En Verden i Flammer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2016
  • Opdateret: 25 jun. 2016
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre, hvis alt du kendte - hvis hele din verden - brød i brand på en enkelt nat? Lige præcis dette oplever Avalyn, da hun en nat opdager, at hendes landsby bliver hærget af nogle forbipasserende vikinger. Samtidig med at de brænder hendes landsby ned, så bliver hun også kidnappet til deres fremmede land. Så ikke nok med at hun mister alt, hvad hun kender, så skal hun også lære at nyt land, nyt sprog og sære skikke at kende. Det bliver ikke nemt, specielt ikke, når man ikke aner hvilke farer, der lurer i dette sære nye land. //Bidrag til Odinsbarn konkurrencen - mulighed 1//

0Likes
2Kommentarer
159Visninger

1. Gudernes Kaos

1: Gudernes Kaos

De høje skrig af fortvivlelse vækkede mig. Udenfor lå sneen som en tyk dyne over jorden. Jeg ænsede ikke kulden, som ramte mine foder med det samme, jeg kom udenfor. Faktisk var der ikke en eneste tanke i mit hoved. Jeg prøvede i stedet at registrere kaosset, der tog sted omkring mig.

De brændende huse stod i en skarp kontrast til den hvide sne og den sorte nattehimmel. Kvinder, der lå på deres grædende knæ ved siden af døde mænd, hvis blod farvede den kridhvide sne rød.

Kæmpe fremmede skikkelser som gik ind i de intakte huse og kom ud igen med favnen fuld af guld og sølv smykker, for derefter at sætte bygningen i brand. 
De samme skikkelser, der gik ind i andre huse og rykkede skrigende kvindfolk ud ved deres hår for derefter at tage deres ære og i visse tilfælde også liv. Kvindfolkene, der skreg om nåde, men de kunne ligeså godt have råbt det ud i intetheden. De fremmede forstod enten ikke, hvad der blev råbt eller også lyttede de ikke.

Alt var kaos. Vi var blevet ramt af gudernes ødelæggende vrede, og der var intet, vi kunne gøre for at forsvare os imod den. Jeg så mig omkring i det oplyste mørke og så, hvordan nogle af landsbyens indbyggere prøvede at flygte ind i skoven, der syntes så langt væk. Men det var min bedste chance, hvis jeg skulle slippe fra dette helvede i levende live.

Jeg skulle lige til at tage et skridt mod friheden, da jeg mærkede noget gribe fat om mit hår og hive mig tilbage med et hårdt ryk, for derefter at skubbe mig hårdt mod jordens kolde grund.

Mandslatter lød bag mig. De dybe stemme sagde noget uforståeligt volapyk, hvorefter de igen brød ud i latter. Jeg kunne føle nogle hårde hånder befamle mig. De startede mig at tage hårdt fat omkring mine balder for at bevæge sig videre op til mit liv og hurtigt derfra op til mine bryster. Jeg kunne mærke hans stive manddom mod mit venstre ben. Ham der befamlede mig sagde et eller andet, som jeg gættede var om mine bryster, hvorefter endnu mere latter fulgte. Og efter deres latter var jeg ret sikker på, hvad så ville følge. Jeg var hjælpeløs.

Jeg prøvede, at lukke ned for mine sanser. Jeg bildte mig ind, at hvis jeg ikke var til stede, så ville jeg kunne overleve dette. Som kaldt fra himlen faldt et stykke træ, fra de brændende bygninger ned ikke ret langt fra mig. 

Uden at tænke videre over det greb jeg det brændende stykke træ og svang min arm bagover, så ilden ramte min overfaldsmand. Det virkede. Jeg hørte hans klagelyde og mærkede, hvordan hans tunge vægt forsvandt fra min krop. 

Hurtigere end et lyn var jeg på benene og tog nøje mål af situationen. Min overfaldsmand lå stadig på jorden. Han så ikke tilfreds ud. Resten af gruppen snakkede stadig humørfyldt med hinanden. Selvom jeg ikke kunne forstå, hvad de sagde, så var jeg ret sikker på, at de fandt det morsomt, at en kvinde på min størrelse vovede at forsvare sig mod dem. 

Min overfaldsmand var endelig kommet på benene igen. Mit slag havde efterladt et ret tydeligt brandmærke tæt på hans højre øje. Noget i hans blik sagde, at jeg ikke ville overleve særlig længe, medmindre jeg gjorde noget drastisk.

Min hjerne arbejdede på højtryk på at komme på noget brugbart. Og som et lyn fra en klar himmel kom jeg i tanke om en forbandelse, som jeg havde lært af landsbyens druide mange år tilbage. Jeg holdte den brændende fakkel i vejret og sagde højt og tydeligt:

"Go raibh an déithe chumas an spéir dhó titim síos in aigne agaibh"

Jeg prøvede at lyde så skræmmende og overbevisende som mulig. Jeg var ikke selv overbevist, men det virkede. De fremmede trådte flere skridt tilbage, mens de med skræmte blikke så skiftevis på mig og derefter himlen. Deres stemmer skælvede. Det var ikke før, at de begyndte at pege, at jeg vendte mig om for at finde ud af, hvad der havde skræmt dem så meget.

En flyvende ildkugle på størrelse med fuldmånen. Den fløj tværs over himlen med en brændende hale efter. Og som den forsvandt i horisonten farvede den det nederste af himlen orange og rød. Jeg vidste ikke om det var et tilfælde eller om det var mig. Måske var det guderne, som havde besluttet at redde mig fra det kaos, som de selv havde nedsendt over landsbyen. Ligemeget hvad så havde den flyvende ildkugle reddet mig! 

Pludselig mærkede jeg udmattelsen gribe min krop. Om det var min tilkaldelse af guderne eller om det var hele aftenens begivenheder: den forsørgede voldtægt, min verden i flammer - jeg vidste det ikke. Det eneste jeg vidste var, at jeg lod udmattelse tage over. Og som jeg var lige ved at ramme den iskolde jord, mærkede jeg nogle stærke hænder gribe mig. Noget varmt og blødt blev lagt over min krop. Og de stærke arme, som nu bar mig førte mig væk fra min gamle verden og mod en ny. 

Også blev alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...