Tidernes Morgen

Elara har levet hele sit liv i Solena-templet i den del af riget, der kaldes Ørkenlandet. Hun både elsker og hader sit hjem. Men det hun hader mest, er, at hun ikke kan bruge magi ligesom alle de andre kvinder i templet. En nat, hvor hun er ude for at samle sten møder hun en dreng, der er meget langt væk hjemmefra, og fra den nat er hendes liv ændret for evigt. Hun hvirvles ind i politiske og guddommelige konflikter, hun ikke selv vil være en del af, og det er hende, der skal løse mysterierne. Hvem er drengen? Og hvem er hun egentlig selv?

1Likes
9Kommentarer
112Visninger
AA

1. Kapitel 1. De sorte sten

Jeg trykkede mig op mod klippen i den halvmørke hule, gemte mig i skyggen og lyttede. Jeg begyndte næsten at hikke af forskrækkelse, da dyret nærmede sig mit skjulested. Jeg kunne lugte dens tunge, rådne ånde og høre dens skællede fødder i sandet. Ét lille skridt ad gange. Jeg stod med ryggen mod klippefremspringet, kunne mærke sandet knase mellem mine tænder, og jeg kæmpede for at holde mit åndedræt i ro.

   Kig den anden vej, kig den anden vej! skreg jeg i mine tanker, og jeg lukkede øjnene hårdt i, mens jeg ventede. Enhver anden pige på min alder ville nok have skreget og prøvet at slippe væk, men jeg vidste bedre end det.

   Den var lige inden for rækkevidde, det var nærmest en sjette sans, der fortalte mig, at den var meget tæt på. Jeg åbnede øjnene, og jeg lagde bånd på mig selv for ikke at række hånden ud og røre ved de glitrende skæl. De var nærmest hypnotiserende. Sorte, gule, brune og nogen grønne.

   Den løftede sit tykke hoved, det gik nærmest i ét med halsen og resten af kroppen, et kæmpe, forvokset firben, med tre øjne på hver side af hovedet, og den skulle lige til at vende blikket over mod mig.

   Forsvind, tænkte jeg så, som om jeg talte til den med tankerne. Jeg vil ikke have dig her!

   Og lige så hurtigt som jeg havde tænkt tanken til ende, lige så hurtigt forsvandt dyret og tog stanken af råddent kød med sig.

   ”Det var tæt på!” hørte jeg Ilvana hviske fra et mindre klippefremspring ved siden af, og jeg sukkede lettet.

   ”Vi skulle have været mere forsigtigt!” sagde jeg bittert og kom frem fra mit skjulested. ”Lad os nu bare finde de sten, så vi kan komme tilbage til templet.”

   Ilvana smed hætten på sin kappe tilbage og rystede sandet ud af sine mørke fletninger. Hun smilede, da hun sagde: ”Men synes du ikke, det var spændende? Jeg har aldrig følt mig så levende før, Elara!”

   Jeg kunne ikke lade være med at besvare hendes smil. Ilvana var ikke vant til disse ”udflugter”. Det var første gang, hun var med ude og samle sten til solformørkelsesceremonien. Jeg lagde mig på knæ ved en af de fem klippestykker og begyndte at grave i sandet omkring stenen.

   Ypperstepræstinden havde personligt bedt mig om at hente stenene. Stenene er meget vigtige. De indeholder en stor kraft og store mængder energi. Det er lige, hvad vi har brug for i situationer som disse. Mere havde hun ikke sagt, og da jeg havde hentet min lærredsrygsæk og mit udstyr - en håndskovl, den sand- og jordfarvede kappe og de sandtætte støvler - og var på vej over Stjernebroen ved templets vestlige port, var Ilvana kommet løbende dundrende hen over broen med sine klirrende glasflasker på rygsækken og gravestokken i bæltet. Jeg kunne ikke andet end give hende lov til at komme med, og hun havde plapret løs hele vejen om alle de planter, hun håbede på at se på vejen. Ikke at der er særlig meget planteliv i ørkenen, men jeg lod hende beholde håbet lidt endnu.

   ”Hvad var det for et dyr?” spurgte Ilvana begejstret og forfærdet på samme tid. Hendes mandel-gyldne øjne strålede i halvmørket, da hun fulgte mit eksempel ved klippen, hun selv havde gemt sig ved. Hun tog sine handsker på, før hun begyndte at gave. Hun kunne ikke lide at få sand under neglene.

   ”Jeg er ikke helt sikkert,” sagde jeg, efter jeg havde tænkt mig om, ”men jeg tror, det var en sanddrage. At dømme ud fra lugten. De nyder at ligge i fugtige og kølige huler som disse.”

