Niddingen Frode

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jun. 2016
  • Status: Igang
Historien omhandler fordomme og selvopofrelse

1Likes
3Kommentarer
141Visninger
AA

2. Kapitel 2

Det havde regnet hele vejen, og vejene var blevet til mudder, så turen der normalt tog to og en halv dag, havde taget tre dage nu, men han havde smilet hele vejen. Nu var han der næsten, Peter kunne se røgsøjlerne fra sin bygd, han ville nå frem inden det blev mørkt. Peter så frem til at sove i sin egen seng, han så frem til at tage sig af dyrene og det fysiske arbejde ved såningen. Hvem ved måske ville han også kunne nå at gå på jagt i skoven, inden han var nødt til at tage tilbage til klosteret. Mest af alt så han dog frem til at se sin familie igen.

Peter blev taget imod af sin lillesøster Arndis, hun var noget yngre end Peter, og alle var blevet overraskede, da Peters mor var blevet gravid med hende.
”Peter” Hvinede hun, da hun åbnede døren og kastede sig mod ham og trykkede sig ind til ham.
”Far, Sune, Peter er kommet kom og se”. Råbte Arndis, mens hun forsvandt ind i gårdens mørke igen og kom tilbage med to store brede skikkelser, Peter genkendte som sin far, Agnar og sin bror Sune.
Peter havde arvet sin statur efter sin far, og Sune havde naturligvis arvet den samme muskuløse kropsform.
Ikke længe efter sad de alle fire i køkkenet ved det store egetræsbord Peters far selv havde lavet, bordet var gammelt og havde mange mærker efter aktiviteterne, der var foregået der.
Peter snusede ind og lukkede øjnene et øjeblik, han lod sig opfylde af de velkendte dufte. Han lod en hånd køre over bordpladen og de familiære hak od ridser han kendte så godt. Det var dejligt at være hjemme.
Da han åbnede øjnene igen, kiggede han lige ind i øjnene på Sune. Peter forestillede sig en gang imellem, at Sune ikke var til. Så havde han ikke været tvunget til at tage i kloster.
Peters far, Agnar, tog en stor gryde fra ilden, og satte den på bordet. Det store sorte mærke midt på bordet, bevidnede om, at det ikke var første gang en varm gryde var blevet placeret der.
Agnar tog sine børns skåle én af gangen og fyldte dem med suppe, før han tog et brød og brækkede det i fire lige store dele og delte det imellem dem.
”Det er godt at have dig hjemme igen Peter, tag endelig for dig”. Sagde Agnar, efter han havde delt brødet mellem dem.
Det behøvede han ikke sige to gange Peter var hundesulten efter rejsen, han greb sin ske med den ene hånd sit brød med den anden.
Efter lidt tid spurgte Peter:
”Hvor er Mor og Rune?” han stillede spørgsmålet uden at se op fra sin skål, men da ingen svarede kiggede han op.
Agnar og Sune kiggede på hinanden og derefter på Arndis, Agnar tog en dyb indånding og skulle til at besvare Peters spørgsmål, da Arndis kom ham i forkøbet med sin lyse stemme:
”De er ude i skoven, er det ikke rigtig far?”
”Jo det er, det er rigtigt”.
Ingen af dem sagde mere mens spiste færdig.

