Save Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Igang
Følelser. Tanker. Håb. Ting, som hurtigt kan ændres, hvis vores liv bliver udsat for noget, som vi ikke kan ændre. Det sker for hovedperson i Save Me, som ender med at miste hans elskede Elvira. Med i musik konkurrencen med sangen : Save me af BTS

1Likes
2Kommentarer
147Visninger

1. SHORT NOVEL

Save Me;

Jeg kan hører alle de højt råbende stemmer ude på den anden side af døren. Jeg lytter til de argumenterende stemmer. En diskussion om, hvad de skulle gøre med mig. Jeg har ligget i min seng i nogle dage. Hverken haft lysten til at spise eller drikke. Kun gået, hvis det var højst nødvendigt. Ellers har jeg kun kigget på den lille sorte plet i loftet. Stirret og tænkt over, hvorfor jeg lever. Det er en tanke der strejfer mig ofte. Jeg har ikke længere en drøm om at være her. Ikke en drøm om at være noget. Jeg husker dengang, hvor jeg mødte dig. Dit korte, brune hår, dine smalle øjne og røde læber. Vi mødte hinanden på gymnasiet. Jeg husker det tydeligt:

Jeg gik rundt og ledte efter lokalet, hvor jeg skulle have mit første fag. Fysik. Jeg var ny og kendte knap nok skolen. Jeg blev bare smidt ud i det og nu stod jeg med advarsler oppe omkring ørerne fordi jeg kom for sent på første dag. Min nye lærer ville uden tvivl huske mig. Ham, som kom for sent første skole dag. The Late Boy. Det bliver mit nye navn. Skolen var stor. Der var de samme grå, kedelige vægge, som havde set bedre dage. På nogle af væggene hang der en plakat eller 2, som reklameret om klubberne her på skolen eller om elevrådets nyeste møde. Som om jeg interesserede mig i deres politiske sager. Det stressede mig altid. De tænker hele tiden så meget på, hvordan vi andre har det. De glemmer helt sig selv. Elevrådet går meget op i politik og jeg forstod ikke et ord af det. Hvorfor? Måske fordi det ikke interesserede mig. Jeg kiggede på mit ur på armen, som jeg havde fået af mine bedsteforældre. ”5 minutter tilbage! ” Råbte jeg en smule stresset. Der var alligevel ikke nogen på gangen, så folk kunne ikke undre sig over mit udbrud. Jeg løb, men jeg vidste ikke lige, hvorhen, men jeg stødte ind i dig. Jeg tabte mine bøger og du nåde ikke at tøve. Du satte dig på hug og samlede dem op. Jeg stod lidt og beundrede dit hår. Det brune, korte hår. Det var en smule pjusket, men ikke på en grim måde. Det så ret sødt ud på dit smalle hovedet. Du rejste dig op og rakte mig mine bøger. ”Undskyld, jeg så dig ikke” Sagde du roligt med et flot smil på læberne. Dine tænder var skæve, men det så sødt ud. Selvom dine kinder var en smule røde kunne jeg ikke lade vær med at smile. Du havde ikke noget, at skamme dig over. Du var en sød pige. Ikke en af de dér piger, som gik rundt i høje hæle og en nedringet trøje, som de lige så godt kunne tage af, fordi man alligevel kunne se det hele. ”Nej, det mig, som undskylder. ” Svarede jeg nervøst og lod mine øjne blive fanget af dine grønne øjne. Fangende. Det var de. ”Ledte du efter noget? ” Spurgte du fredeligt om. Du virkede ikke til at have travlt. Måske var du ikke engang elev på skolen? Måske kendte du bare nogen her? ”Mit lokale. Måske du kunne hjælpe mig? ” sagde jeg tøvende. Jeg så roligt på dig i mens du eftertænksom nikkede på hovedet. ”Selvfølgelig kan jeg hjælpe dig. ” Svarede du og forklarede mig vejen. Så svært var det ikke. Det lød nemt. Hvis jeg gik forkert kunne jeg altid finde dig igen. Jeg takkede dig mange gange. Jeg sendte dig et venligt blik. ”Du kan kalde mig Elvira” Sagde du roligt.

