Tilvænning

Hun har boet hos en masse plejefamilier. Hun er ved at være træt af sit liv. Da hun stikker af og vandrer på togskinnerne ender hun hos en blandet gruppe mennesker. Før hun ved af det har hendes liv fået meget mere spænding - selvom alt hvad de laver ikke er helt lovligt.

0Likes
0Kommentarer
54Visninger
AA

1. Stukket af hjemmefra

Hun går midt på jernbanesporet. Gruset knaser under fødderne. Hun vil bare være alene. Mærker de skarpe sten gennem sålerne. De knaser for hvert skridt. Hun klarer det, knas, klarer det ikke, knas. Endnu en plejefamilie. Skal det virkelig gå godt nu?

Hun husker første gang hun mødte dem. Hendes sagsbehandler Arild sagde at det var en helt ny plejefamilie. To barnløse fyrreårige, Lise og Georg. Bare glade for at møde en pige som hende.

”Molly, jamen det var da et fint navn” og sådan noget. Det er okay. Det er jo ikke deres fejl at de ikke kan få børn, og tager til takke med hvad som helst. Hende, for eksempel.

Molly spurgte om de vidste, at hun før havde været hos tre forskellige plejefamilier, hvor det var gået ad helvede til. Hun husker Lises fjæs. Hun blev slået helt ud, og sagde noget om at det sikkert nok skulle gå alligevel. Arild havde slet ikke fortalt dem om det…

Molly samler en sten op. Kanterne føles kolde, hårde og skarpe i hendes hånd. Det ville måske være lige så godt bare at blive, tænker hun. Blive på børnehjemmet, undgå alt postyret med en ny skole, nye mennesker, alt det der.

Hun husker at hun var til ”tilvænningsmøde” hjemme hos dem.

Ja, det kalder de det, tilvænning. Præcis som man gør med dyr. Vænner dem til det nye bur.

Stenene giver hende ømme fødder. Hun ved egentlig ikke hvor hun er på vej hen, men hun er sikker på en ting: Hun må væk, og det kan ikke gå hurtigt nok. Molly er mere end træt af altid at være centrum for falsk kærlighed. Alle de plejefamilier som tror, at de kan få hende til at føle sig hjemme med alle de kærlige ord. Det er til at brække sig over. Hun ved ikke hvad hun vil med sit liv. På børnehjemmet er det nemmest at være i fred, men hun har ikke nogen venner der. De synes alle sammen at hun er iskold og altid i dårligt humør.

Hvad så hvis det er rigtigt? Kan de ikke bare leve med at det er sådan, jeg er?

Tydeligvis ikke. Det beviste de da de glemte hendes 16-årige fødselsdag. Hun sad bare alene i et tre hele dagen. De havde ikke engang opdaget at hun var væk.

Pludselig kan hun høre det suse i sporene.

Toget er på vej.

Molly skynder sig at springe over i græsset ved siden af jernbanen. Græsset er varmt og dejligt at ligge i, efter solen har skinnet på det hele dagen. Hun kan se toget nærme sig og inden længe har det også passeret hende. Så rejser hun sig op, og fortsætter sin vej mod et nyt liv.

Det er ved at blive mørkt. Molly er træt af at gå. Hun er nødt til at finde et sted at sove. Hun kan se en stor bro længere fremme. Under den er der noget der ligner en gammel, nedlagt station. Der er en masse andre mennesker i alle aldre i den tunnel som broen har skabt. Nogle af dem har endda formået at lave et lille bål på betonunderlaget. Molly sætter farten op. Det er lige sådan nogle hun har håbet på at møde.

De må forstå mig. De er sikkert også stukket af hjemmefra, tænker hun glad, og nærmer sig en lille gruppe på sin egen alder. De har tændt ild i en lille skål.

”Må jeg sætte mig her?” spørger hun, og gør sit bedste for at se venlig og imødekommende ud.

