Everybody Has A Story - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Debbie Houston havde det perfekte liv. Men da hun en dag finder et brev fra sin bedste ven, ramler hendes verden sammen. I brevet står der at, hendes bedste barndomsven Liam, bliver nød til at tage væk, ikke væk som i død, men bare væk. Liam og Debbie var som pot og pande, de var sammen hverdag fra morgen til aften. Men det går først helt galt da, Debbies forældre dør i en bilulykke. Men er det nu en ulykke? Idag bor Debbie i London, med sine to pleje forældre. Plejeforældrene glemmer tit de pludselig har en teenager i huset, så Debbie ville gøre alt for at få sit gamle liv tilbage.

24Likes
6Kommentarer
3112Visninger
AA

3. kapitel 2

 

 

 

Debbie's synsvinkel

 

Hele min krop rystede, da jeg lod blikket glide rundt mellem alle de forskellige elever, der stod og snakkede med hinanden, og ventede sikkert på at den skinger klokke skulle ringe.

I dag var det mandag. Hvilket for mit vedkommen betød ny skole. Førhen var skolen det bedste jeg vidste. Selvom Liam og jeg blev ydmyget hver dag, men vi kunne holde til det, så længe vi var sammen om det, vi stod altid sammen om det, vi snakkede altid om det, fortalte hinanden, at vi aldrig nogen sinde skulle lytte til dem. Liam og jeg havde en helt speciel gruppe sammen, en gruppe som ingen kunne bryde, selvom mange prøvede på det. Men da Liam forsvandt fra mig, gik det endnu en gang galt. Jeg gjorde det Liam altid havde fortalt mig, jeg ikke måtte. Jeg lyttede til det de alle sagde, og indså at det var rigtigt, eller det bildte jeg ihvertfald mig selv ind. Jeg var ikke pæn nok, jeg var ikke tynd nok, jeg havde ikke langt hår nok, jeg var ikke god nok til noget. Jeg havde ikke længere nogen at dele det med, som Liam og jeg altid gjorde.

Et skub, fik mig ud af min sørgelige tankegang. "Det må du virkelig undskylde" nærmest stammede jeg, da det enligt ikke var mig der gik ind i personen, men alligevel undskyldte jeg.

"Det ville jeg også sige hvis jeg var dig.." Hviskede en hæs stemme ind i mit øre. Personen, som jeg gik ud fra var en fyr, placerede sine hænder på mine hofter, og gav dem et hårdt klem, da jeg vred mig lidt under hans berøringer. "Hvad m-mener du?" stammede jeg halv skræmt. "Husk at passe på når man er ny.." Endnu en gang hviskede han lusket ind i mit øre. Kuldegysningerne kom frem på mine bare arme, da han skræmte mig lidt. Endnu en gang vred jeg mig, for at komme fri, men som sidst, strammede han bare grebet om mine hofter. Et lavt klynk undslap mine læber, uden det havde fået tilladelse. Hvis der var noget jeg havde lært på den gamle skole, så var det man aldrig skulle vise svaghed. Men om min krop gad at adlyde min hjerne, nej, det skete hver gang.

"Jeg f-forstår dig altså i-i-ikke?" stammede jeg forsigtigt. "shhh, baby" hviskede han, men denne gang lavere. Han puffede blidt til mig, med sine hænder, så jeg endnu en gang røg ind i en person. "Undskyld" hastede jeg, inden jeg drejede mig en omgang, for at få øje på personen der havde hvisket de mærkelige ting. Men ingen var til at se. Klokken måtte have ringet uden jeg havde bemærket det. 

Forvirret gik jeg rundt på gangene, og prøvede, at finde det skide klasselokale. Jeg havde slet ikke lyst til at vide hvor lang tid jeg havde gjordt det. "Nummer fire..Nummer fire" mumlede jeg for mig selv, så den forhåbeligt selv ville komme frem. "Fire.. Fire.. Årh helt seriøst, hvor er den skide nummer fire!" udbrød jeg opgivende. Helt fortabt, gled jeg ned af en tilfældig væg, og gemte mit hovedet i mine hænder. 