Red mig. Elvira.

Jeg føler at luften i mit rum omfavner mig, som en fugtig dag i juni måned. En af de dage, hvor det føles at man bor i en regnskov selvom du bor mit på landet. Jeg lader et suk forlade mine tørre læber, som ikke har mødt vådt eller tørt i noget tid. Nogle gange får jeg klemt noget ned, men ofte kommer det bare op igen. Jeg vil ønske, at jeg kan vågne fra dette mareridt. En drøm, som varer ved, som jeg ikke kan klare. Normalt siger folk, at jeg har fanget mig selv. Jeg har lukket alle ude og gemt mig i en skal, som ingen kan komme igennem. Det er sandt nok. Jeg er død inden i. Det eneste, som er tilbage, er et bankende hjerte, som bliver svagere og svagere. Alt sammen pga. mit selvværd. Jeg hader mig selv. Alt sammen pga. den dag. Jeg var altid sammen med Elvira, men nu er hun ikke længere ved min side. Jeg savner hende og jeg føler mig ensom. Jeg vil ikke være ensom og slet ikke, hvis det skal være uden Elvira. Jeg vender mig om på siden. Det gør en smule ondt, fordi jeg normalt ligger på ryggen. Jeg bidder smerterne i mig og ånder smertefuldt ud. Elvira. Vores dage på gymnasiet var de bedste eller de dage, hvor vi hang ud dagen lang med lektielæsning.

”Elvira, du ved godt, at det giver 121 ikke? ” Spurgte jeg en smule forventningsfuld. Jeg havde aldrig været god til matematik, men denne gang var jeg sikker på, at jeg havde det rigtige svar. Elvira, du sendte et kærligt smil. ”Jo, det ved jeg” dine grønne øjne strålede og sendte mig til et helt andet univers, hvor alting var lovligt. Et sted, hvor der ikke var noget, som hed skole, pligter og regler. Alt det, som jeg ønskede var i denne verden.

Vi sad på gulvet i mens vi studerede. Det kunne du bedst lide. Du lå altid på maven på det stribede gulvtæppe på dit gulv. Det var ikke særlig stort, så der var ikke plads til mig. ”Jeg bor her, så jeg får det” Sagde du hver gang jeg tog det. Du havde jogging bukser på og en stribet T-shirt, som var krøbet op, så man kunne se din nøgne ryg. Du havde en skønhedsplet på ryggen, som næsten lignede et hjerte eller det var det jeg syntes. Ja, du hadet det, men jeg sagde du skulle elske det. Jeg elskede den skønhedsplet. ”Næste opgave” Råbte du lykkeligt, så man kunne de det ene smilehul i den ene side. Højre side, hvis jeg skal være helt nøjagtig. Jeg nikkede roligt til dig og kunne ikke stoppe med at smile. Du så skævt op på mig og rystede svagt på hovedet. ”Du ved godt du nogle gange gør mig nervøs ikke? ” Sagde du drillende med et smil på læberne. Jeg begyndte at grine i mens jeg fik fremsagt, at du kendte mig. Selvfølgelig smilede jeg af dig. Du så så sød ud. Det pjuskede hår. Smilehullet. De grønne øjne, som altid fangede mig. Jeg kunne ikke forstille mig en hverdag uden dig.

Red mig. Elvira.

Jeg kigger roligt ud af vinduet og ligger mærke til den mørke himmel, som lagde en kedelig skygge over mit hus. Jeg forstod ikke helt, hvorfor der er sådan en skygge, når du ikke er her. Måske var det et symbol på mit liv. Sort symboliser deprimerende, skræmmende og ondt, men jeg var ikke ond. Ikke før den dag, hvor jeg mistede. Jeg har stadig mareridt fra den dag. Et mareridt, som aldrig stopper, for når jeg vågner op, er du her ikke. Du plejede at sidde på en stol ved siden af min seng og holde øje med mig. Kun fordi du vidste, at jeg aldrig kunne sove uden dig. Du så træt ud hver gang jeg vågnede, men det var klart, for du havde siddet længe og kigget på mig. Af og til savner jeg dig, når jeg skal sove. Hvis bare du kunne være her og redde mig. Tage din hånd i min og hjælpe mig op. Få den smerte ud, som jeg har inden i. Jeg har brug for din kærlighed, så du kan rede mig fra mit mareridt, som aldrig holder op.  Jeg kan stadig huske den første gang vores læber mødtes. Det virkede uvirkeligt, fordi vi havde sådan et tæt bånd. Vi grinede så meget, at vi ikke stoppede igen før der var gået 1 time.

