Time will heal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2016
  • Opdateret: 27 aug. 2017
  • Status: Igang
Harry og Jessie havde en kærlighed sammen ingen havde oplevet før dem.
Jessie er en typen, der fester næsten hver weekend og er altid omringet af mennesker.
Harry er modsat. Harry er ikke fest typen og kan godt lide at være alene somme tider. De forelsker sig og Harry ændre Jessie til det bedre. De bliver kærester og er sammen længe. Alle på deres high school snakker om hvor perfekte de er for hinanden og det synes de også selv, men en aften begår Jessie en kæmpe fejl. Det ødelægger alt og Harry er knust præcis som Jessie. Harry flytter kort efter fra byen. Da skolen er slut starter Harry på Brown universitet hvor han nu bor tæt på og Jessie starter på Duke universitet der ligger i hendes egen by. De lever begge videre med deres eget liv. Harry får 4 nye bedstevenner mens Jessie finder nye venner og veninder på College og med en kæreste alle piger savler over kan man så ønske sig mere?
Men hvad sker der når Harry vender tilbage med hans nye bedstevenner?

14Likes
10Kommentarer
5239Visninger
AA

14. 13

Kapitel 13

Jeg er ude og gå denne dejlige solskinsdag og jeg har et kæmpe smil på mine læber. Dagen er god, fuglene synger og solen skinner på min hud. Min yndlingssang spiller igennem mine høretelefoner og jeg føler mig egentlig bare glad og tilfreds. Jeg ser Ali stå længere fremme sammen med mine forældre. Jeg smiler til dem, men undrer mig alligevel over hvorfor de står sammen midt ude på fortovet. Jeg går hen mod dem med det samme smil på læben. Jeg stopper dog op, da jeg ser Harry stå længere fremme med en mand bag sig. Da jeg når tættere på kan jeg se det er den samme mand fra den aften. Jeg ser ham hive en kniv op ad lommen og sætte den mod Harrys hals.

Jeg skriger højt og kigger mod min familie og Ali. Men samme situation sker for dem. Han har taget flere mænd med denne gang. Jeg går i panik og ved ikke hvem jeg skal løbe hen til.

"Slip dem fri, alle sammen!” skriger jeg.

"Det er jo ikke sjovt prinsesse, du er nødt til at vælge om det er dine elskede forældre der skal dø, din veninde eller din lille kæreste herovre, valget er helt dit eget, men skynd dig, vi har ikke hele dagen” siger han og griner ondskabsfuldt.

Jeg tænker og tænker, men kan ikke beslutte mig og før jeg ved af det ligger Harry på jorden med blod strømmende frahans hals.

”HARRY!” skriger jeg og løber så hurtigt jeg kan hen til ham.

"Det her er din skyld, hvis du bare havde valgt hurtigere havde han måske stadig levet”

"Jess, vågn op du har mareridt!" hører jeg Harrys stemme kalde, men det kan ikke passe for jeg så ham selv dø. Alligevel åbner jeg øjnene og ser en meget bekymret Harry sidde på knæ ved min seng. Jeg tager ham i mine arme og trækker ham med mig op i sengen. Han ligger ovenpå mig og jeg holder fast i ham så længe jeg kan og så går det egentlig op for mig, at jeg stadig er sur på ham, så jeg smider ham af mig igen og han ligger sig ved siden af mig.

"Hvorfor er du her?" spørger jeg surt.

"Jeg hørte dig skrige nedenunder og kom herop så hurtigt jeg kunne" svarer han efterfulgt af et suk.

"Men hvad laver du her i selve huset, Harry? Du burde ikke være her efter det, som skete sidst" siger jeg og mærker en tåre trille ned af min kind. Jeg vender mig om på den anden side så han ikke kan se det.

"Jeg er her med min mor, som faktisk tvang mig herover" jeg svarer ikke, men lader bare stilheden tager over mens vi begge ligger her med vores tanker.

