Everybody Has A Story - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Debbie Houston havde det perfekte liv. Men da hun en dag finder et brev fra sin bedste ven, ramler hendes verden sammen. I brevet står der at, hendes bedste barndomsven Liam, bliver nød til at tage væk, ikke væk som i død, men bare væk. Liam og Debbie var som pot og pande, de var sammen hverdag fra morgen til aften. Men det går først helt galt da, Debbies forældre dør i en bilulykke. Men er det nu en ulykke? Idag bor Debbie i London, med sine to pleje forældre. Plejeforældrene glemmer tit de pludselig har en teenager i huset, så Debbie ville gøre alt for at få sit gamle liv tilbage.

24Likes
6Kommentarer
3115Visninger
AA

4. kapitel 3

 

Debbies´s synsvinkel

 

Endnu en gang stod jeg her, faret vild på skolens mange gange. Opgivende slog jeg ud med armene, og tog mig så frustreret til hovedet. Tænk en gang, to dage havde jeg gået på denne skole, og allerede to gange var jeg kommet forsent til timerne.

"Er du nu faret vild igen?" grinede fyren fra i går, der havde hjulpet med at finde nummer fire. Klodset nikkede jeg på hovedet, så de sorte briller dinglede rundt på næseryggen. Mine hænder røg hurtigt op, for at sætte dem ordenligt. Men så klodset som jeg var, skulle jeg selvfølgelige ende med at rage dem ned på det kolde beton gulv i stedet.

Uden jeg havde lagt mærke til det, var fyren allerede henne foran mig, med mine briller i sine hænder. Forvirret kiggede jeg frem og tilbage fra det skab han havde stået ved, til hvor han stod foran mig nu, med MINE briller i sine hænder.

Som jeg lige skulle til at lukke de spørgende ord ud af munden på mig, placerede fyren en blidt en finger på mine læber, som tegn på jeg skulle holde min mund. Jeg gjorde som han sagde, men med en nervøs mine, da det føles ubehageligt. 

Han lod sine varme hånd, glide ned langs min hals, med et undrende blik. Forsigtigt prøvede jeg at vride mig ud af hans greb, ved at gå et skridt tilbage. Hånden der havde gledet langs min hals, røg ned langs fyrens side, da jeg bakkede nogle flere skridt bagud. 

Jo flere skridt jeg tog, trådte han hen mod mig. Sådan blev det ved, indtil jeg stødte mod en af de mange skabe. Skræmt kiggede jeg bag mig, og så de mange skabe der tårnede sig op bag mig. Et grin lød fra fyren, samt nogle skridt. I en hurtig bevægelse, stod jeg med front til ham igen, men denne gang stod han nærmest klistret op af mig. Et forskrækket gisp slap ud af min mund, endnu en gang grinede han, som om han fandt det sjovt, at jeg stod her skræmt, mens han kunne gøre hvad han vil. Hans hånd nærmede sig igen min hals, men denne gang gled den ned mod min skulder. Min bluse som skjulte skulderen, blev revet lidt ned, så min skulder kom til syne, med mit store modermærke.  "Hva-hvad laver d-du?" stemmede jeg, og vred mig for at komme ud af hans ret stramme greb.

Som de andre gange, lagde han bare en finger på min læbe, og strammede grebet om mig. Jeg begyndte pludselig at tvivle på, om jeg ville få mine briller igen.

"Har du altid haft-" "Hey du, hvad laver du!" blev der pludselig råbt længere ned af gangen, og afbrød der med fyren foran mig. En dreng kom gående i et hastigt tempo, lige hen mod os. Fyren som stadig stod klistret op af mig, blev tydeligvis irriteret, da han afbrød ham. 

"Andy, for helved! Slip nu pigen, hun har jo ikke gjort dig noget" lød det irriteret fra drengen, som pludselig var noget hen til os, og begyndte at skubbe, Andy som han åbenbart hed, væk fra mig. Lettet gled jeg ned af skabene, og begravede så hovedet i mine hænder, jeg skulle lige sluge de ting der var sket. 

"Andy gå! Nu!" kommanderede min rednings mand. Andy brokkede sig højt, men ende med at forlade os , i en stilhed. "Tak" mumlede jeg taknemmeligt, og løftede så hovedet, for at sende ham et lille smil. "Mine briller!" Udbrød jeg, da jeg pludselig kom i tanke om at dem havde Andy jo. Undersøgende kiggede jeg rundt, og fik så øje på dem, helt ensomt lagde de på det beskidte gulv. som jeg skulle til at rejse mig efter dem, var drengen gået efter dem. 

"Tak" Tilfreds rettede jeg på brillerne som, som nu sad på deres rigtige plads. Endnu en gang takkede jeg drengen, men denne gang for at have hentet mine briller.

Pludselig satte mine øjne sig fast ved ham, der var et eller andet genkendeligt ved ham også, men hvad det var kunne jeg ikke sætte en finger på. 

"Vent lige lidt" udbrød jeg, da navnet Andy pludselig slog mig. Andy, Andy Samuels. Andy, som i mig og Liams barndomsven. Lidt inden Liam forsvandt, forsvandt Andy også, det hele var så mærkeligt på det tidspunkt. "Sagde du lige han hed Andy?" Røg det spørgende ud af mig. Drengen nikkede lidt fraværende på hovedet. "Andy Samuels" mumlede han. Overraskede glippede jeg med øjne. "Wow, det er virkelig ham.." mumlede jeg for mig selv. Det så ud som om at drengen kom til sig selv, for han kiggede pludselig spørgende på mig.  "Hm?" Lød det fra ham, mens han gav mig elevator blikket. Jeg rystede fraværende på hovedet, da ikke det vedkom ham. "Du ved tilfældigvis ikke hvor nummer 13 er?" Nysgerrig lod jeg blikket hvile på ham.

Han nikkede med et smil om læberne, og vinkede mig så hen til ham, da han begyndte at gå ned af gangen. 

Hurtigt var jeg oppe på siden af ham. "Forresten jeg er Li-... Jeg mener William"  præsenterede han sig selv. "Debbie" med det smil om læberne præsenterede jeg mig. 

Forundret kiggede William på mig, og lyste så op i et smil, som om han kom i tanke om noget, men rystede så irriteret på hovedet.

William Stoppede pludselig op, så jeg nær havde gået ind i ham. Han åbnede døren ind til et klasselokale, og vadet så bare ind, som om han ejede hele verden. Jeg fulgte hurtig trop, men gik i stå, da hele klassen stirede på mig, som var jeg et uhyre. "Ja, godt i kunne komme. I kommer heller ikke spor meget forsent" indskød læren ironisk. Han pegede på en plads nede bagerst, som tegn på jeg skulle sætte mig der, hurtigt gjorde jeg som han sagde, og satte mig så med et bump ned på den hårde stol. 

Blikket lod jeg glide op på tavlen, men noget andet fangede min opmærksomhed. William sad og over gloede mig, selv da han havde set jeg sad og kiggede på ham, gloede han videre, som om han spekulerede over noget. 

Igen fortalte min hjerne mig, at jeg havde set ham før. Det irriterede mig grusomt jeg ikke kunne sætte finger på hvem det var. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...