Niddingen Frode

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jun. 2016
  • Status: Igang
Historien omhandler fordomme og selvopofrelse

1Likes
3Kommentarer
143Visninger
AA

3. Kapitel 3

Da Peter kom hjem ventede Agnar og Sune på ham i køkkenet, Agnar sagde ikke noget, men gav Peter en syngende lussing så snart Peter trådte ind i køkkenet.
”I seng.” Sagde han så skarpt.

Peter, Agnar og Sune talte ikke ret meget mere sammen, mens de hjalp hinanden med at få såningen klaret, men aftenen før Peter skulle tilbage til klosteret trak Sune ham til side.
”Hvorfor kan du ikke gøre som der bliver sagt? Du er så utaknemmelig, er du klar over hvad din far, Arndis og jeg har været igennem for at du kunne komme hjem til gården? Vi har været tvunget til at afsværge vores tro, de andre i bygden vil ikke snakke med os, de kalder os Sydlinger. Kun på grund af dig. Du får en fin uddannelse på et kloster blandt Sydlinger, og alligevel er du så utaknemmelig når du kommer hjem. Måske er du faktisk ved at blive til en Sydling”. Sune spyttede i jorden foran Peters fødder, og vendte sig før Peter kunne nå at svare.

Næste morgen stod Peter op før de andre, han havde ikke haft andet med end det tøj han havde på, en humpel brød og et stykke ost, så det tog ham ikke mange øjeblikke at pakke. Han tog noget brød og ost fra køkkenet og gik før nogen af de andre vågnede. Det var synd for Arndis, at han ikke fik sagt farvel til hende, men der var ikke andet at gøre.
Han lukkede døren til gården forsigtigt for ikke at vække de andre, før han vendte sig mod landevejen og begyndte sin tur tilbage til klosteret.
Tankerne var et stort virvar i Peters hoved. Han passede ikke ind i klosteret, hvor alle de andre var Sydlinger, der var han for meget Nordling, men blandt Nordlingerne blev han kaldt for Sydling. De ville heller ikke have noget med ham at gøre. Den eneste, der ville snakke med ham og behandlede ham ligeværdigt var Rune, og han bad bare Peter om at tage tilbage til klosteret, kunne han ikke se, at klosteret var kilden til alle Peters problemer? Peter ville ønske, at han bare kunne være taget med Rune ud og boet i skoven med ham og deres mor.
Hvad var det også for noget pigen i skovkanten og Rune havde snakket om med deres tro? Hvad var det for noget? De mente vel ikke seriøst, at de var hedninge, vidste de ikke, at man risikerede at komme i helvede for det? Ville han selv komme i helvede, hvis han var taget med Rune ud i skoven?
Nej, han ville gøre som Rune havde sagt, han ville gå tilbage til klosteret og gøre sit bedste for at passe ind.
Tankerne kværnede rundt i hovedet på Peter mens han gik på vejen. Det var forvirrende og frustrerende Peter følte sig afmægtig, overfor de dilemmaer, der pludselig var blevet en del af hans livet.
Han ville bare ønske, at de alle kunne flytte tilbage til gården, og at hans familie og bygd ville lytte til munkene og præsterne. Så de alle kunne komme i paradis.
Peter kunne godt selv se, at der skulle noget af et mirakel til, før det skete. Det var jo det der skulle til. Den pludselige indskydelse fik ham til at stoppe og gå ud i vejsiden. Her satte han sig på knæene og bad en kort bøn, om at alting ville gå i orden.

Dagen efter nåede han tilbage til klosteret. Det lignede sig selv, det var stort og gråt. Det var bygget i sten og var altid koldt og fugtigt. Peter havde tvunget sig selv til at smile på den sidste del af vejen.
Men da han trådte ind i den store skygge fra klosteret forsvandt smilet fra hans ansigt, og det løb ham koldt ned ad ryggen.

