Landing

En desperat mor fortryder sit forhold og beder faren om at forsvinde med deres 1-årige barn. Da det her barn vokser op og får sandheden at vide tager hun til Grønland for at besøge sin mor. Det skal senere vise sig at Grønland gemmer på mange andre sandheder end den biologiske mor.

0Likes
0Kommentarer
36Visninger
AA

1. Mødet

Jeg finder min bog frem og forsøger at slappe af. Det er min første flyvetur alene og jeg er ret nervøs. Jeg bliver ved med at sige til mig selv at det er det her jeg vil. Mine forældre var ikke meget for at lade mig tage af sted. De synes ikke at jeg er gammel nok. Jeg blev nødt til på det nærmeste at holde en tale. ”Helt ærligt. Hvor svært er det at sætte sig ind i et fly? Desuden er der også gamle mennesker som er ude at flyve. Om man er 15 eller 80. Det gør vel ikke den store forskel.” Jeg sagde det med så stor overbevisning at jeg også fik mig selv overbevist om at det ikke var noget særligt. Det var jeg også nødt til. Hvis mine forældre havde opdaget den skjulte nervøsitet, havde jeg fået lov at tage af sted.

Jeg gentog min tale igen og igen inde i hovedet da jeg stod der. Jeg stod helt alene i lufthavnen og ledte efter et sted at købe en billet. Jeg havde ikke troet at det ville være noget særligt at gøre det i lufthavnen men det var det da jeg ikke engang kunne finde automaten.

Da jeg endelig kom ombord på flyet, tænkte jeg at det værste var overstået. Så fandt jeg ud af at jeg skulle sidde ved siden af en voldsomt overvægtig mand som snorker så hele flyet ryster.

Jeg trækker vejret dybt og hviler hovedet op ad den kolde rude mens jeg ser på skyerne. Indtil videre er det gået fint. Jeg skal nok klare det. Jeg har klaret det indtil nu. Selv den snorkende mand har ikke fået lov til at ødelægge min tur… ret meget.

Jeg glæder mig meget til vi lander af flere grunde. Den mest markante grund er at jeg så endelig får lov at møde hende. Jeg har så mange spørgsmål. Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde. Tankerne hvirvler rundt i mit hoved. Jeg får slet ikke læst noget. Jeg tager mig selv i at sidde og stirre på skyerne og forestille mig hvordan det bliver når vi lander. Jeg er så bange for at gøre et dårligt indtryk. Hvad siger man til en kvinde som ifølge dåbsattesten er min mor men som jeg aldrig har set før? Jeg vil meget gerne starte med det indlysende spørgsmål: Hvorfor?

Det kan bare meget nemt komme til at lyde som en anklage – hvad det nok også lidt er. Hun bad min far om at forsvinde og tage hendes etårige lille barn med sig. Ikke nok med det så forlangte hun at han rejste ud af landet så hun ikke kom til at se ham igen. Jeg forstår godt at min far forelskede sig i en anden. Hans nye kone er meget venlig og sympatisk. Det syntes mine plejeforældre også indtil min far døde i en trafikulykke, og Sasha sagde at hun ikke ville have mig boende, fordi jeg minder hende om min far.

Da jeg står i ankomsthallen, runger ordet i mit hoved igen. Jeg er omgivet af mennesker men føler mig helt alene i verden. Der er ingen der tilbyder at hjælpe med at få min kuffert af transportbåndet. Der er ikke engang nogen som flytter sig så jeg kan komme væk med den. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Jeg kan ikke få særbehandling bare fordi jeg rejser alene. Jeg bliver bare skuffet alligevel fordi jeg måske havde forventet et eller andet.

Nu vandrer jeg skuffet rundt i den overfyldte lufthavn og venter på at hun henter mig. Jeg har tjekket min note på min mobil så mange gange at jeg kan klokkeslættet, datoen og adressen udenad. Det er den rigtige dag og det er det rigtige tidspunkt. Jeg er ikke forkert på den. Hun er sent på den.

Hvem som helst herinde kunne være min biologiske mor. De ligner alle sammen venlige kvinder som leder efter deres datter. Der er bare ingen af dem der leder efter mig. Jeg tjekker min note igen. Der står at hun vil hente mig. Det sagde hun også i telefonen.

Hvor er hun? Hvorfor er hun ikke kommet?

Efter en halv time går jeg irriteret hen til en taxa og bruger de sidste af mine lommepenge. Jeg fatter ikke at jeg blev brændt af.

