Time will heal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2016
  • Opdateret: 27 aug. 2017
  • Status: Igang
Harry og Jessie havde en kærlighed sammen ingen havde oplevet før dem.
Jessie er en typen, der fester næsten hver weekend og er altid omringet af mennesker.
Harry er modsat. Harry er ikke fest typen og kan godt lide at være alene somme tider. De forelsker sig og Harry ændre Jessie til det bedre. De bliver kærester og er sammen længe. Alle på deres high school snakker om hvor perfekte de er for hinanden og det synes de også selv, men en aften begår Jessie en kæmpe fejl. Det ødelægger alt og Harry er knust præcis som Jessie. Harry flytter kort efter fra byen. Da skolen er slut starter Harry på Brown universitet hvor han nu bor tæt på og Jessie starter på Duke universitet der ligger i hendes egen by. De lever begge videre med deres eget liv. Harry får 4 nye bedstevenner mens Jessie finder nye venner og veninder på College og med en kæreste alle piger savler over kan man så ønske sig mere?
Men hvad sker der når Harry vender tilbage med hans nye bedstevenner?

14Likes
10Kommentarer
5216Visninger
AA

8. 7

Kapitel 7.

Jeg træder ind på cafeen og ser Harry siddende ved vinduet med en kop. Jeg ved det er en den sædvandelige sorte kop kaffe som det altid er når han skal have en varm drik. Jeg kender ham så godt, at jeg ved det passer. Jeg går op mod disken og bestiller min kop latte. Da jeg får den går jeg ned mod Harry. Da jeg kommer tættere på kigger han væk fra vinduet og hans øjne møder mine.

"Hey Jess" siger han da jeg sætter mig ned overfor ham.

"Hey, hvad så?" siger jeg for at starte en samtale. Han kigger ned i bordet og kigger derefter op på mig. Hans øjne er fyld med skyld. Han ligner en der virkelig vil sige noget, så jeg sender ham et blidt smil og han sukker.

"J-Jeg vil gerne sige undskyld f-for den måde jeg behandlede dig på til den fest. Jeg er vel stadig såret over det du gjorde for 2 år siden. Det er jeg virkelig ked af" siger han, hans stemme er fuld af skyld og hans øjne viser mig han virkelig mener det. Man kan altid se det i hans øjne, eller jeg kan i hvert fald. Jeg lægger min hånd ovenpå hans og han kigger op og ser overrasket ud.

"Det er okay, Harry. Jeg sårerede dig og det ved jeg. Tro mig jeg kæmper stadig med skyld for det jeg gjorde mod dig. Bare forstå, at jeg ikke er den pige mere"

"Det ved jeg. Jeg er heller ikke den samme mere. Ingen kæreste, ingen hjertesorger. Jeg vil aldrig føle den smerte igen" det der kom ud af hans mund lige der knuste mit hjerte fuldstændig. At jeg havde ødelagt hans syn på kærlighed. Han vil ikke have en fast kæreste på grund af den fejl jeg lavede dengang.

"Harry du ved godt, jeg elskede dig rigtig højt ikke? Det der skete dengang fortryder jeg mere end noget andet. Jeg er ked af du ikke tror på kærlighed mere på grund af mig" sukker jeg. Han kigger op på mig og jeg kan se vreden i hans øjne.

"Du er godt klar over hvor meget du har ødelagt mig ikke? Jeg gider ikke snakke mere om det, du lavede dengang det var ikke en fucking fejl og du ved det Jess! Du ville slippe af med mig, men kunne ikke få dig selv til at slå op så det her var lettere for dig. Bare sig det jeg kan fucking klare det!" han er tydeligvis vred omkring at snakke om det her, men han overreagerer alt for meget.

Han rejser sig og går ud fra cafeen. Jeg rejser mig selv og går efter ham. Han slipper ikke så let. Da jeg når ud er han allerede på vej ind i sin bil, men da jeg kalder på ham vender han sig om og jeg går over mod ham. Jeg er rasende for at sige det mildt.