Da de havde spist bad Agnar Arndis gå i seng, hun beklagede sig, men gjorde som Agnar sagde.
Efter Arndis havde forladt rummet, kiggede Sune og Agnar på hinanden og nikkede svagt.
Agnar gik hen og tog fat i en stor krukke af ler, og Sune tog tre krus fra en træhylde på væggen.
Agnar trak krukken hen over det lerstampede gulv, og lad den stå ved siden af bordet før han satte sig ned. Sune anbragte et krus foran hver af dem med en alvorlig mine og satte sig ned ved siden af Agnar.
Agnar fyldte krusene, ved at dyppe dem ned i krukken.
”Det her får i nok ikke op klosteret, sagde han og smilede til Peter.
”Nej det gør vi godt nok ikke”. Måtte Peter indrømme, da han fik serveret et stort krus mjød.
Smilet forsvandt fra Agnars ansigt, og han lænede sig ind over bordet.
”Din mor og Rune, er ganske rigtigt i skoven, de er flyttet derud.” Agnar to en dyb indånding og en dybere tår af sin mjød, før han forsatte:
”Kan du huske, da du boede her? Din mor tog en gang imellem ud til de syge i bygden og hjalp dem. Hun var bygdens urtekyndige, og før klosteret blev opført, var hun vores gydje”.
Peter kiggede uforstående først på Agnar og derefter på Sune.
”En gydje er lidt som en præst, i klosteret tror de på gud og sønnen og et eller andet spøgelse. Her har vi altid troet på Aserne, Odins og hans sønner og døtre.” Brød Sune ind for at forklare Peter, hvad hans far snakkede om.
”Ja, du blev født samme år, som klosteret blev færdigt, din mor og jeg blev hurtigt enige om, at det var den bedste fremtid for dig, at komme ind der. Klostrene skyder op overalt i vores land, og fortrænger den gamle tro. Vi tænkte, at det var bedst for dig, at blive en del af det nye, i stedet for at blive indlemmet i en uddøende race.” Det sidste sagde Agnar med et opgivende smil.
Peter blev mere og mere forvirret, hvad talte hans far om, hvad havde det med Rune og hans mor at gøre? Hvordan kunne det nogensinde være for hans egen skyld, at han var blevet placeret i klosteret, vidste hans far godt, hvor forfærdeligt det sted var?
Peter tog fat i den velkendte bordplade og skulle lige til at åbne munden, men blev bidt af af Sune:
”Rune og jeg vidste det også, vi har alle forsøgt at skærme dig, fra de gamle traditioner, så du bedre kunne blive en del af de nye. Du skulle være en del af landets fremtid, ja nogen gange har jeg misundt dig lidt”. Smilede Sune.
Havde Sune misundt ham? Det var næsten ikke til at fatte, alle de nætter Peter havde ligge søvnløs, og tænkt, at hvis bare han havde været hjemme på gården som Sune, eller endnu bedre, hvis bare han havde skulle arve gården som Sune.
Agnar tog en slurk mere af sin mjød, før han så opgivende op på Peter.
”Din mor er blevet anklaget for at være en heks”. Sagde han endelig, mens hans skuldre sank som en ballon hvis luft går ud.
Peter havde hørt om hekse i klosteret, det var onde kvinder, der lå i med djævelen. Det var kvinder, der forbandede alt omkring sig, og tog død og ødelæggelse med sig, der fulgte ulykke hvor end de kom. Der var kun en måde at komme af med dem på, man var nødt til at brænde dem.
Det var ikke ligefrem den beskrivelse, Peter ville bruge om sin egen mor. Det kunne ikke passe.
”Der må være tale om en misforståelse, mor er ikke en heks, det kan hun ikke være”.
”Nej, det ved du godt, og det ved vi godt, men det ændrer ikke på, at kirken har stemplet hende som en heks.” Sagde Sune tørt, før han forsatte:
”For nogle uger siden blev der banket på vores dør, det var en pige fra en bygd nogle dagrejser herfra. Hun var helt opløst af gråd, vi fik hende ind, og det var tydeligt, at hun havde taget turen så hurtigt som muligt. Hendes tøj var i laser flere steder, og hendes sko var slidt i stykker.”
Sune tog en dyb indånding før han forsatte.
”Hendes far var blevet syg, og han var kommet til et kloster i nærheden af deres bygd. Hun sagde, at vores mor tidligere havde hjulpet nogle andre fra deres bygd. Hun tryglede vores mor om at tage med og hjælpe hendes far.”
Sune tog en pause og en tår af sin mjød, mens han kiggede mod døren til resten af huset, for at sikre sig, at Arndis ikke lyttede med. Peter havde glemt alt om sin mjød og sad sitrende mens han ventede utålmodigt på resten af historien.
”Hvad så?” Spurgte han endelig.
”Som om hun havde behøvet at trygle vores mor, du kender hende. Hun var nærmest allerede ude af døren, så snart hun havde hørt hvad det drejede sig om. Rune tog med hende. Så gik der lidt over en uge, før vi så hende igen. Munkene på klosteret havde forsøgt at helbrede ham med åreladning. Vores mor reddede ham med sine urter, men munkene anklagede hende for at være en heks, fordi hendes behandling havde virket, hvor deres ikke havde. Hun var nødt til at flygte ud i skoven, for at de ikke kom efter hende.”
Peter forstod det ikke, alle vidste da, at åreladning var den bedste behandling der var, måske lige bortset fra bøn. Når alt kom til alt, var det trods alt gud alene, der bestemte, hvem der overlevede, og hvem der ikke gjorde. Pludselig var der dog noget, der slog Peter.
”Hvorfor er i her så stadig? Hvorfor er i ikke taget med mor og Rune?” Spurgte han højt.
Hans far kiggede ned i bordet, og Sune skulle til at svare.
”Peter, vi var nødt ti …”. Sune blev afbrudt af Agnar:
”Jeg afsvor min gamle tro og blev kristen, jeg har beholdt gården, men din mor kan ikke vise sig her igen.” Sagde han tungt.
Peters hoved var fyldt med spørgsmål, men han havde svært ved at få samlet tankerne til at få formuleret dem. Der var så mange ting, der ikke gav mening.
Agnar slog hånden i bordet og kiggede rundt på sine sønner.
”Så, vi har en lang dag foran os i morgen, vi går i seng nu.” Hans stemme lod begge sønner vide, at det ikke var til diskussion.

