If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54462Visninger
AA

14. Kapitel 13 - Andreas

“Vil du have et lift?” Spurgte Gemma, der sad nede i stuen sammen med Harry. Den måde de brat stoppede deres samtale, tydede på at de havde snakket om mig.

“Æhm ja.. Bare sæt mig af ved Big Ben..” Takkede jeg og tog min læderjakke på.

“Kan du smide mig af ved lejligheden?” Spurgte Harry nærmest bedende og kiggede tiggende op på Gemma, som sukkede med et smil.

“Alt for dig kære broder!” Med de ord rejste hun sig for også at tage sin jakke på.

“Så hvem er din kæreste?” Spurgte Gemma nysgerrigt, da vi satte og ud i bilen.

“Fortalte du det?” Udbrød jeg anklagende og Harry grinede bare af mig. Spassermongol.

“Han må være sød når  nu han tager til London for at være sammen med dig” sagde Gemma tænksomt.

“Tja, han skulle alligevel på ferie herovre,” svarede jeg med et skuldertræk. Synes selv jeg var ret overbevisende. Mentalt skulderklap til mig.

“Skal vi ikke følge dig hen til ham?” Foreslog Gemma. Nok mest fordi hun ville se ham, men det kunne jeg ikke have.

“Nej det fint,” svarede jeg med et smil og sprang ud af bilen.

“Du Mel, hvis nu det begynder at  regne kan i bare gå hjem til mig.” Lød det fra Harry og  jeg nikkede taknemmeligt. Det regnede fandme meget i England. Jeg skyndte mig videre inden de begyndte at stille  flere spørgsmål og endte med at stå ude foran Starbucks lidt fortabt. Tænk hvis han havde brændt mig af? Kæft det ville være pinligt. Jeg nåede næsten ikke at tænke tanken færdig, før en finger prikkede mig på skulderen og  fik mig til at hoppe 10 meter op i luften.

“Forhelvede Andreas!”  Råbte jeg og tog mig til hjertet. Jesus Christ altså!

“Sorry!” Grinede han bare og holdte hænderne op i en forsvarsstilling. Af ren og skær lettelse trak jeg ham ind i et kram, hvilket nok var lidt underligt siden jeg næsten først lige havde mødt ham. Det var bare ret dejligt at se en person hjemmefra - eller en der snakkede dansk.

“Jamen hej til dig også!” Grinede han og gengældte mit kram. Jeg trak mig hurtigt og greb fat om hans arm, for at trække ham med ind på Starbucks, Jeg kunne praktisk talt dufte kaffen udenfor og det gjorde mig mildest talt sindssyg.

“Er man lidt trængende?” Spurgte han drillende og hentyede til min iver for at komme ind. Jeg grinede og rystede lidt på hovedet af ham, da det han sagde godt kunne misforstås.

“Er det en god ferie indtil videre?” Spurgte jeg og tog imod min kaffe.

“Tjo den er fin nok,” svarede han med  et skuldertræk “hvordan går det med din familie?”

Jeg trak lidt på skuldrene og svarede “det er kompliceret.” Han nikkede blot forstående og gjorde tegn til at jeg skulle følge med.

“Hvor skal vi hen?” Spurgte jeg forvirret. Jeg troede bare at vi blev på Starbucks lidt.

“Vi går en tur, mens  vejret holder,” grinede han og hans glade humør begyndte at smitte af på mig. Mens vi gik gjorde Andreas alt for at få mig til at grine. Næsten som om det var hans personlige mission. Det gik bare ikke så godt. For at være ærlig, så var hans jokes mega lamme. Og ikke den der sjove form for lamme, men bare direkte dårlige.

“Giv nu op,” fniste jeg og skubbede lidt til ham med skulderen.

“Aldrig i livet!” Sagde han bestemt og lagde venskabeligt armen om min skulder. Jeg tog en frisk indånding og nød bare at gå her. Selvom London ikke var  sindssygt anderledes end derhjemme, så var der alligevel et eller andet forfriskende ved at gå rundt i parken. Der var langtfra stille i parken, ligesom derhjemme. Man kunne tydeligt høre bilerne på vejen og høre børnelatter over det hele. Mennesker var der mange flere af end derhjemme.

“Okay hvad så med den her? Hvad sagde den ene balle til den anden?” Spurgte Andreas og jeg rystede opgivende på hovedet.

“Kom nu Mel, det er den sidste!” Tiggede han og gav min skulder et klem.

“Det sagde du for 10 jokes siden!” Jeg kiggede op på hans bedende ansigt og sukkede så “fint.”

“Skal vi ikke være venner, der har været så meget lort mellem os!” Andreas fjernede sin arm om min skulder og slog sig selv på  låret, som om det var den bedste joke nogensinde. Jeg grinede svagt, men kun fordi Andreas var så latterlig.

“Jeg sagde jo jeg kunne få dig til at grine!” Sagde han triumferende og lavede et begejstret hop. Jeg var nærmest væltet bagover af grin, da Andreas’ fod gled og han landede lige på røven med at bumb.

“Hahaha.. Ja.. hahaha.. du ved virkelig hvordan du får mig til at grine!” Hiksede jeg og  Andreas sendte mig nogle lynende øjne.

“Meget sjovt!” Sagde han sarkastisk og kom kikset på benene. Jeg grinede, men mit grin blev overdøvet af et højt brag og kort efter stod det ned i lårfede stråler. Gud hvor jeg hader regn og ikke mindst torden.

“Vi kan tage hjem til min bror?”foreslog jeg og trak min jakke tættere om mig. Okay det var nok lidt af en dårlig ide, men jeg var alt for panisk til at tage mig af lige nu! Andreas nikkede og  skævede engang bekymret  til mig.

“ Jeg kan ikke lide torden” sagde jeg hurtigt. Andreas nikkede forstående og lod mig trække ham med i retning af Harrys lejlighed. Harrys lejlighed lå ca. 2 kilometer væk fra parken, men vi nåede ikke særlig langt før vi var helt gennemblødte.

“Fuck det koldt!” Klagede jeg og satte i løb hen over vejen.

“Vent lige Mel!” Råbte Andreas bag mig, men jeg ignorerede ham og fortsatte hen mod lejlighedskomplekset.  Jeg løb ind under det lille halvtag foran den grå bygning og lænede mig forover, mens jeg prøvede at få vejret. Min kondi var lige nul.

“Pis du løber hurtigt, af sådan en lille pige at være,” konstaterede Andreas som også pustede, efter vores løbetur. Jeg kiggede lidt småfornærmet på ham og rullede øjne.

“Nårh ja øhmm Andreas,” tøvede jeg. Andreas kiggede underligt på mig og gjorde tegn til at jeg skulle fortsætte.

“Altså jeg har muligvis kommet til at sige til min bror, at vi er kærester..” Jeg forventede en akavet stilhed, men i stedet braste han ud i latter.

“Hahaha.. Af.. Hahah.. hvad har du?” Grinede han og tog sig til maven.

“Altså han troede jeg havde noget  med hans ven, så.. øhh.. jeg gik i panik,” forklarede  jeg og opdagede til min ærgrelse, hvor latterligt det lød.

“Det fint, jeg kan godt spille din kæreste for en dag.” Andreas’ grin stilnede hen og vi besluttede os for at gå ind. Det var jo pisse koldt.

 

***

Oh nej, jeg magter overhovedet ikke at skulle i skole i morgen. Husk lige at like, så er i søde og smid gerne en kommentar med feedback :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...