Peter trådte ind i klosteret og gik direkte mod sovesalen, da han var lige ved at være der drejede han om et hjørne, og var lige ved at tørne sammen med Dan og hans slæng.
”Se lige, så kan man da kender Nordlingen” Sagde Dan og pegede på Peters beskidte tøj, det var dækket af jord og snavs efter flere dages arbejde i marken.
Peter knyttede hænderne så knoerne blev hvide, mens Dan forsatte.
”Det er fint, at han selv ved, at han høre til i skidtet med sin familie”.
Peter glemte alt om at gøre det godt når han kom tilbage på klosteret. Det her var for meget. Det var som om Dans mund var det eneste han kunne fokusere på. Han svang sin højre hånd så hårdt han kunne og ramte den overraskede Dan midt på overlæben. Peter kunne mærke hvordan Dans to fortænder gav efter for kraften i slaget. Han stoppede dog ikke der, Peter var blændet af raseri og slog ud med venstre hånd efter Dans hoved. Slaget var i blinde, men Peter blev næste øjeblikkeligt belønnet med følelsen af Dans næse mod sine knoer, også den gav efter for slaget, og Peter mere mærkede knækket i Dans næse, end han hørte det.
Peter kom langsomt til sig selv med begge hænder knyttede og parat til at tage kampen op med Dans slæng, hvis det skulle være. De stod som fortryllede og kiggede på ham, mens Dan forsøgte at læne sig op af muren, før benene eksede under ham, og han faldt sammen.
Da Dan faldt, faldt fortryllelsen over resten af hans slæng også, men i stedet for at kaste sig over Peter kiggede de bare forvirret på hinanden før en af dem brækkede sig.

Peter havnede i hullet igen efter den omgang. Hullet var den værste straf drengene på klosteret kunne få. Det var et lille hul uden for klosteret med en lem af gamle træbrædder over. Her sad man i isolation til munkene forbarmede sig over en og lukkede en ud igen. Hullet var hverken stort nok, til at nogen af drengene kunne stå eller ligge i det, og for Peter var det endnu værre, da han var større end de fleste andre drenge i klosteret. Mens man var der, var man afhængig af de andre drenge til at komme med mad til en. Der gik rygter om, at der engang var en dreng, der var død derude, fordi der ikke var nogen af de andre, der ville gå ud med mad til ham.
Peter forberedte sig på at blive rigtig sulten, hvem skulle komme med mad til ham? Han havde ingen venner på klosteret, og selv hvis han havde risikerede de Dans vrede, hvis de kom med mad til ham.
Det kunne alligevel være godt det samme, der var ingen, der tog sig af om han var der eller ej. Han kunne lige så godt ikke være der. Hvis gud ville have, at han overlevede, overlevede han, hvis ikke, ja så ville livet vel bare blive så meget lettere for en masse mennesker.
Peters tanker blev afbrudt af en stemme:
”Psst, Peter, Peter. Halloo?” Lød det svagt på den anden side af lemmen.
Peter rejste sig hurtigt og stødte hovedet mod lemmen, han tog sig til hovedet og skubbede lemmen op på klem.
Lemmen var låst fast med en kæde, der lige tillod at den stod på klem, sådan at der kunne blive skubbet noget mad ned gennem den.
Peter fik øje på Frode, der stod udenfor med noget i hænderne.
”Det var godt gjort, jeg ville ønske, jeg havde modet til sådan noget.” Sagde Frode og skrabede lidt i jorden med den ene fod mens han kiggede ned.
”Det har ikke noget med mod at gøre, ved du ikke, at man risikere at komme i helvede for det?” Svarede Peter hult.
”Jeg tror ikke på helvede.” Svarede Frode stille, og undlod stadig at have øjenkontakt med Peter.
”Mine forældre siger, at det ikke findes.” Blev han ved.
Peter forstod det ikke, hvordan kunne man ikke tro på det, det var jo lige så virkeligt som gud, og ham kunne Frode da ikke benægte, for hvem havde ellers lavet verden? Men Peter var ikke humør til filosofiske debatter, så han nøjedes med at svare:
”Hvad vil du her?”
”Jeg har taget lidt mad med til dig, du sørgede for, at jeg fik mad engang, så det virkede kun fair, at jeg sørger for, at du får mad.” Svarede Frode og tog et skridt tætter på lemmen og bukkede sig ned.
Han førte en humpel brød ned til Peter, der taknemmeligt tog imod det.
”Tak”. Svarede han, men Frode havde allerede rejst sig og var løbet sin vej.
Frode kom igen de fire næste aftener, der kom til at forløbe på samme måde, men den femte aften virkede Frode endnu mere stille, end han havde været tidligere.
”Hvad er der?” Spurgte Peter endelig.
”Det er din far”. Sagde Frode efter at have givet Peter den humpel brød han havde med.
”Hvad med ham?” Peter forsøgte at virke uinteresseret, mens han spiste brødet, men kunne ikke lade være med at lytte intenst efter hvad Frode svarede.
”Han er syg.” Jeg hørte munkene tale om det, de diskuterede om de skulle lukke dig ud, så du kunne tage tilbage til ham.” Peter holdt pause et øjeblik, før han forsatte:
”De besluttede at lade være, en af dem sagde, at enten var det guds vilje, at du fik din far at se igen, eller også var det guds vilje, at du ikke fik ham at se igen. Det var ikke for mennesker at blande sig i sådan noget.” Frode tav, da han var færdig med at fortælle, hvad munkene havde sagt. Han kiggede på Peter gennem sprækken i lemmen.
De kiggede på hinanden uden at sige noget.
”Tror du virkelig ikke på helvede?” Spurgte Peter til sidst.
”Nej, det er bare noget, de siger for at få os til at makke ret, min mor siger, at gud er barmhjertig, og at alle mennesker derfor ender i paradis.” Svarede Frode.
”Okay, så skal jeg ud herfra.” Svarede Peter lavmælt.
”Hvad mener du? Du giver ingen mening, jeg tror du har været dernede for længe”. Begyndte Frode, men Peter var allerede ved at sætte hænderne i jorden i bunden af hullet og fødder op mod de møre brædder, der udgjorde lemmen.
”Hvad laver du?” Spurgte Frode og tog gik hurtigt helt hen til lemmen for bedre at kunne se.
”Pas på” Sage Peter hurtigt, før han sparkede alt hvad han kunne til lemmen.
Først skete der ikke noget, men efter tre spark begyndte brædderne at give sig, og efter det femte var en af dem knækket. Peter forsatte indtil hullet i lemmen var stort nok, til han kunne kravle ud igennem det.
Frode stod med åben mund og store øjne, mens Peter kravlede ud og til sidst stod overfor ham.
”De slår dig ihjel.” Var det eneste han kunne få frem.
”Så skal de fange mig først.” Svarede Peter med et smil før han forsvandt ud i natten i retning af sin gamle bygd.