Lidt efter lå Peter i sin gamle seng ved siden af Sune. Da han boede der, havde Sune, Rune og Peter delt sengen.
Peter havde svært ved at falde i søvn. Han ville gerne have udspurgt Sune yderligere om deres mor, men Agnar lå i sengen lige ved siden af. Der gik ikke lang tid, før en snorken lod ham vide, at både Agnar og Sune sov.
Det hus, der altid havde følte som hjem, de lyde og lugte, Peter havde forbundet med tryghed, ro og følelsen af hjemlighed. Det hele føltes så uvant og fremmed nu.
Peter lå og vendte og drejede sig længe, før han endelig faldt i søvn

Næste dag skulle jorden vendes før såningen, det var hårdt arbejde, men Peter var vant til det. De gjorde som de plejede, to mand gik bag ploven og skubbede, og en mand gik foran og styrede oksen med små svirpende slag med en kvist. De roterede, hver gang de havde taget en langside af marken. De var alle tre både udholdende og stærke, så når de roterede på denne måde, behøvede de ikke holde ret mange pauser.
Peter nød det tunge arbejde med at skubbe ploven. Det hjalp ham med at holde tankerne om sin mor og Rune på afstand.
Da det blev Peter og Sunes tur til sammen at skubbe ploven sammen, begyndte Peter at spørge ind til deres mor og Rune.
”Ved du hvor de er? Kan du finde dem?” Spurgte han, mens han masede med ploven, der var ved at tippe, da de kørte over en sten.
”Nej, vi har ikke haft kontakt med dem, siden de forsvandt.” Svarede Sune, mens sveden sprang frem som små perler på hans pande.
”Ved du i hvilken retning jeg kan finde dem?” Blev Peter ved, og det lykkedes ham at få rettet op på ploven, så de kunne forsætte.
”Nej, og det er også bedst sådan, det er for farligt for dem, hvis de bliver fundet.” Svarede Sune skarpt, tonen i hans stemme fortalte Peter, at Sune ikke gad tale mere om det.
De færdiggjorde resten af arbejdet i tavshed. Deres pauser var præget af akavet tavshed, Agnar og Sune havde tydeligvis ikke brug for at tale mere om, hvad der var sket med Peters mor og Rune. De havde åbenbart heller ikke behov for, at forklare noget af det yderligere til Peter.
Det lykkedes dem at færdiggøre arbejdet på rekordtid, da de alle tre var ivrige efter at tage nogle af de fysisk hårde opgaver.
Da de var færdige satte Agnar og Sune sig på ploven, og kiggede ud over marken og deres arbejde, mens de fandt deres skind med vand frem.
”Jeg går ned i floden og vasker mig”. Undskyldte Peter sig.
Han kunne ikke holde ud af være sammen med de to mere. Han var bare blevet mere og mere rasende på dem, efterhånden som arbejdet var skredet frem, og de stadig havde forholdt sig tavse. Hvordan kunne de have ladet hans mor og Rune tage væk alene. De havde ikke engang gjort noget for at lede efter dem. Hvordan kunne de lade som ingenting og bare sidde og kigge ud over marken, når deres familie kunne have brug for dem. De var næsten lige så slemme som Frode. Nej, de var værre. Det var familie de havde forrådt, og de var Nordlinger, det var uhørt. Frode var trods alt en Sydling ligesom resten i klosteret, det var kun at forvente, at han var en nidding.
Peter gik hurtigt og i sine egne tanker, da han gik tilbage til gården, for at finde sin bue.