   ”Men er drager ikke koldblodet?” spurgte min veninde undrende.

   Jeg nikkede, mens jeg fandt den lille håndskovl frem fra min bælte. Nu hvor jeg havde fået alt det løse sand væk, skulle alt det hårde jord op.

   ”Jo, de fleste er, men sanddrager er varmblodet, lige som os mennesker. Det er det, der gør dem så specielle i forhold til deres andre artsfæller,” forklarede jeg langsomt. ”De opholder sig jo mest i ørkenområder og måske endda i jungler med høj luftfugtighed og varme. Så derfor er de lidt… omvendte end de andre drager, hvis man kan sige det sådan. Og så er de også mere intelligente end andre drager, som for eksempel bjergdragerne. Bjergdragerne er lige så dumme som de sten, de bor sammen med.”

   Ilvana grinede. ”Der kan man bare se. Elara, du ved da også bare alt!”

   Jeg lo og lagde skovlen fra mig. Hulet var nu på tykkelse med min arm og næsten en meter dybt, men der var for mørkt til at jeg kunne se, om der var nogen sorte sten.

   ”Kan du ikke samle noget lys og tage det herover?” spurgte jeg, lettere irriteret over mine manglende evner, men jeg blev enig med mig selv om, at det havde været en god idé at tage Ilvana med. Hun kunne trods alt lyse hulen op.

   Ilvana nikkede og løb ivrigt hen til hulens indgang.

   Vi befandt os ved Dragens Hånd, en kreds af høje, mørke klipper ude midt i ørkenen. Klipperne befandt sig i en hulning i ørkensandet. Det lignede næsten et vandhul, der var tørret ud på grund af den stegende sol, omkring fire meter dybt. Et par dage før havde jeg fundet den lille grotte i jorden i nærheden, der førte helt ind i Dragens Hånd, hvilket gjorde vores arbejde meget lettere. Vi skulle samle de sorte, små sten omkring klipperne, og der var stort set ikke flere tilbage oppe på jordoverfladen.

   Jeg kiggede misundeligt over på Ilvana, mens hun tog sin højre skindhandkse af og vendte håndfladen op mod solens lys. Hun tog en dyb indånding, takkede Gudinden for lyset og samlede det i sin hule hånd, som man samler vand i et bæger. Hun småløb tilbage til mig med sin knyttede hånd frem for sig.

   ”Her,” sagde hun med fornyet energi og lagde sig på knæ ved siden af mig.

   Så snart lyset blev sluppet løs nede i hullet, kunne vi se alle stenene.

   ”Der er sten nok til et helt års ceremonier!” udbrød jeg begejstret og smilede, hvilket jeg ikke gjorde ret ofte. Jeg stak hånden ned i hullet og tog så mange sten op i hver håndfuld, jeg kunne.

   ”Jeg forstår stadigvæk ikke, hvorfor vi skal bruge netop de sten til ceremonierne,” sagde Ilvana, da vi havde fyldt vores rygsække og var på vej op gennem grotten igen.

   Jeg trak på skulderen. ”Det ligner jo heller ikke ligefrem almindelige sten. Ypperstepræstinden sagde, at de var meget kraftfulde, så de må være meget vigtige for hende. Og dermed også for os.”

   Ilvana mumlede noget uhørligt og nikkede.

   Vi stoppede op et par gange i grotten, da Ilvana fik øje på forskellige former for mos. Hun var botanikerlærling i templets drivhuse, og hun skrabede forskellige slags mos fri fra sten og klipper og lod det dumpe ned i hver sin glasflaske, der hang på hendes rygsæk.

   ”Jeg har ikke set disse typer mos før,” sagde hun og begyndte at fortælle om, hvad de måske kunne bruges til, men jeg hørte kun efter med et halvt øre. Jeg nikkede og smilede bare af hende og nød solen mod mit nøgne ansigt. Den hede vind fik vores hvide kjoler til at bølge i vinden, og jeg slog mit hår løst og lod det veje frit i luften.

   Jeg nød de ture udenfor templets mure. Det var sjældent, jeg kom udenfor templet, og når jeg havde mulighed for det, meldte jeg mig altid frivilligt til at udføre ærinder for præstinderne eller selve ypperstepræstinden. Der var alligevel intet jeg kunne gøre indenfor templets mure, ud over at pudse vinduerne i Solsalen, og det var ret så kedsommeligt arbejde. Alle de andre kvinder havde hver deres opgave at udføre, og det krævede, at de brugte deres magiske kræfter lige fra vi bad morgenbøn til vi bad aftenbøn. Problemet var bare, at jeg slet ikke havde nogen magiske kræfter. Jeg var den eneste solenitaner, tilhænger af Gudinden, Solena, der ikke kunne bruge solenica-magien, eller nogen anden form for magi for den sags skyld. Derfor var jeg også oplagt til at udføre alle de små opgaver og praktiske ting, der bare skulle gøres. Og de fleste skulle bare overstås hurtigt!