Peter gik hurtigt hele natten og næste dag og var allerede fremme ved sin bygd næste aften. Han havde kun en tanke i hovedet, han skulle nå tilbage, så han kunne hjælpe sin familie. Han var ikke helt sikker på hvordan, men det måtte han tage, når han kom så langt. Han ventede i udkanten af den, til det blev helt mørkt, før han sneg sig ind til sin fars gård.
Han åbnede stille døren, og listede ind. Han fandt Sune og Arndis i køkkenet. Arndiss ansigt lyste op i glæde, da hun så ham. Peter fik et stik af dårlig samvittighed over ikke at have sagt farvel til hende, sidst han var der. Hun sprang over til ham, og knugede sig ind til ham. Sune derimod kiggede bare på ham, han var tilsyneladende hverken overrasket eller glad for at se ham.
”Hej” Sagde Peter stift til ham, da han havde frigjort sig fra Arndiss omfavnelse.
”Hej, han er derinde”. Svarede Sune lige så stift tilbage og pegede over skulderen med tommelfingeren på et lille kammer, der lå ved siden af køkkenet.
”Munkene sagde, at det var vigtigt, at han lå koldt og fik ro, så vi flyttede ham derud. De har været og årelade ham i dag.”
Peter gik gennem køkkenet og åbnede døren på den anden side. Der var ganske rigtigt både mørkt og koldt derinde. Det første der slog Peter var lugten, den ramte ham som mur, da han åbnede døren. Det var lugten af råddent kød. Peter var nødt til at undertrykke sit instinkt til at vende om og brække sig. Når Peter stod i døren kunne han høre sin fars besværede og rallende åndedræt. Peter trådte ind og orienterede sig efter lyden. Efter lidt tid vænnede hans øjne sig til mørket, og han kunne ane en seng, der var blevet flyttet ind i rummet og stod til venstre for ham langs væggen. Peter lod døren til køkkenet glide helt op, og lyset fra ilden i køkkenet gled ind i rummet.
Selv i den dårlige belysning kunne Peter se, at hans far var bleg og afkræftet. Den store mand Peter havde kendt hele sit liv, som havde virket usårlig lå nu foran ham og så lille og skrøbelig ud i sin sygeseng.
Agnar vendte hovedet mod lyset og fik øjenkontakt med Peter. Peter havde svært ved at genkende øjnene, der så på ham. Det virkede som om, de var blevet mørkere og var sunket ind i øjenhulerne, det passede slet ikke til hans far. Det værste var dog det blanke matte udtryk i dem, den gnist af liv Peter plejede at se i sin fars øjne var væk.