"Hvor vover du! Det gjorde så ondt at høre dig sige du ikke elskede mig og aldrig havde gjort det! Det ødelagde også mig, men jeg kom videre. Jeg forandrede mig til det bedre for din skyld. Du havde altid sagt du vil have, at jeg skulle ændre mine vaner med hash, alkohol og hvad der nu ellers var. Det gjorde jeg! Kun fordi jeg en dag håbede du ville komme tilbage og se jeg havde ændret mig til noget, du rent faktisk kunne elske!" skreg jeg.

Jeg mærker nogle tårer forme sig i mine øjne, men blinker dem hurtigt væk. Han burde ikke stadig kunne få mig til at føle alle de følelser der løber igennem min krop lige nu. Jeg bør være kommet videre! Jeg har Zac.

"Jeg er aldrig helt kommet mig over dig ved du godt det?" siger han blødt og træder tættere på mig så vi står helt tæt overfor hinanden. Okay, for mindre end et minut siden råbte jeg af ham og nu står vi her. Årh gud. Jeg burde virkelig træde et skridt tilbage, men mine fødder vil ikke. Min krop og mit hjerte ønsker ham så tæt på som han er lige nu.

"Harrry, jeg…"

"Du behøver ikke sig noget" afbryder han og tager mit ansigt i hans hænder. Han fjerner et hår som er faldet ned i mit ansigt og tager det om bag mit øre. Han læner sig ind og vores læber er kun få millimeter for at nå hinanden da en stemme råber Harrys navn og vi begge fjerner os fra hinanden. Jeg ser til højre og ser Cindy komme løbende hen mod os. Harry sukker irriteret, men sender hende et smil.

"Årh Harry skat, hvor blev du af? Jeg lå allerede helt nøgen og ventede på dig på værelset, men så kom du ikke og så sagde Liam, han havde set dig gå herhen. Jeg har sådan savnet dig" siger hun klistrende og tager armene om halsen på ham. Han ligner en der gerne vil ud af den nærmeste udvej, men han har selv rodet sig ud i det her. Jeg kigger på hende og hun sender mig et smil jeg tydeligt kan se er falsk, så jeg sender hende et tilbage.

"Burde du ikke finde din kæreste og lade min værre? Zac skulle jo nødigt få at vide hvordan i to lige stod, Det ville være trist ikke Jessica?" siger hun med et lumsk smil, der er til at brække sig over.

"Jeg er ikke din kæreste" siger Harry på samme tid jeg siger: "Det ville du ikke gøre!"

"Så vil alle endelig kende til hvilken lille luder du er, ærgeligt ikke?" svarer hun og griner højlydt.

Okay nu går min grænse. Mit temperament er hurtigt at udløse. Jeg går frem mod hende og skal til at skubbe til hende, da jeg mærker to stærke arme hive mig tilbage. Jeg ser Harry gøre det samme ved Cindy som åbenbart også er sur. Hov, hvis Harry holder hende, hvem holder så mig? Jeg kigger bag mig og ser Zac holde mig tilbage med et meget bekymret blik. Ork for en i….

Nu ved jeg, at han er skuffet. Han hader når jeg bliver sur. Jeg vender mig om mod hende igen og kigger op på Harry. Han kører hånden op ad hendes arm og kigger ikke engang på mig. Han har fucking taget hendes side i det her. Han trøster hende endda.

Idiot.

"Zac giv slip og lad mig give hende hvad hun fortjener!" siger jeg hidsigt mens jeg kigger ind i Harrys øjne. Han undgår selvfølgelig stadig øjenkontakt.

"Stop med at glo på min kæreste, han vil ikke have dig. Zac du må hellere holde øje med hende inden hun gentager fortiden"

Det sidste hun siger gør ondt. Jeg kan mærke tårerne presse på. Han har rent faktisk fortalt hende alt. Harry kigger straks over på mig og da han ser mine øjne fyldt med vand prøver han at gå foran Cindy igen, men hun holder ham tilbage. Jeg kæmper mig ud af Zacs arme og da han endelig giver slip løber jeg væk fra dem. Zac kalder flere gange mit navn, men jeg er ikke i humør til at snakke med nogen lige nu. Jeg løber tilbage til College, finder min bil og kører hjem.

