Landing

En desperat mor fortryder sit forhold og beder faren om at forsvinde med deres 1-årige barn. Da det her barn vokser op og får sandheden at vide tager hun til Grønland for at besøge sin mor. Det skal senere vise sig at Grønland gemmer på mange andre sandheder end den biologiske mor.

0Likes
0Kommentarer
34Visninger
AA

2. Sandhedens time

Hjemme hos Marcus sover jeg på sofaen. Hans mors seng er i teorien ledig men det føles meget forkert at bruge den. Så er sofaen et bedre valg.

Næste morgen er Marcus ingen steder at se. Jeg leder i hele huset – også kælderen – men finder ham ikke. Han kommer tilbage med en pizza.

”Er det ikke lidt tidligt at spise pizza?” spørger jeg skeptisk. Han trækker på skuldrene og tager et stykke. ”Det smager ikke anderledes bare fordi det ikke er aften. Vil du have noget eller vil du ikke?”

Jeg ender med også at sætte mig og spise pizza til morgenmad. Efter vi har spist, går vi en tur. Byen er meget stille om morgenen. Der kommer kun få biler.

”Har du egentlig tænkt på hvad du vil gøre nu hvor du bor helt alene?” Det var kun en tanke. Jeg var ikke opmærksom på at jeg sagde det højt. Marcus svarer at han vil tage med mig til Danmark hvis jeg ikke har noget imod det.

”Hvorfor skulle jeg have noget imod det?” spørger jeg glad. Jeg er meget lettet over at han ikke bare vil blive boende her. Han trækker på skuldrene og turen fortsætter i stilhed.

Vi stopper op ved et busstoppested. Der sidder en pige og græder. Hun er nok midt i 20’erne ud fra hvad jeg kan vurdere. Marcus gider ikke at snakke med hende. Han skal lige til at gå videre men jeg stopper ham. ”Hvad er der?” sukker han irriteret.

”Jeg tror at jeg har set hende før,” svarer jeg langsomt.

Han himler med øjnene. ”Tillykke med det. Kan vi lade være med at stoppe hver gang du tror at du har set noget før?”

Jeg er holdt op med at høre efter og går hen og sætter mig ved siden af hende. ”Hvad er der galt,” spørger jeg forsigtigt.

Lige til at starte med svarer hun mig ikke. Da hun ser at jeg ikke går, ender hun med at svare alligevel. Hun snakker rodet og græder samtidig så det er svært at forstå det hele. Jeg får dog fat i det meste. Hendes mor fandt en ny mand men han blev ved med at tænke på og snakke om sin gamle kone. Han savnede hende og fortrød at han havde forladt hende. Det gjorde selvfølgelig moren meget ked af det. En dag endte den nye mand i en trafikulykke. De fandt senere ud af at han snakkede i telefon med sin gamle kone mens han kørte.

Jeg er meget sikker på at jeg har set pigen før nu. Hun knytter næverne mens hun fortæller at hun har tænkt sig at hævne sig på familien. ”Jeg har allerede fået ram på hende der var skyld i alt det her. Nu mangler jeg bare hendes to børn.”

Jeg fatter ikke en lyd. Fået ram på? Mangler børnene?

Jeg når ikke engang at spørge for hun fortæller stolt at hun har slået morens nye mands gamle kone ihjel og at hun også lige har fået fat i hans datter. Jeg burde have indset det noget før. Hun ligner min halvsøster alt for meget. Hun er fra Danmark og hun tager til Grønland for at gøre det af med en kvinde. Min biologiske mor er lige død. Jeg reagerer bare ikke hurtigt nok. Selv Marcus når at komme med en nervøs kommentar om at vi skal videre. Pludselig tager hun et reb frem og forsøger at kvæle mig med det. Marcus går fuldstændig i panik og råber efter hjælp. Jeg har travlt nok med at forsøge at trække vejret. Sorte pletter danner sig i mit synsfelt og lige da jeg skal til at besvime, fjerner hun rebet. ”Ved du hvad? Jeg tror at jeg venter lidt. Pas på ryggen, Emilie. Det gjorde din mor ikke.”

Med de ord stiger hun på bussen og kører væk. Marcus tager fat i min arm. ”Danmark lyder hyggeligt. Lad os tage af sted. Lige nu!”

Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg har fået nok af Grønland. Hele vejen hjem ser jeg mig tilbage.

”Jeg tror altså ikke at hun mente det bogstavligt,” siger Marcus. ”Hun tog bussen ud af byen. Vi kan sagtens nå at komme på et fly inden hun kommer tilbage.”

”Men hun kan også sagtens tage et fly til Danmark. Vi bliver nødt til at melde hende!” siger jeg desperat og slæber min bror med hen på politistationen. Resten af dagen bruger jeg på at overbevise dem om at det var min halvsøster som slog min biologiske mor ihjel. De smiler overbærende til mig og giver os to kopper kakao inden de siger at vi skal gå hjem.

Hjemme hos Marcus lægger jeg mig på hans gulvtæppe og stirrer op i loftet. ”Hvordan skal vi få hende i fængsel hvis de ikke tror på os?” spørger jeg frustreret. Jeg har lyst til at smadre noget men i stedet graver jeg neglene ned i tæppet. Det er jo ikke mit eget hus.

Om aftenen er der nogen som lister rundt i haven. Jeg bliver ved med at se en skygge. Marcus kalder mig pibet og skruer op for fjernsynet. Jeg ruller øjne og går udenfor for at tjekke det – med en stor kniv i hånden. Jeg lister rundt i haven og bliver bange for alle de skygger, jeg ser. Pludselig smækker hovedøren og jeg indser at jeg er låst ude. Jeg skynder mig hen til vinduet og ser Marcus med en kniv foran halsen. Bag ham står Mandy, min sindssyge halvsøster. Jeg går i panik og smadrer vinduet. De kigger begge to forskrækket på mig.

Nu er der ingen vej tilbage. Fortsæt mens du har overraskelsesmomentet!

Hurtigt springer jeg ind ad vinduet og hugger min kniv i Mandys ben.

Hun skriger højt og taber kniven. Pludselig kommer politiet – det viser sig at Marcus ringede til dem alligevel da jeg gik udenfor. De undskylder mange gange og tager Mandy med på stationen med håndjern på.

Den nat er det første gang, mens jeg har været på Grønland, at jeg kan lægge mig til at sove uden at vågne før det er morgen. Det føles godt at kunne sove trygt.

Næste dag tager vi hen til lufthavnen og køber to billetter til Danmark.

Vi sætter os i flyet nogle timer senere. Ruden på det runde vindue er stadig kold. Det føles godt at hvile hovedet mod den igen.

Da flyet letter, føler jeg endnu engang det dejlige sus i hovedet. Det bedste ved at flyve er at lette. Uden for vinduet kan jeg se isbjergene. Jeg glemte helt at kigge på dem da jeg landede. Nu ser jeg dem tydeligt. Jeg forestiller mig at et stykke is styrter i havet men de står bare fredeligt. Hvis de var levende ville jeg næsten tro at de sagde farvel til mig og ønskede mig en god rejse.

Nogen har vist fået for meget pizza til morgenmad.

Jeg ryster på hovedet af mig selv og finder min bog frem. Marcus følger med oppe på de små skærme. Der er sat en film på. Jeg kommer også til at følge med så jeg glemmer endnu en gang at læse i min bog. Det er også mere hyggeligt at sidde og se en film med min bror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...