Tilvænning

Hun har boet hos en masse plejefamilier. Hun er ved at være træt af sit liv. Da hun stikker af og vandrer på togskinnerne ender hun hos en blandet gruppe mennesker. Før hun ved af det har hendes liv fået meget mere spænding - selvom alt hvad de laver ikke er helt lovligt.

0Likes
0Kommentarer
55Visninger
AA

2. Det nye liv

Da de endelig sidder inde i den åbne togvogn sammen med en masse kasser, sætter Molly sig i et hjørne, og prøver at blive væk.

Hende med det lilla hår og ham med det hvide hår står og skændes. Ham med det hvide hår giver sig til at råbe ad Molly, og true hende med alverdens ting, der vil ske, hvis deres leder ikke dukker op. Pigen med det lilla hår afbryder ham. "Hey, Luke. Slap af. Hun er cool nok... eller det bliver hun i hvert fald."

Luke kniber øjnene lidt sammen. "Siden hvornår har du bare sådan skiftet mening om folk?"

”Hvem ved. Det kan være at hun ender med at være nyttig for os. Jeg synes at vi skal spørge Jack når han kommer tilbage.”

Luke sender Molly et ondt blik. ”For din skyld håber jeg at han dukker op snart,” siger han truende. Molly krymper sig og kort efter er hun usynlig igen. Hun finder ud af at pigen med det lilla hår hedder Victoria, og at Luke kalder hende Vio.

Så hedder han nok heller ikke Luke i virkeligheden, tænker Molly.

Molly bliver mere og mere foruroliget og utilpas jo længere Vio kommer i sine idéer. Molly skal aldeles ikke være med i noget bankrøveri - og slet ikke som lokkemad!

Langt om længe kommer Emo hår også ind i togvognen. Molly ånder lettet op, og sørger for at blive i sit hjørne. Hun satser på at de har glemt hende. Så begynder Emo hår at tale til hende.

Sig noget intelligent! Nej, vent. Lad ham tale først og SÅ siger du noget intelligent.

Hun ser forsigtigt op på ham. Han har taget solbrillerne af så hun kan se, at han har blå øjne. Han siger ikke noget om det der skete under broen. Det eneste han siger, er faktisk bare at de må se, at få farvet hendes hår sort, hvis hun skal passe ind i gruppen. Molly forsøger at være cool, og trækker bare på skuldrene.

Der går lang tid hvor ingen af dem siger noget. Det giver Molly tid til at tænke over, at hun nok ville have givet et bedre indtryk, hvis hun bare havde været sig selv.

På børnehjemmet er man udstødt når man er kold over for andre. Her er man ikke velkommen hvis man er for sød. Det er da forvirrende, tænker hun.

”Nej! Jeg skal IKKE være lokkemad!” nærmest råber Molly ad de andre. Hun vil ikke i fængsel. Vio ruller med øjnene. ”Slap af, der sker ikke noget. Vi har prøvet det før.”

Luke ser opmuntrende ud. ”Ja, så længe vi følger Jacks plan, så kan det ikke gå galt.”

Molly ryster så meget på hovedet at hun er bange for, at det kommer til at sidde løst. ”Svaret er nej,” siger hun, og holder stædigt fast i den smule rygrad hun har tilbage.

”Fint nok,” siger Jack og trækker på skuldrene.

Det gør Molly nervøs. ”Virkelig?”

”Ja. Så er du bare ikke med i gruppen,” fortsætter Jack.

Molly kommer til at synke sit tyggegummi. Hun gør hvad hun kan for ikke at hoste.

Hvad skal jeg dog gøre? Tænker hun panisk. Hvis hun vil have venner, så skal hun gøre noget ulovligt. Hvis hun ikke vil være med til at stjæle, så har hun ingen venner.

De kommer frem til at hun har indtil solen står op, til at beslutte sig. Molly vælger at sove på det.

 

 

Næste morgen bliver hun vækket af Vio. De skal til at springe af toget. Molly er kommet frem til en beslutning.

Jeg har ikke noget at miste, og jeg kan alligevel ikke leve i en boble af sikkerhed for evigt, prøver hun at overbevise sig selv om. Ligesom med tilvænningsmøderne. Jeg skal bare vænne mig til den her måde at leve på, og så skal det nok gå.

Da de er kommet af toget, går de ind mod byen. På vejen bliver Molly spurgt om hun har besluttet sig. Hun tager en dyb indånding, og svarer at hun vil blive i gruppen.

”Også selvom du skal være lokkemad i et bankrøveri?” spørger Vio.

Molly nikker og de jubler alle tre. Det overrasker hende. Måske har de også lært at man ikke skal dømme folk, før man lærer dem at kende, tænker hun glad.

Da de er kommet ind i byen, går planen i gang. De har brug for penge, før de kan få noget at spise, forklarer Vio.

Jack viser dem ind i en forladt lade, hvor han fortæller om planen. Molly kan godt se at der ikke sker hende noget ved at være lokkemad. Vio skaffer pengene, Luke holder vagt og Jack får dem ud fra banken. Det lyder simpelt nok, men Molly tror ikke på at det kan lykkes. Så finder Jack en masse våben frem, og det hjælper på Mollys fornemmelse.

De sætter planen i gang med det samme. Molly styrter ind i banken, og skriger at der er nogen efter hende. De har fået det til at ligne at hun er blevet skudt i skulderen, og bløder i ansigtet. Molly vil ikke vide hvor Vio fik blodet fra. Som forventet er der en masse som går hen for at hjælpe hende.

En af kunderne vil ringe efter en ambulance, men Molly skriger hysterisk at han skal lade være.