Jeg åbner døren op og ignorer min far der hilser på mig og løber op på værelset. Jeg smider mig på sengen og græder ned i min pude. Jeg har aldrig følt mig så meget til grin som lige nu. I morgen ved alle på College hvad jeg har gjort. Jeg er sikker, hun kan ikke holde mund med sådan noget sådan er hun bare.

Jeg synes selv jeg overreagerer lidt, men jeg er bare ked af det. Jeg vil ikke have folk skal se sådan på mig mere, for jeg har ændret mig så meget. De skal kun kende den jeg er nu og ikke den jeg har været. Jeg er blevet bedre, jeg er ikke den samme pige som Harry forelskede sig i.

Døren til mit værelse går op og ind kommer Harry.

"Din far lukkede mig ind, vil du være alene eller må jeg komme ind?" spørger han og kigger bekymrende på mig. Jeg sætter mig op og signalere, at han skal sætte sig ved siden af.

"Jeg er ked af, at Cindy bragte det op" siger han stille.

"Det ved jeg du er, men hvorfor fortalte du hende det så?" spørger jeg og opdager pludselig hvor tæt vi er på hinanden. Han sukker.

"For at gøre en lang historie kort så var jeg rigtig fuld og hun blev ved med at stille for mange spørgsmål. Undskyld jeg fortalte hende det og at jeg tog hendes side"

"Mente du det du sagde inden Cindy kom? Altså det med at du aldrig var kommet over mig?" spørger jeg og ser op på ham.

"Ja det gjorde jeg"

"Jeg er heller aldrig kommet over dig, ingen kan få mig til at føle som du gør" han smiler af det jeg fortæller ham, men sukker og ser trist ud.

"Jeg har det præcist på samme måde, men vi kan ikke være sammen. Du har Zac og frygten omkring du vil lave samme fejl sidder altid i mig og ja jeg ved du er en anden nu, men jeg er stadig bange" siger han og rejser sig. Han kigger tilbage på mig med tårer i øjnene og er ude af døren lige efter.

Jeg går tilbage til min tidligere position med mig liggende i seng og græder ind i min pude.

Jeg må være faldet i søvn for da jeg vågner igen sidder Zac ved siden af mig og jeg har ikke lukket ham ind. Nå, men pyt. Da jeg åbner mine øjne mere sender han mig et lille smil. Jeg kigger bare udmattet op på ham og slår på den plads ved siden af mig for at signalere, at han skal ligge sig ved siden af. Han ligger sig så min ryg er mod hans mave. Han kærtegner min arm og siger ikke noget. Igen er han den perfekte kæreste som lader mig snakke når jeg føler for det. Han fortjener så meget bedre end mig, men det er heldigvis ikke gået op for ham endnu.

"Hvor længe sad du der inden jeg vågnede?" spørger jeg og vender mig om.

"En time tror jeg" svarer han, han smiler stadig.

"Det behøvede du ikke" siger jeg og ser væk fra hans øjne. Han sukker og løfter min hage op så vores øjne mødes.

"Men det ville jeg. Er det ikke snart gået op for dig, hvor meget jeg bekymre mig for dig?" griner han stille, hvilket også for mig til at grine.

"Men er du okay?" spørger han med mere alvorlig stemme.

"Det er jeg vel, det er bare hårdt at der bliver revet op i fortiden konstant siden Harry kom tilbage"

"Bare du selv ved, at du ikke er den pige mere, det er det vigtigste. Det er svært ikke at bekymre sig om hvad andre tænker, men dine venner og din kæreste her ved hvem du er. Er det så ikke det vigtigste?" han viser endnu engang, at han er den bedste kæreste man kunne ønske sig. Ingen fortjener en så fantastik kæreste som ham.

"Jo det er det vel" sukker jeg.

"Så glem Harry og hvad han siger" siger han.

Problemet er bare, at jeg ikke kan glemme Harry.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...