Ulve hyler mod månen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jun. 2016
  • Status: Færdig
//Deltager i Fantasy Konkurrencen, valgmulighed 2, en mytologisk historie// Fortællingen om Fenris og Loki, der starter en krig de ikke ved hvordan de skal slutte. Ragnarok.

4Likes
2Kommentarer
646Visninger
AA

3. 2.

2.

___________

Jeg falder sammen mod den kolde klippevæg, da daggry er over os og Fenris endelig stopper med at gå. Vi befinder os i en hule i klipperne ved kysten fra Asgård til Midgård. Min krop er øm, mit hoved gør ondt, men mit hjerte er knust i tusindstykker. Jeg betragter den store ulv, hvis mørke øjne ser på mig med et blik jeg ikke kan granske.

Et kort øjeblik bliver jeg nervøs, nervøs for at han måske slet ikke kan tale, og jeg bilder mig selv det hele ind, men så lyder stemmen igen i mit hoved.

Jeg har brug for din hjælp, Loki, søn af en jætte. Det gibber i mig, og jeg mærker vreden boble op i mit bryst. Fenris ligger hovedet på skrå som han betragter mine rystende næver.

Du bliver vred?

Han lyder uforstående, og i næste øjeblik leer jeg. En hysterisk, næsten skræmmende latter, det vidner om håbløshed.

”Om jeg er vred? Undskyld, men Frigg er død, myrdet af en jætte, og jeg snakker med en ulv der kalder mig jætte søn? ” Min hals snører sig sammen, og i næste nu erstattes latteren af tårer. De løber ned ad mine kinder, og jeg er ude af stand til at stoppe dem. Jeg sætter mig ned og slår armene omkring min krop, som i håb om at holde sammen på mig selv. Det føles som om jeg vil gå i stykker ved den mindste bevægelse. Fenris vender sig væk fra mig, og jeg får øje på et langt ar under visnet pels på hans skulderblad. Først nu, går det op for mig, at der hænger en lænke omkring hans venstre bagben.

Opdagelsen får mig næsten til at glemme mine egne problemer et øjeblik, og jeg rejser mig ubevidst med kurs mod ulven. Fenris vender sig hurtigt mod mig, og jeg stivner i frygt for at han vil gå til angreb. Han betragter mig længe, som om han prøve at læse mine intentioner.

”Lænken, ” jeg peger mod benet. ”Lad mig hjælpe dig. ”

En svag knurren dybt fra hans mave, får mig til at trække hånden til mig.

Med det, kan du ikke hjælpe.

Han fortsætter mod udgangen af grotten, og jeg følger uvilkårligt efter.

”Hvor skal du hen? ”

Jagt, svarer han tørt. Så bevæger den store krop sig i et spring, og han sætter i løb ud over stranden. Jeg betragter horisonten, længe efter at Fenris er væk. Så kryber jeg sammen til en kugle og falder i søvn, med en rystende krop.

 

Jeg står lænet over hendes krop. Hun holder værgende hånden op mod med mig, hendes blik malet af rædsel.

”Loki jeg beder dig, ” råber hun skrækslagent. ”Jeg elsker dig. ”

Jeg hæver sværdet, min hånd ikke så meget som ryster. Frigg skriger, idet klingen gennemborer hende, som om hun var lavet af luft. Hun falder sammen på jorden, sammen med sværdet der slapt glider ud af mit greb. Erkendelsen af hvad jeg har gjort, rammer mig som et tag om mit hjerte, der klemmer til organet eksploderede.

”Frigg, ” jeg sætter mig og holder om den døde krop. Mit skrig genlyder i natten.

 

Loki. Jeg vågner med et gisp. Fenris står bøjet over mig, hans gyldenbrune pels skinner i solen. Jeg hiver efter vejret, og skriger da jeg ser de blodige tænder i hans gab. Min stemme er så hæs at det gør ondt, som om jeg har skreget før.

Rolig, det fra et dådyr, brummer han, og gør et kast med hovedet mod et dødt dyr i den mørke ende af grotten. Mit skrig dør hen, og jeg føler mig næsten forlegen.

Fenris lunter over til liget og tygger på en luns kød som om jeg ikke er der. Langsomt kommer jeg på benene, og nærmer mig forsigtig det store dyr.

”Du sagde, at du havde brug for min hjælp? ” Fenris reagerer ikke, og jeg rømmer mig nervøst. Han pruster og slikker sig om munden, så de enorme tænder kommer til syne. Jeg synker en stor klump der samler sig i min hals.

Hævn.

Fenris ser direkte på mig. Hævn over de Guder der holdt mig lænket så længe, og over de Guder der har udstødt dig for et mord du ikke har begået.

Det gør ondt, men jeg ved han har ret. Jeg er fra nu af på flugt fra Asgård.

”Lænket dig? ” mit blik falder på kæden om hans pote. Fenris nikker blot, og går ikke i dybere deltager.

Jeg ryster min krop, mareridtet sidder stadig i mine nerver, og jeg får det pludseligt dårligt. Et mord jeg ikke har begået. Jeg er ikke i tvivl om at Frigg døde for hånden af en jætte, men hvorfor drømte jeg, at jeg slog hende ihjel?

Hjælper du mig med at få hævn, og jeg vil give dig et hjem.

Det føles som om hans øjne ser lige igennem min facade, da jeg reagerer på hans ord. Et hjem. Asgård har aldrig føltes som dette, og slet ikke uden Frigg.

”Hvordan? ”

Vi starter Ragnarok

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...