Niddingen Frode

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jun. 2016
  • Status: Igang
Historien omhandler fordomme og selvopofrelse

1Likes
3Kommentarer
144Visninger
AA

1. Kapitel 1

Klokkerne ringede og vækkede Peter og de andre drenge på sovesalen. Det føltes som om, han kun lige akkurat var faldet i søvn, før klokkernes kimen havde tvunget ham tilbage fra de øjeblikkes fred, han fik, når han sov. Han havde ligget og vendt og drejet sig, siden de var blevet sendt i seng efter aftenbønnen. Han havde ikke kunnet falde i søvn. Han havde frygtet at blive vækket med et uldtæppe trukket stramt ned over ansigtet, og sengen omringet af drenge med sten i stofstykker, de brugte til at slå ham med, mens han lå forsvarsløs og kæmpede for at trække vejret gennem tæppet. Det var sket for under en uge siden, lige efter Peter var blevet lukket ud af hullet. Han havde været afkræftet efter at have siddet dernede i næsten en uge, det havde de benyttet sig af. Han havde haft svært ved at sove siden, af frygt for at det skulle gentage sig. Det hele var begyndt da Peter havde råbt op, da Dan, der var to år ældre end ham selv havde taget noget brød fra Frode. Frode var en splejset dreng, med en gusten hudfarve. Han var på Peters alder, og var ankommet til klosteret samtidig med Peter. Han spinkle natur og den gustne farve havde med det samme gjort ham til et let offer, og han havde som Peter altid været udenfor.
Indtil da, var det lykkede Peter at holde lav profil i klosteret. Han var en Nordling, og alle de andre var Sydlinge. Det kunne ses på hans størrelse i forhold til de andre. Nordlinge havde altid været større end Sydlinge, der var bare mange Sydlinge for hver Nordling, især i klosteret, hvor Peter var den eneste Nordling. Selv hvis Peter ikke havde været større end de andre på sin alder, vidste alle vor han kom fra, han kunne lige så godt have haft et skilt i panden. Alle på klosteret vidste hvor alle kom fra. Det havde været hårdt, at være den eneste Nordling på klosteret, men det havde for det meste lykkedes ham at holde sig uden for det meste ballade, det var lige indtil den dag. Jo, de andre havde da set skævt til ham, men de havde da for det meste ladet ham være i fred. Der havde i hvert fald ikke været tale om personlige hævntogter som optrinnet med stofstykkerne og stenene om natten. Peter havde stadig store blå mærker på armene, benene og kroppen, hvor stenene havde ramt.
Peter tænkte tilbage på måltidet. Det var begyndt som det plejede, klokkerne havde ringet, for at bekendtgøre, at det var tid til at spise. Drengene havde taget opstilling i køen foran den store suppegryde. Dan havde som sædvanligt stået næsten helt oppe foran med sin tinskål i hænderne.
Frode havde været på vej ned mod sin plads bagerst i køen, da Dan havde råbt ham an og gjort plads til ham lige bag sig i køen. Hamar, der havde stået bag Dan i køen havde ikke gjort indvendinger, men havde bare flyttet sig, da Dan havde kigget på ham.
Peter selv havde stået længere nede i køen og havde haft god udsigt til alt, hvad der skete.
Da Dan havde fået sin suppe og sin humpel brød, havde han stillet sig og ventet på, at Frode fik sin portion.
Dan havde taget brødet ud af hænderne på Frode så snart han havde fået det, det var sket ofte før, men aldrig så åbenlyst. Dan havde bare taget det, som om det var hans, og Frode bare havde hentet det til ham. Det havde fået Peter til at reagere. Han forladt sin plads i køen for at gå op til Dan.
Selvom Peter var stor af sin alder, var Dan stadig været næsten et hoved højere end ham.
”Hvad vil du?” havde Dan spurgt og kigget på Peter, som om han havde kigget ned i latrinet ude bagved sovesalen.
Dan havde lagt brødhumplen ned oven på sin portion suppe, og uden at sige et ord, havde Peter snuppet den og vendt sig for at give den tilbage til Frode, da Dan havde grebet fat i hans arm og sagt.
”Hov, hvem tror du, at du er?” Mens han havde strammet sit greb i Peters overarm.
Uden at svare havde Peter vendt sig hurtigt omkring igen og havde af al kraft sparket Dan i skridtet.
Rædslen var malet i ansigtet på Dan i et øjeblik, før han havde tabt sin suppe på gulvet og taget sig til skridtet med begge hænder og var knækket sammen. Bagefter havde Peter taget en suppeskål ud af hænderne på en af tilskuerne, der havde samlet sig og som forstenede betragtede scenen. Peter havde hævet skålen over sit hoved og sagt:
”Du vil gerne have andres mad ikke?”
Så havde han langsomt tømt suppeskålen ud over Dans hoved.
Dan havde været efter Peter og Frode siden de var ankommet, men det var først blevet rigtig slemt efter den episode.