Peter fandt sin bue og en streng til den bag gården, den stod under et halvtag ved siden af brændestablen. Det var en underlig følelse. Peter kunne finde alt på gården. Han havde levet der i elleve år, og alt stod præcis som det altid havde stået. Alligevel føltes gården som et fremmed sted. Det var som at være et ukendt sted, men alligevel vide hvor alting var. Det føltes næsten som en drøm.
”Hvor skal du hen? Hvor er far og Sune?” Lød Arndis lyse stemme bag Peter.
”Vi er færdige, jeg skal bare ud med min bue. Far og Sune kommer nok om lidt”. Svarede Peter uden at vende sig, mens han spændte strengen på sin bue.
Peter slyngede buen over skulderen og rakte hånden ind bag brændestablen mens han vendte hovedet mod Arndis.
Peter fandt koggeret, hvor han havde forventet det, han satte det fast på sit bælte, mens han kiggede på Arndis og forsøgte at finde på noget at sige.
”Jeg kommer snart tilbage, du skal ikke sige noget til far eller Sune, okay?”
Arndis kiggede på Peter med store øjne og nikkede.
Peter gav hende et nik som svar, og skyndte sig væk fra gården, før Agnar og Sune kom tilbage.

I udkanten af skoven mødte Peter en pige, hun var på hans egen alder. Peter genkendte hende, hun var smedens datter. Hun havde langt lyst hår, med et blåt bånd flettet ind i den lange hestehale, der løbe hele vejen ned til midt på hendes ryg. Peter lagde hurtigt mærke til, at der ikke var lapper på noget af hendes tøj, og at alt passede til hende i størrelsen. Det var ikke som Peter, der ofte havde fået sine ældre brødres  aflagte tøj. Hendes tøj var tydeligvis lavet til hende. Hun så sød ud, som hun stod der i forårssolen. Peter fortrød, at han ikke havde husket på hendes navn.
Det havde ikke virket relevant da han var elleve år, men nu da han var blevet ældre fortrød han det bitterligt.
Hun stod med ryggen til, Peter tog mod til sig og en dyb indånding, før han gik op mod hende.
”Hej” Sagde han højt.
Pigen vendte sig med et smil, smilet blev dog hurtigt til en grimasse, da hun så hvem det var.
”Du er Peter ikke? Agnars tredje søn?” Sagde hun med foragt.
”Jo, det er jeg, hvorfor?” Svarede Peter forbavset over hendes reaktion.
”Ikke for noget”. Svarede pigen og vendte sig væk fra Peter igen og skulle til at gå, da Peter blev ved:
”Hvad er der med at jeg er Agnars tredje søn?” Sagde han højt og trodsigt.
Pigen vendte sig om igen og hadet lyste ud af øjnene på hende.
”Agnar er en nidding, han opgav sin tro og sin kone, så snart de kristne kom.” nærmest spyttede hun med stemmen fuld af foragt.
”Og du, du er endnu værre, du er en af dem, du skal rigtig være noget indenfor kirken. Så du kan komme efter os og brænde os på bålet. Du tror nok du er noget, men se på dig. Du vil gerne være en Sydling, til lykke, du er en. Du er en fornærmelse mod din slægt og vores bygd. Selv dit navn er til at få kvalme over”
Med de ord vendte hun sig og gik med hastige skridt tilbage mod bygden.
Peter stod helt paf og så efter hende. Det var som om ingen her vidste, hvordan det var at være i klosteret, hvor meget hellere Peter ville være blevet på gården i bygden.
Peter havde glædet sig til at komme hjem og væk fra klosteret, men indtil videre havde det været en stor skuffelse. Han havde følt sig som en fremmed i sit barndomshjem og i bygden, og de andre så ham åbenbart også som en fremmed. Han ville tage ud og finde sin mor og Rune. Han var tydeligvis ikke velkommen i bygden, og der var heller ikke noget for ham der alligevel. Den familie, der afsværger familie så let, var ikke nogen Peter ville have noget med at gøre.

