Dragon Age

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2016
  • Opdateret: 28 jul. 2016
  • Status: Igang
En ung fyr, Eyvindor er prins af skovelvernes konge, og med det følger der mange forpligtigelser - Eyvindor skal giftes med en elver han aldrig har mødt. Eyvindor er uregerlig, og han er konstant op at skændes med sin far - men en dag på patrulje møder han en ung krigerisk kvinde, som han finder yderst interessant. Han må nu kæmpe med både kærlighed og en ny fare der lurer i mørket på vej ind i hans rige.

3Likes
0Kommentarer
115Visninger
AA

2. Kapitel 2: Kidagakash

 

Skoven uden for muren var stille bortset fra den uforvarende lyd af noget der hvislede over de faldene blade. Jeg satte mig på hug og lyttede, og gjorde tegn til mine mænd om at gøre det samme. De adlød min lydløse ordre. Vi var ved at løbe tør for mad, så vi blev nødt til at fange noget i dag, ellers ville vores indespærrede by sulte. Min far havde givet mig opgaven, om at fange mad. Jeg var stolt over at være blevet tildelt opgaven, det var første gang min far havde givet mig ansvar for noget der betød noget for vores by.

Jeg gjorde tegn til mine mænd om at dele sig, da vi ikke kunne få øje på noget. Mine mænd gjorde som jeg bad dem om. Jeg selv rejste mig, og gik frem fra den busk jeg havde siddet i skjul bag. Jeg vidste der måtte være noget derude mellem træerne, men der var stadig intet at se.

Jeg ved ikke hvor længe jeg blev stående og stirrede efter noget der ikke var der, men det måtte have været længe, for mine mænd kom tilbage med mad. Der var blevet nedlagt en masse forskellige dyr, og jeg måtte indrømme, at der var mere end forventet. Nogle andre havde fundet rødder og bær. Jeg kiggede glad på de langhåret mænd der stod omkring mig. Jeg nikkede tilfreds, tog et dødt dådyr over skuldrende, og sammen gik vi tilbage mod vores indespærrede by.

 

”Herre, Eyvindor, kongen ønsker din tilstedeværelset i tronsalen,” sagde Arvellon, og bukkede for mig. Jeg nikkede og fulgte med ham. Jeg vidste allerede hvad min far ville tale med mig om, og jeg orkede ikke at diskutere med ham, men jeg vidste at jeg blev nødt til det.

Arvellon åbnede den store dør der førte ind til tronsalen. Den var stor, i hvide nærmest lysende, vægge og stolper. Der voksede blomster op af stolperne der holdte et tag meget langt oppe. Det rungede i det store, næsten tomme lokale, da jeg, med lange skridt, gik hen mod tronen. Tronen var placeret på et podie. Jeg gik helt hen til podiet, og knælede så for foden af det.

”Kong Túron, De ville se mig,” sagde jeg. Jeg forsøgte at holde irritationen ude af min stemme, men det var svært.

”Rejs dig, Eyvindor”. Min fars stemme var kold og høj. Den rungede mod væggene. Jeg gjorde som han bad mig om. Jeg foldede mine hænder bag ryggen, og så min far i øjne. Hans øjne var grå, og hvis man ikke kendte ham særlig godt, ville hans blik være ulæseligt. Jeg var helt klar over hvad det blik, min far sendte mig betød.

”Forlad os,” sagde han, og viftede afværgende med hånden. De få vagter og Arvellon bukkede og forlod rummet.

”Eyvindor du glemte vores aftale”. Han sagde det langsomt og drævende. Jeg var vant til det tonefald, når han var skuffet over mig, hvilket han ofte var.

”Det beklager jeg,” sagde jeg stift.

”Det er uacceptabelt, og jeg måtte tale ufatteligt godt for dig, for at få den til at blive én dag mere,” sagde han vredt og rejste sig op. ”Du møder din brud i morgen, Eyvindor”.

Jeg nikkede stift. Jeg vidste, at jeg nu havde mistet chancen for at tage på jagt med de andre jægerelvere i morgen inden mødet. Jeg agede mig over det, men jeg vidste også, at jeg ikke kunne diskutere med ham, for så ville jeg blive holdt fanget inden for murerne det næste år.

Men trods, at jeg vidste det var dumt, så kunne jeg ikke holde ordende tilbage. ”Vi kunne også bare bede dem om at tage hjem”. Min fars øjne skød lyn.

”ARVELLON,” brølede han. Arvellon kom lydløst ind i rummet, og bukkede let for os.

”Ledsag Eyvindor tilbage til sine gemakker,” sagde han anstrengt, og satte sig tungt på tronen igen. Jeg gav et let nik med hovedet, og lod Arvellon ledsage mig tilbage til mine gemakker. Der var ikke mere at gøre i dag.

Jeg vågnede ved daggry morgen efter. Det kriblede i hele min krop, og jeg vidste at jeg snart ikke kunne holde det inde længere. Jeg vred mig i min seng, og prøvede at lukke smerten ude. Jeg vidste at jeg havde holdt det inde for længe, så nu tvang det sig frem i mig. Lagnerne blev flænsede da der mine negle voksede sig længere, og blev knivskarpe. Jeg satte mig op med et sæt da jeg mærkede vingerne vokse ud på min ryg. De var ubehagelige at ligge på, og smerten var slem nok i forvejen.

Mine sorte vinger bredte sig, og smerten forsvandt. Det føltes som om vingerne havde ligget sammenklemt og endelig var kommet fri.

Ude af stand til at modstå trangen, rejste jeg mig fra sengen, rev min trøje af, da den var gået i stykker da vingerne voksede frem. Jeg svang dobbeltdørene, der førte ud til en balkon, op. Jeg løb ud på balkonen, sprang op på kanten og kastede mig ud over balkonen. Jeg var ikke i tvivl om, at mine vinger nok skulle bære mig.

