Mimagine serie; ~ The Roadtrip~

Olivia er på roadtrip med hendes secret crush, Justin, med hans to bedste venner og hendes egen bedste veninde. Justin har et ønske om at finde sin far, som han aldrig har mødt og det er egentlig derfor, de tog afsted. Men undervejs sker der en masse ting og sager, der gør det svært for den lille gruppe at fokusere på det, målet egentlig var.. I har stemt og været med til at bestemme handlingen. Følgende har I stemt på; Fortæller; jeg-fortæller, hovedpersonens navn er Olivia Brown; langt og mørkt hår, blå øjne, latin-amerikansk (af kendte personer ligner hun nok mest Naya Rivera). Justin er ikke kendt endnu, og i starten har han med Olivia sådan et 'vi er altså bare gode venner' forhold. Det er sommer, faktisk sommerferie, så serien foregår for eksempel i sommerhus, på camping, i telte osv.

8Likes
0Kommentarer
531Visninger

1. 1

3… 2… 1… Klokken ringer ud og det er endelig sommerferie. To måneder uden skole lyder nu helt okay!
De fleste stormer ud af klassen, taber flere af deres ting og vælter næsten i forsøget på at samle det op i farten.
Jeg trækker på smilebåndet og giver mig god tid til at pakke mine ting pænt sammen. Om jeg venter her på at komme ud eller med menneskeproppen i døren er vel lige godt.
Jeg tager min taske over skulderen, lægger skolebøgerne på lærerens bord og bevæger mig stille og roligt ud af klassen. Ikke noget med at skynde mig.
Proppen i hoveddøren er ved at fortage sig og jeg går ud, da jeg ser chancen.
Solen brænder straks på min hud og jeg smiler stort. Gid vejret var sådan her hele ferien!
Sommerfuglene i min mave begynder at flyve vildt rundt, da jeg får øje på Justin. Eller… edderkopperne er det vel? Er det ikke edderkopper, man spiser, når man sover? Nå, men et eller andet bevæger sig i hvert fald i min mave!
Justin kommer hen til mig med et stort smil i fjæset, tager rundt om mig, giver mig et klem og gnubber min hovedbund.
Jeg skriger og vrider mig, puffer ham blidt i maven og rykker mig væk, imens jeg griner. “Justin! Du ødelægger mit hår..” siger jeg blamende og svinger med mit hår, der straks falder perfekt tilbage på plads.
“Olivia, jeg regner med dig i aften! Skal jeg hente dig klokken seks?” Han kigger på mit skeptiske blik. “Du kan lige vove på at aflyse og gøre det akavet for mig!”
Mine øjenbryn kravler endnu mere skeptiske op i panden på mig. Hvad sker der i aften..?
Justin ser tydeligvis mit forvirrede ansigt og griner lidt.
“Min mor synes, det er for dårligt, at hun ikke har mødt dig endnu! Så hun har inviteret dig hjem til os i aften. Hun laver lasagne, og du har brugt alle undskyldninger i verden for at undgå denne dag. Men no more, Brownie. No more!” Han blinker til mig.
Der lyder et højt dyt meget tæt på og jeg skriger højt og farer sammen ind i Justins arme.
Vinduerne på den dyttende bil ruller lydløst ned og jeg hører min fars overdrevede grin.
“Hvor er du træls!” råber jeg og giver ham diskret fingeren ved at klø mit ene øjenbryn.
Han rækker bare tunge og griner videre. Barnligt, much..
Jeg ryster på hovedet af ham.
“Skal du ind, eller hva’?” Han dytter igen, smiler flabet og holder dyt-knappen inde.
Jeg himler med øjnene, imens jeg udbryder et frustreret ‘uuuughhh’, giver Justin et hurtigt klem og giver så slip. “Vi ses klokken seks!”
Jeg sætter mig ind i bilen, dasker til min far og smækker døren i. “Du gør mit liv akavet..”
“Din mor er akavet! Spænd dig så fast!”
“Ej, du er ordentlig kikset, når du laver din-mor jokes…”
“Din mor har så små arme, at når hun vil spise en kiks..” Han holder en lille tænkepause. “Så kan hun ikke!”
Jeg himler med øjnene, griner af hans tilsyneladende ikke-eksisterende humor og læner mig tilbage.