Peter havde ingen ide om, hvordan han ville finde sin mor og Rune, eller om han ville finde dem. Måske ville han bare være alene i skoven med sin bue. Det var en underlig følelse, at være tilbage i skoven. Lydene, duftende og følelsen var det samme som han huskede. Det var nærmest helt surrealistisk, at opleve, at verdenen i skoven, var fuldstændig upåvirket af, at Peters verden var blevet ændret så drastisk.
Herinde forsvandt tiden og verden var upåvirket af udefrakommende forstyrrelser.
Han tog en dyb indånding og lod sig opfylde af følelsen af at være alene i skoven.
Han kunne høre vinden i træerne og fuglenes kvidren, Peter vidste fra da han havde boet der, at de altid vendte tilbage sydfra, et par uger før såningen.
Peter snusede ind igen, han havde virkelig savnet duften af liv, der herskede i skoven. Det var en dejlig duft, efter han havde boet i klosteret så længe. I klosteret havde der mest lugtet af mug, fugt og sved.
Peter stod med lukkede øjne og lod sig opfylde af følelsen lidt, før han hørte noget pusle i skovbunden lige frem og til højre for ham. Han åbnede øjnene, ca femten meter fra ham fik han øje på en ræv.
Så stille han kunne, fik han lirket buen fri fra sin skulder og fik fat i en pil. I helt rolige glidende bevægelser fik han lagt pilen på buen og tog sigte.
Peter havde nydt at gå på jagt da han havde boet i bygden, og når han havde været hjemme for at hjælpe med såningen eller høsten.
Han var ikke i tvivl om, at han kunne ramme ræven, hvis han ville. Peter holdt sigtet og tog en dyb indånding. Ræven vendte sig og kiggede direkte på ham, men den løb ikke sin vej.
Øjeblikket føltes uendeligt, til sidst vendte Peter buen mod et træ ved siden af ræven og åndede ud, samtidig med at han slap pilen.
Der lød et svirp, der fik ræven til at vende om og løbe sin vej samtidig med, at pilen borede sig ind i træet.
”Pas lige på med det der”. Lød det pludselig.
Peter stod som forstenet, han genkendte den stemme, men var det noget, han forestillede sig? Det kunne da umuligt passe, han var ikke gået ret langt ind i skoven.
Men jo, foran ham trådte en skikkelse frem, Peter havde kunne genkende overalt. Det var Rune.
På trods af Peters højde, var Rune stadig et hoved højere end ham. Han smilede over hele ansigtet og gik grinende Peter i møde. Peter kunne ikke lade være med at blive smittet af sin brors muntre smil og han løb ham i møde.
Synet af den smilende Rune havde fået lettelsen til at skylle ind over Peter. Når Rune var okay, og han smilede sådan, måtte hans mor også være okay.
”Hvad laver du her? Ved far og Sune godt at du er her?” Spurgte Peter, mens han fik kontrol over sit åndedræt igen.
Rune grinede og svarede:
”Jeg kunne spørge dig om det samme bror, men jeg tror allerede, jeg kender svaret, og jeg tror også, du kender svaret på dine spørgsmål”.
Rune kiggede afventende på Peter. Peter havde ingen anelse om hvad han mente, men han ville ikke virke dum overfor sin bror, når de lige var mødtes, så han forholdt sig tavs.
”Jeg ved ikke hvor meget Agnar og Sune har fortalt dig, men jeg kan regne ud, at det var nok til at få dig herud”. Forsatte Rune, da Peter ikke svarede.
”Jeg ved bare at de afsvor jer, og  at i nu er nødt til at leve i skoven. De har også afsvoret deres tro.” Det sidste Sagde Peter lidt tøvende.
Rune kiggede sørgmodigt på Peter.
”Hvor skal jeg begynde, hm, jo nu skal du høre.”
Rune satte sig ned med ryggen til en træstamme og gjorde plads til, at Peter kunne sidde ved siden af.
”Da du blev født, blev Agnar og Sigrid enige om, eller Sigrid blev enig med sig selv, og Agnar gjorde som der blev sagt.”
Sigrid var deres mor, Peter havde aldrig helt vænnet sig til, at Rune brugte deres forældres navne i stedet for bare at kalde dem far og mor.