Mit rum er fyldt med plakater af de bands, som vi hørte hele tiden. Alle de bands, som sang om deres liv eller alle de romantiske sange, som alligevel ikke ender, som forventet. Mine skolebøger står stadig i den reol, som du gav mig. De er begyndt at samle støv, fordi jeg ikke længere tager i skole og opretholder det, som de fleste kalder en uddannelse. Lysten er der bare ikke. Jeg ved ikke engang om min skole vil have mig længere. Måske har de bortvist mig og det er grunden til den højtlytte diskussion på den anden side af den hvide dør? Mine forældre var oprevet. De holdte meget af dig, Elvira. Det skal du vide. Jeg husker tydeligt den første gang du mødte dem:

”Velkommen til mit hus” Sagde jeg roligt og gik ind gennem hoveddøren. Allerede da vi trådte ind stod mine forældre med håbefulde blikke og ventede. De rakte hænderne ud og krammede dig, som om i havde kendt hinanden i flere år. Jeg protesterede lidt, men du havde ikke noget imod det. Nok fordi, at dine forældre aldrig havde været så kærlige overfor dig. Du var ikke opvokset med forkælelse og kærlighed. Du var nemlig i en søskendeflok på 10, så der var ikke særlig meget kærlighed til hver enkle barn. Jeg var ene barn, så mine forældre havde massere af kærlighed at give. ”Vi har hørt så meget om dig, Elvira” Sagde min mor i mens hun blidt holdt dig i hendes arme. ”Ja, vi kunne næsten ikke vente med at møde dig. ” Sagde min far i mens han stod med et stort smil på læberne. Mine forældre virkede så glad over, at jeg endelig havde mødt en pige, som jeg godt kunne lide. På det tidspunkt så jeg dig mere som en ven, men forældre misforstår alting. ”Jeg er også glad for jeg endelig kunne møde jer! ” Svarede du venligt tilbage. Min mor gik helt i sort over dit søde smilehul og min far mente, at du var et godt match for mig. På en måde kunne jeg lide den måde de behandlede dig på, fordi du virkelig havde brug for forældrekærlighed. Jeg troede aldrig, at jeg skulle se dig smile så meget. Du så så lykkelig ud i mellem mine forældre. Som om at det var dine egne.

Red mig. Elvira.

I mens jeg lykkeligt drømmer om den tid sammen, kan jeg mærke en smerte, som breder sig i mit bryst. Jeg lægger en hånd på mit bryst og mærker den bankende rytme. Det kalder på dig, Elvira. Det savner dig. Jeg lægger mig om på ryggen igen og stirre på den sorte plet i loftet endnu engang. Tit spørger mine forældre ulykkeligt om, hvad de skal gøre for at hjælpe mig, men mit svar er det samme hver gang. ”Jeg har kun brug for Elvira” Hvisker jeg hjælpeløst. Du var den eneste redning i mit liv. Hver gang jeg havde en svær tid, var du der for mig, når en græd, græd vi begge og hvis en af os hoppede ud fra en bro, gjorde vi det sammen. Du er den eneste, som kan fjerne den smerte, som er inden i mig. Mit dårlige selvværd og mit savn. Jeg er et forfærdeligt menneske. Jeg er slet ikke god nok. Jeg er ikke engang pæn. Hvad er meningen, at jeg skal være her? Du var min bedre halvdel, Elvira. Jeg har brug for du kommer tilbage, så jeg kan grine igen. Jeg prøver at forme et smil med mine tørre læber, men det kan de ikke. Der sker ingenting. En tanke, som aldrig bliver til virkelighed. Jeg ånder roligt ud, i mens jeg lader alle minder løbe igennem mit hovedet. Elvira, vi har oplevet meget. Sammen kunne vi have udrettet noget sort, men du er ikke længere her. Pletten i loftet minder mig om den mørke nat, hvor det ende galt.