 

Da vi er hjemme er klokken allerede fire. Jeg skynder mig ind på mit værelse og sukker højt af det totalt uoverskuelige rod. Hvorfor kan jeg ikke bare rydde op, når jeg begynder at rode?
Så ville det slet ikke have været så slemt nu. Flot, Olivia.
Jeg klapper sarkastisk af mig selv, slår mit hovede ind i væggen og glider langsomt ned på gulvet.
I det mindste har jeg to måneder fri nu. To måneder, hvor man ikke skal tænke på andet end sig selv. Ikke noget stress over skole, lektier, irriterende lærere og bitchede ‘veninder’.
Lyden af snapchat kommer frem på min mobil og jeg hiver den op af lommen. Den glider næsten ud af min hånd, men jeg når at få ordentligt fat i den.
Hvorfor skal iPhones vokse så pokkers meget? Hvad var der galt med 5’eren? Jeg kunne selvfølgelig også bare have beholdt min 5’er.. Nå, whatever.
Jeg tjekker snappen. Den er fra Isabella, min bedste veninde. Et billede af hende og en tilfældig dude, der kysser hende på kinden.
Jeg tager et billede af mine sko, skriver noget i retningen af, hvor hun dog har samlet ham op, og sender det til hende.
To sekunder efter sender hun et billede tilbage. ‘Høre, du skal på date med Justin i aften ;)’
Jeg ler højt. ‘Hører*’ retter jeg hende. ‘Og det er ikke en date! Hvornår fatter folk, at vi bare er venner?’ skriver jeg og sender et billede, hvor jeg himler med øjnene.




 


Jeg skubber min mobil lidt hen af gulvet og sidder og kigger på mit rodede værelse.
Burde jeg rydde op, før Justin henter mig? Ja.
Gør jeg det? Nah.
Jeg sidder og tænker. Folk bliver ved med at tro, Justin og jeg har noget. Men vi bliver ved med at sige til alle, at vi bare er venner. Han går i hvert fald rigtig meget op i, at vi jo bare er venner. Han kyssede mig dog for et halvt år siden, nytårsnat.
Det var super romantisk, og jeg blev totalt grebet af stemningen. Men jeg tror bare, han gjorde det, fordi det var midnat. And that’s it, altså. Han var vel også lidt fuld…
Det var et langt kys, men på et tidspunkt hev han mig væk, grinede nervøst og puffede til mig.
“Nu skal du ikke lade dig rive for godt med, Brownie,” havde han sagt. “Vi er jo bare venner.”
Han havde blinket til mig og gået sin vej, og jeg var straks løbet ind i Isabellas hus, hvor festen blev holdt og spærrede mig inde på toilettet.
Jeg tror, jeg sad og græd i et kvarter, før jeg opdagede, at Isabella lå pissestiv i badekarret sammen med en af hendes storebrors venner.
Hvis jeg skulle være ærlig, ville jeg ikke sige nej, hvis Justin ville være mere end ‘bare venner’. Han er jo sød og alt det der. Og hver gang vi krammer, føles det bare så trygt.
Som om, jeg kunne blive dér, i hans arme.. for evigt.
Er det forkert? Jeg sukker højt og ryster på hovedet. Han forvirrer mig så meget.
Men jeg afviser jo også ham. Han så lidt mobset ud, da jeg flirtede med Derek, fordi jeg havde set Justin smile til en anden pige. Og han slog Patrick i maven, da han ville give mig en blomst og hans sidste stykke bacon.
Åh Gud, er vi mere end venner?
Jeg fnyser og ryster tanken af mig. Som om det nogensinde bliver til noget. Justin ser mig jo bare som hans søster. Det er derfor, han er beskyttende.
Og han er vel også lidt som en bror for mig. Det er derfor, jeg kun vil, at han skal have det bedste af det bedste. Han skal i hvert fald IKKE have Cayla, den dumme sno!
Jeg skriger og farer op, da der bliver banket på døren.
“HVORFOR KAN DU IKKE BARE BANKE STILLE PÅ?!” råber jeg forskrækket, da døren går op.
“Undskyld..” Justin griner og træder ind på mit værelse.
“NEJ!!” Jeg skynder mig at rejse mig op og skubber straks Justin ud af værelset. “Du skal ikke se mit rod! Det er pinligt!”
Han griner højt og maser sig ind. “Stop dig selv, please.”
Jeg holder mine hænder for øjnene, selvom det nok er Justins øjne, jeg burde holde for…
“Holy….” Han griner imponeret. “Det må jeg nok sige. Jeg ved godt, du ikke er det bedste ordensmenneske i verden. But still.. Det her er jo værre end mit værelse! Impressive..”
Jeg laver en sjov, fornærmet lyd og puffer til ham.
“Kom så! Reservationen venter!”
“Reservationen?” Jeg kigger forvirret på ham. “Skulle vi ikke spise hjemme ved dig?”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...