Fordi jeg elsker dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2016
  • Opdateret: 24 jun. 2016
  • Status: Færdig
Den norske succesforfatter Helene Uri fortæller i denne ungdomsroman historien om Elin. Hun er populær, ser godt ud, gør, hvad der bliver forventet af hende. Og så møder hun Frederik, som med sin selvsikkerhed og sine turkise øjne fejer benene totalt væk under hende. Men ligeså stille afløses den stormende forelskelse af noget andet: Nervøsitet. Frygt. Truende sms’er. Blå mærker. Elin kan ikke genkende sig selv, mens alle omkring hende kun ser det, de vil se. Fordi jeg elsker dig er Elins historie. En historie om forel- skelse og kærlighed, manipulation, mishandling og svigt.

9Likes
0Kommentarer
571Visninger
AA

1. Kapitel 1

Det er næsten ikke til at tro, at det virkelig er mig, der har oplevet det her. Og at jeg har overlevet. At jeg er her nu.

Fortæl mig det hele, sagde Berit til mig, da jeg kom rullende ind på hendes kontor. – Det hele? gentog jeg. – Det er nok det bedste. – Men hvor skal jeg begynde? – Begynd med begyndelsen, sagde hun. – Alle historier har en begyndelse. Jeg kender kun slutningen på din. Jeg ved, hvordan det kunne være endt.

 

1.

Og som så meget andet begyndte det med en tilfældighed. Jeg mødte Frederik en fredag. Han stod uden for butikken nede på hjørnet. Vi havde fået tidligt fri, fordi vores lærer i naturfag var syg, og vikaren aldrig dukkede op. Rektor kom ind i klassen og sagde, at vi bare kunne holde tidlig weekend. Tina og jeg skulle hjem til hende og drikke te. Vi havde oceaner af tid, og det var varmt i betragtning af, at det var i september. Tina foreslog, at vi skulle tage en liter is med hjem. Chokolade, sagde Tina. Jeg ville have yoghurtis med cookies.

Jeg tror ikke, jeg lagde mærke til Frederik, da vi gik ind i butikken, men da vi kom ud igen, så jeg ham med det samme. Han stod midt på vejen foran os og smilede. Han havde en mobil i hånden, som han stod og viftede med. Jeg tror nok, jeg gengældte hans smil, for Frederiks smil er af den slags, man ikke kan modstå. Hele hans ansigt bliver til ét stort smil, øjnene bliver smalle og endnu mere skrå. Frederik smilede til mig, og smilet var så stort, at jeg pludselig forstod udtrykket ‘at smile fra øre til øre’.

Kan du genkende den her? spurgte han. – Nej, sagde jeg og blev ved med at smile til ham. Jeg kunne ikke lade være. – Kan du ikke? Se nu på den. – Det er jo min mobil! – Det var det, jeg regnede med, sagde fyren. – Den faldt ud af din taske, da du gik ind. Og så samlede jeg den op. – Tak, sagde jeg. – Du får den igen, hvis jeg får … begyndte han, men stoppede og så på mig. – Får hvad? spurgte Tina. – Et kys, sagde han. – Otte point for mod, ti for frækhed, sagde Tina. – Katjing!, sagde fyren. Han smilede ikke længere, og hans ansigt var glat og alvorligt, da han sagde: – Men du skal give mig dit nummer, så jeg kan invitere dig på en kop kaffe. Som tak. – OK, sagde jeg endelig.

Han gav mig min telefon, tog sin egen op af baglommen og så på mig. Jeg kunne knap nok huske mit eget nummer, jeg måtte tænke mig om, før jeg kom i tanke om det første ciffer. Jeg dikterede, og han gentog hvert tal og tastede det ind på sin telefon.

