If I Could Fly - 1D Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Melody Parker var blot 3 år, da hun så sin moster blive brutalt myrdet og sendt til Danmark i vidnebeskyttelse. Nu er hun 18 og endelig er de forbrydere der myrdede hendes moster i fængsel. Melody bliver sendt til London hvor hun skal lære sin biologiske familie at kende, hvilket ikke helt går som forventet. Melodys 19-årige storebror er nemlig den verdenskendte Harry Styles. OBS: I denne historie var Zayn aldrig en del af One Direction. Den passer ikke tidsmæssigt - sådan hvornår de forskellige albummer kom ud osv. Anstødeligt sprog kan forkomme, så er i advaret.

54Likes
93Kommentarer
54552Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Nej, bare nej

Pistolen rettede sig nu mod min moster og manden bag den smilede ondskabsfuldt.            

 “Nej lad være,” hulkede jeg løb så hurtigt jeg kunne på mine små ben, hen mod min moster, hvor jeg klamrede mig til hendes ben. Som om min omklamrende kunne redde hende. Manden kiggede ikke engang på mig, men det gjorde min moster til gengæld.

“Jeg elsker dig Melody,” mimede hun og manden trykkede på aftrækkeren.

“Neej!” skreg jeg og manden rettede nu sin pistol mod mig. I det fjerne kunne jeg høre ambulancer og politibiler.

 

“Melody! Melody vågn op,” råbte min plejemor Ellen og prøvede at overdøve nogen skingre skrig. Forskrækket gik det op for mig, at det var mig selv de høje skrig kom fra.

“Undskyld,” hulkede jeg og holdte mig forskrækket for munden, mens jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning. Endnu et mareridt. Nu var det lige gået så godt i over en måned.

“Det okay,” hviskede hun roligt. En hånd lagde sig på min arm. Min pleje lillebror Christian kiggede forskrækket på mig og nussede min arm. Han var virkelig også bare dejlig.

“Jeg troede det var blevet bedre?” Lød det spørgende fra Ellen, som stadig holdt om mig.

“Det var det også.. måske er jeg bare nervøs for samtalen i dag,jeg er okay” mumlede jeg og kiggede over på klokken. Den var lige ved at være 5 om morgenen.

“Forståeligt, få nu noget søvn,” smilede hun og kiggede strengt over på min 7-årige ‘bror’.

“Ogs dig mester, du skal op og i skole om nogle få timer.” Christian kiggede mut på hende, men lyste så op i et nuttet smil.

“Må jeg ikke sove herinde?” Han kiggede bedende på Ellen, med sine store blå øjne.

“Han må godt for mig,” skyndte jeg mig at sige da jeg kunne se, at hun var ved at sige nej. Hun sendte mig et lidt anklagende blik, men sukkede så opgivende.

“Lad gå, men ingen snakken” dikterede hun og forsvandt ud af mit værelse.

“Yes!” Udbrød Christian glad og gav mig en highfive. Han var nu en dejlig unge. Jeg klappede på pladsen ved siden af mig og Christian kravlede hurtigt op og puttede sig ind under dynen.

Kort efter kunne man tydeligt høre hans blide snorken og jeg var hurtigt selv i drømmeland.

                        -

“Kaffe?” Lød det spørgende fra damen, som hed Lena. Jeg nikkede taknemmeligt og tog imod den dampende kaffe, som hun rakte mig. Lena var en politibetjent som havde fulgt min sag lige fra starten, så hun kendte mig utroligt godt. Og jeg ELSKER, ELSKER, ELSKER KAFFE!! Det var seriøst mit fucking liv.

“Hvordan går det?” Spurgte hun afslappet og satte sig på stolen, med sin egen kaffe. Jeg trak på skuldrene og kiggede rundt i det tomme lokale. Det var et ganske simpelt afhøringslokale, som havde grå vægge og et lille vindue med tremmer for. Lena tog sig ikke af mit ikke eksisterende svar. Hun vidste godt jeg på ingen måde fungerede, før jeg havde fået min kaffe.

