Everybody Has A Story - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Debbie Houston havde det perfekte liv. Men da hun en dag finder et brev fra sin bedste ven, ramler hendes verden sammen. I brevet står der at, hendes bedste barndomsven Liam, bliver nød til at tage væk, ikke væk som i død, men bare væk. Liam og Debbie var som pot og pande, de var sammen hverdag fra morgen til aften. Men det går først helt galt da, Debbies forældre dør i en bilulykke. Men er det nu en ulykke? Idag bor Debbie i London, med sine to pleje forældre. Plejeforældrene glemmer tit de pludselig har en teenager i huset, så Debbie ville gøre alt for at få sit gamle liv tilbage.

24Likes
6Kommentarer
3113Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

Debbie´s synsvinkel

 

Den skingere klokke lød i hele klasselokalet, for at annoncere at der nu var spise pause. 

På nul komma fem var rummet blevet tømt for elever, overrasket over deres ivrighed, glippede jeg let med øjnene.

"Ja, det går stærkt, ikke?" Lød det pludselig overfor mig. Forskrækket drejede jeg mig i den hårde stol, så jeg sad med front til personen der havde stillet et spørgsmål. Overfor mig sad en lyshåret dreng, med brune rødder, og stor smillede, så det afslørede et sæt hvide tænder, med en bøjle. 

Jeg nikkede let på hovedet, som svar til hans spørgsmål. "Det var Debbie, ik'?" Kom det spørgende fra ham, så det afslørede en sød irisk accent. Forundret over han kunne mit navn, kiggede jeg mærkeligt på ham. "Du ved, det er ikke så tit Burlington får nye elever, det er mest de større skoler, her i London. Så rygtet bliver hurtigt spredt." Forklarede han, jeg nikkede lidt på hovedet.

"Når.. Men jeg skal altså ned og have noget at spise, jeg er hundesulten." Jeg grinede let, og klappede så bogen sammen, og proppede den så ned i min taske. 

***

"Ser du, det bord der i midten ik'?" Niall, som jeg havde fundet ud af at han hed, pegede ud mod et bord der stod placeret lige i midten af spisesalen. Nikkende, studerede jeg personerne der sad ved bordet. "Det er Harry, og hans gruppes bord, deriblandt er der så også Louis, Zayn, også William, han virker nogen gange som en der slet ikke høre ind i sådan en gruppe. De er de populære her på stedet. Siger eller gør du noget forkert ved dem, ville du fortryde det resten af dit liv" Overrasket kiggede jeg på ham, som han selv sad og studerede dem lidt.

"Jeg var faktisk selv en af dem engang.." mumlede han, som om det ikke skulle være kommet ud. "Var du?" 

Han nikkede sørgemodigt på hovedet. "Men jeg blev smidt ud.. De sagde jeg var alt for blød ved folk. Så da hele skolen havde fundet ud af det, fik Harry alle til at gå i mod mig, jeg blev smidt nederest i hierarkiet. Det er så her jeg er idag" Han slog ud med armene, med et smil plantet om læberne.

Jeg kunne slet ikke forestille mig Niall, som en af de der hårde drenge. Niall virkede som en af de der typer, der ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. 

"Hvem er enligt hvem?" spurgte jeg Niall ad. Han kiggede lidt på mig, og vendte så blikket ud mod det midterste bord.

"Ham med alle krøllerne, er Harry. Han er gruppens leder, behandler alle dårligt, selv de andre drenge. Så er der Zayn, ham med det sorte hår. Zayn er enligt god nok, det samme er de andre drenge, på nær Harry. Ham med den stribede trøje, er Louis, han kan godt virke meget flabet overfor andre, men hvis man kender den rigtige 'ham', er han også god nok. Til sidst har vi William, William er faktisk meget rar, når Harry ikke er i nær heden. William er også den der har hjernen, når alt er ved at gå for vidt. Men jeg ville nu råde dig til at holde dig fra dem." Et dybt suk forlod Niall, inden han kiggede længselsfuldt mod dem. Holde mig fra dem? hvad mente han dog med det?

"Ikke mere snak om det" udbrød han pludselig, og lod blikke glide ned til den tørre kylling. "Den her kylling er virkelig ring" mumlede jeg, Niall grinte højt, så et par stykker vendte sig om med et irriteret blik. "Vend dig til det" 

***

Den skingre klokke ringede igen, som tegn på det nu var tid til at gå ned til time. Så her var jeg på vej ned til matematik, men uden Niall, han skulle nemlig have engelsk istedet. Han havde dog forklaret mig hvor det var jeg skulle gå hen, så et ikke endte som de sidste par gange.. Efter vi havde snakket om Harry, og hans gruppe, havde Niall virket en smule underlig, han havde været ved at sige et eller andet med at han kendte, og så afbrød han sig selv, som om han tvivlede på m han nu ville sige det. Men heldigvis hjalp det lidt på stemningen, da vi begyndte at snakke om Niall familie, som kom fra Ireland.