Optrinnet havde kostet Peter en uge i hullet i isolation og turen med tæppet og slagene fra Dan og hans slæng. Det havde været det hele værd. Synet af Dans grimme ansigt, med den grimme opstoppertud og de små stikkende øjne fortrukket i smerte og med varm suppe løbende ud i hans halvlange uvaskede lyse hår. Det havde været et billede, Peter ofte havde varmet sig ved, når isolationen eller slagene havde været særlig slemme.

Rundt om Peter var de andre drenge begyndt at stå op for at gøre klar til at gå ned til midnatsbønnen. Efter optrinnet, havde Peters liv i klosteret været et helvede. Han havde nu heller ikke brudt sig om det før. Klosteret bestod mest af store kolde rum. Om vinteren frøs man altid, og om sommeren var de tvunget til at sidde inde og læse og skrive, når Peter hellere ville være ude og gå på jagt. Men det var vel en lille pris at betale for det evige liv i paradis. Peter måtte ærligt indrømme, at han var villig til at opgive lidt jagt, for at undgå helvedes altfortærende flammer og evige pinsler, som fader Jonas næsten dagligt beskrev for dem. Ja faktisk var der næsten ikke noget, han ikke ville opgive, for at undgå den forfærdelige skæbne til evig tid at skulle omgås mordere og forrædere i helvedes evige flammer og i stedet komme i paradis. Han havde ikke helt forstået det med paradis, men så længe, det ikke var som i klosteret og mennesker som Dan ikke kom med, så var et sted Peter gerne ville hen. Peter forestillede sig somme tider, at paradis var som i hans gamle bygd. Når han var færdig i klosteret og var blevet munk, havde han besluttet sig for, at han ville tage tilbage og hjælpe dem alle til at komme i paradis. Især ville han hjælpe sin familie med det. Han havde overhørt munkene, mens de havde trænet med køller i gården. Når man blev munk, var det en af pligterne træning i kamp, for at kunne forsvare troen. Det var ikke noget for de aspirerende munke. Mens de havde trænet, havde de grinende snakket om, at Nordlingene havde brug for en fast guidende hånd til at finde deres frelser og paradis. Peter forestillede sig ofte, at han var den guidende hånd, han ville vise dem vejen til paradis. Han havde ikke helt forstået det med, at den skulle være fast, men det handlede nok om, at man skulle være fast og urokkelig i sin tro.

