Landing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2016
  • Opdateret: 21 jun. 2016
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
19Visninger

1. Landing

Jeg forestiller mig, at når jeg flyver ind over Grønland, så kælver isbjergene hvidt. Kraftige stykker af is styrter i havet, fryser i et splitsekund; et brag så sønderrivende, at også jeg stivner: et sekund, et minut - længere. Ruden på det runde vindue er kold. Udenfor skygger flyets vinge for et stykke af udsigten af det Danmark, der hele tiden bliver mindre. Som en barndomsskov man husker som endeløs, men som senere viste sig bare at være en samling træer, en lille lund. Markerne bliver til skyer - på et tidspunkt - puder og dun, der dækker mit synsfelt og hele vinduet: så er vi gennem skydækket, vattet forsvinder under os, himlen er klar igen, og endnu engang undrer jeg mig over, at jeg er her.

Alt er muligt. I luften, i flyet, på vej.

Jeg er en fugl, en halvstor unge, faldet ud af reden: alene.

Det er dét ord, der pulserer i min krop, dét ord, der får mine arme til at spredes og afgive sved, ganske let. Det ord, ”og så dig.” Det er måske ikke så svært: at gå ud af flyet. Sige farvel til stewardessen. Gå ned ad en korridor, ud i ankomsthallen, og så dig.  

Det er først der, virkeligheden vil komme snigende, som en kat der gemmer sig i græsset. Når den først hopper frem, sætter tænderne i sit bytte, så er der ikke noget at gøre. Ingen vej tilbage, ikke flere chancer. Du er fanget.

 

Jeg lader mit hoved dumpe tilbage på ryglænet, skubber tankerne væk og lukker øjnene. Heroppe kan jeg flyve, svæver stille hen over skyerne, ingen forventninger, ingen underlige blikke. Alt er så roligt. Trygt. Jeg kan mærke trætheden tage over, den sætter langsomt alting på standby, indtil jeg lukker af for alting omkring mig.

Jeg åbner øjnene ved lyden af den rungende lyd fra højtalerne. ”tag venligst jeres sikkerhedsbælter på, vi er på vej til at lande. Tak fordi i fløj med, jeg håber, i har haft en behagelig rejse. ”

Jeg spænder forsigtigt mit sikkerhedsbælte og retter ryggen op. Jeg trækker ikke en mine, selvom jeg uden tvivl helst vil blive i luften.

Flyet lander langsomt og glidende, når vi holder stille på jorden, kan jeg høre lyden af sikkerhedsbælter blive spændt op. Folk rejser sig smilende og finder deres tasker frem, inden de stiller op i kø for at komme ud af den smalle fly dør. Jeg falder tøvende tilbage på sædet, kan mærke tårerne presse på, men rejser mig alligevel op, tager mine ting og stiller mig i kø. Dørene bliver åbnet, og folk vælter ud, alle på vej til deres venner og familie, som spændt venter på deres hjemkomst.

Så snart jeg går ud af døren, ud på den smalle korridor, kan jeg høre ordene: ”-og så dig” give genlyd i mit hoved. Jeg kan ikke holde tårerne tilbage. De triller ned af mine kinder, bliver ved og ved, og jeg kan ingenting gøre. Mine knæ falder sammen, som en klud falder jeg sammen på gulvet.

Jeg trækker mig op i armene og læner ryggen mod den kolde mur. Korridoren er tom, ingen er her, kun mig. Tårerne løber stadig ned af mine kinder, og jeg tørrer dem med enden af mit ærme, dumper hovedet ned på mine knæ og giver efter for tankerne, som sender mig tilbage til det, som jeg ellers så stærkt har prøvet at gemme væk. Til virkeligheden.

 

 

”Luk nu dine øjne op! Kan du ikke se det? Her går vi alle, forlader stedet ’med hinanden i hænderne’, og så går du bagefter. Går selv, ingen er med dig. Du er alene! Hva’? gør det ondt? Det er sandheden, se det i øjnene, du er ubrugelig, ingen gider dig. De kan ikke lide dig, du er anderledes, ’prøv dog at passe ind’ klaphat! Alle mennesker, så hjælpsomme, omsorgsfulde. Nå ja, -og så dig! Hvad f*nden skal jeg gøre med dig, du står i vejen, altid i vejen! Du har ingen! Ingen!!”

 

Jeg går mod toiletterne, trænger til at få noget koldt vand i hovedet. Der står jeg så, kikker ind i spejlet, men ser ingenting. Jeg åbner vandhanen, plasker noget koldt vand i hovedet, og kikker så igen op. Jeg kører en finger over arret i min pande, det er stadig synligt. Jeg ved ikke hvor jeg har det fra, husker ingenting, minderne er som slettet fra min hukommelse. Jeg har stået og stirret mig selv i spejlet i næsten 20 min, da jeg endelig åbner døren, tager mod til mig, og går mod ankomsthallen. De mange smilende mennesker i hallen giver mig hovedpine, hvis bare de ville forsvinde. Jeg mærker folks underlige blikke hvile på mig, som sidder der på bænken med de knaldrøde sofapuder. Jeg ved ikke hvor jeg skal hen, har ingen anelse om, hvilken retning jeg skal gå, når de engang kommer og smider mig ud, det gør de på et tidspunkt. Nu trænger jeg bare til at sove, til at lukke øjnene bare lige lidt… Mine øjne falder i, og jeg falder stille i søvn.

 

Fuglene kvidrer glad fra træerne, sidder pænt og kikker ned på menneskerne, som haster rundt i gaderne. De leverer den smukkeste lyd, man kan tænke sig. Bare jeg var en fugl. Jeg forestiller mig at svæve gennem skyerne med mine lette vinger, kikke ned på de bittesmå mennesker gå rundt på jorden. Sidde i træerne og nyde morgendagens sol, mærke den fredsfyldte sommerbrise og dufte til de ny udsprungne blomster.

Pludselig kan jeg høre lyden af brag omkring mig, jeg står igen i den store ankomsthal, lamperne blinker og sender små gnister ud i rummet, der strømmer væske op fra små huller i jorden, og gulvet fyldes med mudret vand. Jeg prøver at flytte mig, gå mod udgangen, men en strøm fra mine fødder som går hele vejen op gennem rygraden og op i nakken, holder mig fast, som var jeg sømmet til gulvet. ”Slap af, du skal ikke gå i panik. Det hele skal nok gå. ” Jeg snakker højt til mig selv, prøver frustreret at holde roen.

En lille pige tager sin mor i hånden, og sammen slæber de sig rundt i mudret, samler alle op én efter én. Tilsammen danner de en lang kæde af mennesker, som langsom kæmper sig mod udgangen i det knæhøje mudder. ”Hey vent, Hjælp! I mangler mig! Kom tilbage, HJÆLP MIG!!” Jeg råber og kalder, mere og mere panisk prøver jeg at løfte mine fødder, men lige meget hjælper det. ”HJÆLP! ” råber jeg igen, men ikke én vender sig om. Ikke én eneste lille reaktion, får mit kald efter hjælp. Sammen går de, hånd i hånd, ud af døren, og der står jeg så. Helt alene.

Som at få en mursten kastet i hovedet, ligger jeg pludselig krøllet sammen nede i det iskolde, mudrede vand. Alting bliver sort og jeg ryger dybere og dybere ned i hullet, det hul jeg selv har gravet. Minder kommer tilbage, ting som jeg har gemt for langt væk til at se, før jeg stod ’face to face’ med sandheden. Dybere og dybere falder jeg, mens genlyden stadig kører i mit hoved.

 

”-og så dig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...