Død pige på dåse

"100% rabat, kom og få død pige på dåse!" ... Deltager i Piger' 17 - konkurrencen med valgmulighed 1 - et digt.

2Likes
0Kommentarer
46Visninger

1. .

"100% rabat!

Kom og få død pige på dåse

der flyder i datiden og selvmedlidenhed!

Hun har stoppet sig selv med Ipren og Panodiler

for at lindre flængerne på sit hjerte.

Tænk ikke på om hun smager grimt,

for vi har dækket stanken af død med en halv liter parfume.

 

Hendes levetid var pragtfuld nedtrykt,

for hun blev katten, der blindt fulgte med,

hvis bare man stoppede op og kløede den engang imellem.

Hun var skruen i pastaposen fyldt med sløjfer,

og hun var altid bange for at miste et øjeblik,

som blev til en intern joke,

som blev forvandlet til et helt liv uden hende.

 

Hun havde i lang tid prøvet at bygge en facade op omkring sig selv.

I starten var den af smil,

men de blegnede gang på gang,

for hvad var der egentlig at smile af?

Så byggede hun den op af træ,

men al for hurtigt brændte den ned af de spydige ord fra folks læber.

Til sidst byggede hun den af sten,

og sørgede for at hvert hul var lukket,

men af og til kunne hendes tårer alligevel finde sprækkerne.

Og alle dem der kom for tæt på facaden gik igen,

for hvem orkede egentlig at blive våd

hellere undgå det besvær ikk'?

 

Hendes facade var den,

der bedst kunne afværge spørgsmål og sørge for at holde hende oppe.

Dog aldrig tilbage,

for det var hendes krop, der udførte den opgave.

Hvis det ikke var for hendes krop,

ville hun allerede være taget afsted.

 

Men hendes krop var dårligt beskyttet,

især mod dråbernes tunge vægt,

vindens knivskarpe råb

og tomhedens sorte huller.

I starten havde hun en paraply som værn,

den hendes mor havde givet hende,

før hun også gik.

Men den knækkede al for hurtigt af dråbernes tunge vægt

og den knivskarpe vind fra folks råben.

Nu var hun blottet og efterladt til tomhedens sorte huller.

 

Hver dag var hun på de forkerte steder, de forkerte tidspunkter.

Hun krøb sammen bagerst i det lidt for snavsede klasselokale,

sad derinde i mørket og prøvede at opmuntre sig selv med andres smil,

der dog alligevel aldrig var rettet mod hende.

Hun var kun skygger og støv.

Et uægte barn,

der blev ved med at drukne i datidens hav.

 

Hun gik for meget op i, hvad andre syntes om hende

og brugte al sin tid på at holde sin egen personlighed i baggrunden,

for hvad andre gerne ville se og høre af hende.

Alligevel gjorde hun sig stor nok til, at de ville bemærke hende,

dog ikke så stor, at de ville vende deres fulde opmærksomhed mod hende,

for så vidste hun allerede, hvad de ville sige.

 

Verden var en labyrint for hende.

Hun farede vild uden sin paraply og faldt ned i tomhedens sorte huller.

Nu fik hun mærker på armene,

om den tid hun allerhelst var foruden.

Mærker der lignede tremmer,

tremmer der altid ville lukke hende inde og stjæle hendes frihed.

 

Hun prøvede at holde sammen på sig selv,

men langsomt mistede hun flere og flere stykker af sig selv,

ligesom mælkebøtten mister sine frø.

Til sidst er der kun ét standhaftigt frø tilbage,

sårbart holder det krampagtigt fast i den kolde vind.

Det sidste håb.

Der ligesom de andre frø engang vil flyve væk...

 

Vi fandt hende i en kasse på loftet,

der var støv overalt, selv på hende.

Hun lider af en som hed kvalerne i sin kolde metaldåse,

for hendes navn er blevet glemt på alles læber,

selv vi kan ikke huske det rigtige navn i dåsevrimlen,

nu er hun kun en stregkode.

Men det betyder vel ikke spor, bare I bliver mætte?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...