Peter iførte sig sin kjortel og gik i position med de andre drenge fra sovesalen ned mod kirken bagerst i gården i klosteret.
Peter gik bag Frode, så han havde et godt udsyn til hvem af de andre drenge, der gik hvor, hvis han ikke havde vidst det i forvejen.
Han var kommet til klosteret som elleveårig for fem år siden, og han havde ikke tilbragt en eneste nat der, uden at være blevet vækket og tvunget til midnatsbøn, og hver nat, havde opstillingen de var gået derned i, været den samme. Peter var overbevist, om at han kunne sige samtlige 54 navne på alle drengene i rækken, både forfra og bagfra med bind for øjnene. Den eneste forandring der var, var når en af de ældre drenge oppe foran blev indlemmet hos munkene, og der kom en ny dreng ind bagved.
Forrest gik Sigurd, Peter havde svært ved finde ud af, hvor han havde ham. Når drengene en sjælden gang imellem havde tid for sig selv, brugte Sigurd den altid fordybet i bøn. Bag Sigurd gik Hamar, hans mor var konverteret enke. Munkene sagde altid, at Hamar og hans mor var fortabte får, der var vendt hjem.
Faktisk havde ingen af de andre drenge nogen anelse om, hvordan Hamar havde fået pladsen på klosteret, men hver gang de spurgte nogen af munkene ind til det, fik de bare at vide, at Hamars mor var en sand engel.
Frode havde engang sagt, at det eneste Hamar og hans mor havde til fælles med fårene, var deres evne til at skrive. Det var ikke ualmindeligt ikke at kunne skrive, men Hamar havde været i klosteret i snart ti år, og det var en kendt sag, at han ikke skrev meget bedre, end de helt nye drenge der kom ind. Bemærkningen var blevet overhørt af en af munkene og havde kostet begge drenge to timers bøn, og en uges arbejde med brændekløvning. Peter havde ikke brudt sig om bønnen, men tanken om helvede havde sørget for, at han havde holdt samme stilling med lukkede øjne. Selv da det havde føltes som om hans knæ var ved at eksplodere, var han blevet siddende uden at sige en lyd. Han havde følt sig fuldstændig radbrækket, da de var gået ud for at kløve brænde.
Til gengæld havde han nydt arbejdet med brændet. Det havde været et kærkomment afbræk fra hans hverdag, der var fyldt med bøn i ubekvemme stillinger med knæene mod stengulvet, og afskrivning af biblen i dårligt lys og med Fader Jonas over nakken. Han ville spadsere rundt imellem dem, og når en af dem lavede fejl, ville han kalde det blasfemi, og tvinge vedkommende til at begynde forfra på siden og sørge for, at han ikke fik mad, før han havde fået afskrevet dagens kvote. Både Frode og Peter var flere gange kommet for sent til aftensmåltidet, fordi de havde været langt bagud med afskrivningen, nogen gange havde det været takket være Dan.
Det bedste ved brændearbejdet havde dog været blandingen af den fysiske aktivitet, og at de var sluppet for Dan og hans slæng. Derude havde det ikke været muligt for Dan, at stjæle deres blækhuse eller knække deres fjer, for at forsinke deres afskrivning.
Peter fulgte rækken af drenge i sorte kofter gennem svalegangen hen mod kirken, mens han tænkte tilbage på arbejdet med at kløve brænde.
Desværre havde fader Jonas opdaget, at Peter havde nydt det, og som han havde sagt skulle det være en straf. Han fik lov til at blive der ugen ud, men han var aldrig igen blevet straffet med udendørs arbejdet.
Hvordan drengen, der gik bag Hamar, Thorbjørn, havde fået sin plads på klostret, var der derimod ingen der var i tvivl om, der var heller ingen af munkene, der lagde skjul på, at hans mor ville komme i helvede for det.
Peter lod sit blik glide ned af rækken af drenge, mens de gik gennem døren til kirken, der vendte ind mod klosteret.
De fleste var endt i klosteret på samme måde som ham, de var den anden eller tredje søn af en bonde. Der var ikke arv nok til alle sønnerne, så familien betalte for en uddannelse i klosteret.
Det var også alt han havde til fælles med dem, de kom alle fra bygder, der lå syd for klosteret.

