Ulve hyler mod månen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jun. 2016
  • Status: Færdig
//Deltager i Fantasy Konkurrencen, valgmulighed 2, en mytologisk historie// Fortællingen om Fenris og Loki, der starter en krig de ikke ved hvordan de skal slutte. Ragnarok.

4Likes
2Kommentarer
649Visninger
AA

2. 1.

 

1.

__________

Jeg betragter aldrig stjernerne, de virker så små at man knap kan tro de er virkelige. Thor siger det er de dødes sjæle, der vogter over os langt oppe på himlen. I dette øjeblik falder mit blik på nattebilledet over mig. De tusindvis af blinkede lys deroppe, får det til at gøre ondt i min bryst. Frigg.

Hun ligger i mine arme, kvinden jeg kaldte mor. Vi er ikke langt fra Asgård, og jeg kan stadig høre råbene og skrigene derfra. De virker betydeligt længere væk end jeg ved de er. Jeg betragter Friggs ansigt. Det ser nærmest ud som om hun sover. Som når jeg plejer at lade som om jeg ikke er vågen, når Odin fortæller Thor krigshistorier. Men hun sover ikke.

Blodet klistrer sig til mine hænder og sætter sig mellem fingrene og under neglene som snavs. Jeg ryster ikke, jeg græder ikke. Min krop er tom, og jeg må lægge end hånd på brystet, for at bekræfte at mit hjerte slår. For hun er død, Frigg. Sværdet der jog livet i hende ud, ligger et stenkast fra mig, sammen med dets ejermand. Jætten har åbne øjne, og stirrer tomt på himlen som mig. Der går en kuldegysning gennem mig, ved tanken om at han også lever videre på himlen, sammen med Frigg.

”Loki? Frigg? ” Jeg bliver opmærksom på råbene i skoven, og ved jeg burde svarer. Men der kommer ikke en lyd over mine læber, i frygt over at jeg hulker og aldrig vil være i stand til at stoppe. Og jeg viser ikke svaghedstegn. Ikke foran Thor.

”Loki? ” Hans stemme hæver sig, eller også kommer han tættere på. Jeg kan pludselig hører hans enorme krop ødelægge krattet omkring sig i skovbunden, og en panisk banken i mit hjertet, giver mig fokus tilbage, sekunder før Thor står foran os. Han stirrer på Frigg, og sværdet i hans hånd falder slapt til jorden.

”Hvad har du gjort? ”

Hans stemme skælver. Det føles som et slag i maven, alt luften forlader mine lunger, og gisper desperat som svar. ”Det var ikke mig. ”

Af en eller anden grund, lyder ikke overbevisende, men det er også lige meget, for jætten ligger jo lige ved siden af mig. Jeg flytter blikket og mit hjerte går helt sikkert i stå. Sværdet, dækket af blod, ligger på den hårde jord, men ikke noget lig.

”Hvad har du gjort? ” Thor flår mig op fra jorden, så Friggs hoved slapt slår mod skovbunden. Jeg stirrer på hendes forvredne hals, der ligger skævt fra kroppen i en unaturlig, ubehagelig position. Hun ser ikke længere ud til at sove.

”Nej, ” jeg er hæs. ”Nej, jætten – han slog hende ihjel. ”

Thor giver slip og kaster sig på jorden til sin mor. Og aldrig før har jeg været mere klar over, hun ikke er min.

Jeg bakker langsomt hen mod skovbrynet, da flere råb genlyder i natten. Mine ben bevæger sig ude af takt med mit sind. Jeg har ingen anelse om hvor jeg vil løbe hen, hvorfor eller hvordan. Jeg har ikke gjort noget. Det var ikke mig. Jeg slog ikke Frigg ihjel.

Jeg vender mig om og sætter i løb. Jeg hører Thors brøl efter mig, men fortsætter ufortrødent, med blade og kviste der flår i mig og slår mod min krop. Jeg løber så hurtigt mine ben kan bærer mig, men ikke hurtigt nok. Thor er større og stærkere end mig, han vil indhente mig hvornår det skal være.

”Loki! ”Hans råb er kun få skridt bag mig. Jeg forsøger desperat at sætte farten op, men mine ben bliver til gummi under mig og jeg har det som jeg skal kaste op.

Jeg falder og et hyl genlyder gennem natten. Et ulvehyl efterfulgt af en knurren så tæt på mit ører, at nakkehårene rejser sig i min nakke. Jeg stivner, og lytter. Thor er stoppet med at løbe, men noget ånder mig i nakken. Jeg kan mærke en fugtig snude mod mit ører. Jeg ser langsomt til siden.

En ulv, større end jeg nogensinde har set, med skulderblade der stopper ved mit hoved. Dens knurren får hele dens krop til at ryste, men den ser ikke på mig. Den rejser børster og ser direkte på Thor.

Thor bakker uvilkårligt da ulven tager et skridt mod ham. Han ser på mig med had i blikket som aldrig før.

”Lad ulven tage dig så, ” hvæser han, og sætter afsted i løb tilbage mod Friggs lig. Jeg sukker lettet, før det går op for mig at en kæmpe ulv snart vil æde mig. Jeg springer på benene klar til at sætte i løb, da ulven puffer mig i siden så jeg lander så lang jeg er på skovbunden.

Jeg vil ikke gøre dig ondt.

Jeg stivner. En dyb stemme lyder i mit hoved. Mit blik falder på ulven, det eneste levende væsen omkring mig. Jeg vil dig ikke ondt.

Den ser på mig, med øjne mere menneskelig end noget dyr jeg nogensinde har set. Den puffer til mig med snuden igen, og slikker på mig hånd. Jeg sidder stiv af skræk, overbevist om at jeg skal dø, og at den æder min hånd først. Så går det op for mig, at jeg bløder. Den slikker blodet af min hånd, så smerten langsomt forsvinder.

Jeg ser op og møder ulvens nøddebrune øjne.

Jeg er Fenris, den dybe stemme runger i mit hoved. Kom med mig Loki.

Den vender sig og lunter gennem krattet.

Jeg studerer min hånd, men der er hverken blod eller sår tilbage, kun et langt ar.

Jeg kan hører råben i skoven, og uden tanke, skynder jeg mig efter ulven, Fenris

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...