Eventyret jeg kalder mit liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2016
  • Opdateret: 23 nov. 2017
  • Status: Færdig
Kan man ændre på de ælste ting? kan man ødelægge hele tilværelsen med en enkelt beslutning? dette er spørgsmålene som ingen kan svare på, fordi deres liv ikke allerede er skrevet i forvejen. Man skriver jo selv sin egen historie, Ikke?

3Likes
4Kommentarer
320Visninger
AA

5. Kapitel 4: En middag og et farvel

For at forklare det kort var jeg gået ud på engen for at få lidt fred kan man vel sige. Jeg elskede at være herinde men jeg savnede nu også mit hjem, også selvom at det var så kedeligt og langsomt og at der ikke var magi eller eventyr men at det kun findes i bøgerne. Dog havde min verden sin egen dejlige charme, som at der var teknologi der kunne gøre næsten alt, det svarede vel til vores form for magi. Der var også ting som vores forlystelsesparker med alle de vilde ruchebaner og vores musik.

 

Sådan sad jeg i mine egne tanker da jeg så en hest komme løbende. Hvad var det nu der skar nu. Jeg tømte hele mit hoved for at finde ud af det. Men lige meget hjalp det. Jeg kunne bare ikke huske det. Det kunne vel også være lige gyldigt, der ville jo ikke ske noget ved at jeg ændrede det hele lidt. Nej det kunne der ikke, blev jeg enig med mig slev. Det måtte være Maurices hest. Jeg følte pludselig en stor trang til at finde ham. Så selvfølgelig besluttede jeg mig da for at gøre det.

 

Jeg løb hesten i møde og satte mig op på den.

”Før mig til min far” hviskede jeg i dens øre. Den forstod mig med det samme og red af den vej den var kommet. Det gik hurtigt og føltes fantastisk. Jeg har aldrig redet før så det her var også en del af mit drømme eventyr. I virkeligheden kan min mor ikke tåle heste så jeg har aldrig mødt en rigtig hest før. Jo længere vi kom ind i skoven der omringede landsbyen des mere nervøs blev jeg. Jeg havde en fornemmelse af at der snart ville ske noget virkelig slemt. Jeg har også en teori om at jo længere tid jeg var her inde jo mere ´Belle´ bliver jeg. Hun tager ligesom del i det jeg føler og tænker. Det er ligesom hvis jeg havde to stiger at følge, den første sti er min sti der føre til det jeg ville tænke eller gøre og den anden er Belles sti. Det var en mærkelig følelse.

 

Jeg opdagede noget på jorden og fik hesten til at stoppe dens vandring. Maurices vogn. Det var den jeg havde opdaget, det betød at de var kommet ud for et uheld. Jeg satte mig op på hesten igen og det gik fuld fart frem.

 

Da hesten stoppede igen var vi ved en enorm slotsport. Jeg tror for første gang i mit liv havde jeg glemt hvad der skete i eventyret, jeg plejede ellers at kunne det udenad, men nu var der bare en blank plet der hvor mine minder om den som regel var. Jeg havde en følelse af at det var for at jeg ikke skulle have en fordel. Jeg kendt godt porten svagt men den ville bare ikke forbinde sig med noget. Jeg kunne mærke at jeg var ved at miste dele af mig selv, mine minder blev langsomt lavet om og blev byttet om til Belles barndomsminder. Ergo måtte jeg skynde mig mere med at komme ud end nogensinde, jeg vidste bare at der var et eller andet jeg skulle hente eller lave om på, men hvad det var vidste jeg ikke.

 

Jeg åbnede langsomt og forsigtigt den store dør til slottet. Der var stort og højt til loftet med rustninger ved næsten vær eneste væg. Oppe i loftet sad der en gargoyle ved vær eneste hjørne. Hvis jeg selv skulle bo på det her slot havde jeg nok ombygget det og lavet det mere indbydende.

 

”Papa?” råbte jeg gennem stilheden. Intet svar. Jeg var både bekymret og bange nu. Jeg spidsede øre for at kunne høre selv den mindste lyd. Jeg begyndte at gå hen mod en af de store marmortrapper da jeg kunne høre en sagte hvisken.

”Det er hende Clocksworth, der er virkelig hende…”

”Hold din kæft Lumiere!” afbrød en anden hvisken. Den sidste hvisken var mere skærende og irettesættende. Jeg gik vendte rundt og gik mod stemmerne i stedet, de ville måske kunne hjælp mig med at finde min far. Jeg kiggede rundt om mig, men der var ikke et levende væsen i miles omkreds.