”Ja, Sigrid blev enig med sig selv om, at den bedste fremtid for dig, var i den nye fremherskende religion. Agnar og Sigrid forsøgte at give dig alle værdierne fra vores gamle tro, uden at give dig den. Da Sigrid mente, at det var bedst, hvis du kom til den nye religion med et åbent sind. Ja der har hun altså altid været lidt naiv.” Rune grinede for sig selv.
Peter ventede på at han skulle forsætte, hvad var det for noget med værdier og den gamle tro? Peter havde godt hørt om Odin og Thor på klosteret, men det var kættere der troede på dem. Ikke oplyste menneske, der vidste, at gud skabte jorden, og at Adam var det første menneske.
”Som du nok kan høre, er jeg af en lidt anden opfattelse, jeg tror ikke, at man kan komme til noget uden at være forudindtaget. Jeg syntes du har en arv du kan være stolt af, desværre kender du den knap nok. Nok om det, sket er sket”.
Rune rykkede sig lidt tættere på træet, og fandt sig til rette igen, før han forsatte:
”Jeg kan forestille mig, at hverken Agnar eller Sune fortalte dig, hvorfor de forsvor os?” Det er typisk dem, de er ikke de mest snaksaglige i vore familie. Som du nok ved, blev Sigrid anklaget for at være en heks. Den eneste måde, Agnar kunne beholde gården på, var at afsværge både Sigrid og sin tro. Vi blev enige om, at Sigrid og jeg skulle flygte i skoven. Eller igen var det, Sigrid der blev enig.”
Rune kiggede frem for sig som om han huskede tilbage før han forsatte:
”Ja Agnar var ikke meget for det, han ville være flygtet med Sigrid og mig, og have taget både Sune og Arndis med. Ja han ville sågar have hentet dig i klosteret. Sigrid fik ham dog overtalt til at blive på gården, det havde ikke været et liv for Arndis at skulle bo som lovløs og udstødt i skoven. Han kunne jo heller ikke bare have hentet dig, så var vi alle blevet brændt på bålet, hvis vi havde forsøgt at flygte i samlet flok. Vi var aldrig nået væk. Kan du forestille dig det? Os alle sammen komme rendende til klosteret for at hente dig? Og Sigrid, der allerede var blevet lyst i band?”
Peter tænkte tilbage og skammede sig over sine tanker om Agnar og Sune og den ringeagt han havde set på dem med.
”De andre i bygden ser også ned på dem, eller smedens datter gør i hvert fald”. Forsøgte Peter at retfærdiggøre sine egne tanker om Agnar og Sune.
”Ja det kan jeg tænke mig, Smeden har aldrig brudt sig om os, og hans datter kan endnu mindre lide os. Ja så hjalp det nok heller ikke noget, at hendes ældre søster blev giftet væk til en Sydling. Det havde sikkert ikke været så slemt, hvis ikke ægteskabet var endt med, at hun var blevet beskyldt for hekseri. Jeg ved ikke hvad der videre skete, men jeg kan tænke mig, at hun ikke har meget til overs for Sydlinge eller den nye religion.”
Det var blevet skumring mens de havde snakket, og Rune rejste sig igen, før han rakte hånden ned til Peter for at hjælpe ham op.
”Jeg må se at komme tilbage, og det må du også” Sagde Rune.
Lige inden de skiltes kiggede Rune Peter i øjnene og sagde:
”Det kan godt være, at jeg ikke er enig i beslutningen om at du skule tilbringe tiden i et kloster, men jeg vil give dig et råd. Gør dig så umage som muligt, med at lære de ting de lærer dig. Selvom du så bliver en del af en anden religion, og det måske vil gøre, at vi vil fjerne os fra hinanden. Skal du stadig tage imod lektionerne, de evne du tilegner dig i klosteret, kan blive vejen til din lykke. Jeg holder af dig bror, og sætter din lykke over vores forhold.”
Peter blev overrasket over sin brors åbenhed, han skulle lige til at spørge hvad Rune dog mente med det? Hvorfor skulle hans tid i klosteret dog fjerne dem fra hinanden? Han hadede jo klosteret og de andre der, han så bare frem til, at han kunne komme væk derfra.
Før Peter nåede at sige noget, havde Rune vendt sig, og var med hastige skridt på vej væk, Peter skulle lige til at råbe efter ham, da han forsvandt gennem et buskads.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...