Lone Wolf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2016
  • Opdateret: 27 jun. 2016
  • Status: Igang
Mercedes er en ensom ulv, som kommer til en lille landsby. Her møder hun mange forskellige mennesker og nogen har hun måske mødt før, men Mercedes kender ikke meget til sin fortid og der er kun glimt af den hun får i ny og næ. Vi følger Mercedes gennem hendes liv i svære og lette tider. Igennem kærlighed og had, og vi følger hende på hendes rejse ud i livet. Det er Mercedes som vælger sin egen sti og den har måske flere sideveje end man lige skulle tro.

1Likes
1Kommentarer
68Visninger
AA

1. Kapitel 1

I et land der ligger, hvor ingen har været før, er der en lille pige som drømmer om at være normal. Pigen var engang normal, men så skete der noget og hele hendes verden blev vendt op og ned. Den lille pige har siden da vokset op for sig selv, velvidne at hendes egen egoisme vil altid såre andre. Derfor har den lille pige dedikeret sit liv til at være uselvisk, men selv små piger vokser op og den voksne verden er ikke regnbuer og røde roser. 

Jeg forventer ikke noget af nogen og jeg giver ikke noget til nogen. Hvis jeg bare passer mig selv, så skulle jeg gerne undgå alt form for ballade og samtidig også undgå følelsesladede situationer. Men at passe sig selv er ikke så let som jeg troede, og slet ikke når man er tvunget til at gå i skole, for at kunne få et arbejde. Skolen er noget møj, jeg hader skolen og jeg har aldrig klaret mig særlig godt. Alligevel har jeg klaret mig igennem 11 års skolegang. 11 år er mange år og jeg troede at det var nok til at komme ud på arbejdsmarkedet, men så slog det mig. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg ville. Derfor blev det til 3 år mere på gymnasiet og det er måske ikke den klogeste beslutning jeg har taget mig, men det får tiden til at gå og det er det jeg har brug for lige nu. Jeg befinder mig netop nu i et stinkende lokale på byens lokale gymnasium. Det er en lille by og det er en underlig by. Heldigvis er det en by, hvor folk ikke spørger for meget og menneskerne i den her by er meget asociale. Et held for mig. Jeg er nemlig heller ikke selv så social anlagt. De fleste i byen synes at være tæmmelig almindelig, men der er den her store gruppe af mennesker, som virker anderledes. Det er for det meste deres børn man møder, for de voksne synes kun at færdes i skyggerne. Det er egentlig forståelig nok, jeg hader også at tiltrække for meget opmærksomhed. Samtidig føler jeg alligevel at de overvåger mig. Måske er det fordi jeg kun fornyelig er flytte til byen og derfor synes de det er underligt at jeg kommer på den her tid af året. Det er jo trods alt nær Jul og det vil sige, at det er midten af et skoleår og det er jo ingen hemmelighed at jeg en skoleelev. Apropos skoleelev, så bliver jeg snart 19, så det er jo ikke fordi jeg ikke kan passe på mig selv. Jeg er endda blevet myndig og det betyder også at det faktisk er lovligt for mig at bo selv. Okay så, nok med introduktion, tilbage til det stinkende klasselokale og mig som ikke hørte hvad læren sagde. Jeg kigger op på min lære igen og han venter på at jeg svare på det spørgsmål jeg ikke hørte. Da vi har stiret på hinanden i 10 sekunder eller mere, opgiver han og mumler at jeg skal følge med, hvis jeg har en ide om at bestå gymnasiet. Jeg stirre på hans ryg mens han går op til tavlen igen og jeg ved at jeg giver ham kuldegysninger, for han bliver mere og mere stiv mens han går op til tavlen og da han vender sig rundt til resten af klassen, er han næsten blå i ansigtet. Jeg smiler til ham og han stivner totalt ved synet. Jeg vender blikket mod ruden igen og kigger på regnen som har besluttet sig for at blive. Det kedelige vejr beskriver perfekt mit humør og jeg smiler en lumsk smil. Måske skulle jeg gå på jagt i dag, tænker jeg for mig selv og jeg ved mit smil bliver bredder, for min læres ansigt bliver blegere. Efter 2 timers undervisning, hvor jeg alligevel ikke lyttede, var det tid til frokost og jeg begav med afsted mod kantinen. Kantinen var en af det bedste ting ved skolen og jeg elskede maden her. Jeg elskede den nok mest fordi jeg ikke selv kunne lave mad, så når jeg skulle lave mad til mig selv, så blev det altid sådan færdig-lavet mad fra den lokale shop i byen og lad mig fortælle dig, at det er den mest smagsløse mad jeg har oplevet i hele mit liv og tro mig, jeg har oplevet en del. Menuen i dag bestod af oksemørbrad med kogte kartofler og sovs. Der var også bland-selv-salat og byg-selv-burger. Personlig så fortrak jeg kødet og det var det jeg tog en stor portion af. Jeg fandt et bord nær i den anden ende af kantinen og jeg vidste at jeg kunne få det for mig selv, eller det troede jeg. Jeg plejer at sætte mig ved det nærmest tomme bord jeg kunne finde, men i dag var kantinen meget overfyldt og det eneste ledige bord jeg kunne finde, var det her bord, som stod i den modsatte ende af kantinen. Da jeg skulle til at sætte mine tænder i det saftige kød, hørte jeg en stemme rømme sig bag mig og en utilfreds snerren steg op igennem mit bryst og ud mellem mine tænder. Jeg kiggede vredt op på drengen som stod bag mig og havde forstyrret mit måltid. Han smilede til mig og virkede helt upåvirket af den dyriske lyd jeg lige havde lavet, men i modsætningen til ham, så havde resten af kantinen hørt det og alles blikke hang på mig. Jeg hader, hader, hader opmærksomhed og jeg hader især at være i centrum! Han kiggede ned på mig og jeg vidste hvad han ville selvom han ikke sagde noget. Jeg vendte blikket mod min tallerken og tog kødet op. Jeg slugte det i 3 store mundfulde og rejste mig. Han havde næsten fået mig til at miste min appetit, men kun næsten. Jeg mumlede at han kunne få bordet og så gik jeg ud af kantinen. På vej ud smed jeg resten af min mad ud og satte kursen direkte mod toiletterne, jeg løb nærmest i retningen af toiletterne. Jeg måtte løbe det sidste stykke for ikke at kaste op midt på gangen. Da jeg nåede toiletterne skyndte jeg mig at låse mig inde i en af båsene og så kom det hele bare op igen... Da jeg var færdig, bandede og snerrede jeg. Menneskers små halse var virkelig ikke den mest succesfulde opfindelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...