De havde alle omringet dig og stod med tomme blikke i mod din retning. Deres ansigter er for mig, stadig utydelige. De stod med hættetrøjer på, for at prøve at skjule deres identitet. Du havde længe snakket med lederen. Ham, som fik lov at kalde dig for skat. Den dag du fortalte mig at du havde fået en kæreste var jeg sønder knust. Elvira, du ved jeg elskede dig. Jeg prøvede at fortælle dig, at han ikke var god nok til dig. Jeg prøvede at få dig til, at indse at jeg var bedre for dig, men du rystede bare på hovedet. Det var første gang, at jeg havde set dig med had i øjne. Had, som var rettet mod mig. Jeg opførte mig uretfærdig og det kan jeg se nu. Vi begynde at skændes ofte og vores lektielæsninger blev til 1 time lange skænderier, som ikke førte til noget godt. Jeg troede du elskede mig og efter vores første kys troede jeg, at der ville komme flere. Fyren du mødte var et svin. Lidt ligesom mig den dag jeg fik nok. Jeg slog dig og du holdt dig på den røde, ømme kind. Tårnede pressede på. Du kunne ikke bevæge dig eller sige noget. Du forstod intet.

Ja, du var omringet af en gruppe unge fyre. Fyre med tomme blikke. Ligeglade med, at vi alle er mennesker og alle kan udtale os. Du skreg. Et smertefuldt skrig, som stadig rammer mine ører. Den fyr slog dig foran alle disse tomme blikke, kun fordi du ikke ville være sammen med ham mere. Slag efter slag blev dine skrig mere og mere smertefulde. Du skreg på hjælp. Du skreg efter mig, men da jeg dukkede op var det for sent. De stod og sparkede til dig som om du var en kludedukke. Jeg skreg. Råbte at de skulle stoppe. Råbte at de havde slået et menneske ihjel. Elvira. Du lå der næsten livløs. Jeg løb over til dig. Tog dig op i mine arme og sagde undskyld. Gentagende gange. Gruppen af voldsmænd stillede sig omkring mig og startede med at argumenter for deres grund til at slå dig. Jeg var ligeglad. De havde næsten slået alt liv ud af dig. Du så forfærdelig ud. Du kiggede på mig og prøvede at sige noget, men jeg bad dig om at lade vær. Du havde blod i ansigtet og blod i håret. Det så ikke særlig sødt ud. ”Jeg elsker dig” Sagde jeg svagt og kyssede dig blidt på panden. Det fik dig til at lukke dine øjne. Endnu engang prøvede du at forme nogle ord med dine læber. Denne gang kom der ord frem: ”Jeg elsker også dig. Tak fordi du lod mig være mig” Sagde du svagt og forsvandt hen. Mine kinder blev våde. Du var væk.

Red mig. Elvira.

Nu hvor jeg indser, hvad der er sket, kan jeg godt forstå, at de stadig optræder i mine mareridt. Jeg savner dig, men du hjælper mig op. Tanken om, at vi to kunne udrette alt sammen giver mig liv. Du gav mig vinger, så jeg kunne flyve væk fra alt det, som skete dengang. Jeg må indse, at alt det som vi har været igennem var en drøm, men jeg må videre. Måske skulle jeg male loftet så pletten forsvandt? Smide reolen ud og støve bøgerne af? Måske skal jeg smide det ur væk, som mine bedsteforældre havde givet mig? Ja, Elvira. Du ved det er det bedste jeg kan gøre. Du lod mig folde vingerne ud, du blev en del af min familie og jeg mistede den del igen. Hvis jeg kan møde dig igen vil jeg fortælle dig, at jeg har det godt. Takke dig, fordi at du lod os være os. Fortælle dig, at du redet mig også selvom jeg lå og var døende inden i. Jeg er lykkelig for du har fundet fred. Elvira. Jeg tror det er på tide jeg for sagt det her til dig:

”Farvel. Elvira. ” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...