Taxaen sætter mig af foran en sidevej. Chaufføren gider ikke at køre derind for der holder en masse politibiler og spærrer vejen. Jeg tager min kuffert og går hen ad fortovet. Da jeg står foran hendes hus, opdager jeg at politibilerne også holder foran dette hus. Jeg bliver ramt af en bølge af panik. De er over det hele og omgivelserne er badet i et blåt, blinkende lys. En båre bliver kørt ud af huset. Der er en person, som er gemt under et hvidt lagen, på den. En lille stemme i mit hoved foreslår at jeg bare har taget fejl af adressen. Så kommer jeg til at se på postkassen. Der står det samme efternavn som i hendes e-mail. Jeg er ikke gået forkert. Jeg får en klump i halsen og mine øjne begynder at svide. Med en meget spinkel stemme, spørger jeg en betjent om hvad der er sket. Han fortæller at der er en midaldrende kvinde som er blevet myrdet. Det tager lidt tid før min hjerne accepterer hvad der er sket. Det føles som om al nervøsiteten og spændingen bliver til et stort tomt hul. Jeg har lyst til at krølle mig sammen i et hjørne og græde. Betjenten stiller mig alle mulige spørgsmål om hvem jeg er og om jeg kendte hende. Det er ikke min mening men jeg ender med at fortælle ham alt – og bryde ud i en hysterisk gråd.

De tager mig med på stationen fordi de mener at jeg er for ustabil til at kunne være alene. Jeg bliver placeret på en stol med noget varm kakao over for en dreng som ser lidt yngre ud end mig. Han kan højest være 13.

”Hej,” siger drengen bittert. ”Hvad bringer dig til Elendighedernes bord?” Han stirrer ned i sin kakao med et vredt og såret blik. Jeg undlader at kommentere det underlige navn som han har givet bordet. Forsigtigt og uden for mange detaljer fortæller jeg hvad der er sket.

”Min mor er også lige blevet myrdet og de nægtede at lade mig være. Hvad hjælper det os at sidde her frem for at være alene. Den eneste forskel er at vi er alene med vagter her!”

Jeg mumler stille at vi er alene sammen. Han ruller øjne ad mig. Vi sidder og snakker om lidt af hvert men samtalen styrer hele tiden tilbage til mordet på vores mødre. Til sidst ender jeg med at fortælle hvor hun boede. Jeg har en sidste chance. Et lille håb spirer. Måske er jeg ikke helt alene trods alt.

Drengen spærrer øjnene op. ”Det’ løgn!” udbryder han. ”Er du min søster?”

Jeg nikker med et smil. Så kommer vi til at snakke om vores forældre igen.

”Jeg har fået at vide at vores forældre skændtes engang og at far tog mig med til Danmark mens mor blev hjemme sammen med dig. Far mødte bare en ny og havde ikke lyst at rejse hjem igen,” slutter jeg trist.

Drengen – som siger at jeg bare skal kalde ham Marcus – fortæller at vores mor kom med en helt anden forklaring. ”Hun sagde at du skændtes med hende og stak af hjemmefra. Far gik ud og ledte efter dig men ingen af jer vendte tilbage. Nogle dage senere fandt man ud af at I var faldet igennem isen og druknet.

”Påstod hun at jeg døde?” spørger jeg chokeret. ”Og at jeg oven i købet var skyld i fars død?” Jeg kan ikke tro det. Så meget for den genforening. Nu er jeg pludselig glad for at jeg ikke nåede at møde hende hvis hun kun lige holdt så meget af mig at hun lod mig dø i en historie. Ikke nok med det, men i en historie som hun fortale videre til sin søn.

”Hvor længe siden har du ’vist’ det?” hvisker jeg.

Han ser på sin kakao. ”Siden jeg var 7.”

Jeg kan ikke tro det. Jeg bliver gennemsyret af vrede. Jeg har sådan lyst til at råbe ad hende. Så kommer jeg i tanker om at hun er død. Akkurat ligesom min biologiske far.

Marcus og jeg får først lov at gå flere timer efter. Vi tager kun hjem til ham for at sætte min kuffert. Han venter udenfor. Han kan ikke klare at være i sit hus lige nu. Det forstår jeg godt. Huset minder også kun mig om blå blink og min påståede død. Jeg er stadig meget fornærmet over at hun ligefrem slog mig ihjel i sin historie. Kunne hun ikke bare have sagt at jeg var forsvundet – eller have sagt sandheden?

Vi finder en restaurant hvor vi spiser aftensmad. Det viser sig at Marcus har ret mange penge.

”Godt nok var hun en løgner men hun gav gode lommepenge,” siger han ligegyldigt og bestiller noget mad. Han antager bare at han også skal betale for mig. Jeg kommenterer det ikke for jeg kan jo ikke selv. De sidste af mine penge blev brugt på taxaen.

Da vi har spist, går vi en tur inde i byen. Vi går også ud på isen. Ikke ret langt for jeg vil ikke gøre min mors historie til virkelighed. Jeg vil bare gerne se isbjergene i virkeligheden. Det er et utrolig flot landskab. Da vi skal til at gå hjem, trækker Marcus i mit ærme og peger op på himlen.

Så fik jeg også set det berømte Nordlys i virkeligheden. Det var ikke en total fiasko at tage herop alligevel, tænker jeg med et smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...