"Men du kan godt gå igen" jeg mærker en tårer trille ned af min kind, men tørrer den væk inden han opdager noget.

"Hør, jeg vil gerne forklare hvorfor jeg ikke gjorde noget og hvorfor de kom efter dig, men det kan jeg ikke lige nu. Du er nødt til at stole på mig når, jeg siger jeg passer på dig og du er tryg med mig"

"Stole på dig?? Du lod mig i stikken, Harry! Jeg kunne være blevet voldtaget, men du gjorde intet for at stoppe det! Hvordan tror du det føles, at den person du elsker mest bare lader dig i stikken og er ligeglad?" min stemme knækker og jeg græder nu.

"Elsker du mig?" spørger han chokeret. Han rejser sig fra sengen og sætter sig på knæ foran sengen igen.

"Ud af alle de ting, jeg lige sagde så er det det du vælger at fokusere på?" jeg griner bittert gennem mine tårer.

"Men ja selvfølgelig elsker jeg dig, det vil jeg altid gøre, ingen kan tage din plads selvom jeg vil ønske nogen kunne" svarer jeg forpustet.

Tårerne strømmer ned af mine kinder og Harry tørrer dem engang imellem væk med hans finger. Han bliver ved med at se på mig som om, at hvis han gør det mindste forkert knækker jeg. Det passer måske, men han skal ikke se sådan på mig. Han kærtegner stille min kind og ser mig helt ind i øjnene. Han sender mig et lille forsigtigt smil og jeg kan ikke stoppe mig selv i at sende et tilbage.

Jeg rejser mig fra sengen og står nu på gulvet med Harry foran mig. Han ser stadig ind i mine øjne. Han tager mit ansigt i hans hænder. Længe står vi bare sådan. Han leder efter noget i mine øjne, der siger vi ikke skal gå længere fra nu.

"Kys mig" hvisker jeg og uden tøven er hans læber mod mine. Jeg mærker en følelse i hele min krop som jeg ikke har følt alt for længe. Jeg kan mærke det kilder i mine mave og at det her er det eneste rigtige. Jeg føler kun sådan her med Harry.

Jeg tager armene om ham og holder godt fast. Han bider mig i underlæben og et støn kommer ud fra min mund. Hans tunge finder min da min mund åbner sig og kysset bliver en del mere hedt. Jeg kan slet ikke huske, hvor længe siden det efterhånden er, at jeg har følt sådan som jeg gør lige nu. Jeg vil altid huske det her øjeblik uanset hvad der sker fremover for i det mindste mærker jeg følelsen igen.

Han trækker sig væk først og lægger sin pande mod min. Vi prøver begge at komme tilbage til vores normale vejrtrækning. Vi står sådan et par minutter og engang imellem ser jeg et stort smil på hans læber, som fremhæver hans fantastiske smilehuller.

"Wow" siger han efterfuldt af en kort latter.

"Jeg ved det" svarer jeg og kigger i hans øjne igen.

"Jeg har ikke følt sådan her siden den sidste gang vi kyssede"

"Heller ikke jeg" han smiler af det jeg siger og ser tilfreds ud med sig selv.

"Jeg er så ked af det hele, Jess. Det er jeg virkelig, hvis du lader mig så gør jeg det godt en dag" fortsætter han. Jeg nikker og kysser ham hurtigt på munden inden det udvikler sig igen.

"Jeg vil ikke sige det er okay, for det er det ikke og det bliver det aldrig. Du siger, du ikke kan fortælle mig noget lige nu og jeg stoler på du ved hvad du gør. Bare du ikke lader det samme ske igen" siger jeg og han trækker mig ind til ham i et kram. Mit hoved ligger mod hans bryst og hans hoved hviler ovenpå mit. Jeg kunne stå sådan her for evigt.

Jeg ved, at det er dumt at tilgive ham lige nu. Det har jeg ikke gjort, men jeg kan prøve på at komme videre fra det som han gjorde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...