Agnar forsøgte at sige noget, men det resulterede kun i en ganske svag hvisken. Peter tog to lange skridt hen mod sengen og stod helt oppe ved hovedgærdet, da han lænede sig frem, for at høre hvad Agnar sagde.
”Nu har jeg prøvet… Jeres metode..” Agnars tale var besværet og han holdt ofte pause for at få vejret og samle sig til at forsætte.
”Tror du, at du… Få fat… din mor.” Efter det sidste lukkede Agnar øjnene og lod hovedet falde tilbage på sengen.
Peter rejste sig igen. For første gang i lang tid, var han sikker på hvad han skulle gøre. Han ville finde Rune og sin mor, de kunne hjælpe han far.
Munkene sagde, at mank om i helvede for at søge hjælp andre steder end hos dem, men de andre i bygden og Frode troede åbenbart ikke på helvede. Peter havde i lang tid forestillet sig, at han ville komme tilbage til bygden og fortælle dem om det hele og redde dem fra at komme i helvede. Nu var han kommet i tvivl, det virkede som om, at der var færre og færre der troede på helvede. Han havde altid troet på, at det var en kendsgerning at det var til og havde aldrig betvivlet det. Efter Frode havde afsløret, at han ikke troede på det, var Peter dog kommet i tvivl, og ligegyldigt hvad, ville han ikke lade sin far dø. Så måtte han tage stilling til helvede bagefter.

Peter gik ud til de andre igen og lukkede døren bag sig.
”Jeg går ud efter Rune og mor”. Sagde han bare til Sune, der sad alene tilbage i køkkenet efter Arndis var gået i seng.
Peter havde ikke sovet siden han stak af fra hullet sidste aften, men han følte ikke trætheden, han gik hastigt gennem rummet og videre ud af gården. Han brugte ikke tid på at snige sig rundt i bygden, han var ligeglad med om nogen så ham, og desuden var det næsten helt mørkt.

Han fandt stedet i skoven han havde snakket med Rune. Hans pil sad stadig i træstammen, han havde haft for mange tanker i hovedet til at huske den sidst. Peter gik over og trak den ud af træstammen, før han forsatte i den retning Rune var forsvundet i sidst.
”Sigrid, Rune” Begyndte Peter at råbe, da det langsomt gik op for ham, hvor håbløst det var, at lede efter to mennesker i en skov, der var stor nok til, at man kunne gå i flere dage uden at komme ud igen på den anden side. Der skulle mere end almindeligt held til, for at finde to mennesker, der gemte sig i den, og chancen for at finde dem om natten, måtte Peter indrømme overfor sig selv var minimal.
”Sigrid, Rune” Råbte han igen, mens han mærkede håbet svinde.
Hvor var det uretfærdigt, Peter og hans familie havde aldrig gjort nogen noget, måske lige bortset fra Dan, men han fortjente det. Hvorfor skulle det her nu ske for dem. Peter risikerede at havne i helvede for at være stukket af fra klosteret til ingen nytte.
Det var næsten ikke til at bære, og Peter råbte af sine lunges fulde kraft på Rune og Sigrid en sidste gang, inden han ville gå tilbage.
Mens han råbte vendte og drejede han sig. Hvad var det?
Peter havde set noget lyse på siden af en træstamme. Da han gik derhen, var det som om der var noget, der lyste på en stamme lidt længere væk. Peter kunne ikke afgøre, om det var noget han forestillede sig eller ej, men han kunne ikke lade være med at følge lysene. Hver gang han gik hen til et af dem, kom et nyt til syne lidt længere væk. Til sidst endte sporet. En indskydelse fik ham til at råbe på Rune og Sigrid igen.
”Ja okay, det kan godt være, at det er svært at se i mørke, men det er altså ikke svært at høre. Vi er ikke døve, hvad er der galt, hvorfor løber du rundt i skoven midt om natten?” Spurgte Rune, mens han kom til syne fra bag en busk mens han smilede af sin egen vittighed. Bag ham kom Peters mor. Hun havde langt rødt hår og hendes kjole var brun og lavet af et virvar af stof og klæde og indeholdt utallige lommer, hun brugte til at opbevare alle sine urter. Hun var halvandet hoved lavere end Rune. Peter skulle lige til at løbe hende i møde, men tog sig i det.
”Det er far, han er blevet syg. Vi har brug for jeres hjælp.” Sagde Peter hurtigt mens han fik vejret og vendte sig, for at lede vejen tilbage til bygden.
De løb alle tre hele vejen tilbage og gennem bygden for at komme til gården.