Da jeg nåede klasselokalet, var de fleste allerede på plads, hvilket ville sige at hele klassen var kommet på nær mig."Godt de kunne komme Houston, har de et problem med at finde rundt på skolen, eller sådan noget?" Grinede mr. Smith, ironisk.

Genert nikkede jeg lidt på hovedet, faktisk havde jeg haft et problem med at finde rundt lige siden jeg var lille. Liam skulle altid gøre grin med om jeg nu kunne finde hjem til ham, men hver gang han gjorde det fik han en lammer, så kunne jeg nemlig grine mens han ømmede sig. 

"Godt så kære elever, jeg har lavet nogle hold, når i har fået den finder jeres makker, og begynder på dem opgaver jeg giver jer når i får jeg makker at vide. Forstået?" En mumlen lød rundt fra de forskellige elever, hvilket mr. Smith tog som at lle havde forstået opgaven. 

"Emmly og George, Stephanie og Adam, Elle og Calbert, Debbie og William-" Overrasket så jeg rundt for at få øje på William da jeg ikke synes jeg havde set ham. Men ganske rigtigt sad han lige bag mig, med et smil om læberne.

Vi fik udleveret opgaven af mr. Smith, som så lidt mistænkeligt på mig. "Tag dig ikke af ham, han mistænker alle for alt" Sukkede William, da han måtte have set mit forvirrede ansigt, der fulgte mr. Smith, der gik  rundt og uddelte opgaverne. Jeg trak lidt ligegyldigt på skulderne, og vendte mig så om mod han, da vi jo skulle i gang med at lave opgaven. 

 

William og jeg havde i fællesskab fået lavet opgaven,da det var nogle ekstrem nemme opgaver, var vi hurtig færdige. Så lige nu var der bare en akavet stilhed, men hver gang jeg lod blikket glide over William, fortalte min hjerne mig igen og igen at jeg havde set ham før. Og det irriterede mig grusomt meget at jeg ikke kunne sætte en finger på hvor henne jeg havde set ham. Alligevel mindes jeg ikke at kende en der hed William.

"Såe, fortæl noget om dig selv, Debbie" Akavet lod han en hånd glide igennem hans brune hår, som var sat med en klat voks. "Tja.. der er ikke meget at fortælle, mit navn er Debbie, og jeg er 18 år. Jeg bor her i London. Og er opvokset i Wolverhampton.." det sidste mumlede jeg utydeligt, da det bragte for mange minder op. Både med mine forældre, som jeg savnede ekstremt meget, men også med Liam, det kunne slet ikke beskrives hvor meget jeg savnede ham.

"Men hvad med dig? Fortæl du noget om dig selv" Bestemte jeg mig hurtigt for, så han ikke spurgte mere ind til mig.

"Jamen der er skam heller ikke så meget.. Jeg hedder Li-" Han afbrød sig selv ved at rømme irriteret "-Jeg mener William, jeg er 19 år.. Det var vidst det mest spændende jeg havde at fortælle om mig selv" Mumlede han tydeligevis irriteret på sig selv. Jeg rynkede brynene, da det gik op for mig at han var ved at sige hans navn forkert. Alle burde da kunne huske hvad man selv hed?

***

Træt smækkede jeg døren op, så der blev adgang til lejligheden, også kaldet mit hjem. Den kvalmende søde duft, var som altid det første man blev mødt af, og hver gang var det som at blive slået ned, hvis du bare så lidt som trak vejret. Svagt støj lød fra stuen, hvor Jhon og Lisina højst sandsynligt sad med deres sadvanlige vin glas i hånden, og på en god dag, en øl også. 

Lydløs listede jeg ned mod mit værelse, men nåede dog lige forbi køkkenet en smut, og greb et æble fra frugtskålen.

Endelig kunne jeg trække vejret ordenligt, da jeg altid lukke døren til mit lille værelse, for at holde den ækle stank ude. Mit blik scannede hurtigt lige det hele, for at tjekke det hele var som det skulle være. 

Det gamle støvet billede tiltrak min opmærksomhed, et billede af Liam og mig som små, hvor vi stod og holdt om hinanden, helt uvidende om hvad der skulle ske i fremtiden. Helt uvidende om at vi skulle skilles, som vi ellers havde lovet hinanden så mange gange at vi ikke måtte, vi skulle holde sammen, i tykt og tyndt. Helt uvidende om hvad der ville ske med mine forældre. Vi stod bare der og smilede som en sindsyg, men det var sådan det skulle være når man var barn. Man skulle nyde tiden med hinanden, for om ikke lang tid ville de være væk igen.

_____________________________________________________________________________________________

 

Så kom endnu et kapitel:D

Håber i kunne lide det, ellers må i komme med nogle ideer, om hvad i 

synes kunne være spændende at ske:)

Jeg ville blive overlykkelig hvis i gad at Like, det ville betyde så meget!

Og så er der kommet et cover!! Hvad synes i om det?

jeg er selv helt vild med det, og det er lavet af søde Therese W.

En stor tak til hende for det fine cover:D

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...