Peter trådte gennem døren ind til kirken og fandt sin plads ved siden af Frode, han satte forsigtigt knæene mod stengulvet. Stengulvet var hårdt og koldt gennem kjortlen, og Peter kunne tydeligt mærke selv de mindste ujævnheder gennem stoffet.
Modsat de andre drenge i klosteret, havde hele bedeseancen været helt ny for Peter, da han kom til klosteret.
Det hed sig godt nok at bygden Peter kom fra var kristen, men der lå hverken en kirke eller et kloster inden for en dagsrejse derfra. Når folk havde problemer med sygdom eller gerne ville sikre sig en god høst, var de kommet til Peters mor. De gamle i bygden havde kaldt hende for gydje, men når Peter havde spurgt hende ind til det. Slog hun det det hen og sagde, at det bare var noget gamle mennesker sagde, og at der ikke var noget, der hed en gydje.
Folk i bygden var blevet ved med at komme til hende, og hun var blevet ved med at hjælpe dem.
Peter hørte præstens stemme der på latin forkyndte om skærsilden, og hvordan mand endte der.
Peter forsøgte at skyde tankerne om sit barndomshjem fra sig, og fokusere på præstens ord. Da det ikke lykkedes forsøgte han i stedet at fokusere på at bede gud om tilgivelse.
”Gud, vær barmhjertig, lad mig ikke komme i skærsilden, jeg skal nok høre bedre efter næste gang”. Mumlede Peter for sig selv, mens han kneb øjnene sammen, og af al magt forsøgte, ikke at komme til at tænke på noget andet.
Peter var så fokuseret, at han hverken hørte eller så det stokkeslag, der ramte ham på siden af hovedet lige over øret. Der havde været kraft i, og det var kommet fuldstændig bag på Peter, der tumlede omkuld.
Han nåede akkurat at tage fra med hænderne mod stengulvet, før hans hoved fik lov at prøve kræfter med det også. Alligevel så han stadig stjerner, da en stemme talte til ham:
”Stille knægt, bønnen foregår i tavshed”.
Selvom Peter ikke kunne se stemmens ejermand, kunne han udmærket genkende stemmen. Den tilhørte munken, han og Frode kaldte Fede Dan. Han lignede en tyve år ældre og tyve kilo tungere udgave af Dan. Fede Dan var halt på det ene ben og ond i sulet. Det hed sig, at han havde været lejesoldat inden han blev munk. Efter det slag Peter lige havde fået, var han tilbøjelig til at tro på det.
Peter undskyldte og fandt sin plads igen, men ikke før, han havde fået øjenkontakt med Dan, der smilede skadefro til ham.

Hovedpinen og en ringen for øret efter slaget gjordet det endnu sværere for Peter at koncentrere sig om bønnen, og hans tanker gled endnu en gang tilbage på barndomshjemmet i bygden.
Alle Peters søskende havde hjulpet til på gården fra en tidlig alder, først med at fodre dyrene, og sidenhen med det tunge arbejde i marken. Selvom de alle havde gjort, hvad de kunne, var det kun Peters ældste bror Sune, der skulle arve gården.
Peters anden bror, Rune, var i en tidlig alder begyndt at følge deres mor, når hun tog afsted for at hjælpe de andre i bygden. Der havde ikke været noget for Peter at overtage, så forældrene havde ladet ham indskrive på et kloster.
Efter bønnen gik drengene i samme opstilling samme vej tilbage til sovesalen.

