Min uvejrshimmel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jun. 2016
  • Status: Igang
Max har mistet den vigtigste person i sit liv og han mærker nu for første gang hvor svært det er at stå alene i en verden hvor ingen forstår ham.

0Likes
0Kommentarer
71Visninger

1. 1. kapitel

Ordene der rammer mig er voldsomme og hårde, så hårde at de skubber mig det sidste stykke ned i min totale elendighed. Jeg bliver presset ned i mørket, tværer ansigter mod afgrunden og smager det mørke mudder der danner grundlag for hele min eksistens.

Det er svært at trække vejret opdager jeg. En mørk kraft presser mod mit bryst og mine jernpladeribben der holder de glubske dæmoner i skak bøjer under for den massive vægt. Min krop er deres fængsel, men jeg ved ikke hvor meget længere jeg kan holde dem. Især ikke nu hvor det trykker så grufuldt mod mit bryst og jeg ligger på bunden af min dybeste afgrund.

"Max?" spørger min mor blidt som et får. Jeg kan mærke at hun træder varsomt omkring mig som om jeg er et minefelt. Det er jeg måske også.

Jeg blinker og prøver at forstå hvad der sker.

"Max?" gentager hun.

"Det kan ikke passe," hører jeg mig selv sige hult et fjernt, fjernt sted. Jeg føler mig fanget i mit hoved, jeg føler ikke jeg burde være her lige nu. Jeg burde forsvinde.

Hun rækker ud, tager min hånd som om det trøster mig, som om det ændrer noget.

Det ændrer intet.

Fortiden står skrevet i sten, det er fastfrosset og det er altafgørende for alt andet der nogensinde vil ske.

Men nu er hun død.

Så hvad vil nogensinde ske?

"Jeg er så ked af det, Max. Jeg ved hvor tætte I to var..."

Jeg hører intet, ser intet, føler intet, er intet. Det eneste der er i mit hoved er mørket og tågen hvori min død ligger. Min fristende død der tiltrækker mig og lokker mig ind i det som intet kan ændre. Det fatale valg.

Tågerne som gemmer det som ingen kan se og som ingen ved, tågerne der er hele mit værdiløse, sørgelige liv med alle de fortabte år og mislykkede forsøg på at gøre noget. Og nu også hende. Hendes øjne bliver skabt i tågerne og blinker til mig så uskyldigt og uroligt, lige så smukt som en uvejrshimmel.

Hun kan ikke være væk. Det kan hun ikke. Og så er hun det alligevel.

For evigt.

Det er sket nu.

Det er for sent.

Jeg rejser mig og prøver at begribe det. Igen og igen kan jeg mærke min krop nægte, den vil kæmpe mod det, den ville stoppe det.

Men det kan ikke stoppes.

Det stoppede ikke.

Det skete.

Jeg går op på mit værelse. Ser ikke trapperne, ser ikke døren, ser ikke sengen jeg lægger mig på. Ser ikke det liv jeg lever, ser ikke noget. Ser kun tomheden der nu fylder alt. Ser kun alt der mangler.

Jeg har lyst til at ringe til nogen slår det mig. Jeg har lyst til at dele det med nogen, få nogen til at forstå.

Min telefon ligger på natbordet, nu er den i min hånd, nu er den ved mit øre.

Den ringer. Jeg kan ikke huske til hvem, men den ringer.

Helt til det sidste bip.

"Hey det er Cam," siger hun. Jeg trækker mig sammen ved lyden af hendes stemme og hiver efter vejret. "Jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, jeg har den sikkert på lydløs. Men jeg ringer tilbage!"

Det er et løfte. Hun plejer altid at holde det.

Plejer.

Jeg smider telefonen gennem rummet så den hamrer ind i væggen.

Løfter er ikke noget for de døde.

Hendes stemme, den åbner såret og spytter i det. Den forlanger min opmærksomhed. Jeg hører den som et ekko i mit hoved om og om igen.

"Hey det er Cam."

"Hey det er Cam."

"Jeg kan desværre ikke....

"Hey det er Cam."

"...sikkert på lydløs."

"Hey det er..."

"....ikke tage telefonen lige nu..."

"...er Cam."

"....men jeg...."

"....kan desværre ikke..."

"...jeg ringer tilbage!"

"Hey det er..."

"Men jeg ringer tilbage!"

Cam.

Jeg vender hovedet ned i puden. Prøver desperat at holde det inde som truer med at vælte ind over mig som en tidevandsbølge. Hvis ikke jeg holder det inde så ved jeg ikke hvad der sker.

Det kan ikke passe.

Det kan ikke passe.

Det må ikke passe.

Hvad skal jeg gøre uden hende?

Hvad er der uden hende?

Intet. Intet. Intet.

Hvis jeg lukker øjnene, tænker jeg, og slukker for alle mine følelser. Så kan jeg måske udskyde smerten lidt endnu.

Lidt endnu.

Hvis jeg lades som om det ikke er sket. Hvis jeg lades som om hun stadig er der. Hvis jeg lades som om hun sidder derhjemme og ser Friends og lige om lidt så finder hun sin telefon og så ser hun at jeg har ringet.

Og så ringer hun tilbage.

Jeg lytter til stilheden og håber, håber, håber af hele mit hjerte at min telefon ringer.

Lige om lidt. Hvert sekund det kan være. Det sker. Det sker. Det sker.

Håb er farligt.

Det leger med os mennesker. Det leger med mig. Det bilder mig noget ind som ikke er rigtigt, noget som ikke findes, noget som aldrig kan blive.

Den bilder mig ind at jeg kan ændre fortiden. At jeg kan stoppe det.

Det kan ikke stoppes. Det sker, det sker, det sker.

Med ét kommer al smerten. Den hamrer ind i mig som en flodbølge, den æder mig råt.

Jeg kommer aldrig til at se hendes ansigt, jeg kommer aldrig til at høre hendes latter, jeg kommer aldrig til at mærke vægten fra hendes hoved når hun læner sig op af min skulder, jeg kommer aldrig til at gøre noget så banalt som at snakke i telefon med hende, jeg kommer aldrig til at glæde mig til at se hende, jeg kommer aldrig til at fortælle om hende og hvor fantastisk hun er, jeg kommer aldrig til at høre hende sige mit navn som om hun ville satse alle sine penge på mig.

Aldrig. Aldrig, aldrig, aldrig, aldrig.

Det er fandme lang tid. Det er fandme længere end for evigt. Det er et større begreb end for evigt, det er værre end for evigt, det er punktummet i livet.

Aldrig.

Det sluttede. Det sidste ord i hendes bog.

Punktum og så var den slut. Nu er hun slut.

Men det er jeg ikke. Jeg er her stadig og jeg kan stadig mærke hende, jeg kan stadig huske hende.

Hvorfor dør minderne ikke med personen? Hvorfor skal det gøre så forfærdeligt ondt?

Hvorfor dør hun kun? Hvorfor tager hun ikke resten med sig? Alt det der minder mig om hvad jeg aldrig får.

Hvorfor tog hun ikke mig med?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...