To af dem ignorerer hende, og den sidste sender hende et irriteret blik. De har alle sammen læderjakker og enten piercinger eller tatoveringer.

 

Ikke dømme folk på deres udseende, siger hun til sig selv.

Pigen med næsepiercingen som så op fnyser og kigger på sine negle. ”Ligner vi et babysitter bureau?” spørger hun irriteret. Molly ryster svagt på hovedet. Hun er forvirret.

Pigens korte hår er sat så det stritter. Det er næsten en hanekam, og så er det sort med lilla striber. Hun ligner ikke en man skal komme på tværs af, tænker Molly nervøst, og overvejer at gå igen.

Inden hun går, ser hun på de to andre. Der er en dreng som sidder, og kaster små pinde ned i skålen. Han ser ud til at kede sig. Hans hår fascinerer hende. Det er sort ved hovedbunden, og resten er farvet hvidt.

Der er ikke ret mange der kan få det til at fungere med hvidt hår, tænker Molly imponeret. Hun kunne godt forestille sig at han ville være en god ven – hvis altså hun ikke havde ødelagt førstehåndsindtrykket.

Der sidder også en dreng op ad en pæl. Det første Molly får øje på er en tatovering på hans overarm. Hun er ikke helt sikker på hvad den forestiller. Det ligner noget som går op i røg, og bliver til en masse sorte fugle. Den er vildt flot - og lidt skræmmende. Molly spekulerer på om den mon er lovlig, men hun siger ikke en lyd.

Don't press your luck.

Han har solbriller på, så hun kan ikke se hans øjne. Han sidder med en smartphone i hånden, og virker ikke til at have bemærket hende. Hendes fornuft siger hende at hun burde skynde sig væk. Løb mens du kan. Man kan aldrig vide om de gemmer våben.

Hendes ben vil ikke lystre. Hun kan ikke få blikket væk fra ham med solbrillerne.

Hold så op med at stirre! beordrer hun sig selv, men det er svært. Hun har aldrig prøvet at være forelsket i nogen, men hun er sikker på at det er sådan her, det føles.

Hvor er det uretfærdigt, tænker hun skuffet. Hvorfor skal han være så perfekt, og så meget uden for rækkevidde?

Hans hår helt sort, og sidder i en emo-frisure. Hun tillader sig at stirre i nogle få sekunder mere.

Pigen med det lilla hår fnyser igen. ”Gå hjem, prinsesse. Du hører ikke til her,” snerrer hun.

Ham med tatoveringen ser op fra telefonen. Ham med det hvide hår ser også op fra ilden.

Flot. Nu kigger de alle sammen på dig. Sig noget intelligent!

Der sker ikke noget. Molly står stadig bare og stirrer på dem.

Okay, glem det. Bare sig et eller andet! Hvad som helst!

Uden at tænke over det, sætter hun sig på hug. Hun ser udfordrende på pigen med det lilla hår. Ingen af dem forventer det næste der sker. Selv Molly bliver overrasket da hun skubber til skålen, så den kurer hen til en anden gruppe. Pigen med det lilla hår og drengen med det hvide råber op, og går i panik. Molly ser meget tilfreds ud, og kigger efter skålen. Da hun ser hvor skålen er endt, ender hendes hjerte helt oppe i halsen. Den gruppe som skålen havnede i, er fem muskuløse mænd med ærmer af tatoveringer. Der går ild i et stykke papir henne ved dem, og de rejser sig alle sammen op.

Jeg sværger at hvis jeg overlever, så tænker jeg over alle mine handlinger frem over, tænker Molly desperat. Pigen med det lilla hår tager fat i hende, og trækker hende væk. Ham med det hvide hår følger med. Lederen af deres gruppe sukker, og bliver tilbage. Molly har dårlig samvittighed helt ind til knoglerne. Hun kan se at mændene har store, arrige hunde, og det ser også ud til at de finder

 

våben frem. Hun når ikke at se mere, for pludselig skal hun springe på et godstog som kommer forbi. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...