”Åh, kom nu gamle mand…”

”Nej hvad tror du ikke herren vil sige…”

”Er der nogen?” spurgte jeg ud i den ny brudte stilhed

”Åh nej, hun hørte os. Det er også din skyld Lumiere” blev der sagt

”Åh det kan vel ikke skade at prøve, det kan i det mindste gøre en ende på vores lidelser.” sagde den ene stemme og gik derefter over til at råbe ”Ja vi er herovre”. Jeg gik efter lyden men kom bare til at træbord med et ur og en lysestage på. Jeg stirrede forvirret rundt i den uhyggelige forhal.

 ”Her nede madam” Jeg tog den gyldne lysestage op for at få lidt lys. Jeg gik op af de store trapper og blev ved med at lede efter far. Trappen snoede sig opad så langt øjet rakte. Jeg begyndte at gå op af de store trin og åbnede en vær dør jeg passerede på min vej men fandt ikke min far. Jeg bevægede mig op til at trappen ikke gik længere. Jeg stod nu uden for en stor trædør.

”Madam de burde ikke gå der ind” kom det igen fra lysestagen, jeg gloede forvirret på den indtil det endelig gik op for mig at det var lysestagen der snakkede. Jeg kom med et forskrækket udbrud men nåde med nød og næppe lige at holde skriget inde.

 

”Belle?” lød det svagt inde bag døren

”Papa?” udbrød jeg og braste ind af døren. Rummet jeg kom ind i mindede mest af alt om en kælder. Der var små rum eller nok nærmere celler. Jeg var i en fangekælder.

”Belle!” lød det stille fra en af cellerne.

”Papa er du okay?” spurgte jeg og løb hen til cellen hvor han var fanget. Jeg tog hans hænder i mine.

”Du er jo iskold papa!” sagde jeg med en bekymret stemme

”Du må skynde dig væk Belle, inden han også fanger dig!” advarede han men blev afbrudt af en hoste.

”Nej jeg forlader dig ikke Papa, du er jo syg!”

”Belle du forstår det ikke han er et Udyr!”

Hans øjne gik pludselig meget store, og han stirrede forfærdet på noget der stod bag mig.

”Løb Belle jeg beder dig!” sagde han

Jeg vendte mig forsigtigt om for at se hvad han var så bange for, jeg kunne dog ikke se personen fordi han eller hun stod i skyggen.

”Lad ham gå jeg beder dig!” spurgte jeg bedene denne person

”Din far er en tyv hvorfor skulle jeg lade ham gå!” sagde personen koldt

”Kan du ikke se han er syg!”

”Det er ikke noget jeg vil bekymre mig om!”

”Men hvis du ikke vil lade ham gå, er der så en anden der må tage hans plads!”

”Nej Belle, det må du ikke gøre, jeg har levet et langt liv, det har du ikke gjort du må ud og opleve ting. Du skal tage tilbage og glemme alt om mig, jeg har allerede mistet din mor jeg har ikke råd til også at miste dig!” udbrød min far, han vidste godt hvad jeg havde tænkt mig at gøre.

”Du har tænkt dig at tage hans plads?” spurgte den fremmede forbløffet. Jeg nikkede stille.

”Men først må jeg se dig!” sagde jeg og var usikker på om det vilde falde i god jord.

”Træd frem…” forlangte jeg. Den fremmede gjorde som jeg sagde og stillede sig ud i lyset. Jeg missede med øjnene. Jeg kom med et bange udbrud og så nok rimelig ynkelig ud, men jeg acceptere min skæbne.

”Tager du han plads!” spurgte udyret

”Ja!” sagde jeg beslutsomt

”Nej Belle, det må du ikke gøre!” sagde far og lød helt forfærdet. Jeg kunne mærke tårerne falde ned over mine kinder og blev forbløffet over hvorfor jeg græd, han var jo ikke min rigtige far, det måtte være Belles del der var ved at vinde over min egen del. Udyret gik hen og åbnede celledøren og trak barsk min far ud af døren.

”Belle, nej slip mig! Belle” råbte ham men det var ikke til nogen nytte. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på så jeg satte mig ned på cellens gulv og lod tårerne falde…

 

efter lidt tid kom han tilbage.

”Kommer du med?” spurgte han hårdt

”Hvorhen?” spurgte jeg med en grådfyldt stemme

”Op på dit værelse selvfølgelig!”

”Skal jeg ikke bo her!” nærmest snerrede jeg af ham

”Følg nu bare med!” snerrede han tilbage

”Du gav mig ikke en gang lov til at sige farvel” sagde jeg men han ignorerede mig bare i stedet spurgte han mig bare: ”Hvorfor tog du hans plads?”

”Han er min far, det skylder jeg ham!” svarede jeg ham bare

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...