Time will heal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2016
  • Opdateret: 27 aug. 2017
  • Status: Igang
Harry og Jessie havde en kærlighed sammen ingen havde oplevet før dem.
Jessie er en typen, der fester næsten hver weekend og er altid omringet af mennesker.
Harry er modsat. Harry er ikke fest typen og kan godt lide at være alene somme tider. De forelsker sig og Harry ændre Jessie til det bedre. De bliver kærester og er sammen længe. Alle på deres high school snakker om hvor perfekte de er for hinanden og det synes de også selv, men en aften begår Jessie en kæmpe fejl. Det ødelægger alt og Harry er knust præcis som Jessie. Harry flytter kort efter fra byen. Da skolen er slut starter Harry på Brown universitet hvor han nu bor tæt på og Jessie starter på Duke universitet der ligger i hendes egen by. De lever begge videre med deres eget liv. Harry får 4 nye bedstevenner mens Jessie finder nye venner og veninder på College og med en kæreste alle piger savler over kan man så ønske sig mere?
Men hvad sker der når Harry vender tilbage med hans nye bedstevenner?

14Likes
10Kommentarer
5315Visninger
AA

13. 12

Kapitel 12

"Årh så i to kender hinanden kan jeg se, men det har vi ikke tid til, jeg var på vej ovenpå med hende, så hvis i vil have os undskyldt" siger han og river mig med. Ingen af drengene siger noget, men lader ham bare tage mig med. Jeg føler for at græde, mine bedste venner står der og ser på mens en gammel klam mand fører mig ovenpå for at gøre noget. Jeg er ikke sikker på, hvad han har planlagt.

Han trækker mig ned af en gang og ind på et værelse. Han smider mig på sengen og han er hurtigt ovenpå mig. Jeg prøver at skrige, men hans hånd dækker min mund. Han smiler selvsikkert til mig og begynder at kysse ned af min hals. Tårerne falder nu ned af mine kinder og jeg gør intet for at stoppe dem. Det her må være et mareridt, jeg må vågne om lidt. Det kan ikke være mit liv, det kan det bare ikke.

Da han har taget fast i mine bukser og river dem ned flyver døren op og jeg ser en meget forskrækket Liam.

"Kan du ikke se jeg er ved noget?" spørger han irriteret.

"De andre har brug for dig nedenunder, de siger det er vigtigt" svarer Liam og manden kravler af mig uden et ord. Liam styrter hen til mig og river mine busker op igen. Da jeg står op igen trækker Liam mig ind til sig og holder om mig. Jeg skubber ham væk, han kom for sent, han stoppede det ikke før. Jeg vil bare hjem, væk fra ham og de andre.

"Liam jeg vil hjem" siger jeg og ser op på ham. Han nikker og jeg følger ham nedenunder. Vi når overraskende nok ud i bilen hvor de andre sidder uden problemer.

Jeg har intet at sige til de andre. De har skuffet mig. De så mig blive ført væk og de stod der og så på. Den eneste der kom og hjalp mig var Liam. Aller værst er det med Harry, jeg troede at, jeg betød mere for ham end det, men åbenbart ikke.

Da vi holder foran mit hus stiger jeg ud uden et ord til nogen af dem. Jeg hører en bildør åbne, jeg kigger tilbage og ser Harry komme ud. Han går mod mig, men jeg stopper ham ved at sætte min hånd foran ham inden han kommer for tæt på.

"Jess… Bare hør hvad jeg har at sige, okay?"

"Hør hvad du har at sige? Det må være din spøg, jeg vil ikke have noget med dig at gøre efter i aften, så jeg synes du skal gå, Harry" skriger jeg, egentlig ikke fordi jeg er sur, men fordi jeg virkelig er såret.

"Jeg ved hvordan du har det og jeg kan-" prøver han, men jeg afbryder.

"Du kan skride. Du ved ikke en skid om hvordan jeg har det. Det her er din skyld. De ville have fat i dig derfor tog de mig, ved du hvad han havde gjort hvis Liam ikke var kommet ind? Og ved du hvor meget jeg ønskede det ville være dit ansigt jeg ville se da den dør gik op? Jeg er så skuffet over du bare stod og kiggede, ja jeg er skuffet over jer alle, men mest af alt dig" siger jeg med tårer ned af begge mine kinder. Jeg vender mig mod døren og går ind før han når at sige mere.