– Vi ses, sagde fyren, vendte sig om og begyndte at gå. Lige før han drejede om hjørnet, kom jeg i tanke om det. – Som tak? sagde jeg til hans bortvendte skikkelse, men min stemme var alt for lav. Han hørte mig ikke og blev ved med at gå.  – Som tak? råbte Tina på mine vegne. Han standsede og vendte sig om. – Som tak for hvad? spurgte jeg. Min stemme var stadigvæk meget lav, meget lavere end Tinas havde været, men han havde hørt mig. Han så på mig, da han svarede: – For at det her skete. For at vi mødte hinanden. For skæbnen, som fik din mobil til at falde ud og lande lige for fødderne af mig.

Han smilede sit store smil, før han vendte sig om igen og forsvandt rundt om hjørnet. På det tidspunkt var jeg allerede forelsket i ham. Jeg vidste ingenting om ham, hvor gammel han var, hvor han boede, hvilken skole han gik på, ikke engang hvad han hed. Men jeg vidste, at jeg måtte se ham igen.

– Fantastisk, sagde Tina. – Det var fuldstændig som på film. – Ja, sagde jeg. – Han var virkelig lækker, sagde Tina. – Ja, sagde jeg. – Tænk, hvis du ikke havde tabt mobilen!

Flere måneder senere spurgte jeg Frederik, om min mobil virkelig var faldet ud af min taske, eller om han havde fisket den op, da vi gik forbi. Selvfølgelig faldt den ud, sagde han. Hvad troede jeg egentlig om ham? Tvivlede jeg på det, han havde fortalt? Og jeg spurgte ikke mere. Det spillede ingen rolle, om det faktisk var skæbnen, der havde bragt os sammen, eller om det var Frederik, som havde hjulpet den på vej.

 – Hvad nu, hvis du aldrig hører fra ham igen? spurgte Tina. Og hvis jeg ikke havde kendt hende så godt, kunne jeg have troet, at hun var jaloux. Men sådan er Tina ikke. Bedre veninde kan man slet ikke forestille sig. Hun er fornuftig, hvis jeg opfører mig dumt. Hun er dejlig tosset, hvis jeg er alt for kedelig. Hun opmuntrer mig, hvis jeg er ked af det. Og hvis jeg er stresset eller nervøs, er hun den inkarnerede ro.

– Han ringer, sagde jeg, og jeg var faktisk ikke i tvivl. Dengang var jeg stadigvæk ret selvsikker. Det var før, det alt sammen begyndte. – Okay, sagde Tina. I det samme bippede mobilen, som jeg havde i hånden. Det var en sms fra en, der hed Frederik. Frederik? Så forstod jeg, at han havde lagt sit eget nummer ind under kontakter på min telefon. – Hvem er det fra? Er det fra ham? – Han hedder Frederik. – Det kunne være værre, sagde Tina. Der, i det øjeblik, kunne jeg ikke forestille mig et smukkere navn end Frederik, men det sagde jeg ikke. – Hvad skriver han? – “I morgen på Et trin op,” læste jeg højt. – Ligesom på film, sagde Tina igen. – I kommer til at ride ind i solnedgangen sammen. – Eller rejse til Paris sammen, sagde jeg.

 

2.

Den fredag sov jeg ovre hos Tina. Hendes forældre var på weekend i deres fjeldhytte, og min mor var som sædvanlig på arbejde. Hun har haft mange nattevagter og meget overarbejde i de senere år.