   Templet var usynligt for omrejsende og uvelkomne, men jeg kendte templets gange og rum bedre end nogen anden. Selve templet mindede mest af alt om et kæmpe ørkenpalads med mere end fire tårne med kuppelformede tage og farverige mosaikvinduer, der vendte mod hvert verdenshjørne. Templet befandt sig på klippesiden af en dyb kløft, og man skulle krydse Stjernebroen for at komme gennem vestporten. Broen ved egentlig bare en masse svævende brosten, kun sat sammen af magien fra bygningen omkring den, og hver sten repræsenterede hver stjerne i stjernebilledet af Gudinden Solena, deraf navnet Stjernebroen. Da jeg var yngre, var jeg rædselsslagen for at krydse broen, men nu skrånede jeg selvsikkert og roligt over stenene. For hvert skridt jeg tog, gav stenene efter under mine fødder, men kun nogle få millimeter, og så snart jeg gik videre, svævede stenene op på sin plads igen. Stenene kendte mig lige så godt, som jeg kendte dem, og hvis det sket, at uvelkomne og fremmede nåede så langt som til broen, så ville den give efter under dem.

   I templets midte var Soltårnet. Et kæmpemæssigt timeglas af sandstenssøjler og guldrammer, hvor sandet svævede både op og ned. Så længe sandet blev ved med at rinde frem og tilbage, var verden i balance. I toppen af timeglasset var den største kuppel af alle de kuppelformede tage. I kuplens ene halvdel var kuplen lavet af klart, tyndt glas, og den anden halv del var lavet af det smukkeste mosaik, jeg nogensinde havde set. Ørkenroser, sanddrager og smukke kvinder flettede sig ind og ud af hinanden i de fantastiske vinduer. Denne kuppel var Solsalen, salen hvor vi bad morgenbøn og aftenbøn, hver eneste dag.

   Vestporten stod åben, da vi kom op for enden af broen, og jeg sukkede lettet. Helt uden at have lagt mærke til det, havde det gjort mig en anelse utryg at forlade mit hjem, og jeg løsnede den tynde kappe under hagen.

   ”Jeg tror, at de er i spisesalen,” sagde Ilvana. Vores maver knurrede sultent, næsten samtidigt, og vi kunne ikke lade være med at grine. ”Lad os skynde os derhen før alle de gode linser er taget!” Hun skulle til at løbe hen mod Morgengrys-tårnet, men jeg rystede på hovedet.

   ”Jeg har lovet ypperstepræstinden at aflevere stenene, så snart jeg kom tilbage,” sagde jeg stædigt. ”Men du kan bare gå til frokost. Vi mødes bare senere.”

   Ilvana nikkede ivrigt og skyndte sig hen mod spisesalen. Da lyden af hendes klirrende flasker døde hen, gik jeg i den modsatte retning.

   Jeg havde spekuleret over Ilvanas bemærkning, siden vi forlod grotten, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke selv havde tænkt over det noget før. Hvad skulle ypperstepræstinden egentlig med alle de sten? Hun var den mest magtfulde troldkvinde i ørkenlandet, så hvad skulle hun bruge sådan nogle små sten til?

   Mens jeg tænkte vandrede jeg fra bygning til bygning, gennem glasgange, sale og haver af eksotiske blomster, og jeg følte næsten, at jeg var ved at kvæles i deres kraftige dufte.

   Da jeg gik op ad den sidste trappe, var hun selv på vej ned.

   ”Søster Elara, det var dig, jeg var på vej ned og lede efter!” sagde ypperstepræstinden, overrasket og smilende. Hendes tænder var lige så hvid som sne. Jeg havde aldrig set sne før, men jeg var sikker på, at det var lige så hvidt som hendes tænder, og hendes øjne var lige så mørke som nattehimlen om efteråret. Hun var den smukkeste kvinde, jeg nogensinde havde set.

   Jeg udførte den rituelle hilsen - bukkede hovedet og bevægede armene i to lette buer parallelle med hinanden, så de formede et timeglas.

   ”Solena våger over dig,” mumlede ypperstepræstinden formelt, lagde en hånd på mit hoved og kyssede min pande. ”Lad os gå op på mit gemakker.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...