”Mine forældre slår mig ihjel!” hyler hun. ”Jeg ender på børnehjem! I må ikke ringe efter nogen! Jeg kan godt selv tage på hospitalet!”

Folk ser tvivlende ud, men de vælger at vente lidt med ambulancen. Mens Molly står og får al opmærksomheden, kommer Vio ind i banken. Hun formår at komme uset hen til et kasseapparat og åbne det. Det er først da hun har fyldt sin pose, at folk bemærker hende. På det tidspunkt er det allerede for sent. Jack kommer ind i banken i samme øjeblik, og peger en pistol mod folk. Stille og roligt går han hen til Molly, og retter den mod hendes tinding. På den måde kommer de ud af banken. Det er først da de er kørt væk i en bil, som Luke har stjålet, at politiet bliver tilkaldt. Jack, Luke og Vio tager deres masker af. Maskerne forestiller klovne med forskellige ansigtsudtryk. ”Det er for at folk ikke kan huske noget om os. De lægger kun mærke til at vi havde klovnemasker på,” forklarer Jack. ”Når de så skal til at give vidneudsagn, kan de kun huske klovnenes ansigtsudtryk.”

Molly synes at Jack er genial. Hun kan godt se hvorfor han fungerer som leder af gruppen.

På vej ud af byen passerer de en masse eftersøgningssedler med Mollys billede på. Vio lægger mærke til det, og Molly er sikker på at hun bliver smidt ud af gruppen, fordi folk kan genkende hende.

”Vi skal have fundet noget nyt tøj og en blond paryk til dig,” siger Vio glad.

Molly forstår ikke hvad de skal med en blond paryk – hun er jo allerede blond – men hun er glad for at hun må blive. Luke uddyber det ved at foreslå, at Mollys nuværende udseende er til, når hun skal være lokkemad.

”Ja, det var jo det jeg mente,” siger Vio irriteret. ”Dit hår skal farves sort, glattes og klippes i etager. Vi skal også have fundet noget andet tøj end din strikkede trøje og blomsternederdelen.”

 

Molly kan se at Vio har svært ved, ikke at komme med en nedgørende kommentar om hendes tøj.

Det vigtige er at hun ikke gjorde det. Pyt med om hun havde lyst til det.

Først går de hen til en frisør. Vio tager nogle af de stjålne penge med, og forklarer frisøren hvordan Mollys hår skal se ud. Frisøren ser overrasket på Molly, og spørger om det virkelig er det hun vil. Molly nikker overbevisende. Det fortryder hun kort efter. Det tager alt for lang tid og frisøren udspørger hende om alle mulige ligegyldige ting. Da Molly langt om længe er færdig, skynder hun sig at betale, og trækker Vio med ud af salonen.

Derefter skal de på tøjindkøb. Det gider Molly heller ikke. Det tager også vildt lang tid. Vio styrter fra den ene butik til den anden, og finder alt muligt. Det meste er til hende selv, men hun finder også et sæt til Molly.

Da de kommer tilbage til den forladte lade, sidder Luke og Jack og tæller penge. Molly synes at der er mange flere, end dem de fik fra bankrøveriet. Luke fortæller stolt om hvordan han og Jack har været rundt i byen, og hacket hæveautomater. Da han endelig ser op på hende, stopper han midt i en sætning, og giver sig til at stirre. Molly bliver forlegen.

”Wow,” siger Luke.

”Jeg ved det!” siger Vio stolt.

Jack nikker anerkendende. ”Det har du klaret flot, Vio.”

Molly ser ned ad sig selv. Hun har fået et par slidte, sorte jeans på og en sort crop top med en eller anden sej, blå tekst på. Molly kan ikke huske hvad der står, men Vio kunne godt lide den. Uden på den har hun en sort læderjakke ligesom de andre. Hendes sko har ikke ændret sig så meget. Det er bare sorte gummisko i stedet for hvide.

Om aftenen tager Jack til en større by uden at fortælle hvorfor. Luke siger at de er vant til, at han forsvinder en gang i mellem. ”Vi plejer bare at vente på, at han dukker op igen,” siger han, og trækker på skuldrene.”

De bliver vækket midt om natten af Jack som er kommet tilbage. Han har skaffet dem nye identiteter, pas og flybilletter. Molly bliver bekymret.

Hvad har de nu fundet på? Er det ikke slemt nok at vi skal røve banker?

Et kort øjeblik får hun hjemve. De to andre ser glade ud. Det får Molly til at slappe lidt af. Jack får dem hurtigt ud af laden og ind i en taxa. Han gemmer pengene i en kuffert. På vej hen til lufthavnen fortæller han at de skal på en velfortjent ferie.

Det lyder ikke så slemt, tænker Molly.

Vio giver Molly en lille seddel hvor der står, at de skal lære Molly at blive lommetyv.

Man skulle tro at jeg efterhånden havde vænnet mig til deres små overraskelser, tænker Molly, og sukker stille.

I lufthavnen er det et stort kaos i Mollys hoved. Hun har aldrig prøvet at være der før. Hun kan overhovedet ikke finde rundt, og der er alt for mange mennesker. Det er heldigt at hun følges med de andre. De har helt styr på det. De får hendes sikkert ind i flyet, og da flyet letter, slapper Molly af. Nu er det endelig lykkes hende at komme væk fra børnehjemmet og plejefamilierne.

Så kan de måske lære at lytte når jeg siger, at det har gået ad helvede til, tænker Molly skadefro. Hun håber at Arild bliver fyret, for at lade hende blive væk.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...