Dødens test (på pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2016
  • Opdateret: 10 sep. 2016
  • Status: Igang
Blake, Amber og Andrew for noget af en overralskede, da de i stedet for at blive sendt direkte til dødsriget efter deres bilulykke, bliver inviteret på middag hos djævle, der kunne udvikle sig til meget mere *Bemærk at der bliver skiftet i mellem synsvinkeler uden at det bliver nævnt

3Likes
1Kommentarer
331Visninger
AA

2. Første Kapitel

Jeg ved ikke hvor jeg er, eller hvordan jeg kom herhen. Foran mig stod der ufattelige smukke palæ. Det var et 3 etagers højt hvidt palæ, formet som en hestesko. Det havde utallige mange vinduer og 2 balkoner, en for hver sin ende af hesteskoen.  Det var chokerende stort og betagende, men der var en fejl i glas billede. Det så forladt ud. Malingen krakelerer og faldt af væggene, hver en krog var dækket til af støv, og alle planter omkring det var døde. Himlen var grå. Der var ikke en eneste sky eller fugl i himlen. Der var generelt en stemning af død.

Og hvis det ikke lød mærkeligt nok, befandt palæet sig i midten af betonvægge groet til af døde planter. Der var en enkelt udgang som førte ud til flere vægge. Det var en labyrint, og den fortsatte så langt øjet rækker. Men det var noget mystisk ved den. Det var nærmest som om den gik op af, som man var i midten af et hul.   Stedet gav mig kuldegysninger.

Foran de 2 store majestætiske trædøre stod en mand, hvis aldre var umulig at fortælle. Han var høj, muskuløs og sexet. Hans brune hår gik ned til hans skuldre og hans kindben var meget fremtræden. Han var utrolig tiltrækkende. Han kiggede på os, som havde han ventede os.

“Velkommen!” Sagde han smilende, og lavet et stort armbevægelse, der skulle vise os stedet.  “I er sikkert meget forvirret, og det er helt forståeligt.” Han havde sådan en ro over sig. “Lad mig introducere mig selv. Mit navn er Lucifer, også kendt som djævelen.”  

Jeg bemærkede knap nok en bevægelse, før Andrew var sat i løb. Jeg greb ud efter ham, men nåede ikke at få ordentlig fat.  Han slap ud af mine hænder, og løb direkte ind i labyrinten og ud af mit synsfelt.  

“Skal du ikke gøre noget?” Råbte jeg efter djævelen. Han rykkede sig ikke en flænge.

“Nej.” Sagde han uden den mindste bekymring. “Han har taget sit valg...Hvad med vi tager den her samtale under en bid brød.”  Han indbød os med en lille yndefuld håndbevægelse, og dørene bag ham åbnede sig.

Indenfor var der en majestætisk stor entre, med marmorgulve og søjler. 2 trapper der førte sammen til en balkon og store lysekroner. Det hele var meget stort, lyst og tomt.  Han førte os til venstre ind i spisesalen. Væggene var bordeauxrøde, men der var ingen billeder eller malerier. I midten i lokalet stod et bord med plads til 13, hvorpå der stod alverdens mad, fra hummer til hjort.  Djævlen satte sig for bordenden, og jeg tog stolen ved hans venstre side, og Blake tog højre.

“Som i kan se er her masser af mad, men hvis der skulle være noget i mangler, skal i ikke holde jer tilbage. Jeg har rigelige af tjener. Man kunne bare lade hver med at sælge sin sjæl til djævlen.” Han grinede. Ikke en lumsk og ondskabsfuld latter, som man måske ville havde forventet, men nærmere som far der havde fortalt en rigtig dårlig joke. Hans latter var indbydende.    

“Som i nok har gættet er i døde.” Han talte med så let og blid en stemme, den var skræmmende men også indbydende. Han fik det til at virke så enkelt. men han var nok også vant til det.

Blake rejste sig i et ryk. Hun vendte sig imod djævelen. Man kunne mærke hendes kamp om at komme til ord, men hun var for mundlam til at sige noget, så hun vendte bare om og gik.

“Blake!” Råbte jeg efter hende, som jeg rejste mig og skulle til at gå efter hende, men blev stoppet af en hånd på min skuldre.

“Bliv du her, jeg tror det er bedste jeg taler med hende.” Sagde han og gik efter hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...