Mit nye liv

Det er en novelle om en flok unge der har et stofmisbrug, og de skal flygte fra politiet.

1Likes
0Kommentarer
72Visninger

1. *

 

Jeg tager et snif til, bare for at slippe væk fra verden igen. Hvis jeg skal være helt ærlig kan jeg ikke huske hvorfor. En bil kommer kørende, den kører langsommere jo tættere den kommer på os. Manden der sidder på passagersædet ruller vinduet ned og rækker hånden frem, i hånden har han en halvtom ølflaske. Manden kaster den i hovedet på Tjick, og de speeder op igen og kører væk. Jeg farer op og skal lige til at løbe efter manden, men der er noget der stopper mig. Rundt om mit håndled holder Tjick fast i mig, jeg kigger bare ondt på ham og sætter mig på min plads igen. Tjick er begyndt at mumle de der sætninger igen “otte er fanget, fem holder fest og jeg sidder her uden nogen igen.”

 

Jeg rykker mig tættere på ham, han kigger bare som han ikke ved hvad han skal gøre. Sætningerne begyndte han på  da den første af os blev fanget. Engang vi var  fjorten og nu er vi seks på flugt. Alt er ellers stille indtil sirenerne dæmper stilheden, nogle er ved at gå i panik og skynder sig at pakke sammen. Vi ved hvor vi skal mødes dem af os som ikke bliver fanget, så mig og Tjick løber hen mod skoven. Vi vil have en chance hvis vi kan krydse skoven og nå over på den anden side af motorvejen, men det vil kræve energi hvilket vi ikke har. Alle os som sidder og prøver at slappe af må nu ud igen. Tjick tager fat i min hånd og trækker mig fremad, jeg kan lige skimte Oliver der bliver lagt ned på knæ af en betjent. Vi fortsætter igennem skoven, min fod falder over en træstamme, og jeg falder og trækker Tjick med ned. Vi rejser os op igen. Vi kan se motorvejen, så det er bare med at komme af sted. Først kommer op jeg og prøver at trække Tjick med op. “HOLDT” bliver der råbt gennem luften og en betjent med en pistol står rettet mod os. Hurtig trækker Tjick mig med rundt om træerne hen til motorvejen. Vi ved begge at betjenten følger efter os og at hvis vi skal have en chance skal vi dele os op. Tjick stopper op og kigger på mig med et blik jeg aldrig har set før, han lægger sine arme omkring min hals og trækker mig ind i et lidenskabeligt kys. Han trækker sig skrigende fra mig, det er der det går op for mig at han er blevet skudt i benet. Jeg kigger bag mig, og lige der står betjenten igen med pistolen. Jeg når lige at skubbe Tjick væk da betjenten skyder igen. “Maik løb nu” kan jeg høre Tjick sige mens han holder om sit ben, jeg bukker mig ned og giver ham et sidste kys. Jeg trækker mig hurtig fra ham, mens jeg siger “løb, du er såret og jeg skal nok finde dig igen.” Min stemmer kan næsten ikke høres, men han forstår det og løber. Jeg løber lidt hen mod betjenten, og skynder mig så den anden vej, imens kan jeg se Tjick humper over i buskene. Og selvfølge desværre en betjent der er ved at indhente mig. Pludseligt tager noget fat om mit håndled og jeg falder ned mod den hårde asfalt og alt er sort.

 

En dejlig blød seng er hvad jeg vågner i, det føles som hundrede år siden at jeg har ligget i en rigtig seng igen. To mænd kom ind af døren i rummet hvor sengen står, de beder mig om at følge efter dem hen i et andet rum. Jeg kommer ind i et rum hvor der står et bord med tre stole omkring det. To på den ene side og en overfor. Næsten alt i rummet var mærkeligt. Først er der lugten af blod og kaffe. Kaffemaskinen står ovre på bordet, blodet befinder sig i mine sko. Hvis jeg skal være helt ærlig, er der ikke kun blod i dem.

Da den ældre betjent lige før sagde “fjorten”, pissede jeg i bukserne. Jeg sad ellers og hang på skamlen uden at røre mig. Og var svimmel. Og prøvede at se ud som Tjick, som jeg forestillede mig, han ville se ud, hvis nogen  sagde  “fjorten” til ham, og så pissede jeg i bukserne af angst. Maik Klingenberg, den store helt. Og spørg mig ikke, hvorfor jeg er så nervøs nu. Det er jo klart, at det måtte ende sådan. Tjick havde garanteret ikke pisset i bukserne. Hvor er Tjick egentlig henne nu? Sidste gang jeg så ham, var på motorvejen, hvor han hinkede afsted på ét ben og forsvandt ind i buskene. Jeg går ud fra, at han også blev taget af politiet. Man kommer vel ikke langt på ét ben. Jeg kan ikke så godt spørge strisserne, for hvis de ikke har set ham, er der nok bedst ikke at spørge om noget. Måske så de ham slet ikke? Og så er jeg den, der holder mund.

 

Jeg begynder at studere rummet, og til mit held kunne jeg se et vindue stå på klem. Jeg rejste min fra skamlen og gik over til det vindue, det var for høj til at jeg bare kunne hoppe ud af det. Jeg kigger hen på skamlen og får en ide, jeg lister lige så stille hen og tager fat om skamlen, og får den hen til vinduet. Jeg stiller den så tæt på væggen som muligt og går op på den, hopper et par gange og får endelig mit ene ben om vindueskarmen. Døren henne i den anden ende flyver op og en mand på omkring 30 kigger forskrækket på mig. Vi er begge hurtige til at reagere, jeg lader mig falde ned af vindueskarmen og over på den anden side, men bliver i et kort øjeblik stoppet af noget om min fod. Græsset her føles så blødt her, men desværre mærker min fod noget. En tidsel,  jeg kigger ned og ser jeg mangler en sko. Jeg sætter i løb, for nu skal jeg finde Tjick.

     
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...