Et dybt suk gled ud over mine læber. Et grin lød pludselig, forskrækket kiggede jeg op, da jeg ikke havde hørt personen. En ung fyr stod med hænderne i lommerne, lænet op af et de mange skabe, med et smørret smil om læberne. "Du ligner en der har brug for hjælp?" grinede han, og skubbede sig så væk fra skabet, og begav sig over mod mig. Forsigtigt nikkede jeg på hovedet, med et genert smil spillende om læberne. 

"Hm, nummer fire. Så har vi vidst nogle timer sammen" mumlede han ned i det lille skema, jeg havde fået udleveret i dag. Nikkende studerede jeg ham, der var et eller andet ved ham jeg mindes havde set før. Han havde brunt, med en anelse lyst i hår, sat med en smule voks, så det stod op i luften, en del skægstubbe, en slags blå grå øjne,  samt et par sandfarvet bukser, med e sort t-shirt på overkroppen. 

"Kom, du må nok hellere se at komme til time, i sær nu når man er ny" Lød det fra ham, da han vendte sig om mod mig, og sendte mig et mikroskopisk smil. Hvorfor vidste alle bare jeg var ny? Den skole her, er altså lidt skræmmende. Igen var der er eller andet ved hans smil, der sagde mig jeg havde set ham før. Inden jeg fik studeret ham videre, havde han taget et fast greb om min arm, og begyndt at føre mig ned mod nummer fire, forhåbeligt. Overrasket over hans hårde tag i min arm, fulgte jeg med, spændt på hvor han ville føre mig hen.

***

Den genkendlige, kvalmende søde duft, var som altid det første man gik i møde, når man kom ind i den slidte lejlighed. Mine slidte vans, blev som altid smidt over hjørnet, og jakken fik hurtig den samme tur. Nærmest løbende begav jeg mig ned mod mit værelse, for at undgå den kvalmende stank, som jeg fortrak at kalde det, istedet for duft. I farten nåede jeg lige at se skikkelsen af mine plejeforældre, Jhon og Lisina, de to mennesker jeg hadet allermest i verden. Jhon og Lisina sad begge to foran den støvet kasse, der skulle forstill et fjernsyn, med et beskidt vinglas, der var fyldt op til randen. Sådan var det alle steder her i huset, alt var støvet, hver og en enkel krog, var fuld af edderkoppespind, støv, flasker, og hvad man nu ellers kunne finde.

Jeg tøffede videre mod mit værelse, og lukkede så døren, da jeg var nået mit mål.Træt smed jeg mig i sengen, efter en hård skole dag, min første skole dag. Men da jeg bump landede i sengen, lød det som om et papir blev krøllet. Forvirret kiggede jeg rundt, da tanken slog mig, da jeg i morges vågnede, skulle jeg lige føle brevet i mine hænder igen, derefter lagde jeg det i sengen. På nul komma fem, var jeg op af sengen. "Nej nej nej ikke bliv krøllet.." mumlede jeg næsten på randen til at græde, da brevet var mest værdifulde jeg nogensinde havde haft, det eneste Liam efterlod efter sig. Med hænder prøvede jeg bedst muligt at glatte det ud igen, det måtte bare ikke gå i stykker.

Tilfreds satte jeg mig i sengen, med brevet i mine hænder. Efter en halv time, med at glatte på det brev, var det endelig, blevet helt igen. 

Jeg kunne ikke lade være med at lade blikket over de skæve bokstaver, som jeg så tit havde fortalt Liam var smukke. Det var ikke det alle mente, men i mit hovedet var alt Liam lavede smukt. Efter at have læst brevet så mange gange, kunne jeg det snildt i hovedet. Men det føles mest rigtig at læse det på papiret.

Kære Debbie.

Når du finder dette brev er jeg væk,

ikke væk som i død, men bare væk.

Jeg har rodet mig ud i noget, 

som jeg selv må få mig ud af igen.

Du skal vide jeg elsker dig af hele mit hjerte,

og det ville jeg altid gøre, glem ikke det!

- Liam

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...