“Hvornår kommer Susan?” Spurgte jeg kort og tog en tår af mine kaffe. Fuck hvor var jeg træt, klokken var kun lidt i 8 og jeg havde næsten lige afleveret Christian i skole. Tænk at han allerede går i første klasse, i går var han jo kun lige begyndt i børnehave.

“Hun burde være her om lidt,” smilede Lena træt og rigtigt nok, kort efter trådte Susan ind med et undskyldende smil.

“Trafikprop,” smilede hun og satte sig på en stol,  hvorefter hun bredte en masse papirer ud på bordet foran os. Susan var min ‘sagsbehandler’, som havde stået for min plejefamilie, skoleliv, dæknavn osv under min vidnebeskyttelse.

“Så Melody, skal vi gå i gang?”  Spurgte hun frisk og jeg sendte hende bare et kort nik. Okay lidt uhøflig var jeg nok, men jeg havde altså sovet  helt forfærdeligt.

“Så som du nok ved, så er L og hans bande i fængsel..” Jeg nikkede træt. L var hvad ham der myrdede min moster, kaldte sig. Vildt latterligt navn, men ja. Latterligt navn - latterlig person.

“Okay så lang historie kort, vi har aftalt at du skal mødes og bo lidt tid hos din biologiske familie.” Susan så op fra sine papirer og jeg bemærkede at Lena skævede bekymret til mig. Min biologiske familie? Skulle jeg møde min familie? Jeg havde da godt tænkt på det før,  men det virkede jo helt surrealistisk. Jeg havde altid været indstillet på aldrig at møde dem, Ellen og Christian var jo min familie.

“Melody er du okay, du ser lidt bleg ud?” Spurgte Susam bekymret og først nu gik det  op for mig, at de havde siddet og snakket til mig.

“Her tag en tår vand,” kommanderede Lena blidt og rakte mig et plastikkrus med vand.

“ta-tak,” fik jeg fremstammet.

“Jeg kender jo ikke min familie, der er ingen der nogensinde har fortalt min om dem” sukkede jeg så stille, da chokket foretog sig lidt, og jeg endelig kunne snakke igen. Efter jeg var blevet fjernet fra mit hjem, havde jeg ikke haft kontakt til min familie. Jeg måtte ikke engang vide deres navne eller hvor de kom fra. Ja jeg var jo godt klar over, at jeg ikke var dansker, men jeg var jo opvokset her..

“Jeg tager ikke afsted!” Afgjorde jeg bestemt og mødte Lenas overrasket blik.

“Måske skulle du bare overvej-”

“Nej! De er ikke min familie,” sukkede jeg stadig bestemt og rejste mig.

“Sæt dig!” Kommanderede Susan irriteret og lidt chokeret gjorde jeg, som hun bad. Hun plejede slet ikke at snakke så ubehøvlet til mig.  

“Jeg ved godt du er 18 og selv bestemmer, men jeg har haft kontakt med din mor og hun vil rigtig gerne møde dig.” Susans stemme blev lidt blidere, men jeg kunne ikke lade vær med at skære ansigt. Det lød så forkert når hun kaldte en fremmede min mor. Normalt havde jeg Ellen som mor og det var hende jeg tænkte på. Jeg kunne på ingen måde sætte ansigt på en mor, jeg ikke havde set i 15 år.

“Jeg vil tænker over det” sukkede jeg så og rejste mig.

“Jeg ringer,” sagde jeg kort, inden jeg forlod dem.

***

Det var så første kapitel, hvas synes i? Smid gerne en kommentar og et like - det ville gøre mig mega glad. Jeg har simpelthen været så spændt på at udgive denne movella, selvom det var lidt af en spontan beslutning. 

Håber i vil læse med <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...