If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54559Visninger
AA

12. Kapitel 11 - Tordenbrag

“Hvis du vil kan du bare sove her og tage min seng?” Foreslog Harry og sendte mig et smil.

“Tja.. Hvor skal du så sove?” Tøvede jeg. Jeg kunne da ikke bare tage hans seng.

“Jeg sover inde hos Lou - Liam og Niall deles om gæsteværelset og sofaen.” Svarede han og Liam brød ind.

“Du kan under ingen omstændigheder blive kørt hjem i det her vejr. Det er en storm og politiet har sat udgangsforbud!” Jeg sukkede og nikkede modvilligt. Jeg havde på fornemmelsen at Liam ikke  var en man diskuterede med. Han ville vinde under alle omstændigheder.

“Er du altid så fornuftig?” Drillede jeg. De andre drenge nikkede ivrigt, mens Liam trak  på skuldrene.

“Jeg er det  eneste der står imellem de her småbørn og fængslet.” Svarede han og hentydede til drengene. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, over drengenes fornærmet ansigtsudtryk.

“Nå men jeg vil gå i seng så!” Erklærede jeg og rejste mig. Jeg nåede lige at høre drengene mumle godnat, før jeg forlod stuen og smuttede ind på Harrys værelse. Harrys værelse var langt fra lydtæt og jeg kunne stadig høre drengenes samtale. Niall og Liam var gået i gang med at diskutere hvem der skulle sove på sofaen og hvem der tog gæsteværelset. Niall tabte selvfølgelig diskussionen og skulle sove på sofaen.  Da deres høje grin endelig forstummede og de blev  enige om at gå  i seng. Jeg sukkede og tvang mig selv til at slappe af og prøve at sove. Det gik dog ikke så godt, da Harrys stemme svagt  kunne høres.

“Niall, må jeg lige snakke med dig?” Jeg rynkede på næsen og satte mig op, så jeg bedre kunne høre hvad Harry ville sige. Det føles lidt forkert at lytte til deres private samtale, men jeg var simpelthen for nysgerrig.

“Ja da,” lød Nialls svar og jeg kunne gætte at de andre drengen var listet ud af rummet.

“Jeg sætter pris på din venlighed overfor Melody, men i kan ikke være mere end venner,” sagde Harry og fik mig til at stivne. Hvad var lige hans problem. Niall var jo bare venlig overfor mig, og jeg havde jo forhelvede kun kendt ham i en dag. Desuden havde Harry ingen ret til at spille overbeskyttende storebror. Jeg havde kun kendt ham i nogle dage.

“Harry, jeg er jo bare venlig. Hun er din søster, så selvfølgelig prøver jeg ikke på noget!” Nialls stemme lød lidt anklagende og siden jeg ikke kunne høre Harrys svar, ville jeg gætte på at samtalen var ovre. Jeg hørte kort efter Harry gå forbi min dør og så blev der stille. Pludseligt blev jeg mere opmærksom på at det tordnede og lynede. Udenfor peb vinden og bragende gjorde det umuligt for mig at sove. Aldrig i mit liv havde jeg troet at jeg skulle ligge i Harrys Styles’ seng og høre på ham formane Niall Horan om at holde fingrene fra mig. Det var så surrealistisk at jeg var Harry Styles’ søster. Der var  så mange piger som ville dø for at være i mit sted, og så er der mig som allerhelst bare vil have en helt normal familie. Apropo familie. Hold da kæft  hvor jeg savnede Ellen og  Christian og alle dyrene. Specielt Tumpe, den skøre hund.  Selvom skyerne lå i tykke lag, så kunne månen stadig skimtes  og dens lys spejlede sig i mit ansigt. Gud hvor hadede jeg dog bare torden! Pludselig slog et lyn lige ned udenfor og jeg sprang op ad sengen. Så begyndte det for alvor at storme og mine øjne begyndte at prikke.  Jeg åbnede værelsets døren på klem og kunne skimte Niall ligge og sove på sofaen,  men åben mund. Det ville ikke undre mig hvis han snorkede. Jeg sværger at jeg hoppede en meter op i luften, da endnu et brag kunne høres. Jeg kunne ikke gå ind til Harry uden at vække Louis, og jeg kunne under ingen omstændigheder gå ind til Liam, som jeg ikke kendte. Altså jeg kendte jo heller ikke Niall, men jeg kendte ham bedre end Louis og Liam. Okay tænk hvis lynet ramte bygningen? Jeg havde simpelthen overlevet for meget til at dø på grund af et lyn. Paranoiaen begyndte at tage overhånd, så jeg tog en beslutning. Sikkert en dum en, men det var jeg pænt ligeglad med. Normalt derhjemme ville jeg gå ind til Christian og lægge mig, han var altid meget trøstende. Meget modent af en 7-årig dreng. Jeg listede stille ind i stuen og  betragtede Niall. Hans pjuskede hår faldt ned i hans øjne, og hans bryst hævede sig i takt med at han trak vejret.

“Niall,” hviskede jeg og prikkede ham på skulderen. Ej hvor var det her akavet. Jeg fik ikke nogen reaktion, bortset fra at han gryntede og rykkede lidt på hans hovede.

“Niall,” hviskede jeg lidt  højere og klappede ham blidt på kinden. Niall åbnede øjnene svagt og slog så øjnene op i overraskelse.

“Melody, hvad laver du?” Spurgte han forvirret. Igen lød et brag og jeg fór igen sammen. Så gik det op for Niall og han sendte mig et medlidende blik.

“Vil du ikke nok sove inde ved mig?” Tiggede jeg og Niall nikkede tøvende. Jeg mærkede hvordan mine tåre trillede ned over mit ansigt og videre ned af min hage og hals. Niall slog hans dyne af sig og rejste sig. Shit, han havde kun jogging bukser på og han havde alligevel en lækker mave. Jeg måtte virkelig have gjort store øjne, for Niall begyndte at grine helt vildt. Han prøvede dog at dæmpe sig, da vi helst ikke skulle vække de andre. Han trak mig nærmest med ind  på værelset, fordi jeg var stivnet. Tordenvejret måtte virkelig være lige over os! Niall fik hurtigt kravlet ind under den dobbeltdyne, som der dækkede sengen og jeg fulgte hurtigt efter.

“Shit, du ryster jo helt! Kom her,”  hviskede Niall og trak mig tættere ind til ham. Han lagde armene om mig, så vi lå i ske og  begravede hovedet i mit hår.

“Harry slår mig ihjel,” smågrinte han og jeg kunne ikke helt høre om han var nervøs eller om han bare jokede.

“Han brænder dig levende,” jokede jeg og gik lidt i spasmer, da endnu et brag kunne høres. Niall strammede grebet om mig, som om han kunne fornemme at det beroligede mig. Selve hans tilstedeværelse var beroligende. Jeg vendte mig om, så jeg lå med front mod ham og sendte ham et lille smil. Jeg lagde mine hænder og  mit hovede mod hans bryst, mens hans arme stadig lå omkring mig i en beskyttende gestus.

“Godnat Niall,” sukkede jeg afslappet og lyttede til hans hjerte, som bankede fuldstændig roligt.

“Godnat Melody,” svarede han roligt.

 

***

Åh åh, tror i Harry bliver sur? Også selvom han tydeligvis  bare trøstede hende? Husk at smide et likeee.  Btw - jeg har lige publiceret en ny movella, yay. Så i kan jo tjekke den ud, hvis i gider :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...