 

Jeg strøg op i luften, og føj ud over muren. Det var det bedste at flyve. Jeg fløj længe over skoven, men nogle hurtige bevægelser nede blandt træerne fik min opmærksomhed. Jeg følte mig stadig lidt fortumlet oven på min lidt pludselige forvandling, så jeg rystede på hovedet, og cirklede omkring stedet hvor jeg havde set bevægelse. Det var ikke bare mig – der skete bestemt noget nede blandt træerne. Jeg dykkede i en hurtigt, glidende bevægelse, og landede på en gren.

Der var vildt tumulter nedenfor. Edderkopper på størrelse med små elefanter angreb nogen, jeg ikke helt kunne se. Vores folk var vandt til de store edderkopper, og vores soldater bekæmpede dem regelmæssigt, men de vendte altid tilbage, og altid flere end før.

Personen der kæmpede mod edderkopperne, kæmpede bedre end de fleste af mine soldater. Det sagde ikke så lidt. Jeg stod helt stille på grenen fuldstændig forbløffet over den kæmpende. Jeg rystede på hovedet for at komme til mig selv, og lod mig så flade ned fra grenen, så jeg kunne være med i kampen.

Jeg havde ikke brug for våben, mine klør var lige så brugbare som et svær ville have været. Jeg hvæsede af edderkopperne. Den største hvæsede tilbage, men de var tydeligt intimideret af mig. Og så sprang en af dem frem, dens lange, lodne, stærke ben, slog ud efter mig men jeg nåede lige at dukke mig i tide. Jeg langede ud efter den med mine klør. Mine klør ramte den over ansigtet. Dens skrig var højt, og skingert. Den vaklede et par skridt tilbage, og så fladt den om.

Jeg kiggede forundret på den, og så at en kniv havde boret sig ind i siden af dens hoved. Jeg vendte mig om, men jeg nåede ikke at se andet en skikkelse i rødt, der strøg forbi mig. Personen havde en kniv i den ene hånd, og en et langt svær i den anden. Personen kæmpede fremragende, og det tog mig lidt tid inden jeg kastede mig ind i kampen mod edderkopperne igen.

Der var ikke så mange, og med én nede allerede, tog det ikke lang tid, at få drevet de andre på flugt. Én af dem fik sat sine tænder i min arm. Jeg udnyttede mig af at hovedet var så tæt på, og borede mine klør ned i hovedet på den. Dens kæmpe blev slap, så jeg kunne rive min arm fri.

De sidste edderkopper tog flugten, og jeg kunne endelig lægge mine øjne på den uovertrufne soldat der stod et par meter foran mig. Personen havde et rødt hovedklæde om hovedet, der gik ned i en stram, rød trøje, der stoppede umiddelbart under brystkassen. Personen havde røde bukser, der sad tæt ind til kroppen. Det var en muskuløs, men uden tvivl en feminin krop. På armene havde hun sorte armbeskyttere i noget der lignede drageskin. Hun vendte sig om, så jeg kunne se hendes ansigt. Eller den del af der var synlig. Hendes mund var dækket af rødt stof også. Hendes øjne var to forskellige farver. Hendes højre øje var blodrødt, og hendes venstre en dyb grøn.

Hun var ikke en del af vores folk. Hun lod hætten falde, og så var der ikke nogen tvivl. Hun var fe. Feer og elverfolk er slet ikke så forskellige, men vores to folk havde aldrig rigtig kunnet finde ud af at enes.

”Hvad laver du elvermand?” Hendes tone var bitter, og vred. Hun havde en accent jeg ikke helt kunne placere.

”Redder dit liv” svarede jeg og lo en bitter latter. Uforskammet. ”Jeg burde spørge dig, hvad du laver så langt fra dit land, fe?”

”Jeg står ikke til ansvar for dig, beskidte elvermand,” snerrede hun, og hev sin hat op, så den igen dækkede hendes hår.

”Du er inde for min landegrænse, du svare på de spørgsmål jeg stiller dig”. Jeg rettede ryggen, og foldende mine vinger bag ryggen på mig.

”Du har vinger,” sagde hun forundret, som om hun ikke havde lagt mærke til dem før nu. Jeg hævede mine øjenbryn, og så spørgende på hende.

”En Elver har ikke vinger og klør,” sagde hun. Hendes tone var ikke længere truende og bitter, men nysgerrig. Jeg vred mig lidt, rystede dyreret af mig. Mine vinger forsvandt, og mine klør, voksede baglæns til de var mine normale negle igen. ”Det ved jeg,” mumlede jeg, men ønskede ikke at uddybe. Man kunne ikke stole på feer.

”Hvorfor?” spurgte hun, fuldstændig uanfægtet af mit afvisende tonefald.

”Fortæl mig dit navn først fe”.

”Kidagakash” sagde hun, og førte hånden op til klædet der dækkede hendes næse og mund. Hun hev blidt i det, så det faldt ned. Hendes læber var blodrøde, og noget sagde mig at det var deres naturlige farve.

”Eyvindor” sagde jeg, trods at hun ikke havde spurgt efter mit navn. ”Kidagakash” sagde jeg prøvende. Jeg havde hørt navnet før, det var jeg sikker på, men jeg kunne ikke huske i hvilken sammenhæng.

”Hvilket fe-folk høre du til?” spurgte jeg. Hun så mistroisk på mig. ”Jeg har ting at nå, steder at se – og jeg stoler ikke på dig Elvermand,” sagde hun, vendte om på hælen, og inde jeg nåede at se mig om, var hun forsvundet ind mellem træerne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...