Om eftermiddagen næste dag sad Peter og Frode ved siden af hinanden ved hver deres skrivepult mens de kopierede tekster fra biblen.
Vintersolens sidste stråler oplyste rummet gennem de smalle vinduer, og støvet dansede dovent i de smalle lyskegler, der fik lov at passere de farvede glas i væggen.
Peters mave rumlede, han så virkelig frem til suppen samme aften, han var næsten færdig med dagens tekst, der havde handlet om at vende den anden kind til. Han kunne på lyset fra vinduerne vurdere, at der ikke var længe til aftensklokkens kimen og den daglige portion suppe.
Fader Jonas stod foran Peters pult med begge hænder på ryggen, han stod i sine egne tanker og så formentlig også frem til det forestående måltid.
Et par pulte længere fremme rejste Dan sig. Peter spændte en anelse op i skuldrene da han så det. Hvad end det var Dan ville, var det helt sikkert ikke i Peters interesse.
Dan gik op mod fader Jonas, da han var næsten helt oppe, lød der et rabalder et sted til højre for fader Jonas.
Fader Jonas vende sig overrasket mod lyden, og Peter, der havde siddet helt anspændt og sprang næsten op fra stolen ved den pludselige lyd.
Det var Finn, der var væltet ned fra sin pult, han var en del af Dans slæng, så det var næppe tilfældigt, at han var væltet netop samtidig med, at Dan var næsten helt oppe ved dem.
Ganske rigtigt, mens fader Jonas stod med ryggen til Peter og Frode, kom Dan helt op til dem. Dan sørgede for at få øjenkontakt med først Peter og så Frode, før han tog Peters blækhus og væltede det ned over Peters tekst, før nogen af dem kunne nå at reagere.
Dan vendte sig lynhurtigt mod fader Jonas og sagde:
”Fadet Jonas jeg har et spørgsmål, vil du lige se på ..”.
Længere nåede han ikke, før han blev ramt på siden af hovedet af Peters blækhus. Peter havde rejst sig og samlet det væltede blækhus op, og havde før han nåede at tænke over det, kastet det af al kraft efter Dan.
Dan fik blæk ud over det meste af ansigtet og hele den ene side af sin hvide kjortel. Overraskelsen og vægten af blækhuset, gjorde at Dan så sig fortumlet omkring et øjeblik efter at være blevet ramt.
Optrinnet fik Fader Jonas til at vende sig om igen.
”Hvad i himlens navn foregår der her?” Henvendte han sig til Dan.
”Jeg ved det ikke Fader, lige pludselig angreb Peter mig bare, jeg har ikke gjort ham noget”.
Fader Jonas vendte blikket mod Peter og spurgte:
”Hvad skal det betyde Peter?” Mens han kiggede afventende på Peter.
Peter var faldet en smule ned, han tog en dyb indånding før han svarede:
”Det var Dan der startede, han væltede mit blækhus ud over alt det, jeg har siddet og skrevet i dag. Nu er det hele ødelagt. Både mig og Frode så det. Spørg ham selv.” Svarede Peter hidsigt.
Fader Jonas kiggede videre på Frode, der blev helt hvid i hovedet, da Fader Jonas vendte sit strenge blik mod ham.
”Er det rigtigt Frode?” Spurgte han.
Frode sank og skulle til at svare, da han fik øje på Dan, der bag Fader Jonas stod og kørte en knyttet næve rundt i håndfladen på den anden hånd.
Frode kiggede ned og svarede:
”Jeg ved ikke noget, jeg så ikke noget”.
”Din, din nidding, vil du …” Begyndte Peter men blev afbrudt af Fader Jonas:
”Stille”. Kom det iskoldt fra ham, hvorefter han langsomt vendte sig mod Peter igen.
”Jaså, der har før været ballade med dig Peter, men det her, at ødelægge den hellige skrift og samtidig angribe en anden elev, man skulle næsten tro, at du gerne ville i helvede”. Sagde Fader Jonas endelig og vendte blikket mod Peter igen.
Dan stod bagved og smilede skadefro til Peter.
”Der er ikke noget mad til dig, før du har fået skrevet alle dine sider igen, og i morgen vasker du Dans Kjortel. Den type opførsel er ikke accepteret i klosteret...”
Fader Peter blev afbrudt af aftenklokken, istedet for at færdiggøre sin sætning, vendte han sig mod resten af gruppen af drenge, der sad ved hver deres pult og sagde:
”Så er vi færdige for i dag, der vil blive serveret suppe ved døren ind til køkkenet nu”.

Peter burde have vidst, at Frode ikke ville bakke hans historie op, han var en kujon og en nidding. Han var en Sydling. Den eneste Peter kunne stole på i klosteret var ham selv. Heldigvis skulle han snart tilbage til sin fars gård for at hjælpe med såningen. Det var ikke for bestandigt, men den korte pause fra livet i klosteret, var virkelig noget Peter så frem .

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...