Peter trådte ind gennem døren til køkkenet først, Sune sad stadig ved det store træbord, han kiggede op da Peter kom ind, han sagde ikke noget ind men kiggede bare ligegyldigt på ham. Peter gjorde plads til, at Rune og Sigrid kunne komme ud i køkkenet efter ham. Da Sune så Rune spærrede han øjnene op, og da Han så Sigrid, kunne han ikke blive siddende længere, men rejste sig for at gå dem i møde.
Sune skulle til at hilse på dem, da han blev afbrudt af Sigrid:
”Hvor er han?” Spurgte hun skarpt.
”Han er inde bagved”. Sune pegede på døren i den anden ende af køkkenet.
”Godt så.” Svarede Sigrid og gik derhen med hastige skridt.
Rune derimod gav sig tid til at hilse på sin bror, han omfavnede ham og spurgte ind til hvordan det gik, mens de roligt gik gennem rummet.
Peter fulgte i hælene på dem, deres mor havde allerede åbnet døren ind til kammeret Agnar lå i og var gået derind. Allerede flere skridt før de var henne ved døren, snørede Peters hals sig sammen ved lugten af råd, der kom inde fra kammeret.
”Tag noget lys med”. Råbte Sigrid inde fra kammeret.
Sune skulle til at vende om, for at efterkomme hendes ønske, da hun råbte igen.
”Nej, vi tager ham ud i køkkenet til ildstedet, han skal også have noget varme.
”Men mun…” Begyndte Sune, men blev hurtigt afbrudt af Rune.
”Kom så, også dig Peter.”  Sagde han kommanderende. Rune ventede ikke på at se, om de andre fulgte med, men gik med beslutsomme skridt ind i kammeret.
Det tog et øjeblik for Peters øjne at vænne sig til mørket derinde, og lidt længere for hans næse at vænne sig til stanken.

Rune gik resolut op mod hovedenden af sengen og fjernede dynen og tog et fast greb i Agnars armhuler. Han nikkede mod Agnars fødder.
”Peter kan du lige give mig en hånd?”
Taknemmelig for at have noget at give sig til, skyndte Peter hen og tog fat i sin fars fødder, for at hjælp Rune med at få ham ud.
Sigrid vendte sig mod Sune:
”Forklar mig hvad der er sket.” Sagde hun og kiggede ham i øjnene.
Sune forklarede hvordan deres far havde været ude for at hugge brænde og øksen var smuttet for ham, så han havde ramt sig selv i benet. Såret var blevet behandlet af en munk med et møg-omslag, de havde været heldige var i bygden samme dag. Dagen efter var såret begyndt at væske og lugte, og kødet og huden rundt om var først begyndt at miste sin farve og blive hvid for siden at blive mørk og til sidst sort.
Sigrids ansigt røbede intet af hvad hun følte, hendes ansigt var som hugget i sten, hun reagerede ikke på noget af det Sune fortalte. Ikke engang da han begyndte at forklare, hvordan de havde tappet Agnar for blod, fortrak hun en mine.
”Godt så.” Begyndte hun, da Sune var færdig, og Rune og Peter havde fået Agnar ind i køkkenet og hen ved siden af ildstedet.
I lyset fra ilden kunne Peter se hvor bleg deres far så ud. Hans hvide hud var trukket stramt ud over knoglerne i hans ansigt, der stak frem som spidser, der tidligere havde været afrundet af fedtet under huden. Hans ansigt var ligblegt bortset fra under øjnene og læberne der var kulsorte. Peter kiggede på ham i flammernes skær. Det var det, de var kommet for sent, der var ikke noget at gøre. Ikke engang hans mor kunne vække de døde. Han kunne mærke hvordan alt omkring blev uvirkeligt, farverne, lydene og lyset i rummet blev dæmpet, samtidig med at det føltes som om hans tanker gik i stå. Peter lod sine arme falde slapt ned langs siden.


