Cloudy with a chance of tears

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
En historie om, de få gange, hvor vejret faktisk passer til humøret.

0Likes
0Kommentarer
24Visninger
AA

1. Solskin på en regnvejrsdag

Som alle andre mennesker kunne hun ikke kontrollere vejret. Ønsket om at kontrollere det var heller ikke noget de strejfede hende ofte, men lige i dag, brændte hun for det. For hvor ironisk det end var, så skulle solen jo absolut skinne på den dag, hvor hun slet ikke følte for det. Lige præcis på den dag, hvor alt sorgen og melankolien var blevet for meget, havde solen valgt at skinne sådan, at himlen så uendelig ud, og floden neden under under hende virkede som et krystalhav, med tusinder af diamater, rubiner og safirer hoppende lystigt i leg.

Hendes knæ begyndte at ryste og langsomt satte hun sig på det luftige græs, som blev blæst lystigt frem og tilbage af vinden. Mælkebøtter og andre blomster duvede også dovent i takt, sammen med bladene i bøgetræet, og inden længe trillede tårerne.

Hvorfor kunne verden ikke føle den ulykkelighed, som fyldte hele hendes verden? Hvorfor kunne den for én gangs skyld ikke bare makke ret? En enkelt grå sky, det var alt hvad hun bad om! En enkelt regndråbe, et enkelt lyn, et enkelt kraftigt vindstød!

 

Men selvfølgelig skete det ikke. Selvom hun i timer sad ved det store bøgetræ, på den gamle klippeskrænt med frodigt græs, og med tårerne som blev til gråd, som blev til floder af tristhed, så kom der hverken en grå sky eller et tordenvejr.

Og til sidst åbnede hun kassen. Den var gammel og lugtede støv og var egentlig grunden til at hun var kommet herop.

Låget blev taget af, tøvende. Indeni lå alt det som hun havde gemt langt væk for mange år siden, både i sind og hjerte. Og selvfølgelig havde alle billederne og smågenstandene ikke bare forsvundet, forduftet, på den korte køretur, men lå stilfærdigt på bunden.

Efter hvad der føltes som timer, tog hun dem op, en efter en. Et billede af ham og hende, med armene rundt om hinanden, en lille halskæde med indgravering og en gammel og forfalden valmue, med kronbladene, melankolske at se på. Flere og flere ting blev trukket op ad kassen og hvert objekt blev kastet med alt kraft ned i floden, som stadigvæk brusede lystigt. Billederne blev revet i stykker og tårene skiftede mellem vredens- og sorgenstårer. Til sidst blev kassen kastet i og støvet fløj til alle sider, da hun gav den et ordenligt spark.

Låget kom samme tur, men hun tøvede et kort sekund inden. Hendes fingre strøg ømt på de falmede sprittusch-bogstaver. Men øjeblikket varede ikke længe. Floden slugte grådigt papstykket og inden hun så sig om, var hun tilbage i den smarte, røde topersoners bil.

Hun skulle lige til at dreje nøglen, da hun så et billede, som lå på sædet ved siden af hende. Billedet måtte have været faldet ud af kassen, da hun havde taget kassen med over til bøgetræets skygge.

Billedet var fra den dag, hvor alt havde ændret sig. Han så så glad ud på dette billede, så fuld af håb. I ført hans nye uniform og med kufferten under armen, stod han foran bussen. Bussen som skulle tage ham væk og aldrig nogensinde bringe ham tilbage igen. Det havde de jo ikke vist på det tidspunkt, så i det øjeblik var det kun glæde som fyldte billedet. Glæde og håb.

I det øjeblik, hvor tåren atter begyndte at fylde hendes øjne, hørtes et svagt pling på forruden, og en våd dråbe gled langsomt nedad. Da hun kiggede op på himlen med et forundret blik, så hun, at store grå skyer havde samlet sig på den, nu sorte, himmel. Og så kom antydningen af et smil frem blandt de store sorgfylde tårer. Måske var vejret ikke så fyldt med ironi, som hun egentlig havde troet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...