Dødens test (på pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2016
  • Opdateret: 10 sep. 2016
  • Status: Igang
Blake, Amber og Andrew for noget af en overralskede, da de i stedet for at blive sendt direkte til dødsriget efter deres bilulykke, bliver inviteret på middag hos djævle, der kunne udvikle sig til meget mere *Bemærk at der bliver skiftet i mellem synsvinkeler uden at det bliver nævnt

3Likes
1Kommentarer
331Visninger
AA

3. Anden Kapitel

“Som i nok har gættet er i døde”  For ham virkede det så simpelt, men for mig, var det som om hele min verden brød sammen. Trods jeg intet hjerteslag havde, føltes det som om mit hjerte galoperet.  Det kunne ikke passe, det kunne simpelthen ikke være sandt. Jeg rystede og kunne ikke få mit vejr. Jeg faret op. Jeg kigget hen på Lucifer, og forsøgte desperat at komme til ord, men det hele snurret rundt, og intet gav mening. Mit blod først til is, og jeg blev nød’  til at gå nu, før jeg frøs fast.

Jeg forlod lokalet så hurtigt jeg kunne uden at løbe. Jeg flygtet ud gennem nogle glasdøre, ud på den venstre altan. Jeg fortsætte i samme tempo til jeg nåede kanten. Jeg tog et hårdt greb omkring gelænderet. Jeg ville skrige, hvis det ikke var fordi jeg ikke havde mere luft tilbage. Mine ben rystede så meget at jeg faldt sammen.

Jeg mærkede en hånd på min skuldre. I det samme øjeblik som jeg fandt ud af det var Lucifer, faldt jeg tilbage på mit haleben.

“Det må du meget undskylde Hr. Lucifer. “ Jeg forsøgte at gøre min stemme så stabil i gennem tårerne. ” Det var ikke min mening at..” Han tyssede på mig, og satte sig ned ved siden af mig.

“Det er helt okay, rolig nu.” Som han sagde det, virkede han ikke længere som den farlige djævel, men bare en flink og forståelig fyr.

“Det er bare.. Jeg har lige mistede min mor. Vi var på vej hjem fra hendes begravelse, da vi køre galt og… og.” Gråden overmande mig “Jeg har mistede min mor, bror og liv..”   Han lagde hans arm om mine skuldre.

“Men du har stadig Amber. Og hvis det hjælper, har du også mig.”  Før første gang kiggede jeg ham i øjnene. De var så unikke og specielle at man slet ikke tænkte over de var gule.

“Tak, Hr. Lucifer.”  Min gråd var stoppet

“Oh, drop det der herre.  Du er jo allerede død, der er ingen grund til at frygte mig.” Han grinede kort og gav mig et klem. Det fik overraskende smilet til at komme frem.  Jeg skuede ud over horisonten og så den uoverskuelig store . labyrint.

“Hvad er det der overhoved?” Spurgte jeg.

“Labyrinten? Den skal du ikke tage dig af, den fortæller jeg dig om senere.” Han smilede kort til mig før han spurgte om jeg kom med ind igen. Jeg nikkede ja som svar

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...