Jeg smider min sko og jakke i gangen, løber ovenpå og låser mig inde på mit værelse. Jeg glider ned af døren og jeg kan mærke smerten i min mave. Jeg lader tårerne løbe ned af mine kinder, men føler aldrig de stopper igen. Jeg elsker de drenge så højt, de betyder alt for mig og alligevel stod de bare der. Men mest af alt Harry. Jeg troede jeg betød noget for ham, men ikke nok åbenbart. Jeg elsker Harry meget mere end jeg burde og så gør det ondt at vide han ikke elsker mig for hvis han gør så havde han løbet så hurtigt han kunne efter mig op ad den trappe. Det varer længe før jeg overhovedet har lyst til at snakke med de drenge. Liam varer det ikke så længe, fordi han kom i det mindste efter mig selvom det var for sent.

Jeg får efter lang tid endelig taget mig sammen og går i min seng. Jeg gider ikke børste tænder eller noget som helst, jeg har bare brug for at sove og være et andet sted for en tid. Et sted hvor Harry ikke findes.

….

Da jeg træder ind på skolens grund kigger jeg ned i jorden og forsøger ikke at få øjenkontakt med nogen jeg helst vil undgå. Jeg ved ikke hvor Ali er i dag, men hvis jeg ikke finder hende er der vel ingen anden udvej end at være alene for i dag. Det vil jeg hellere end at tilgive de andre. Jeg håber virkelig ikke, at jeg ser nogen af dem i dag, for jeg er så bange for at bukke under hvis jeg ser dem. De betyder alt for mig her, men jeg skal have en rigtig god forklaring og noget tid for mig selv før vi kan snakke igen.

Hele natten har været forfærdelig, jeg synes hele tiden jeg kunne høre ukendte stemmer i huset og fodtrin da jeg var sikker på mine forældre sov. Jeg har haft et mareridt om det hele skete igen bortset fra den her gang kom ingen og hjalp og drengene grinede af mig efter det. Så jeg har ikke fået meget søvn i nat, jeg håber virkelig det bliver bedre med tiden.

Jeg går ind i undervisningsafdelingen, finder lokalet jeg har psykologi i og sætter mig bagerst. De andre kommer ind indtil klokken ringer ind og i sidste øjeblik kommer Niall ind. Vi får kort øjenkontakt, men jeg bryder den og kigger ned i bordet.

Dagen går langsomt og jeg følger egentlig ikke med i noget. Da vi når frokost træder jeg ind i kantinen med min mad og ser de fire drenge og deres kærester sidde ved det samme bord som altid. Harry kigger bedende op på mig og det kræver alt min viljestyrke at ignorere ham og sætte mig alene ved et bord. Jeg ser ned på min mad og jeg er egentlig ikke sulten. Jeg kigger op da jeg skimmer en skikkelse ud af øjenkrogen og bliver mødt af et par blå øjne og mit smil kommer langsomt frem når jeg ser hvem det er.

"Hey, må jeg sidde her?" spørger Brandon og jeg nikker.

"Hvor er Alison og hvorfor sidder du ikke ovre hos de andre?" spørger han nysgerrigt.

"Jeg ved faktisk ikke hvor hun er i dag, men jeg har nogle problemer med drengene lige nu, så det er bedst jeg sidder her" svarer jeg og Brandon ser bekymret på mig. "Jeg er okay" lyver jeg. Det er det sidste jeg er.

"Det kan jeg se du ikke er, men det er okay. Når du er klar til at snakke om det, er jeg her"

"Det ved jeg, jeg er taknemmelig for dig"

"Undskyld, jeg har taget lidt afstand, men jeg var nødt til at være der for Zac. Jeg ved det folk siger du gjorde ikke er sandt nu og jeg er ked af, at jeg troede på et dumt rygte. Jeg er her altid hvis du har brug for mig. Altid" siger han og sender mig et lille smil.

"Det er okay, jeg forstår. Jeg tog jo selv afstand da dig og Alison slog op, så ikke tænk for meget over det. Selvfølgelig ved jeg du altid vil være her, det har du været lige siden vi mødte hinanden" smiler jeg.

Resten af frokostpausen går med at snakke med Brandon og jeg glemmer egentlig alt om drengene og det der skete i går. Han har det bedre og selvom jeg hader at indrømme det, har det hjulpet på ham ikke at være kærester med Alison mere. Jeg kan se det, han nyder ikke at have ansvar overfor en mere, han er mere fri nu. Han har fået en fast plads på fodboldholdet og det går faktisk enormt godt for ham. Ham og Zac er ikke tæt længere for tiden, Zac er vist endt ud i en masse skidt ting som at ryge sig skæv stort set hver dag, så Brandon har taget afstand. Zac er også blevet smidt af fodboldholdet og ifølge Brandon så gjorde det meget ondt på Zac, fordi det jo er hele hans drøm.

Da pausen er slut går jeg ind til tysk og jeg er meget gladere resten af dagen, takket været Brandon.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...