hovedet i min pude. Jeg savnede Ellen. Jeg savnede Christian og jeg savnede endda lugten af griselort  om morgenen. En bølge af hjemve skyllede over mig og pressede tårerne ud af mine øjne og ned i puden. Jeg havde lyst til at skrige. Sådan virkelig skrige højt. Skrige det alt sammen ud. Men jeg gjorde det ikke. Jeg kunne ikke. Det eneste der fik lov til at forlade mine læber, var halvkvalte hulk. Jeg lod mig græde i håb om, at det ville få de ødelagte stykker af min sjæl, til at glide sammen igen. Det hjalp ikke. Men det gjorde det jo aldrig. Jeg savnede at være hjemme. Jeg savnede at være beskyttet - at være i sikkerhed. Jeg ville dø. Jeg var jo ikke dum. L's folk. De skulle nok få ramt på mig og det gjorde ondt, at  vide. Jeg var så fokuseret på min smerte, at jeg ikke havde bemærket at nogen var kommet ind på mit værelse. Jeg stivnede, da nogle arme viklede sig om mig og Harrys duft spredte sig i min næse. Jeg kæmpede imod. Jeg ville være alene. Jeg sprang op og stirrede på de 3 drenge, som lige var vaklet ind af min dør. De stirrede på mig med en blanding af undren og forvirring.

“Mel, er du okay?” Lød det fra Louis, som stirrede på mig. Jeg lod et hulk slippe ud over mine læber. Så det ud som om jeg var okay? Liam stirrede forvirret på mig, som om han ikke anede  hvad han skulle gøre.

“Det okay, du okay,” sagde Harry stille og nærmede mig forsigtigt. Som om jeg var en hund, der kunne finde på at bide. Jeg trådte et skridt tilbage. Jeg ville ikke have deres medlidenhed. De forstod det  ikke. Jeg forstod det ikke. Men det gjorde ondt. Helt inde i sjælen, kunne jeg mærke smerten. Jeg satte i løb. Ud af døren, ned af trappen. Jeg stoppede ikke et sekund og greb min sko i forbifarten. Jeg kunne høre dem råbe bag mig, men jeg var ligeglad. Jeg havde brug for fred. Jeg løb  ind i folk i mit forsøg på, at komme hurtigt frem. Folk sprang til siden og personerne i bilerne kiggede på mig fra deres vinduer. Men lige i det øjeblik, kunne jeg ikke være mere ligeglad. Jeg løb bare med mine sko hinanden og småsten prikkede under mine fødder. Skoene gled dog ud af mine hænder, da jeg løb ind i en person. Og ikke en af dem som flyttede sig, men en som stod stålfast. Denne gang var det mig der vaklede et par skridt tilbage.

“Melody?” Lød det undrende fra en person med en underlig accent. Niall.  Han stirrede på mig, først med undren og derefter med bekymring. Først der gik det op for mig, hvor forfærdeligt jeg måtte se ud. Mascara klumper i mit ansigt og håret der lever sit eget liv. For ikke, at nævne mine hævet og røde øjne. Sådan så man jo bare ud, når man græder. Jeg så bare ekstra grim ud.

“Hey, hey..  Er du okay?” Han gik hastigt hen mod mig og trak mig ind i et kram. Jeg ville skubbe ham væk, men jeg havde simpelthen ikke kræfter til det.

“Skal jeg følge dig hjem?” Spurgte han stille og slap mig for, at bukke sig ned og samle mine sko op. Et hulk undslap mine læber og jeg rystede voldsomt på hovedet.  Jeg ville ikke hjem. Alle andre steder end hjem.

“Jeg skal  bare  være alene!” Fastslog jeg og tog mine sko fra ham. Jeg tog en dyb indånding og koncentrerede mig om, at stoppe mine tåre.

“Du  kan ikke rende rundt alene sådan der,” protesterede Niall bestemt. “Kom med hjem til mig.” Jeg rystede på hovedet.

“Fat nu bare, at jeg vil være i fred!” Hvæsede jeg og begyndte at gå væk fra ham. Niall skyndte sig efter og lige pludselig kunne jeg mærke hans arme under mine ben og min nakke. Han havde samlet mig op i  brudestilling. Jeg følte mig alt for tilpas i Nialls arme.

“Niall  lad mig nu være,” bad  jeg og prøvede at virke sukkersød, så han lod mig gå. Han rystede på hovedet og strammede grebet om mig, så jeg ikke kunne bevæge mig.

“Du har altså nogle voldsomme humørsvingninger, Mel,” mumlede han og kyssede mig engang i håret. Jeg kunne ikke lade være med, at  blive lidt gladere af hans søde gestus. Men jeg var stadig sur over, at han ikke tog nej for et nej.  Min krop var fuldstændig udmattet efter, at have grædt så meget og derefter løbe gennem hele  byen. Jeg begyndte at slappe af i hans favn og sank helt sammen. Jeg havde svært ved at holde øjnene åbne og de sank langsomt i.

 

***

Smid gerne et like!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...