Det handlede næsten alt sammen om Frederik. Eller rettere sagt, så handlede det ikke om andet end ham. Vi havde hans mobilnummer, og så var det let at finde hele hans navn. Med både fornavn og efternavn lå vejen åben. Tina sad med den bærbare i skødet og skovlede is i sig. Yoghurtis med cookies. Jeg hang ind over hendes skulder, mens min is smeltede i skålen. Han var næsten to år ældre end mig. Han var blevet nummer fire i en eller anden løbekonkurrence. Han spillede fodbold. Vi fniste og så på hinanden, hver gang vi havde fundet noget nyt. Der var nogle fotografier. Han havde været med i en skolekomedie, og på et par af billederne stod han i en lang kappe og havde langt skæg. Han havde gået på en skole i udkanten af byen, en rigtig snobskole. Vi granskede Facebook-profilen. Han havde været kæreste med en køn pige, der hed Anna. Han havde flere venner end Tina og jeg tilsammen. Han og jeg var fælles om et par stykker, men de var begge to, for mit vedkommende, helt perifere bekendtskaber, som jeg ikke kunne ringe til for at forhøre mig om ham. Nu gik han på et gymnasium, der lå i nærheden af vores. Der var mange billeder på hans profil. Men ingen af dem var helt tåbelige. For et par år siden havde han poseret med den obligatoriske øl i den ene hånd og en smøg i den anden. Han stod og gjorde sig til i badebukser. Han var midt i et slæng af fyre, der gav fingeren til fotografen. Okay, det var lidt barnligt. Men han havde ikke selv lagt ret mange billeder op, de fleste, som han var tagget på, var blevet lagt op af andre. Vi læste kommentarerne: “Tillykke med dagen, Freddie!” “Ses, røvhul.” “God tur til Frankrig!” Vi gik helt tilbage til det første år, han havde været på Facebook. Og der var ingenting, der bidrog til, at jeg blev mindre forelsket, snarere tværtimod.

Vi lavede aftensmad, noget der endte med at blive til en slags omelet med enorme mængder ost. Der var nok gået tre minutter, uden at en af os havde nævnt Frederik, og jeg tænkte, at nu var Tina nok træt af det, og at det ikke var så mærkeligt. – Det er godt med så meget ost, sagde jeg for at snakke om noget andet. – Fuck da osten, sagde Tina. – Hvad skal du have på?

Vi planlagde det hele. Sminke, hår, tøj. Alle detaljer. Det måtte ikke se ud, som om jeg gjorde mig for meget umage, men jeg ville jo gerne være så tiltrækkende som 13 muligt. Det allerførste, vi blev enige om, var, at jeg skulle have håret hængende løst. Jeg ved, at mit hår er pænt, det er tykt og langt, det er glat og lyst som marengs. Jeg skulle låne Tinas grønne sweater, og så skulle jeg hente mine yndlingsbukser hjemme hos mig selv. Øreringe, hvilken farve lipgloss, sko – alt var besluttet, da vi var færdige med at rydde op og trykkede på startknappen på opvaskemaskinen. Hvad vil du gøre, hvis han prøver at kysse dig? spurgte Tina så. Og så snakkede vi om det. Det var med skrækblandet fryd, at jeg sagde: – Tror du, han kysser mig? – Nja, det ved jeg ikke. – Men hvad tror du? – Nej, jeg ved det ikke, svarede Tina. – Måske ikke første gang. – Hvad nu, hvis han ikke kommer? – Selvfølgelig kommer han, sagde Tina. – Hvad nu, hvis jeg snubler på vej ind i caféen? – Det gør du jo ikke. – Hvad nu, hvis han ikke kan lide sweateren? – Du ser altid skidegodt ud, ligegyldigt hvad du har på, sagde Tina og gabte. Hun kneb øjnene sammen og åbnede munden på vid gab: – Det kommer til at gå supergodt. – Men hvad nu, hvis vi ikke har noget at snakke om? blev jeg ved. – Ja, det er ikke så godt, sagde Tina, for hun ved lige så godt som jeg, at jeg klapper i som en østers, hvis jeg bliver genert. Jeg snerper munden sammen, lukker mig inde i mig selv, siger ingenting. Eller, endnu værre, så bralrer jeg op med de mest idiotiske ting. – Men så er det vel bare ikke meant to be, sagde hun efter nogle sekunder.

Vi lå i Tinas seng, lyset var slukket og kun skærmen på den bærbare på natbordet flimrede imod os. Faktisk så vi en amerikansk serie, som vi havde set så mange gange, at vi ikke gad følge med. Vi lå helt ind til hinanden. Der blev langt mellem ordene. Til sidst faldt vi i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...