Eventyret jeg kalder mit liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2016
  • Opdateret: 23 nov. 2017
  • Status: Færdig
Kan man ændre på de ælste ting? kan man ødelægge hele tilværelsen med en enkelt beslutning? dette er spørgsmålene som ingen kan svare på, fordi deres liv ikke allerede er skrevet i forvejen. Man skriver jo selv sin egen historie, Ikke?

3Likes
4Kommentarer
788Visninger
AA

2. Kapitel 1: Udyret også kendt som skolen

Der var en gang, sådan starter alle eventyr men det her er ikke noget normalt eventyr. Man kan nok ikke engang kalde det et rigtigt eventyr. Hej jeg hedder Abigail og jeg vil gerne fortælle jer om det eventyr jeg kalder mit liv. Mit eventyr startede ikke med ´der var engang´, nej mit eventyr starter i et klasselokale. Mit klasselokale.

 

”Sæt jer ned og ti stille”. Det var et af de råb vi hørte hver morgen, det var mrs. Smith sædvandlige godmorgen hilsen til os. Jeg har enlig aldrig oplevet at hun var kommet ind til os i godt humør. Hun var altid sur, og vi gjorde altid noget forkert. Eller sådan var det ikke altid. Der var engang en dreng der gik i vores klasse der hed Jonathan, han var den populæreste på hele skolen, både blandt elever og lærerne. Men en dag var så bare forsvundet og ingen har set ham siden. Og lige siden har mrs. Smith været sur hele tiden. 

 

Lige meget hvad hun gjorde for at få de andre til at tie stille virkede det ikke, snakken kørte stadig videre og videre. Til sidst sukkede hun bare og begyndte at skrive noget op på tavlen. Der var ikke rigtig nogen der gjorde som hun sagde eftersom at det var det sidste år og de fleste var lidt ligeglade med matematik. Det blev ikke ligefrem bedre at det snart var sommer og skolen der for alvor var slut. Jeg sad lidt bare og stirrede ud i luften. Hvad mon jeg ville efter High School?

 

Lyden af klokken nåde mine ører langt før de andres. Jeg nærmest løb ud for at komme væk fra den masse af elever der ville fylde gange om bare få øjeblikke. Jeg stormede ned af gangen og drejede skarpt til højre lige igennem bibliotekets døre. Det eneste sted på hele skolen hvor jeg faktisk følte at jeg var velkommen. Det var lige før det var mit andet hjem.

 

Jeg lod mine fødder bære mig lige derhen de ville. Jeg kendte nu biblioteket ud og ind så jeg behøvede ikke et kort for at finde rundt mellem alle de massive stakker af bøger. Da jeg kom til min sædvanlige plads gled jeg ned af reolen og sad med knæene trukket op til brystet. Der sad jeg så lidt og tænkte det hele igennem. Hvorfor kunne livet dog ikke bare værre som et eventyr, så ville alting, og jeg mener alting, være bedre og alle ville få en lykkelig slutning, eller det ville de faktisk ikke fordi skurkene for jo ikke nogen lykkelig slutning. Men stadigvæk?

 

”AV!” udbudte jeg forskrækket da et eller andet ramte mig i hovedet. Jeg kiggede ned til mine fødder hvor tingen var landet. Det var en bog, det kunne jeg se. Jeg rakte ud efter den og samlede den op.  Det tog lidt tid før det gik op for mig at det var et eventyr. Den føltes velkendt og titlen snakkede til mig på et sprog jeg ikke kunne forstå.

 

Jeg åbnede det slidte omslag og kørte mine fingre over de gamle sider der var præget med ord der slyngede sig hen over dem. I det fjerne kunne jeg høre klokken ringe, men jeg var for optaget af ordenes sagte hvisken. Mine øjenlåg blev tungere og tungere, og til sidst lukkede de helt i. Jeg havde en følelse af at jeg faldt ned gennem en lang dyb brønd.

 

Da jeg endelig slog øjnene op, var det syn der mødte mig ikke noget jeg havde forventet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...