Peter stod der, i hvad der følte som en evighed. Før der skete flere ting på én gang.
”Lad mig lige komme til her Peter.” Sagde Sigrid, mens hun kantede sig ind foran Peter uden at tage øjnene fra Agnars ben. Samtidig hostede Agnar. Han var i live, det var ikke for sent. Farver, lys og lyd vendte med et tilbage til Peters verden. Han trådte hurtigt et skridt tilbage for at give plads til sin mor og Rune, der allerede var i gang med at vikle omslaget om Agnars ben ud.
Rune rakte det til ham med ordene:
”Ud på møddingen med det. Gerne lidt hurtigt, og tag noget vand med tilbage. Sune gør klar til at vi kan koge vandet.” Rune så ikke om hans brødre efterkom hans ønsker, men rettede i stedet med det samme opmærksomheden tilbage mod Agnars ben.

Peter smed omslaget på møddingen, hvorfor nu det? Var det ikke meningen de skulle redde hans fars liv? De var nødt til at følge munkenes behandling, var de ikke? Hans mors behandling havde tidligere reddet liv, men var munkenes ikke mere efterprøvet? Peter var stadig i sine egne tanker, da han kom ind igen.
”Kom vandet i kedlen, og kom der over ilden med det samme” Lyden af sin mors stemme rev Peter tilbage til køkkenet på gården.
Han gjorde som han fik besked på så hurtigt som muligt.
Rune gik over til kedlen med vand, da det kogte, han smed en håndfuld instrumenter i vandet, før han vendte tilbage til Sigrid og Agnar. Peter fik et glimt af en kniv, inden den forsvandt ned i kedlen. I klosteret havde han set, hvad man gjorde ved sår der ikke ville hele på trods af både møg-omslag, tapning og bøn. Han kunne stadig høre skrigende for sig, de fleste der var under kniven, som munkene sagde, endte også ude i klosterets tilhørende kirkegård.
Rune fiskede kniven op af kedlen med en tang, før han rakte den og en række andre instrumenter til Sigrid, er lagde dem på et klæde på gulvet ved siden af Agnar.

Peter kunne ikke se hvad der foregik, men han kunne se på sin mors og Runes bevægelser, at de arbejde heftigt på Agnars ben, og der gik heller ikke længe, før Peter begyndte at kunne se blodet, der løb fra Agnars ben og ud på gulvet, og var forsat til en lille sø bag Sigrid og Rune.
Mens de arbejdede kunne Peter høre små støn fra Agnar.
Peter stod, i hvad der føltes som en evighed. Sune var gået udenfor, da Sigrid og Rune havde taget kniven frem

Næste morgen vågnede Peter ved at hans mor satte sig ved siden af ham. Han var faldet i søvn hen over træbordet i køkkenet, han kunne ikke huske, at han havde sat sig der aftenen før. Faktisk kunne han ikke huske ret meget af hvad der var foregået.
”Kommer han sig?” Spurgte Peter og kiggede rundt i køkkenet, han fik øje på et fad ved siden af den udbrændte ild. På fadet var hvad der for Peter lignede små brændte knogler, måske fra en fugl? Det var svært at sige, de var for sodede, og han var for træt, til at Peter rigtig kunne se, hvad det var.
”Måske, jeg har gjort, hvad jeg kunne, nu må resten være op til guderne.” Svarede Sigrid og sukkede.
”Gud.” Rettede Peter hende uden at tænke over det.
”Ja, med hensyn til det, jeg tror, vi skal til at kalde dig Heimdal i stedet.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...